Til jer der har/havde bækkenløsing

Amandas-mor skriver:

Hvor er du sød  

Jeg er da glad for hvis jeg fik det beskrevet godt

Jeg vil dog sige at det var tæske-slemt, men jeg ønsker mig stadig et barn mere. Tror dog at jeg ville have bedst af at vente til Amanda er et par år gammel. Om jeg så er så fornuftig det  må tiden vise  

I øvrigt har jeg en veninde hvis lille datter døede kort efter jeg blev gravid (dødfødsel ved termin). Og jeg har en anden veninde, der ikke kan blive gravid trods flere års kamp. Det satte det hele lidt i perspektiv. Ja det gjorde ondt, men min lille datter lå trods alt inde i min mave og var i live  

Ja hvad vil man dog ikke gå igennem for at få et barn hehe når alt kommer til alt så er det jo det hele værd  

 -Ja det kan jeg godt forstå -så føler man lidt såden at man ikke rigtigt kan sige noget som helst, måske heller bare være glad for at spiren er i live. Men det må have været hårdt for dine veninder at se dig med mave og det hele, men samtidige hårdt for dig at ikke kunne "brokke" dig over for dem. .. Altså nu ved jeg jo ikke om var såden, bare noget jeg forestiller mig  

Mistede selv i uge 20, og en af min bedste veninde var kun 3-4uger længere henne end mig. Hende så jeg faktisk ikke rigtigt før efter hun havde født, da jeg slet ikke kunne klare det. Så kan godt følge dem, men samtidig dig, da hun har givet udtryk for den forståelse man lige pludslig får 

Nitz - <3 David skriver:

Ja jeg har helt sikkert en helt perfekt søn.. så det er helt sikkert det vigtigste,, vi mødre vil gå igennem meget for vores bebser

Helt sikkert igennem meget. Vand og ild om det skulle være 

Pernille08 skriver:

Nej gør jeg desværre ikk .

Det er bare blevet en dagligdag som alt andet .

Puhaa lyder ikke rart  Håber at den smerte forsvinder helt engang

Hej!

Er ny i dette forum trods det at jeg har været gravid længe, i dag 30+6 (første barn). Har fulgt med i diverse debatter siden jeg var omkring uge 8, men har indtil nu ikke blandet mig i noget. Føler dog nu, at jeg bliver nødt til at kommentere dit indlæg, da jeg læser en rigtig masse gode ting, men desværre også en masse vrøvl og sludder.

Jeg er selv i hospitalssektoren og havde før i tiden absolut den opfattelse at en graviditet ikke var en sygdom, og ikke skulle stoppe mig fra noget som helst  Men - i uge 7 fik jeg pludselig smerter i lænden, i ballerne og ned i begge ben - fra den ene time til den anden. Jeg måtte konstant ned at ligge, kunne intet løfte og havde det største besvær med at komme op af trapperne til vores 5. sals lejlighed. I uge 12 måtte jeg fuldtidssygemeldes og har ikke været på arbejde siden. I uge 16 måtte vi flytte, da jeg ikke kunne komme hverken ind eller ud af lejligheden. Jeg går med krykker, hvis jeg skal udenfor, jeg har dagligt konstante smerter, de dage hvor det er værst kan jeg ikke engang selv tage tøj på eller børste mit hår, da det jager og stikker for hver eneste bevægelse. Jeg sover meget dårligt om natten, og må vække kæresten 3-4 gange hver nat for at kunne vende mig eller komme på toilettet. Jeg er blevt nødt til at droppe mit fødselsforberedelseshold, da jeg ikke kan komme afsted og ikke kan deltage i øvelserne. At forsøge at cykle er helt udelukket. Mine led er nu så løse, at det også har sat sig i ryggen, og jeg har konstant hold et eller andet sted, da det hele skrider.

Så jeg skal ærligt indrømme, at jeg er træt af at høre på folk, der brokker sig over deres "svære" bækkenløsninger... Og så synes jeg godt nok, at det er lidt svært at undgå at være sygeliggjort - for jeg føler mig i hvert fald ikke rask!

Ang. fødslen snakker jordemoderen nu om at sætte mig i gang allerede i uge 36, da min krop ikke kan klare belastningen meget længere. Jeg skal føde vaginalt (almindeligt), men er spændt på hvordan det skal gå, for selvom leddene godt nok er blødere - så kan jeg stort set ikke sprede benene uden voldsomme smerter. Jeg har fået besked på, at jeg skal forvente mindst ½ års genoptræning og i øvrigt ikke kan forvente nogensinde at blive helt smertefri igen.

Well - bare lidt perspektiv herfra - jeg vil hverken have ynk eller medlidenhed - men nej, jeg tror ikke, du behøver føle dig hårdt ramt

Knus herfra.

I øvrigt et meget klogt og godt beskrevet indlæg fra Amandas mor - godt at høre fra en, der var i samme båd og har "overlevet"

lailamik skriver:

Ja hvad vil man dog ikke gå igennem for at få et barn hehe når alt kommer til alt så er det jo det hele værd  

 -Ja det kan jeg godt forstå -så føler man lidt såden at man ikke rigtigt kan sige noget som helst, måske heller bare være glad for at spiren er i live. Men det må have været hårdt for dine veninder at se dig med mave og det hele, men samtidige hårdt for dig at ikke kunne "brokke" dig over for dem. .. Altså nu ved jeg jo ikke om var såden, bare noget jeg forestiller mig  

Mistede selv i uge 20, og en af min bedste veninde var kun 3-4uger længere henne end mig. Hende så jeg faktisk ikke rigtigt før efter hun havde født, da jeg slet ikke kunne klare det. Så kan godt følge dem, men samtidig dig, da hun har givet udtryk for den forståelse man lige pludslig får 

Ja det er totalt det hele værd  

Hvor frygteligt, det gør mig ondt at du har mistet   Håber du er kommet godt igennem det og ud på den anden side...

 

Millemusen skriver:

Hej!

Er ny i dette forum trods det at jeg har været gravid længe, i dag 30+6 (første barn). Har fulgt med i diverse debatter siden jeg var omkring uge 8, men har indtil nu ikke blandet mig i noget. Føler dog nu, at jeg bliver nødt til at kommentere dit indlæg, da jeg læser en rigtig masse gode ting, men desværre også en masse vrøvl og sludder.

Jeg er selv i hospitalssektoren og havde før i tiden absolut den opfattelse at en graviditet ikke var en sygdom, og ikke skulle stoppe mig fra noget som helst  Men - i uge 7 fik jeg pludselig smerter i lænden, i ballerne og ned i begge ben - fra den ene time til den anden. Jeg måtte konstant ned at ligge, kunne intet løfte og havde det største besvær med at komme op af trapperne til vores 5. sals lejlighed. I uge 12 måtte jeg fuldtidssygemeldes og har ikke været på arbejde siden. I uge 16 måtte vi flytte, da jeg ikke kunne komme hverken ind eller ud af lejligheden. Jeg går med krykker, hvis jeg skal udenfor, jeg har dagligt konstante smerter, de dage hvor det er værst kan jeg ikke engang selv tage tøj på eller børste mit hår, da det jager og stikker for hver eneste bevægelse. Jeg sover meget dårligt om natten, og må vække kæresten 3-4 gange hver nat for at kunne vende mig eller komme på toilettet. Jeg er blevt nødt til at droppe mit fødselsforberedelseshold, da jeg ikke kan komme afsted og ikke kan deltage i øvelserne. At forsøge at cykle er helt udelukket. Mine led er nu så løse, at det også har sat sig i ryggen, og jeg har konstant hold et eller andet sted, da det hele skrider.

Så jeg skal ærligt indrømme, at jeg er træt af at høre på folk, der brokker sig over deres "svære" bækkenløsninger... Og så synes jeg godt nok, at det er lidt svært at undgå at være sygeliggjort - for jeg føler mig i hvert fald ikke rask!

Ang. fødslen snakker jordemoderen nu om at sætte mig i gang allerede i uge 36, da min krop ikke kan klare belastningen meget længere. Jeg skal føde vaginalt (almindeligt), men er spændt på hvordan det skal gå, for selvom leddene godt nok er blødere - så kan jeg stort set ikke sprede benene uden voldsomme smerter. Jeg har fået besked på, at jeg skal forvente mindst ½ års genoptræning og i øvrigt ikke kan forvente nogensinde at blive helt smertefri igen.

Well - bare lidt perspektiv herfra - jeg vil hverken have ynk eller medlidenhed - men nej, jeg tror ikke, du behøver føle dig hårdt ramt

Knus herfra.

jamen deet skal du også være velkommen til Må jeg spørge hvad du synes er sludder og vrøvl? 

Ved at du skrev at du ikke vil ha medlidenhed men ..  .. ja det får du altså, så tag godt imod  har helt lyst at komme hen til dig, selvom jeg slet ikke kender dig, og bare give dig et kæmpe kram Kan slet ikke sætte mig ind i den situation, og tænker bare at man skal være mega stærk psysk for at klare den. Håber for dig at du kommer godt igennem fødslen, og efterbehandling bare køre som det skal, for puhaa det kan ikke være sjovt at stå til at skulle være mor for første gang, og samtidige døje med smerter  Så et kæmpe 

Føler mig slet ikke hårdt ramt efter dette  jeg ville bare få et lille perspektiv fra andre, da alle mine veninder bare har haft en drømme gravidtet, og min Jm slet ikke lytter til mit ynk når jeg nu engang har smerten og ikke kan lave noget som helst overhovedt. Men det er jo også derfor jeg oprettede denne debat, for syntes jo ikke jeg var i mit gode skind til at brokke mig når andre har det jo lang værre, så ville jo bare høre hvordan det var

Amandas-mor skriver:

Ja det er totalt det hele værd  

Hvor frygteligt, det gør mig ondt at du har mistet   Håber du er kommet godt igennem det og ud på den anden side...

 

Tak Jo ..må indrømme det er det sværeste en mor skal igennem, at lægge sit barn i en grav. Men som så meget andet så kommer man igennem det, og lærer at leve med det. Det gør det også lidt bedre at tænke på at man har så god støtte fra Venner, og  Kæresten, og at vi nu faktisk bare sidder og venter på at vores kærligheds projekt popper ud 

Amandas-mor skriver:

Jeg havde svær bækkenløsning og blev sygemeldt fra uge 8. I forvejen er jeg kronisk smertepatient, så det er ikke en god blanding med endnu flere smerter ind over.

Nå, men jeg vil sige at jeg havde en ok graviditet alligevel, selv om jeg godt kan ærgre mig over nogle af de ting som jeg ikke havde tænkt over dengang (her tænker jeg over at jeg kunne have håndteret det bedre og fået flere hjælpemidler).

 Det var bogstavelig talt så ustabilt at jeg kunne mærke hvordan det "cyklede rundt" når jeg bevægede mig.

Det der gjorde at jeg kunne klare det, var at verden var villig til at komme til mig, når nu jeg ikke kunne komme til den. Min dejlige kæreste som jeg boede/bor sammen med som støttede og forstod og venner som kom og besøgte mig når jeg  nu ikke kunne komme til dem. Det handler om at holde modet oppe ved at sige til sig selv at man overgiver sig til at have det sådan her i en periode fordi man ved at det ikke bliver ved. Og sørge for at holde humøret oppe ved at der stadig sker en masse. Og sørge for at få en kørestol/krykker (alt efter hvor slemt det er) så man ikke er helt låst fast i hjemmet. Man skal ikke overanstrenge sig selv, for så øger man muligheden for at det bliver kronisk. Grundregl: hvis det gør ondt må du ikke gøre det.

Det som rystede mig mest var den totale mangel på forståelse/fejlrådgivning som man får langt hen ad vejen i behandlingssystemet. Både fra læger og fysser, jordemødre osv. Det er så uhyggeligt få af dem der har forstand på bækkenløsning, selv dem der siger at de har. De giver råd, som i værste fald skader patienterne og gør deres bækkenløsning værre. Jeg fandt meget hjælp her:

http://baekkenloesning.dk/?pid=1

Ang. fødslen, så betød bækkenløsningen ikke ret meget. Jeg havde stor glæde af at de lod epiduralen være tændt under hele fødslen i stedet for at slukke den da jeg skulle presse hende ud, for den lindrer på bækkenet hele vejen igennem. Det er dog ikke alle der kan have den tændt hele veje, for man skal jo kunne presse effektivt stadigvæk, men det kunne jeg heldigvis. Før jeg fik lagt epiduralblokaden (de første 9 timer) mærkede jeg meget lidt til mit bækken. Det var som om veerne og adrenalinen havde taget over så jeg abstraherede.

Efter fødslen var smerten fra mit bækken voldsomt  meget bedre straks. Det var gået fra næsten uudholdeligt til at være slemt stadig, men jeg kunne fx sove alligevel og gå lidt omkring på sygehuset osv (til sammenligning blev jeg kørt ind på fødestuen i kørestol under et døgn inden). Efter 2 mdr. begyndte mit bækken at føles så småt stabilt igen og jeg kunne gå små ture ned i byen osv. Derfra blev det gradvist bedre. Efter ca 10 mdr var mit bækken så meget bedre at jeg kun havde smerter i det når jeg gik længere ture eller lavede forkerte bevægelser. I dag, efter 13 mdr. har jeg smerter i mit bækken når jeg gør forkerte bevægelser og ellers ikke. Mit bækken er låst i den ene side og skredet lidt ud i den anden, men jeg mærker ikke så meget til det. Jeg har haft stor glæde af fysiopilates som træning efter fødslen.

Har også erfaret, at mange tror de ved så meget om bækkenløsning og det gør de måske også, hvis det er en let bækkenløsning. Jeg tror jeg har prøvet alle grader af bækkenløsning, men det har ikke fra-holdt mig fra, at få børn. Jeg har lært at leve med det og tage de hensyn jeg kan.
Når min var værst, kunne jeg hverken gå stå eller cykle. Og man høre tit, at man bare skal sætte sig ned og slappe af og så er det lige jeg siger; hallo, man kan da ikke sidde og slappe af med en bækkenløsning, for så ligger al vægten da lige på. Jeg skal ligge ned, det er bedst. Og mht til at cykle, ja så er det måske lidt bedre end at gå, men nej, det virker heller ikke.
Denne her gang, kom min bækkenløsning først i uge 25 ca og jeg havde da håbet, at den blev væk. Så det er med at lytte til min krop, ellers ved jeg godt hvad konsekvensen er og det er følelsen af, at mit skamben brækker.
Og personligt synes jeg ikke, at det hjælper, at få født, da man så skal sidde meget bagefter pga evt amning og det er ikke lindrende for bækkenet.
Men jeg har haft meget glæde af et glidestykke til hjem og bil og virkelig lære at holde benene samlet og tage små skridt og ligge, ligge og ligge

Millemusen skriver:

Hej!

Er ny i dette forum trods det at jeg har været gravid længe, i dag 30+6 (første barn). Har fulgt med i diverse debatter siden jeg var omkring uge 8, men har indtil nu ikke blandet mig i noget. Føler dog nu, at jeg bliver nødt til at kommentere dit indlæg, da jeg læser en rigtig masse gode ting, men desværre også en masse vrøvl og sludder.

Jeg er selv i hospitalssektoren og havde før i tiden absolut den opfattelse at en graviditet ikke var en sygdom, og ikke skulle stoppe mig fra noget som helst  Men - i uge 7 fik jeg pludselig smerter i lænden, i ballerne og ned i begge ben - fra den ene time til den anden. Jeg måtte konstant ned at ligge, kunne intet løfte og havde det største besvær med at komme op af trapperne til vores 5. sals lejlighed. I uge 12 måtte jeg fuldtidssygemeldes og har ikke været på arbejde siden. I uge 16 måtte vi flytte, da jeg ikke kunne komme hverken ind eller ud af lejligheden. Jeg går med krykker, hvis jeg skal udenfor, jeg har dagligt konstante smerter, de dage hvor det er værst kan jeg ikke engang selv tage tøj på eller børste mit hår, da det jager og stikker for hver eneste bevægelse. Jeg sover meget dårligt om natten, og må vække kæresten 3-4 gange hver nat for at kunne vende mig eller komme på toilettet. Jeg er blevt nødt til at droppe mit fødselsforberedelseshold, da jeg ikke kan komme afsted og ikke kan deltage i øvelserne. At forsøge at cykle er helt udelukket. Mine led er nu så løse, at det også har sat sig i ryggen, og jeg har konstant hold et eller andet sted, da det hele skrider.

Så jeg skal ærligt indrømme, at jeg er træt af at høre på folk, der brokker sig over deres "svære" bækkenløsninger... Og så synes jeg godt nok, at det er lidt svært at undgå at være sygeliggjort - for jeg føler mig i hvert fald ikke rask!

Ang. fødslen snakker jordemoderen nu om at sætte mig i gang allerede i uge 36, da min krop ikke kan klare belastningen meget længere. Jeg skal føde vaginalt (almindeligt), men er spændt på hvordan det skal gå, for selvom leddene godt nok er blødere - så kan jeg stort set ikke sprede benene uden voldsomme smerter. Jeg har fået besked på, at jeg skal forvente mindst ½ års genoptræning og i øvrigt ikke kan forvente nogensinde at blive helt smertefri igen.

Well - bare lidt perspektiv herfra - jeg vil hverken have ynk eller medlidenhed - men nej, jeg tror ikke, du behøver føle dig hårdt ramt

Knus herfra.

Jeg føler ikke at min BL kan sammenlignes med din da jeg stadig kan bevæge mig rndt i lejligheden uden krykker og ikke skal bruge hjælp til at komme ud af sengen.

Men jeg vil helt sikkert give dig ret i at det er en sygdom  jeg har normalt en meget høj smertetærskel men har virkelig måtte bukke udenfor denne BL

Jeg var for 3 år siden i et biluheld der gjorde mit bækken skævt og det hjælper ikke på min BL  og var i behandling hos fys for begyndende diskusplolaps inden min gravilitet..

Jeg har haft BL siden uge 15 og jeg kan mærke at det blive værre uge for uge. Jeg kan ikke lave de øvelser min jordemor har givet mig for at styrke bækkenet da de gør alle smerterne MEGET værre og jeg kan ikke tage nogen steder hvor jeg skal gå lang (mere end 100m) før jeg kan aflaste...

De seneste 5 dage har været utrolig slemme, jeg har intet kunne og jeg har måtte opgive at komme nogen steder  jeg skal kun gå til uge 38 da jeg venter tvillinger men puha jeg synes det her er alt for øv! Jeg bor i sverige og der er ingen der lige kommer forbi, vi skal flytte om en måned til dk men jeg frygter at det ender  skænderier og ubehaglige ord da jeg ikke kan være med til at pakke eller pakke ud og jo kun kan stå på sidelinien....

Idag spurgte kæresten mig om jeg ikke ville gå ned i vores storskraldsrum med nogle gamle batterier, for så mente han da at jeg havde en opgave at arbejde mig hen imod i løbet af min lange dag... Jeg fatter bare ikke hvorfor han gør det mod mig.. Det gør så ondt at gå at jeg ofte må stoppe helt op for ikke at græde af smerte!

Jeg ved ikke hvordan jeg skal få mine omgivelser til at forstå hvor ondt det gør

 

Jeg sender stadig dig en kærlig tanke for du er trods alt en del stærkere end mig!