Mit første indlæg i denne gruppe :-(

cf skriver:

 

Hej,

Jeg faldt over dit indlæg, da jeg også selv var igennem mange af de nedbrydende tanker, som du går rundt med lige nu. Efter 1½ år og en lang sommerferie, hvor tankerne var andre steder, så lykkedes det mig at blive gravid. Vi har nu den mest fantastiske søn:-)

Min pointe er, at tankerne kan gøre én vanvittig. Det værste er usikkerhed og uvished - så længe der et ubekendte, så kan tankerne køre alle veje.

Jeg er sikker på, at det nok skal lade sig gøre for jer på den ene eller anden måde.

Mit bedste råd til dig er at forsøge at tænke på noget andet, indtil du har noget sikkert at forholde dig til. Det er lettere sagt end gjort - det ved jeg. Det kan være enormt opslidende for et par at gennemgå, hvad i måske står overfor, og jeg tror, at det er vigtigt at vedligeholde hinanden, imens det står på.

Vi fokuserede på et tidspunkt så meget på, at blive gravide, at vi glemte hinanden, gnisten og kærligheden, som jo ligger til grund for barnet. Da vi indså det, besluttede jeg mig for ikke at spise noget specielt, ikke at undgå kaffe, slik, alkohol osv. Med andre ord levede jeg helt normalt og tænkte, at barnet jo kommer, når det selv har lyst. Og vuptiiiii....

Det er selvfølgelig en solskinshistorie, men, hvis det viser sig, at i er raske begge to, så er det mit bedste råd. For så skal barnet nok komme af sig selv, når i slapper af.

Jeg glæder mig ti at følge med i din beretning, for jeg er sikker på, at ønskebarnet nok skal dukke op - med eller uden hjælp.

Mange positive tanker:-)

 

 

Tak skal du have.

Ja det ville være dejligt simpelt, hvis det gik som hos jer.

Men allerede nu, har jeg fået at vide, at jeg har nogle forhøjede hormoner.Men om det betyder, jeg bare skal spise nogle hormoner, og så kan vi klare resten selv, ved jeg ikke endnu.

Vi skal også have svar på min kærestes sædprøve, og ja så skal jeg undersøges hos en gynækolog på fredag.

Det fylder meget lige nu, og kan mærke at jeg nemt bliver sur og irriteret.

metski83 skriver:

Så er det første gang jeg skriver i denne kategori, og jeg syntes det er hårdt. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, og jeg ved ikke hvor jeg skal slutte. Jeg har flere gange overvejet at oprette et indlæg, men har ikke gjort det.

Jeg har ikke været meget her inde på det sidste, da jeg syntes det er hårdt at læse om andre pigers graviditet, når der ikke sker noget for os (Vi har prøvet ca. et år)

Der er så sket det, at jeg har bøvlet med nogle smerter i underlivet, og har så været til læge med det. Jeg har fået taget nogle forskellige prøver og er blevet undersøgt. samtidig har vi så talt om, at der jo nu er gået et år, uden nogen graviditet.

Svaret på prøverne kom, og i min krop havde jeg nogle forhøjede hormoner, som gjorde at jeg ikke sådan kunne blive gravid. Hvad det skyldes ved jeg ikke endnu, og fredag skal jeg til en gynækologisk undersøgelse på sygehuset. Både hvad angår smerter i underlivet og barnløshed.

Jeg har rigtigt svært ved at aceptere, at vi måske ikke selv kan lave børn og at vi nok skal have hjælp til det.

Min kæreste/forlovede skal samtidig aflevere en sædprøve. Så set lidt lyst på det, så gør de da noget ved det.

Men lige nu syntes jeg virkelig det er hårdt, og nerverne og følelserne sidder fuldstændig udenpå. Der går en million tanker rundt i mit hoved.

Er det bare nok med de hormoner lægen snakkede om ?

Skal vi igennem kunstig befrugtning ?

Virker min kærestes sæd ikke ?

Hvad hvis min krop slet ikke laver æg ?

Hvad hvis ingen af os kan lave børn ?

osv osv.

ÅRh jeg syntes simpelthen det er så HÅRDT.

Er der nogen der har nogle gode råd ?

har haft det på samme måde som dig, så føler med dig..

men de homoner du mangler, kan du få hjælp med sikkert... har selv pco og har fået hjælp til at blive gravid, dog kunne jeg ikke holde på det... har været gravid 7 gange de sidste 4 år, men de er så dygtige idag at de godt kan hjælpe jer er jeg næsten sikker på..

 alt hvad jeg kan for jer og glæder mig til at hører mere..

mikkel2006 skriver:

har haft det på samme måde som dig, så føler med dig..

men de homoner du mangler, kan du få hjælp med sikkert... har selv pco og har fået hjælp til at blive gravid, dog kunne jeg ikke holde på det... har været gravid 7 gange de sidste 4 år, men de er så dygtige idag at de godt kan hjælpe jer er jeg næsten sikker på..

 

 alt hvad jeg kan for jer og glæder mig til at hører mere..

 

Tusinde tak for det for det. Håber de kan hjælpe, når de engang finder ud af hvad der er galt. Håber også for dig der snart sker noget. 

metski83 skriver:

Så er det første gang jeg skriver i denne kategori, og jeg syntes det er hårdt. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, og jeg ved ikke hvor jeg skal slutte. Jeg har flere gange overvejet at oprette et indlæg, men har ikke gjort det.

Jeg har ikke været meget her inde på det sidste, da jeg syntes det er hårdt at læse om andre pigers graviditet, når der ikke sker noget for os (Vi har prøvet ca. et år)

Der er så sket det, at jeg har bøvlet med nogle smerter i underlivet, og har så været til læge med det. Jeg har fået taget nogle forskellige prøver og er blevet undersøgt. samtidig har vi så talt om, at der jo nu er gået et år, uden nogen graviditet.

Svaret på prøverne kom, og i min krop havde jeg nogle forhøjede hormoner, som gjorde at jeg ikke sådan kunne blive gravid. Hvad det skyldes ved jeg ikke endnu, og fredag skal jeg til en gynækologisk undersøgelse på sygehuset. Både hvad angår smerter i underlivet og barnløshed.

Jeg har rigtigt svært ved at aceptere, at vi måske ikke selv kan lave børn og at vi nok skal have hjælp til det.

Min kæreste/forlovede skal samtidig aflevere en sædprøve. Så set lidt lyst på det, så gør de da noget ved det.

Men lige nu syntes jeg virkelig det er hårdt, og nerverne og følelserne sidder fuldstændig udenpå. Der går en million tanker rundt i mit hoved.

Er det bare nok med de hormoner lægen snakkede om ?

Skal vi igennem kunstig befrugtning ?

Virker min kærestes sæd ikke ?

Hvad hvis min krop slet ikke laver æg ?

Hvad hvis ingen af os kan lave børn ?

osv osv.

ÅRh jeg syntes simpelthen det er så HÅRDT.

Er der nogen der har nogle gode råd ?

for det første : Velkommen hertil 

Ja du står i et dilemma hvor det hele føles håbløst og du ikke tror på det nogensinde lykkes for jer og det er hårdt. 

Jeg er en af de piger der også har for mange hormoner af den mandlige slags, jeg ved ikke om det er det du har? I så fald kaldes det vidst nok Pco, det har jeg ihvertfald. 

Jeg har så været gravid 5 gange i løbet af 5 år, (grundet stort vægttab) Da det hjælper på chancerne for at blive gravid 

Men jeg har desværre så tabt 5 gange også og haft 5 SA. 

Vi er også et par der virkelig kæmper for det hele, men bare det at jeg har fået fast kontakt til en Gynækolog som scanner mig hvis jeg er i tvivl, og har sat en masse ting igang har hjulpet mig rigtig, rigtig meget. 

Og det med at jeg nu er "kommet under beskyttende vinger"  har givet mig ro på og har givet mig håb for at jeg nok skal få en sund og rask Bebs..  

Jeg tror på der kan gøres noget for jer. Alt held og lykke fremover. Du er velkommen til at skrive et Pb hvis du får brug for det. 

Jeg er en af dem, som i næsten et år tilhørte denne gruppe, og ville ikke gå forbi dit indlæg uden at give dig et kæmpe kram. At opgive drømmen om selv at kunne lave ønskebarnet er en så svær proces, og jeg ville ikke ønske det for nogle!!

Jeg vil på ingen måde sige noget om at slappe af, da rådet om dette ofte får mig til at krympe lidt(hvor end velment det så er). I mit år i behandlingsverden har vi haft kontakt med en del fertilitetslæger, og alle sagde entydigt, at man ikke kan slappe sig af til barnet, hvis man her fertilitetsproblemer. Så du skal ikke gå og punke dig selv med, at I nok har problemer fordi du ikke slapper af (Jeg havde perioder, hvor jeg nærmest blev stresset og sur på mig selv over, jeg ikke bare kunne lære at slappe af).

Jeg vil dog give dig det råd at bruge gruppen herinde, der er en masse skønne kvinder, som ved hvad du går igennem. Fertilitetsbehandling er fyldt med op-og nedture, og vi har som kvinder lidt større behov for at snakke om det end vores mænd.

Jeg vil også sige, at her på den anden side af behandling, føler jeg mig overbevist om, at min kæreste og jeg som par er blevet stærkere og meget mere klar til ønskebarnet. Vi har set hinanden presset og kede af det på en helt anden måde, og vi har virkelig lært at støtte hinanden - noget jeg tror kommer os til gavn, når miraklet kommer til verden.

Tilsidst vil jeg sige, at jeg håber I hurtigt er videre og gravide.

metski83 skriver:

Så er det første gang jeg skriver i denne kategori, og jeg syntes det er hårdt. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, og jeg ved ikke hvor jeg skal slutte. Jeg har flere gange overvejet at oprette et indlæg, men har ikke gjort det.

Jeg har ikke været meget her inde på det sidste, da jeg syntes det er hårdt at læse om andre pigers graviditet, når der ikke sker noget for os (Vi har prøvet ca. et år)

Der er så sket det, at jeg har bøvlet med nogle smerter i underlivet, og har så været til læge med det. Jeg har fået taget nogle forskellige prøver og er blevet undersøgt. samtidig har vi så talt om, at der jo nu er gået et år, uden nogen graviditet.

Svaret på prøverne kom, og i min krop havde jeg nogle forhøjede hormoner, som gjorde at jeg ikke sådan kunne blive gravid. Hvad det skyldes ved jeg ikke endnu, og fredag skal jeg til en gynækologisk undersøgelse på sygehuset. Både hvad angår smerter i underlivet og barnløshed.

Jeg har rigtigt svært ved at aceptere, at vi måske ikke selv kan lave børn og at vi nok skal have hjælp til det.

Min kæreste/forlovede skal samtidig aflevere en sædprøve. Så set lidt lyst på det, så gør de da noget ved det.

Men lige nu syntes jeg virkelig det er hårdt, og nerverne og følelserne sidder fuldstændig udenpå. Der går en million tanker rundt i mit hoved.

Er det bare nok med de hormoner lægen snakkede om ?

Skal vi igennem kunstig befrugtning ?

Virker min kærestes sæd ikke ?

Hvad hvis min krop slet ikke laver æg ?

Hvad hvis ingen af os kan lave børn ?

osv osv.

ÅRh jeg syntes simpelthen det er så HÅRDT.

Er der nogen der har nogle gode råd ?

 herfra

Jeg har ikke nogen personlig erfaring på området

Men min skønne faster og onkel (begge midt/slut 30erne) ønskede sig længe et barn - der skete bar ikke noget

Hun kom til lægen og fandt ud af der også var noget med hormoner og at hun måske slet ikke kunne få børn 

Men hun fik behandling for det med hormonerne - pludseligt raslede kg'ene af hende og vupti - efter flere år uden prævention - blev hun gravid

I dag har hun den dejligste lille guldklump på 8 måneder og vil meget gerne have en lillebror-/søster til ham også 

Så bare lige en lille solstråle-historie om nogle der har været i samme situation hvor lægerne endda have ødelagt nærmest alt håb - men hvor naturen alligevel ville det bedste for dem til sidst

Camillos skriver:

for det første : Velkommen hertil 

Ja du står i et dilemma hvor det hele føles håbløst og du ikke tror på det nogensinde lykkes for jer og det er hårdt. 

Jeg er en af de piger der også har for mange hormoner af den mandlige slags, jeg ved ikke om det er det du har? I så fald kaldes det vidst nok Pco, det har jeg ihvertfald. 

Jeg har så været gravid 5 gange i løbet af 5 år, (grundet stort vægttab) Da det hjælper på chancerne for at blive gravid 

Men jeg har desværre så tabt 5 gange også og haft 5 SA. 

Vi er også et par der virkelig kæmper for det hele, men bare det at jeg har fået fast kontakt til en Gynækolog som scanner mig hvis jeg er i tvivl, og har sat en masse ting igang har hjulpet mig rigtig, rigtig meget. 

Og det med at jeg nu er "kommet under beskyttende vinger"  har givet mig ro på og har givet mig håb for at jeg nok skal få en sund og rask Bebs..  

Jeg tror på der kan gøres noget for jer. Alt held og lykke fremover. Du er velkommen til at skrive et Pb hvis du får brug for det. 

Tak skal du have.

Dejligt med lidt opmuntring, i denne lidt hårde tid.

Og håber de kan gøre noget. Lige nu er det frustrationen over ike at vide hvad der skal se.

Jeg tror nok PCO er udelukket her, men hvad det så er, vides ikke endnu.

Håber bare snart at se de to streger, og håber for dig at det hele snart lykkedes som det skal.

nielsen80 skriver:

Jeg er en af dem, som i næsten et år tilhørte denne gruppe, og ville ikke gå forbi dit indlæg uden at give dig et kæmpe kram. At opgive drømmen om selv at kunne lave ønskebarnet er en så svær proces, og jeg ville ikke ønske det for nogle!!

Jeg vil på ingen måde sige noget om at slappe af, da rådet om dette ofte får mig til at krympe lidt(hvor end velment det så er). I mit år i behandlingsverden har vi haft kontakt med en del fertilitetslæger, og alle sagde entydigt, at man ikke kan slappe sig af til barnet, hvis man her fertilitetsproblemer. Så du skal ikke gå og punke dig selv med, at I nok har problemer fordi du ikke slapper af (Jeg havde perioder, hvor jeg nærmest blev stresset og sur på mig selv over, jeg ikke bare kunne lære at slappe af).

Jeg vil dog give dig det råd at bruge gruppen herinde, der er en masse skønne kvinder, som ved hvad du går igennem. Fertilitetsbehandling er fyldt med op-og nedture, og vi har som kvinder lidt større behov for at snakke om det end vores mænd.

Jeg vil også sige, at her på den anden side af behandling, føler jeg mig overbevist om, at min kæreste og jeg som par er blevet stærkere og meget mere klar til ønskebarnet. Vi har set hinanden presset og kede af det på en helt anden måde, og vi har virkelig lært at støtte hinanden - noget jeg tror kommer os til gavn, når miraklet kommer til verden.

Tilsidst vil jeg sige, at jeg håber I hurtigt er videre og gravide.

Dejligt at høre fra en som ved hvordan det er. Og hvor er det dejligt ikke endnu engang at høre sætningen: Du skal bare slappe af og tænke på noget andet. Jeg er ved at brække mig over at høre det, selvom jeg ved folk kun siger det i en god mening.

Jeg tager det også noget hårde end min kæreste, selvom han ikke er vild med at skulle aflevere en sædprøve.

Jeg er meget påvirket af det, både på den ene og den anden måde. Når jeg skriver med jer her inde, kan jeg græde lidt, specielt når jeg skriver med en som dig, som kan sætte sig ind i hvordan jeg har det. Samtidig er jeg skide sur og alt irriterrer mig. Jeg har sagt til min kæreste, at jeg er ked af at jeg er sur, men det ikke er på ham. Det hele er bare frustrerende, specielt fordi jeg endnu ikke ved hvad der er galt, og hvad der skal foregå.

Gruppen du snakker om, hvad er det for en ?

Giraffen skriver:

 herfra

Jeg har ikke nogen personlig erfaring på området

Men min skønne faster og onkel (begge midt/slut 30erne) ønskede sig længe et barn - der skete bar ikke noget

Hun kom til lægen og fandt ud af der også var noget med hormoner og at hun måske slet ikke kunne få børn 

Men hun fik behandling for det med hormonerne - pludseligt raslede kg'ene af hende og vupti - efter flere år uden prævention - blev hun gravid

I dag har hun den dejligste lille guldklump på 8 måneder og vil meget gerne have en lillebror-/søster til ham også 

Så bare lige en lille solstråle-historie om nogle der har været i samme situation hvor lægerne endda have ødelagt nærmest alt håb - men hvor naturen alligevel ville det bedste for dem til sidst

Tak for opbakningen.

Det er da en dejlig historie med dem.

Ville ønske det bare var ligeså enkelt for os, det ville være dejligt.

Lige nu er frustrationen stor, fordi vi ikke ved hvordan og hvorledes endnu.

Så glæder mig til vi præcis ved hvad der skal ske.

metski83 skriver:

Dejligt at høre fra en som ved hvordan det er. Og hvor er det dejligt ikke endnu engang at høre sætningen: Du skal bare slappe af og tænke på noget andet. Jeg er ved at brække mig over at høre det, selvom jeg ved folk kun siger det i en god mening.

Jeg tager det også noget hårde end min kæreste, selvom han ikke er vild med at skulle aflevere en sædprøve.

Jeg er meget påvirket af det, både på den ene og den anden måde. Når jeg skriver med jer her inde, kan jeg græde lidt, specielt når jeg skriver med en som dig, som kan sætte sig ind i hvordan jeg har det. Samtidig er jeg skide sur og alt irriterrer mig. Jeg har sagt til min kæreste, at jeg er ked af at jeg er sur, men det ikke er på ham. Det hele er bare frustrerende, specielt fordi jeg endnu ikke ved hvad der er galt, og hvad der skal foregå.

Gruppen du snakker om, hvad er det for en ?

Faktisk er det den gruppe her. Jeg har brugt den utrolig meget igennem hele mit forløb, og har mødt nogle skønne kvinder også privat herinde fra. Derudover er du selvfølgelig velkommen til at skrive privat med alle spørgsmål, hvis du har lyst. Min kæreste og jeg var igennem stort set alle typer behandling, så har desværre end del viden efterhånden.

Det er så normalt at være frusteret, gal, ked af det etc. Jeg tror man skal huske, at det er virkelig en krise, man gennemgår som barnløs. Lige pludselig bliver det man troede var en selvfølge - det at få en familie - til et spørgsmålstegn. Jeg havde det virkelig somom hele mit levegrundlag blev rystet, for det var jo det jeg ville. Jeg har altid ville være mor, og pludselig var det ikke sikkert jeg kunne blive det. Uha, jeg får næsten tåre i øjene når jeg tænker tilbage nu - det er så hårdt det du er igennem!!!!! Og man kan kun forstå det, har man selv været der.

Mht til kommentaren om at slappe af, så vænner man sig nærmest til den. Men der er altså lavet en del undersøgelser efterhånden, som alle siger der ikke er en sammenhæng. Det værreste ved denne kommenater for mig, er at den indirekte siger, at det er lidt ens egen skyld man ikke bliver gravid - hvis man bare slappede af, så kom det. Man kan altså ikke slappe af og vupti så har ens mand ikke nedsat sædkvalitet, PCOen er væk, ægkvaliteten er bedre etc. Det er simpelthen noget fis!

Det er vigtig din kæreste og dig giver hinanden plads til de følelser som medfølger, og tro mig I skal nok klare det. Det hvor I er nu, er næsten det værreste. Jeg havde sådan lidt, da vi endelig kom i behandling, at det var somom noget af byrden blevet taget fra mig. Jeg kan huske en af lægerne sagde til mig, at nu skulle vi sørge for at vi havde det godt, også var det deres job at gøre os gravide.....Det var faktisk en lettelse.

Desuden så husk på, at det lykkes for langt de fleste at blive gravide i behandling. Det er de færreste som må opgive, så ja jeres vej til ønskebarnet bliver lidt mere kompliceret end først antaget.

Kæmpe kram