"Tror du at du er den eneste mor i verden?"

SØS skriver:

 Rigtig godt skrevet - præcis mine tanker. Hold op jeg er chokeret over, at der findes kvinder, der finder sig i den behandling... ØV!

Til TS - du er nødt til at tale alvorligt med din kæreste, hans opførsel er heeeeeeelt ude i hampen...

Ja det er næsten ikke til at forstå. Altså min kæreste kan også godt nogle gange have opfattelsen af at jeg er en superkvinde, men så får han FANME også at vide at det er jeg ikke! Og jeg OGSÅ kan blive træt! Så opper han sig også! Vi venter vores andet barn og da vi ventede den første gjorde jeg ham opmærksom på at han IKKE skulle forvente at der var ryddet op, lavet mad og gjort rent når han kom hjem, for jeg havde nok brug for at få sovet. Det var helt fint og han har ALDRIG brokket sig. Puha...

Prøv at vis ham hvad du har skrevet her. Se hvad han siger til det.. Jeg forstår nemlig udemærket dine frustrationer. Det er ikke fair som det foregår nu..

Hvordan kan det være at jeres barn ikke sover mere? Er der noget bestemt årsag mener jeg...

 

 

 

Tak for dit svar

Har tit og ofte fortalt ham det samme som jeg har skrevet her, er nemlig ikke ret god til at holde mund når jeg er utilfreds, vi er bare ikke helt enige om at der er grund til at være utilfreds. Jeg håber dog at jo mere tid alene han bruger alene med sit barn, jo hurtigere opdager han at det altså ikke bare er ren ferie

Jeg ved ikke hvorfor han ikke kan sove længere, ville ønske jeg vidste det så jeg kunne forholde mig til det og gøre noget. Sundhedsplejersken mener at han nok bare ikke har det store søvnbehov og nok aldrig får det, men han burde dog stadig kunne sove et par timer i streg ad gangen. Jeg tror dog at det primært handler om at han har et stort behov for fysisk kontakt og samtidigt sover han meget let (kommer ikke rigtig i den dybe søvn)

Amandas-mor skriver:

Det lyder bare frygteligt...din mand træder på dig på jeg ved ikke hvor mange forskellige måder lyder det til for mig...det syntes jeg ikke at du skal finde dig i.

Noget andet er, at når jeg læser dit indlæg, så ringer der nogle klokker i min øre. Det lyder bekendt noget af dit barns adfærd. Er dit barn et sensitivt barn? Se evt link her hvis du er i tvivl om hvad et sensitivt barn er:

http://www.ifavndanmark.dk/dk/default.asp?filnavn=/dk/foelsomme_og_signalstaerke_boern.asp

Hvis det er tilfældet, så kan du i alt fald bedre den del af din situation der har med det problem at gøre. Hvis man håndterer sådan et barn rigtigt, så kan man få meget mere søvn og få en bedre sammenhængende hverdag og det ville da gøre dit liv nemmere hvis du kun skulle bøvle med en skovl af en mand og ikke også med et barn som nægter at sove og græder hele tiden.

Fx kan du med stor fordel købe en slynge, for om ikke andet vil du kunne slynge dit barn på ryggen så du kan lave husarbejde mens det sidder der og har din trygge nærvær, mens du har hænderne fri. Du kan finde mange flere ting om sensitive børn på nettet hvis du Googler det. Sådan som jeg læser din historie, så er det den del der skal tages fat i hvis du skal have mere overskud og glæde i hverdagen. Selvfølgelig er det nemt fra os udefra at sige, at der skulle tages fat i det med manden også, men det er jo et valg du træffer og det er altid lettere at sige udefra.

Min datter er sensitiv, og hvis du har brug for det er du velkommen til at skrive til mig. Ellers kram og jeg håber at det ordner sig for dig

Vores søn er også sensitiv og har konstant haft problemer med nattesøvn, og vi har også haft stor glæde af slynge.

Til ts, har du prøvet en dag han har fri og sige nu har jeg fået nok, nu kan du prøve hvordan det er. Og så overlade det hele til ham. Det kan godt være han har en lang arbejdsdag, men det har du jo også, og at han vil ned og bruge energi på at træne er jo hans fritid di hans valg, hvornår får du 2 timers tid til dig hver da, det jo lige før dine opgaver blev mindre hvis du blev alenemor, når han bare kræver og kræver.

Sender stort kram

Roselil skriver:

Puha, gad absolut ikke leve sammen med sådan en mand!

Men hvis du var "husmoren" inden i fik barn, så kan det nok være en hård tørn at lave det om. Ved godt det er nemt at sige, men kan ikke lade være med at tænke "man ligger som man har redt"

 Jeg ville simpelthen nægte at gøre alt det og samtidig kræve at han tog noget mere ansvar ellers så var det slut!

Held og lykke

Tak for dit svar

Er i det store og hele enig med dig i at man ligger som man har redt, men tingene var helt anderledes inden vi fik vores barn.

Mens vi begge arbejdede hjalp vi hinanden stortset ligeligt med alt lige fra indkøb til rengøring og madlavning.

da jeg var ca 5mdr henne flyttede vi langt væk og gik derfor hjemme mens han var på arbejde, men han lavede stadig tit mad i weekenden og hjalp med rengøring i weekenden (han stod udelukkende for badeværelserne da han ikke ville have jeg blev udsat for de produkter han gjorde rent med).

Det er nok derfor jeg virkelig står undrende nu, for da jeg var gravid kunne jeg sagtens gøre alt selv, men nu hvor jeg har brug for hjælpen kan han ikke forstå jeg mangler den. Jeg ved ikke om det er fordi han er blevet overvældet over den nye rolle som far og ikke rigtig ved hvordan han skal forholde sig til det hele

 

Anonym skriver:

Vi har desværre ikke mulighed for at få aflastning, den nærmeste familie er 4 timers flyvetur væk og alle vores venner har jævnaldrende eller nyfødte børn selv.

Han er sådan set en rigtig god mand der vil mig og hans barn alt det bedste, han kommer hjem efter arbejde hver dag så tidligt som han kan, han bliver hjemme hver weekend fordi han savner os (selvom vennerne ringer og vil have ham ud), han har bare meget svært ved at forstå at jeg har brug for hjælp derhjemme (eller blot en lille slapper på sofaen) og altså ikke er hans mor (fordi kvinder i hendes generation åbenbart var vidundere der kunne klare alt uden at brokke sig). Og når det virkelig virkelig virkelig har vaeret slemt med den lille har han ringet efter en rengøringshjælp så jeg kun skulle tage mig af barnet.

Kort sagt elsker jeg ham, han elsker mig og derfor er vi stadig sammen, men han skal nu stadig ændre på sin tankegang inden jeg bliver skør.

Det lyder ikke sjovt sådan som I har det lige nu... og det er bare ikke alle mænd der forstår hvad det vil sige at være fuldtidsmor og husholderske Herhjemme døjer kæresten med en masse smerter der gør at hans dagligdag er langt fra produktiv selv om han bare går hjemme... og i en periode da jeg arbejdede fuldtid langt væk og med dumme arbejdstider (9.30-19.30 + ca.2-2½ timers transport hver vej) var jeg heller ikke meget værd, men alligevel stod jeg for oprydning, opvask, tøjvask osv.  Hårdt af h...... til når man er udkørt og også selv døjer med nogle dumme skavanker, men en nødvendighed for at få det til at hænge sammen....nu går jeg så hjemme pt. og det eneste der er ændret er at jeg nu har bedre tid til at få tingene ordnet... det skal dog siges at herhjemme er det ham der står for indkøb samt aftensmaden 

Men det jeg som sådan lige hæfter mig mest ved i ovenstående er fremhævet med rødt!!  For ja, jeres venner har enten jævnaldrende eller nyfødte selv... men har du spurgt dem om de har mulighed for at passe jeres barn et par timer mens du evt. lige får en lur?? for nu er det jo ikke alle der er så "uheldige" som jer Et eksempel er bla. at da vi fik nr. 2 havde jeg et enormt overskud så kunne sagtens have aflastet en veninde noget mere og tilbød det også, men hun tog desværre ikke imod tilbuddet særlig ofte.... vores egen søn sov nemlig det meste af døgnet væk og var så utrolig nem... havde før vi fik ham ikke troet et barn kunne være så nemt og roligt og et lidt anderledes eksempel er at da vi kun havde vores ældste og han var omkring de 9mdr (lige den gang jeg kan huske) der havde vi herhjemme stadig overskud til at passe mine tre yngste søskende hvor (daværende alder ca.1½år, 5år og 7år)

Og så skal du lige have et  for selvfølgelig er det ok at du brokker dig, for nogle gange har man bare behov for lige at fortælle det for at få det bedre

Qnuz

 

MorDk skriver:

Hold nu fast... jeg sys godt nok din mand er en vatp*k... ja undskyld! Men det er sgu ikke fair at han "behandler" dig sådan 

Jeg var gået fuldstændig amok... ja sorry men sådan noget kunne jeg bare ikke leve med... det er helt sikkert!

Det er super vigtigt at I får talt sammen og får afklaret/afstemt forventninger til hinanden... 

Det er ikke nemt at være husmor 24 timer i døgnet... og slet ikke når man ej heller får sin søvn....

Tanker herfra!

Mange tak for dit svar .

Vi har helt sikkert nogen forventninger til hinanden og vores fælles liv der ikke stemmer overens, det er dog bare ikke så nemt at ændre på det, men er noget vi må arbejde med.

Og nej det er virkelig ikke så nemt, men finder man bare ikke ud af før man selv står i det (er nok det min mand skulle prøve). Men samtidig er det skønt og vidunderligt og det hele værd

Anonym skriver:

Det er åbenbart ikke tilladt at sætte sig i sofaen efter en lang dag alene med en syg baby (39.4 i feber), for manden kan jo sleeeet ikke finde ud af at varme sin mad selv

7mdr har vi haft vores dejlige barn og 7mdr hvor det længste stræk jeg har sovet har været en time. Vores barn vågner hver 15-30min natten igennem og middagslure er ikke rigtig noget vi kender til.

Min mand sover 8-9 timer hver nat, tager ud og træner kl 6-8, kommer hjem og bader, han tager så på arbejde kl 8:45 og kommer hjem igen kl 19:00 (nogen dage dog først 20-21).

Jeg forstår godt at han er træt efter en lang dag og bare gerne vil slappe af, men jeg gider bare ikke lege husholderske længere.

Vores barn kan ikke sidde og lege selv i længere tid end et par minutter, h*n vil helst bare hænge paa min arm hele dagen (og det er en lang dag når h*n står op kl 4-5 om morgenen og sjældent gider sove i løbet af dagen). Alligevel forventes det at jeg rydder op i hele lejligheden dagligt (hvilket inkluderer støvsugning og gulvvask), har maden klar på bordet når han kommer hjem og der skal også gerne være lidt hjemmebag. Opvasken efter maden er også min og derudover skal jeg gerne rende og opvarte ham resten af aftenen, hente  vand, skære frugt etc. I weekenderne hedder det sig heller ikke at vi hjælpes ad, men igen står jeg for den primære pasning af barnet og al madlavning og rengøring mens manden kan tage sig en lang lur fordi han er jo sååå træt

I dag nægtede jeg at varme den skide mad da jeg gerne ville slappe af lidt på sofaen, hvilket medførte kommentaren ''Tror du at du er den eneste mor i verden?''. Jeg har hørt så meget af den slags fis i de sidste 7 mdr og det hænger mig langt ud af halsen.

Jeg elsker min baby og jeg elsker min mand, men jeg trænger virkelig til en pause inden jeg kører helt sur i det.

Jeg har prøvet at aftale med ham at han skal stå for pasningen af barnet i en weekend (jeg er der og hjælper men det skal være ham der tager den største tørn) og han var med på den, men da weekenden så kom mente han pludselig at vi kun havde aftalt at han skulle stå op med den lille om morgenen.

Beklager den lange smøre, men skulle af med lidt galde.

Kan godt forstå du er ved a køre godt surt i det. Øv. 

Håber du finder en måde eller metode hvor du kan få ændret lidt på tingene. 

Det er pisse hårdt a have et lille barn. 

Har du fået tjekket hans ører? Min datter havde så meget væske på ørerne at hun fik dræn da hun var 5 måneder og hun havde et søvnmønster præcist som din søns.

Og du kan hilse din SP og sige at godt nok har børn forskelligt søvnbehov, men det der er ikke inden for normalområdet. Små børn har brug for den dybe søvn, og når de ikke kan få den, hæmmer det deres udvikling. Få målt de ører hos en ørelæge (ikke din egen læge, men en specialist - det kræver ikke en henvisning)

Mht. til situationen derhjemme... Jeg skal være ærlig at sige at havde min mand opført sig sådan var han røget ud på røv og albuer. Det er benhårdt at have en baby og ikke at få sin nattesøvn.

Jeg foreslår at du står op en lørdag morgen, afleverer din søn til hans far og tager hjemmefra og hjem til en veninde og får sovet ud, og så kommer hjem søndag eftermiddag når du har fået sovet. Din søn får kvalitetstid med sin far, din mand får en unik mulighed for at bruge tid med jeres søn og tage lidt ansvar og samtidigt prøve hvordan det er at være sammen med jeres søn i længere tid og du får sovet. Alle vinder.

Vi mødre har en tendens til at blive så opslugte i moderrollen at vi glemmer at fædrene også skal have plads til at være fædre og have lov at prøve uden at vi hænger over dem konstant og tager over så snart at de ikke gør tingene som vi ville have gjort.

Min mand omtalte i starten min barsel som ferie indtil jeg stak ham vores 3 måneder gamle datter en lørdag og tog til brunch med veninderne - han undskyldte i flere uger efterfølgende og siden har der ikke været nogle problemer. Vi skiftes til at stå op med vores piger i weekenden, så den anden får lov til at sove længe og jeg har overhovedet ingen skrupler over at jage ham ud af sengen og ind til tøserne om natten, når jeg ikke orker mere.

Han behandler dig sådan fordi du lader ham gøre det. Sig fra og stil krav og få ham til at forstå at I er to om det her barn og ikke kun dig. Du siger han kysser dig og krammer dig og bliver hjemme hos jer i weekenderne, men det er jo den nemme del. Hvad med at han letter po-poen og tager del i arbejdet hjemme hos jer? Gør rent, vasker tøj og laver mad, handler ind og leger med jeres søn?

Uanset hvor meget du elsker ham så tror jeg ikke på at I er sammen om 2 år, hvis ikke der sker en ændring. Før eller siden orker du ikke at have 2 børn, hvor det er den store der giver alle frustrationerne.

Hvis det var min kæreste ja så var han det ikke mere hvert fald, sikke en idiot... Jeg havde taget barnet og skredet...

Jeg var i samme situation som dig og min søn er også lige sådan, altså han sover bare aldrig. Jeg beklagede min nød til sundhedsplejersken, hvorefter hun tog en snak med min mand og det hjalp! Måske er det vejen frem for dig også