Jeg er misundelig og jeg skulle skamme mig over det!!

An&Jo skriver:

Jeg har en veninde, og en rigtig god en af slagsen faktisk.. Jeg elsker at hygge med hende og sludre med hende, og ikke mindst bare være sammen med hende..

MEN jeg r misundelig på hende.. Jeg ved det er rigtig grimt af mig, og jeg ved at jeg selv er skyld i at jeg ikke får det samme som hende lige nu..

Sagen er den at hun er gravid, og desværre er hun kun 2 uger bagud i forhold til hvad jeg ville have været hvis jeg havde beholdt det uplanlagte spire fremfor at få det fjernet.. Hende og kæresten har så oveni lige fået afvide at de venter en fin lille pige..
Hun er altså gravid OG venter en pige, og her kommer misundelsen, for jeg burde også være gravid, og jeg ØNSKER mig brændende en lille pige..
Det er så pisse hårdt at stå på sidelinjen til den her graviditet når jeg ved at vi kunne have været lige langt henne ca, og når jeg ved at vi kunne have været på barsel sammen og hygge os om vores børn.. Det er pisse hårdt psykisk at de nu skal have en pige som er mit eget største ønske..

Nu skal det ikke misforståes som om jeg ikke er glad på deres vegne for det er jeg helt sikekrt.. de har kæmpet i et par år for at få det her barn, og jeg er super glad for at det endelig er lykkedes dem at blive gravide.. Det falder bare super uheldigt sammen med at jeg ikke selv kan få hvad jeg ønsker allermest..

Jeg har IKKE sagt noget til min veninde om mine følelser, for jeg skammer mig faktisk rigtig meget over det, og det skal ikke gå udover hendes glæde.. Jeg svarer supergerne på alle hendes spørgsmål når hun stiller dem, men så snart røret er lagt på, eller vi ikke er sammen mere, så sætter jeg mig til at tude over at det ikke er mig der skal vælge barnevogn, seng, puslebord, ja you name it..
Desværre kan jeg også bare mærke på mig selv nu, at mine svar til hende bliver lidt korte og kolde, og jeg skal virkelig kæmpe for ikke at give mig til at tude når jeg er sammen med hende.. Samme dag hun fortalte mig at hun var gravid, skulle jeg fortælle hende hvorfor jeg havde afleveret min søn ved hans far for den næste uge, og det gjorde at hun faktisk blev bange for at være glad foran mig, og det ønsker jeg jo for alt i verden ikke..
Hun fortjener den her lykke, det gør hun virkelig..

Jeg har kun snakket med 2 om det her, en anden veninde og min kæreste, for det er bare skide svært, men jeg har bare brug for at få lukket op for det nu kan jeg mærke, og brug for at få sat ord på lidt af de ting jeg går og tumler med..

Den abort har været så hård for mig her bagefter at jeg er blevet overrasket over hvor mange tårer jeg egentlig kan indeholde..

Øv jeg er ked af mig selv lige nu, og jeg væmmes over min reaktion.. Hvorfor kan jeg ikke bare lægge det på hylden nu?? Jeg er sygt bange for min reaktion den dag hun fortæller hun har født..

Jeg synes du skal være ærlig overfor hende, fortælle hende at ligenu kan du ikke rumme hendes lykke. At du vil at hun skal være lykkelig, men du har brug for tid til at sluge din egen ulykke. Det er ingen skam at være ærlig og indrømme sine egne begrænsninger.

Og så giv dig selv lov til de tårer der, det er nok det eneste der sådan rigtigt kan hjælpe dig. Selvfølgeligt er du da jaloux når hun har alt det du ønsker dig? Du ville først være sådan rigtigt mærkelig hvis det forholdte sig den anden vej rundt, ikke sandt?

An&Jo skriver:



jeg ved ikke om hun vil kunne forstå det sådan helt..

Hun har jo selv stået i min situation, bare på en anden måde, så synes måske ikke helt det kan sammenlignes..
Men det er da et eller andet sted meget rart at vide at man ikke er alene om sine følelser og at de er meget normale..

Men jeg er bange for at hun måske vil feje det lidt hen med at jeg jo selv har valgt det, og det har jeg jo.. Jeg valgte jo selv at afbryde graviditeten..

Jeg tror det er de færreste, der kan sætte sig ind i den situation, hvis de ikke selv har stået i den. Men jeg tror sagtens din veninde ville kunne forstå, at det kommer tæt på, selvom, du selv "valgte" det. For havde situationen for dig været anderledes, så ved du jo også, at så var det valg ikke blevet truffet, og det ved hun også! Jeg tror du vil få noget luft og ro, ved at få det sagt, og måske ikke vil give jer et tættere forhold, at du tør være så sårbar, hvis du normalt ikke lukker folk ind...

Jeg synes du skal sætte dig ned og sige til hende, at du er så glad på hendes vegne, og at du glæder dig til at møde den lille guldklump, men at det også er svært for dig, fordi du ikke kan lade være med at tænke på, hvor dejligt det kunne have været, hvis I kunne have gået på barsel sammen og hygge med jeres små poder, og at det er en sorg for dig! Det tror jeg alle ville kunne forstå

Rigtig mange til dig

AalborgPigen skriver:

Årrh hvor er det dog en træls situation. Men du skal altså ikke væmmes sådan ove din reaktion. Den er fuldstændig normal.. Det er altid hårdt at stå i sådan en situation, hvor man selv har været ude for noget træls, eller selv bare savner noget.. 

Mit råd er at du skal få snakket med din veninde, forklare hende situationen.. Så der ikke vil komme nogle misforståelser. Og således at du ikke mister denne veninde. Fordi jeg er sikker på at hun sagtens kan forstå dig. 

jeg håber hun forstår mig, og ja jeg er nok bare nødt til at snakke med hende om det..

Fro det er jo ikke fordi jeg ikke vil høre om hendes graviditet, det vil jeg meget gerne, og jeg vil meget gerne følge med i den.. Det er bare SÅ hårdt for mig..

Frk-Lotusblomst skriver:

NÆH, det skal du IKKE skamme dig over... Det er helt normalt selvom du selv har valgt aborten. Du ved jo også selv du inderst inde ønskede det barn men af IKKE-egoistiske grunde valgte du at det ikke skulle være lige nu. Og der er vist ingen af os der er i tvivl om det var et svært valg for dig!

Det er helt ok at være en smule misundelig og græde i det skjulte! Og jeg synes du skal tage en snak med din veninde. Det havde jeg gjort! Ja og det har jeg faktisk allerede gjort.

Jeg selv har en søster og flere veninder (i nærheden af 5-6 gode veninder + 25 bekendte, et par har allerede født) der er gravide med termin fra marts-oktober. Det er pisse hårdt for det minder mig gang på gang om alt det jeg selv skulle have været igennem. 2! gange... Nu nærmer den første termin sig (8.maj) og jeg kan mærke det påvirker mig meget mere end jeg troede det ville gøre. Og jeg kan sku også blive misundelig og det har jeg lov til!
Jeg har en meget tæt veninde som boor på den anden side af vejen. Hun venter sig en dejlig dreng til august. Jeg er med i stort set alt med dem. Ja nogen vil nok sige jeg dunker mig i hovedet. Men ligeså meget som jeg når jeg kommer hjem tænker alt for meget over at det kunne have været mig, ligeså meget nyder jeg at følge min veninde i deres store drøm. - Hun gik mig på klinken forleden dag og jeg brød sammen, jeg har haft det dårligt et stykke tid og nu kunne jeg ikke længere snyde hende. Hun fik meget af alle mine tanker at vide og hun forstod mig! Men hold nu kæft hvor det lettede.. <3

Hun må glæde sig lige så meget hun vil for jeg glæder mig også til at skulle møde min dejlige "nevø". Jeg involvere mig endnu mere istedet for at trække mig tilbage. Jeg var der til de første spark, da sengen skulle købes, når der skal købes ventetøj, når huset sikres osv osv. Og det styrker mig. <3
Og ja min søster er gravid og jeg glæder mig også til at møde den lille nevø. Ihh, jeg bliver jo beriget med bebser fra alle sider til sommer. og jeg glæder mig og ser på ude fra med en smule misundelse. Men ejg ved det nok skal blive vores tur på den ene eller anden måde. Og din tur kommer også igen.

Og ja, jeg havde selv termin i september her 2. gang, så ikke langt fra min bedste veninde og biologiskesøter. + 2 andre veninder i denne by har termin sidst i august, så det er hårdt at blive mindet om at de er så langt og jeg kunne være så langt osv. Men man må få det bedste ud af det, selvom det er svært.. 

MEN KOM UD MED DET!!!!!!!!! Der er ikke noget at sige til du er misundelig men anerkend det istedet for at gemme det, så vil du få det, måske ikke meget, men en smule bedre. <3

Jeg ville ønske jeg kunne tage det fra dig og mig selv også men følelser skal anerkendes ikke undertrykkes eller fornægtes..

tusind tak..

Jeg kan godt se at jeg er nødt til at være mere åben omkring det.. Men det er samtidig også svært da der jo ikke er ret mange i min omgangskreds der kender til min abort, fordi jeg jo ikke nåede at fortælle at jeg var gravid..

men jeg er nødt til at snakke med hende om det på den ene eller anden måde det kan jeg godt se..

Fenja09 skriver:

Har ikke lige læst de andre svar, men min første tanke er, at hvis hun er en rigtig god og dejlig veninde, hvorfor så ikke fortælle hende om hvordan du har det? Der skal der være plads til både glæde og sorg i et veninde forhold - og selvom hun er lykkelig for det lille barn de venter, betyder det vel ikke, at hun ikke kan se din sorg over at have valgt et barn fra.

Man behøver jo ikke lægge ud med, at man græder hver gang der nævnes barnevogn og pigeting - men man kunne sige, at aborten har tæret enormt hårdt på dig og du ikke har det så godt i tiden, psykisk. Derfra kunne du så fortælle lidt mere om, de direkte sammenligninger du laver med hende / baby og dig og den baby der ikke blev.

Synes helt sikkert, uden tvivl at du skal fortælle hende det.

Masser af   

/Fenja

tak, i svarer nu meget det samme, nemlig at jeg skal snakke med hende om det, og ja det er jeg nok nødt til..

Men hvor er det dejligt at skrive herinde og få respons selvom man egentlig bare har brug for at lukke lidt frustrationer ud..

l.kjoeller skriver:

Kan sagtens forstå du er misundelig i den situation... selvom man ønsker sin veninde det bedste , kan man ikke lade være at tænke det skulle have været mig. syns ikke du skal have dårlig samvittighed eller skamme dig. tror det er helt normalt og gør dig ikke til et dårligere mennesker

mange tak..

An&Jo skriver:

tusind tak..

Jeg kan godt se at jeg er nødt til at være mere åben omkring det.. Men det er samtidig også svært da der jo ikke er ret mange i min omgangskreds der kender til min abort, fordi jeg jo ikke nåede at fortælle at jeg var gravid..

men jeg er nødt til at snakke med hende om det på den ene eller anden måde det kan jeg godt se..

Det er heller ikke alle der ved jeg har været gravid og har mistet de her to gange. Men der er nogen det er nødvendigt at fortælle det når nu jeg er som jeg er - har ændret mig meget, er ikke helt den samme glade jeg.. De skal vide det for at forstå mig og sådan tror ejg også det er i din situation. I starten prøvede ejg lidt at gemme det, men nu er det nødvendigt for mig at snakke om..
Jeg ved ikke om du har det på samme måde eller bare gerne vil gemme det for andre?

Ja det er du nødt til! Vidste hun ikke det med aborten? Ellers ville jeg klart sige det til hende. Hvis hun er så god en veninde som det lyder, jamen så burde hun kunne give dig pladsen men stadig vide det er ok for hende at glæde sig. Men måske det blvier nemmere at kapere hendes lykke når det usagte er sagt.

Jonatansmor skriver:

Jeg synes du skal være ærlig overfor hende, fortælle hende at ligenu kan du ikke rumme hendes lykke. At du vil at hun skal være lykkelig, men du har brug for tid til at sluge din egen ulykke. Det er ingen skam at være ærlig og indrømme sine egne begrænsninger.

Og så giv dig selv lov til de tårer der, det er nok det eneste der sådan rigtigt kan hjælpe dig. Selvfølgeligt er du da jaloux når hun har alt det du ønsker dig? Du ville først være sådan rigtigt mærkelig hvis det forholdte sig den anden vej rundt, ikke sandt?

jo du har ret.. jeg ville nok være mærkelig hvis jeg ikke var jaloux, for ja lige nu får hun alt det jeg ønsker mig allermest, men som jeg ikke selv er herre over, nemlig en pige..

kan godt se jeg skal snakke med hende

tarkoflen skriver:

Jeg tror det er de færreste, der kan sætte sig ind i den situation, hvis de ikke selv har stået i den. Men jeg tror sagtens din veninde ville kunne forstå, at det kommer tæt på, selvom, du selv "valgte" det. For havde situationen for dig været anderledes, så ved du jo også, at så var det valg ikke blevet truffet, og det ved hun også! Jeg tror du vil få noget luft og ro, ved at få det sagt, og måske ikke vil give jer et tættere forhold, at du tør være så sårbar, hvis du normalt ikke lukker folk ind...

Jeg synes du skal sætte dig ned og sige til hende, at du er så glad på hendes vegne, og at du glæder dig til at møde den lille guldklump, men at det også er svært for dig, fordi du ikke kan lade være med at tænke på, hvor dejligt det kunne have været, hvis I kunne have gået på barsel sammen og hygge med jeres små poder, og at det er en sorg for dig! Det tror jeg alle ville kunne forstå

Rigtig mange til dig

jeg lukker ikke bare folk ind nej.. og selvom jeg har et par rigtig tætte veninder ved de slet slet ikke alt om hvad jeg går og tumler med.. jeg fortælelr dem mange ting, men jeg lukker ikke bare sådan op for sluserne, og ja jeg er nok skide svær at være veninde med, for jeg kommer ikke og beder om hjælp, og jeg deler ikke ret meget med dem.. Men jeg er der ALTID hvis de har brug for det.. Jeg er nok sådan en der påtager mig andres problemer og lægger mine egne lidt i baggrunden..

Jeg vil se om det kan lykkes mig at få snakket med hende..

Frk-Lotusblomst skriver:

Det er heller ikke alle der ved jeg har været gravid og har mistet de her to gange. Men der er nogen det er nødvendigt at fortælle det når nu jeg er som jeg er - har ændret mig meget, er ikke helt den samme glade jeg.. De skal vide det for at forstå mig og sådan tror ejg også det er i din situation. I starten prøvede ejg lidt at gemme det, men nu er det nødvendigt for mig at snakke om..
Jeg ved ikke om du har det på samme måde eller bare gerne vil gemme det for andre?

Ja det er du nødt til! Vidste hun ikke det med aborten? Ellers ville jeg klart sige det til hende. Hvis hun er så god en veninde som det lyder, jamen så burde hun kunne give dig pladsen men stadig vide det er ok for hende at glæde sig. Men måske det blvier nemmere at kapere hendes lykke når det usagte er sagt.

jo hun kender godt til det med aborten.. Hun hentede mig hjemme ved sønens far den dag jeg havde været ude og aflevere ham fordi jeg jo netop kunne blive ringet akut op af sygehuset og blive kaldt ind i løbet af meget kort tid.. Så hun fik det afvide den gang, og der kunne jeg mærke på hende at hun blev lidt ked af at hun sad der og var vildt glad når jeg var nedtrykt..

men nej, jeg er bestemt heller ikke den glade pige indvendig mere som jeg var engang, men på ydersiden er jeg nok alligevel, for der er ikke rigtig nogen der spørger ind til noget, om det så er fordi de er "bange" for at træde forkert, eller fordi jeg faktisk virker som om jeg har det fint ved jeg jo ikke..
Men jeg går meget op i at skjule det for de fleste, og bare være glad imens jeg er blandt andre..