Jeg er misundelig og jeg skulle skamme mig over det!!

Jeg har en veninde, og en rigtig god en af slagsen faktisk.. Jeg elsker at hygge med hende og sludre med hende, og ikke mindst bare være sammen med hende..

MEN jeg r misundelig på hende.. Jeg ved det er rigtig grimt af mig, og jeg ved at jeg selv er skyld i at jeg ikke får det samme som hende lige nu..

Sagen er den at hun er gravid, og desværre er hun kun 2 uger bagud i forhold til hvad jeg ville have været hvis jeg havde beholdt det uplanlagte spire fremfor at få det fjernet.. Hende og kæresten har så oveni lige fået afvide at de venter en fin lille pige..
Hun er altså gravid OG venter en pige, og her kommer misundelsen, for jeg burde også være gravid, og jeg ØNSKER mig brændende en lille pige..
Det er så pisse hårdt at stå på sidelinjen til den her graviditet når jeg ved at vi kunne have været lige langt henne ca, og når jeg ved at vi kunne have været på barsel sammen og hygge os om vores børn.. Det er pisse hårdt psykisk at de nu skal have en pige som er mit eget største ønske..

Nu skal det ikke misforståes som om jeg ikke er glad på deres vegne for det er jeg helt sikekrt.. de har kæmpet i et par år for at få det her barn, og jeg er super glad for at det endelig er lykkedes dem at blive gravide.. Det falder bare super uheldigt sammen med at jeg ikke selv kan få hvad jeg ønsker allermest..

Jeg har IKKE sagt noget til min veninde om mine følelser, for jeg skammer mig faktisk rigtig meget over det, og det skal ikke gå udover hendes glæde.. Jeg svarer supergerne på alle hendes spørgsmål når hun stiller dem, men så snart røret er lagt på, eller vi ikke er sammen mere, så sætter jeg mig til at tude over at det ikke er mig der skal vælge barnevogn, seng, puslebord, ja you name it..
Desværre kan jeg også bare mærke på mig selv nu, at mine svar til hende bliver lidt korte og kolde, og jeg skal virkelig kæmpe for ikke at give mig til at tude når jeg er sammen med hende.. Samme dag hun fortalte mig at hun var gravid, skulle jeg fortælle hende hvorfor jeg havde afleveret min søn ved hans far for den næste uge, og det gjorde at hun faktisk blev bange for at være glad foran mig, og det ønsker jeg jo for alt i verden ikke..
Hun fortjener den her lykke, det gør hun virkelig..

Jeg har kun snakket med 2 om det her, en anden veninde og min kæreste, for det er bare skide svært, men jeg har bare brug for at få lukket op for det nu kan jeg mærke, og brug for at få sat ord på lidt af de ting jeg går og tumler med..

Den abort har været så hård for mig her bagefter at jeg er blevet overrasket over hvor mange tårer jeg egentlig kan indeholde..

Øv jeg er ked af mig selv lige nu, og jeg væmmes over min reaktion.. Hvorfor kan jeg ikke bare lægge det på hylden nu?? Jeg er sygt bange for min reaktion den dag hun fortæller hun har født..

An&Jo skriver:

Jeg har en veninde, og en rigtig god en af slagsen faktisk.. Jeg elsker at hygge med hende og sludre med hende, og ikke mindst bare være sammen med hende..

MEN jeg r misundelig på hende.. Jeg ved det er rigtig grimt af mig, og jeg ved at jeg selv er skyld i at jeg ikke får det samme som hende lige nu..

Sagen er den at hun er gravid, og desværre er hun kun 2 uger bagud i forhold til hvad jeg ville have været hvis jeg havde beholdt det uplanlagte spire fremfor at få det fjernet.. Hende og kæresten har så oveni lige fået afvide at de venter en fin lille pige..
Hun er altså gravid OG venter en pige, og her kommer misundelsen, for jeg burde også være gravid, og jeg ØNSKER mig brændende en lille pige..
Det er så pisse hårdt at stå på sidelinjen til den her graviditet når jeg ved at vi kunne have været lige langt henne ca, og når jeg ved at vi kunne have været på barsel sammen og hygge os om vores børn.. Det er pisse hårdt psykisk at de nu skal have en pige som er mit eget største ønske..

Nu skal det ikke misforståes som om jeg ikke er glad på deres vegne for det er jeg helt sikekrt.. de har kæmpet i et par år for at få det her barn, og jeg er super glad for at det endelig er lykkedes dem at blive gravide.. Det falder bare super uheldigt sammen med at jeg ikke selv kan få hvad jeg ønsker allermest..

Jeg har IKKE sagt noget til min veninde om mine følelser, for jeg skammer mig faktisk rigtig meget over det, og det skal ikke gå udover hendes glæde.. Jeg svarer supergerne på alle hendes spørgsmål når hun stiller dem, men så snart røret er lagt på, eller vi ikke er sammen mere, så sætter jeg mig til at tude over at det ikke er mig der skal vælge barnevogn, seng, puslebord, ja you name it..
Desværre kan jeg også bare mærke på mig selv nu, at mine svar til hende bliver lidt korte og kolde, og jeg skal virkelig kæmpe for ikke at give mig til at tude når jeg er sammen med hende.. Samme dag hun fortalte mig at hun var gravid, skulle jeg fortælle hende hvorfor jeg havde afleveret min søn ved hans far for den næste uge, og det gjorde at hun faktisk blev bange for at være glad foran mig, og det ønsker jeg jo for alt i verden ikke..
Hun fortjener den her lykke, det gør hun virkelig..

Jeg har kun snakket med 2 om det her, en anden veninde og min kæreste, for det er bare skide svært, men jeg har bare brug for at få lukket op for det nu kan jeg mærke, og brug for at få sat ord på lidt af de ting jeg går og tumler med..

Den abort har været så hård for mig her bagefter at jeg er blevet overrasket over hvor mange tårer jeg egentlig kan indeholde..

Øv jeg er ked af mig selv lige nu, og jeg væmmes over min reaktion.. Hvorfor kan jeg ikke bare lægge det på hylden nu?? Jeg er sygt bange for min reaktion den dag hun fortæller hun har født..

_ dem skal du ha.!!!

 

Jeg havde det modsat da jeg blev gravid, turde ik fortælle 2 veninder jeg var gravid , den ene ønsker meget, men passer dårligt ind hos dem, den anden har været igennem diverse behandlinger og prøver og prøver i flere år, og det vil bare ik lykkedes , endnu

 

Jeg kunne ikke lide at vise min glæde, når de var kede a deres situation.!!- så sagde ik så meget i starten med mindre de selv spurgte.

Først og fremmest .... Det må sku være hårdt og svært....

Nu kan det her ikk sammenlignes, men måske kan det være lidt hjælp...

Nu går jeg med en depression, og meget er det er stress, fordi jeg er dårlig til at fortælle mine følelser og behov... Jeg har gået til psykolog i flere måneder og noget jeg har lært som er rigtig vigtigt for mig er at fortælle hvad jeg mener og mine følelser... Det er blevet en "livsstil" for mig, for ikk at gå indebrændt....

Så det eneste jeg kan sige er at du skal fortælle din veninde hvad du føler, men på en "god" måde... Sig at du har det skidt over det pågrund af din situation, men at du ikk vil noget "ondt" med det og at hun ikk skal have det dårligt over det, og bare glæde sig ligesom før.. Men at du havde behov for at sige det, fordi du er rigtig glad på hendes vegne, men at du stadig var lidt ked af det...

Er sikker på at hun vil forstå dig, og støtte dig i det.. For ærlig talt, så er det det som du har brug for lige nu

Håber det kan bruges!

 

Du får lige en masse krammere

Ma-lu skriver:

_ dem skal du ha.!!!

 

Jeg havde det modsat da jeg blev gravid, turde ik fortælle 2 veninder jeg var gravid , den ene ønsker meget, men passer dårligt ind hos dem, den anden har været igennem diverse behandlinger og prøver og prøver i flere år, og det vil bare ik lykkedes , endnu

 

Jeg kunne ikke lide at vise min glæde, når de var kede a deres situation.!!- så sagde ik så meget i starten med mindre de selv spurgte.

Jeg havde det præcist som dig da jeg blev gravid med min søn, og det er meget uvant at være i den her omvendte situation..

Mettefpigen skriver:

Først og fremmest .... Det må sku være hårdt og svært....

Nu kan det her ikk sammenlignes, men måske kan det være lidt hjælp...

Nu går jeg med en depression, og meget er det er stress, fordi jeg er dårlig til at fortælle mine følelser og behov... Jeg har gået til psykolog i flere måneder og noget jeg har lært som er rigtig vigtigt for mig er at fortælle hvad jeg mener og mine følelser... Det er blevet en "livsstil" for mig, for ikk at gå indebrændt....

Så det eneste jeg kan sige er at du skal fortælle din veninde hvad du føler, men på en "god" måde... Sig at du har det skidt over det pågrund af din situation, men at du ikk vil noget "ondt" med det og at hun ikk skal have det dårligt over det, og bare glæde sig ligesom før.. Men at du havde behov for at sige det, fordi du er rigtig glad på hendes vegne, men at du stadig var lidt ked af det...

Er sikker på at hun vil forstå dig, og støtte dig i det.. For ærlig talt, så er det det som du har brug for lige nu

Håber det kan bruges!

 

jeg er bare bange for at hun bliver bange for at vise hvordan hun så har det..

Jeg vil jo for alt i verden ikke ødelægge hendes glæde, for hun fortjener det sq.. de har kæmpet og kæmpet været i behandling, og det lykkedes jo så da de gik i behandlingspause..

jeg tror godt hun ved jeg har det skidt inderst inde, men jeg viser det jo bare ikke rigtig til nogen overhovedet..

LouiseVous skriver:

Du får lige en masse krammere

tak

Jeg synes det er helt ok, at du har de følelser, og slet ikke så mærkeligt! Jeg har en veninde, der gik igennem næsten det samme som dig, og hun havde det på præcis samme måde! Så du er slet ikke alene om de følelser.

Måske du skal give dig selv lov til at være misundelig og ked af det?

Tror du, at du ville kunne fortælle din veninde om, at det er hårdt for dig? Jeg tror faktisk godt hun ville kunne forstå det, og måske hun godt kan mærke det på dig, og det ville være en lettelse for både dig og hende, at få talt om det?

I hvert fald skal du have et kæmpe

Jeg håber du kan give dig selv lov til at være ked af det, og at det er ok

tarkoflen skriver:

Jeg synes det er helt ok, at du har de følelser, og slet ikke så mærkeligt! Jeg har en veninde, der gik igennem næsten det samme som dig, og hun havde det på præcis samme måde! Så du er slet ikke alene om de følelser.

Måske du skal give dig selv lov til at være misundelig og ked af det?

Tror du, at du ville kunne fortælle din veninde om, at det er hårdt for dig? Jeg tror faktisk godt hun ville kunne forstå det, og måske hun godt kan mærke det på dig, og det ville være en lettelse for både dig og hende, at få talt om det?

I hvert fald skal du have et kæmpe

Jeg håber du kan give dig selv lov til at være ked af det, og at det er ok

jeg ved ikke om hun vil kunne forstå det sådan helt..

Hun har jo selv stået i min situation, bare på en anden måde, så synes måske ikke helt det kan sammenlignes..
Men det er da et eller andet sted meget rart at vide at man ikke er alene om sine følelser og at de er meget normale..

Men jeg er bange for at hun måske vil feje det lidt hen med at jeg jo selv har valgt det, og det har jeg jo.. Jeg valgte jo selv at afbryde graviditeten..

An&Jo skriver:

jeg er bare bange for at hun bliver bange for at vise hvordan hun så har det..

Jeg vil jo for alt i verden ikke ødelægge hendes glæde, for hun fortjener det sq.. de har kæmpet og kæmpet været i behandling, og det lykkedes jo så da de gik i behandlingspause..

jeg tror godt hun ved jeg har det skidt inderst inde, men jeg viser det jo bare ikke rigtig til nogen overhovedet..

Jooo det kan jeg godt forstå... Men det er slet ikk sundt for dig, og jo længere hen hun kommer jo dårligere får du det.... Synes du skulle sige det til hende, og hvis ikk viser hendes glæde % overfor dig så er det også fint.. Hun ved godt hvor glad du er for det, og hun gør det kun af "respekt" og ikk fordi hun er sur.. Synes det er lidt vigtigere at du får arbejdet på dine følelser, for det kan også ende i en depression, hvis du får det meget dårligere og går inde med alle de tanker...