Jeg er misundelig og jeg skulle skamme mig over det!!

Mettefpigen skriver:

Jooo det kan jeg godt forstå... Men det er slet ikk sundt for dig, og jo længere hen hun kommer jo dårligere får du det.... Synes du skulle sige det til hende, og hvis ikk viser hendes glæde % overfor dig så er det også fint.. Hun ved godt hvor glad du er for det, og hun gør det kun af "respekt" og ikk fordi hun er sur.. Synes det er lidt vigtigere at du får arbejdet på dine følelser, for det kan også ende i en depression, hvis du får det meget dårligere og går inde med alle de tanker...

 

An&Jo skriver:

Det kan godt være jeg skulle prøve..
Det er bare rigtig hårdt for mig at vise hvad jeg egentlig føler overfor folk, for jeg har altid været vant til bare at blive fejet af..

og ja jeg skal ærlig indrømme at jeg er bange for at hun synes det er min egen skyld fordi min abort jo var selvvalgt..

Kan jeg godt forstå... Jeg fik bare selv en depression fordi jeg gik inde med mine tanker og tænkte kun på andre (lille Lukas) istedet for også at tænke på mig selv.....

Men blir bare lidt bekymret når du skriver sådan.... Men hvis veninden reagerer sådan, så må jeg ærlig indrømme at jeg ville blive lidt sur.. Du har jo stadig følelser fordi du har valgt det som du gjorde, og du siger det jo ikk fordi du er sur på hende eller vil hende noget ondt men fordi at du er bange for slemme dine følelser kan blive... Jeg synes hun burde støtte dig, også specielt fordi du stadig er rigtig rigtig glad på hendes vegne...

Mettefpigen skriver:

Kan jeg godt forstå... Jeg fik bare selv en depression fordi jeg gik inde med mine tanker og tænkte kun på andre (lille Lukas) istedet for også at tænke på mig selv.....

Men blir bare lidt bekymret når du skriver sådan.... Men hvis veninden reagerer sådan, så må jeg ærlig indrømme at jeg ville blive lidt sur.. Du har jo stadig følelser fordi du har valgt det som du gjorde, og du siger det jo ikk fordi du er sur på hende eller vil hende noget ondt men fordi at du er bange for slemme dine følelser kan blive... Jeg synes hun burde støtte dig, også specielt fordi du stadig er rigtig rigtig glad på hendes vegne...

 

An&Jo skriver:

jeg glemmer nok også at tænke på mig selv til tider, men det er jo en kombination af mange ting.. jeg er jo altså kun mig selv til at klare det hele i hverdagen, så der er bare ikke så meget tid tilbage til lige at komme i dybden med hvordan jeg har det..

jeg er desværre rigtig god til at skubbe ting i baggrunden hvis jeg ikke lige har tid eller lyst til at tænke på det..

men ja jeg er nok nødt til at lukke lidt op for posen den her gang.

Jo men synes også der er en grænse for hvor meget du skal gøre det...  Men kommer bare med nogle bud, men du vælger selv hvad du vil gøre....

Men synes det er synd at du skal gå sådan...

Mettefpigen skriver:

Jo men synes også der er en grænse for hvor meget du skal gøre det...  Men kommer bare med nogle bud, men du vælger selv hvad du vil gøre....

Men synes det er synd at du skal gå sådan...

An&Jo skriver:

jaa, men du har jo ret.. jeg burde åbne mig lidt og fortælle hvordan jeg har det..

Synes jeg også  Men du kan altid skrive til mig...  Og du må lige skrive hvad hun siger hvis du siger det til hende...

Årrh hvor er det dog en træls situation. Men du skal altså ikke væmmes sådan ove din reaktion. Den er fuldstændig normal.. Det er altid hårdt at stå i sådan en situation, hvor man selv har været ude for noget træls, eller selv bare savner noget.. 

Mit råd er at du skal få snakket med din veninde, forklare hende situationen.. Så der ikke vil komme nogle misforståelser. Og således at du ikke mister denne veninde. Fordi jeg er sikker på at hun sagtens kan forstå dig. 

NÆH, det skal du IKKE skamme dig over... Det er helt normalt selvom du selv har valgt aborten. Du ved jo også selv du inderst inde ønskede det barn men af IKKE-egoistiske grunde valgte du at det ikke skulle være lige nu. Og der er vist ingen af os der er i tvivl om det var et svært valg for dig!

Det er helt ok at være en smule misundelig og græde i det skjulte! Og jeg synes du skal tage en snak med din veninde. Det havde jeg gjort! Ja og det har jeg faktisk allerede gjort.

Jeg selv har en søster og flere veninder (i nærheden af 5-6 gode veninder + 25 bekendte, et par har allerede født) der er gravide med termin fra marts-oktober. Det er pisse hårdt for det minder mig gang på gang om alt det jeg selv skulle have været igennem. 2! gange... Nu nærmer den første termin sig (8.maj) og jeg kan mærke det påvirker mig meget mere end jeg troede det ville gøre. Og jeg kan sku også blive misundelig og det har jeg lov til!
Jeg har en meget tæt veninde som boor på den anden side af vejen. Hun venter sig en dejlig dreng til august. Jeg er med i stort set alt med dem. Ja nogen vil nok sige jeg dunker mig i hovedet. Men ligeså meget som jeg når jeg kommer hjem tænker alt for meget over at det kunne have været mig, ligeså meget nyder jeg at følge min veninde i deres store drøm. - Hun gik mig på klinken forleden dag og jeg brød sammen, jeg har haft det dårligt et stykke tid og nu kunne jeg ikke længere snyde hende. Hun fik meget af alle mine tanker at vide og hun forstod mig! Men hold nu kæft hvor det lettede.. <3

Hun må glæde sig lige så meget hun vil for jeg glæder mig også til at skulle møde min dejlige "nevø". Jeg involvere mig endnu mere istedet for at trække mig tilbage. Jeg var der til de første spark, da sengen skulle købes, når der skal købes ventetøj, når huset sikres osv osv. Og det styrker mig. <3
Og ja min søster er gravid og jeg glæder mig også til at møde den lille nevø. Ihh, jeg bliver jo beriget med bebser fra alle sider til sommer. og jeg glæder mig og ser på ude fra med en smule misundelse. Men ejg ved det nok skal blive vores tur på den ene eller anden måde. Og din tur kommer også igen.

Og ja, jeg havde selv termin i september her 2. gang, så ikke langt fra min bedste veninde og biologiskesøter. + 2 andre veninder i denne by har termin sidst i august, så det er hårdt at blive mindet om at de er så langt og jeg kunne være så langt osv. Men man må få det bedste ud af det, selvom det er svært.. 

MEN KOM UD MED DET!!!!!!!!! Der er ikke noget at sige til du er misundelig men anerkend det istedet for at gemme det, så vil du få det, måske ikke meget, men en smule bedre. <3

Jeg ville ønske jeg kunne tage det fra dig og mig selv også men følelser skal anerkendes ikke undertrykkes eller fornægtes..

Har ikke lige læst de andre svar, men min første tanke er, at hvis hun er en rigtig god og dejlig veninde, hvorfor så ikke fortælle hende om hvordan du har det? Der skal der være plads til både glæde og sorg i et veninde forhold - og selvom hun er lykkelig for det lille barn de venter, betyder det vel ikke, at hun ikke kan se din sorg over at have valgt et barn fra.

Man behøver jo ikke lægge ud med, at man græder hver gang der nævnes barnevogn og pigeting - men man kunne sige, at aborten har tæret enormt hårdt på dig og du ikke har det så godt i tiden, psykisk. Derfra kunne du så fortælle lidt mere om, de direkte sammenligninger du laver med hende / baby og dig og den baby der ikke blev.

Synes helt sikkert, uden tvivl at du skal fortælle hende det.

Masser af   

/Fenja

An&Jo skriver:

Jeg har en veninde, og en rigtig god en af slagsen faktisk.. Jeg elsker at hygge med hende og sludre med hende, og ikke mindst bare være sammen med hende..

MEN jeg r misundelig på hende.. Jeg ved det er rigtig grimt af mig, og jeg ved at jeg selv er skyld i at jeg ikke får det samme som hende lige nu..

Sagen er den at hun er gravid, og desværre er hun kun 2 uger bagud i forhold til hvad jeg ville have været hvis jeg havde beholdt det uplanlagte spire fremfor at få det fjernet.. Hende og kæresten har så oveni lige fået afvide at de venter en fin lille pige..
Hun er altså gravid OG venter en pige, og her kommer misundelsen, for jeg burde også være gravid, og jeg ØNSKER mig brændende en lille pige..
Det er så pisse hårdt at stå på sidelinjen til den her graviditet når jeg ved at vi kunne have været lige langt henne ca, og når jeg ved at vi kunne have været på barsel sammen og hygge os om vores børn.. Det er pisse hårdt psykisk at de nu skal have en pige som er mit eget største ønske..

Nu skal det ikke misforståes som om jeg ikke er glad på deres vegne for det er jeg helt sikekrt.. de har kæmpet i et par år for at få det her barn, og jeg er super glad for at det endelig er lykkedes dem at blive gravide.. Det falder bare super uheldigt sammen med at jeg ikke selv kan få hvad jeg ønsker allermest..

Jeg har IKKE sagt noget til min veninde om mine følelser, for jeg skammer mig faktisk rigtig meget over det, og det skal ikke gå udover hendes glæde.. Jeg svarer supergerne på alle hendes spørgsmål når hun stiller dem, men så snart røret er lagt på, eller vi ikke er sammen mere, så sætter jeg mig til at tude over at det ikke er mig der skal vælge barnevogn, seng, puslebord, ja you name it..
Desværre kan jeg også bare mærke på mig selv nu, at mine svar til hende bliver lidt korte og kolde, og jeg skal virkelig kæmpe for ikke at give mig til at tude når jeg er sammen med hende.. Samme dag hun fortalte mig at hun var gravid, skulle jeg fortælle hende hvorfor jeg havde afleveret min søn ved hans far for den næste uge, og det gjorde at hun faktisk blev bange for at være glad foran mig, og det ønsker jeg jo for alt i verden ikke..
Hun fortjener den her lykke, det gør hun virkelig..

Jeg har kun snakket med 2 om det her, en anden veninde og min kæreste, for det er bare skide svært, men jeg har bare brug for at få lukket op for det nu kan jeg mærke, og brug for at få sat ord på lidt af de ting jeg går og tumler med..

Den abort har været så hård for mig her bagefter at jeg er blevet overrasket over hvor mange tårer jeg egentlig kan indeholde..

Øv jeg er ked af mig selv lige nu, og jeg væmmes over min reaktion.. Hvorfor kan jeg ikke bare lægge det på hylden nu?? Jeg er sygt bange for min reaktion den dag hun fortæller hun har født..