Jeg er misundelig og jeg skulle skamme mig over det!!

tarkoflen skriver:

Jeg er klart også bedst til at hjælpe alle andre end mig selv men jeg synes faktisk det har været en lettlse, at få fortalt nogle ting engang imellem og lade andre hjælpe mig

Jeg synes du skal gøre præcis hvad der er bedst for dig, men måske overveje, om det var værd at vove pelsen

Held og lykke med det og lad være med at slå dig oven i hovedet med, at det ikke er ok, at tumle med de følelser du gør, for det er helt ok og helt normalt!

Jonatansmor skriver:

Kender det godt. Jeg har en veninde der nu er på vej til USA, vi skulle have været på samme år på jurastudiet, vi skulle have været afsted sammen. Nu er det bare hende der får lov til at realisere vores drømme om at blive menneskerettighedsforkæmpere. Nu er jeg mor først, sidst. Intet andet. Det gør ondt, ondt, ondt...

Hende kommer jeg heller ikke til at snakke med ret meget mere, selvom vi har kendt hinanden i en menneskealder. Jeg skal lige have slugt at mit liv er drastisk anderledes end for 3 år siden.

Kan sætte mig ind i alle dine følelser. Også dem om at være dum i låget over at have det sådan.

An&Jo skriver:

Det er pisse træls at have det sådan.. :/

Jeg ville ønske jeg bare kunne holde hovedet højt og være glad på deres vegne og lægge mine egne følelser væk, men det er bare skide svært

Sorg er menneskets måde at håndtere det ubegribelige, giv dig selv lov til at gennemleve den sorg og du vil ende som et mere afklaret menneske, når stormen en dag har lagt sig.

Eller, sagt på en anden måde, det er modgangen der gør dig stærk som en løve....

Det er en ringe trøst ligenu, det er jeg klar over

An&Jo skriver:

Jeg har en veninde, og en rigtig god en af slagsen faktisk.. Jeg elsker at hygge med hende og sludre med hende, og ikke mindst bare være sammen med hende..

MEN jeg r misundelig på hende.. Jeg ved det er rigtig grimt af mig, og jeg ved at jeg selv er skyld i at jeg ikke får det samme som hende lige nu..

Sagen er den at hun er gravid, og desværre er hun kun 2 uger bagud i forhold til hvad jeg ville have været hvis jeg havde beholdt det uplanlagte spire fremfor at få det fjernet.. Hende og kæresten har så oveni lige fået afvide at de venter en fin lille pige..
Hun er altså gravid OG venter en pige, og her kommer misundelsen, for jeg burde også være gravid, og jeg ØNSKER mig brændende en lille pige..
Det er så pisse hårdt at stå på sidelinjen til den her graviditet når jeg ved at vi kunne have været lige langt henne ca, og når jeg ved at vi kunne have været på barsel sammen og hygge os om vores børn.. Det er pisse hårdt psykisk at de nu skal have en pige som er mit eget største ønske..

Nu skal det ikke misforståes som om jeg ikke er glad på deres vegne for det er jeg helt sikekrt.. de har kæmpet i et par år for at få det her barn, og jeg er super glad for at det endelig er lykkedes dem at blive gravide.. Det falder bare super uheldigt sammen med at jeg ikke selv kan få hvad jeg ønsker allermest..

Jeg har IKKE sagt noget til min veninde om mine følelser, for jeg skammer mig faktisk rigtig meget over det, og det skal ikke gå udover hendes glæde.. Jeg svarer supergerne på alle hendes spørgsmål når hun stiller dem, men så snart røret er lagt på, eller vi ikke er sammen mere, så sætter jeg mig til at tude over at det ikke er mig der skal vælge barnevogn, seng, puslebord, ja you name it..
Desværre kan jeg også bare mærke på mig selv nu, at mine svar til hende bliver lidt korte og kolde, og jeg skal virkelig kæmpe for ikke at give mig til at tude når jeg er sammen med hende.. Samme dag hun fortalte mig at hun var gravid, skulle jeg fortælle hende hvorfor jeg havde afleveret min søn ved hans far for den næste uge, og det gjorde at hun faktisk blev bange for at være glad foran mig, og det ønsker jeg jo for alt i verden ikke..
Hun fortjener den her lykke, det gør hun virkelig..

Jeg har kun snakket med 2 om det her, en anden veninde og min kæreste, for det er bare skide svært, men jeg har bare brug for at få lukket op for det nu kan jeg mærke, og brug for at få sat ord på lidt af de ting jeg går og tumler med..

Den abort har været så hård for mig her bagefter at jeg er blevet overrasket over hvor mange tårer jeg egentlig kan indeholde..

Øv jeg er ked af mig selv lige nu, og jeg væmmes over min reaktion.. Hvorfor kan jeg ikke bare lægge det på hylden nu?? Jeg er sygt bange for min reaktion den dag hun fortæller hun har født..

Føler med dig, det er ikke spor sjovt

Min søster og jeg blev gravid med to måneders mellemrum, og gik også begge og glædede os til vi skulle have børn på samme alder, og kunne gå på barsel sammen.. Men da jeg var 10 uger henne havde jeg en spontan abort..

Det var super svært at følge hendes graviditet og vise glæde når det eneste jeg ønskede var at være i samme situation.. Og den dag hun fødte rendte jeg forvirret rundt og græd og forsøgte at tage mig sammen til at købe en barselsgave til hende.. Måtte opgive og få min mor til at tage med ud og købe den da jeg slet ikke kunne samle tankerne..

Vil også sige du bliver nød til at snakke med din veninde om det, og mon ikke hun forstår dig.. Hun ved jo hvad du har været igennem..

Jonatansmor skriver:

Sorg er menneskets måde at håndtere det ubegribelige, giv dig selv lov til at gennemleve den sorg og du vil ende som et mere afklaret menneske, når stormen en dag har lagt sig.

Eller, sagt på en anden måde, det er modgangen der gør dig stærk som en løve....

Det er en ringe trøst ligenu, det er jeg klar over

An&Jo skriver:

jaa, tror bare meget kommer oveni hinanden lige nu..

begravede jo også min farmor 3 uger før alt det med aborten, så der var mange ting jeg skulle forholde mig til lige der.. så sorgen lige nu er jo nok en blanding af det hele

Har du brug for det så er postkassen åben, er ikke psykolog eller noget. Men har taget imod så meget lort, at et liv bare ikke var tid nok til at rumme det hele.

Kvist skriver:

Føler med dig, det er ikke spor sjovt

Min søster og jeg blev gravid med to måneders mellemrum, og gik også begge og glædede os til vi skulle have børn på samme alder, og kunne gå på barsel sammen.. Men da jeg var 10 uger henne havde jeg en spontan abort..

Det var super svært at følge hendes graviditet og vise glæde når det eneste jeg ønskede var at være i samme situation.. Og den dag hun fødte rendte jeg forvirret rundt og græd og forsøgte at tage mig sammen til at købe en barselsgave til hende.. Måtte opgive og få min mor til at tage med ud og købe den da jeg slet ikke kunne samle tankerne..

Vil også sige du bliver nød til at snakke med din veninde om det, og mon ikke hun forstår dig.. Hun ved jo hvad du har været igennem..

LunaLykke skriver:

Jeg synes du skal fortælle din veninde hvordan du har det. At du er super glad på deres vegne, men at du lige nu har svært ved at vise det, og har brug for lidt tid. Hvis I er gode veninder så vil hun forstå dig.

Jonatansmor skriver:

Har du brug for det så er postkassen åben, er ikke psykolog eller noget. Men har taget imod så meget lort, at et liv bare ikke var tid nok til at rumme det hele.