Kærestens far!!!!

mor:) skriver:

ud fra din beskrivelse lyder du ikke videre sympatisk...synes det er grotesk at man kan sige at din kæreste ville være gladere hvis faren ikke fandtes...det er hans FAR!!

Hvis du vil kan du læse det jeg skrev til Dinesen. Det var skrevet forkert.

Når man skriver kan man få skrevet tingene forkert i forhold til hvad man mener.

UnderCover34 skriver:

Det citerede må jeg bestemt rose dig for! 

Tak. Det har været skide svært at holde sin mund når man har siddet en aften med hans far som ikke har sagt et ord til en. Men det sårer min kæreste mere at jeg snakker dårligt om faren end hvis jeg holder mund og lader som ingenting.

Men det er noget der påvirker mig rigtig meget. Jeg kan få helt ondt i maven op til at vi skal være sammen med faren.

samantha1986 skriver:

Tak. Det har været skide svært at holde sin mund når man har siddet en aften med hans far som ikke har sagt et ord til en. Men det sårer min kæreste mere at jeg snakker dårligt om faren end hvis jeg holder mund og lader som ingenting.

Men det er noget der påvirker mig rigtig meget. Jeg kan få helt ondt i maven op til at vi skal være sammen med faren.

Det er klart det sårer ham! - det ville jo også såre dig hvis det var den anden vej rundt...

Men flot du klapper kaje og vender det med din mor istedet.

Dog synesjeg det er synd du skal ha' det så skidt når I skal være sammen med hans far... Er det slet ikke muligt at tage en rolig samtale med ham udenat anklage og se om I kan løse det?
I har jo begge hans søn's og din kærestes  som fælles god ting?

Gigl skriver:

Jeg tror det eneste du kan gøre er at holde ham ud og være den voksne her i spillet. Du siger selv at du ikke vil tale dårligt om ham, når din kæreste hører på det, og det ville være det første jeg ville påpege - for det ER jo nu engang din kærestes far. Og han går ikke bare lige væk. Man kan måske endda have lidt ondt af manden, når der ikke er nogen der bryder sig om ham. Og ville det ikke være fedt hvis du var det store menneske og imødekom ham? Selvom han måske er et ganske uudholdeligt menneske (det skal jeg ikke kunne sige). I behøver jo ikke se ham tit. Tror også det ville gøre din kæreste glad hvis du imødekom ham; talte med ham, som det voksne menneske du er og holdt ham ud, trods måske uheldge udtalelser. Tal ham efter munden og undgå at han rammer din irritation, for det er ikk dét værd

Nu skriver du det med at imødekomme ham. Og det har jeg gjort. Jeg har været høflig, prøvet at føre en samtale med ham osv. Men for det første snakker han kun om sig selv, det er hvad det er. men det kan være svært at holde en samtale i gang når det kun er ham det handler om.

Jeg opfører mig stadig høfligt, jeg er måske bare begyndt at træde i karakter eller hvad man skal sige, fordi jeg nu kommer med den mening jeg har. Som voksen og når man har samtaler med andre, så er det jo ganske normalt man kan komme med egne meninger. Det passer ham jo ikke så godt.Desværre irritere han mig hver gang han åbner munden. Det er gentagelser hver gang, og hver gang er det om ham.

Vi venter den lille, og der bliver jeg nok samtidig også beskyttende, fordi jeg ved hvordan faren har været da kæresten var lille. Så jeg kan mærke jeg er begyndt at føle jeg skal stå fast og sige fra hvis der er noget jeg ikke vil finde mig i. Stadig på en pæn måde. Vi har taget snakken hvad vi vil finde os i fra andre, blandt andet vores forældre. Og jeg vil ikke finde mig i hvis jeg er tilstede at der bliver skældt ud på mit barn eller taget fat i det. Jeg er ikke i tvivl om at vores mødre ikke vil gøre det, men jeg er i tvivl med hensyn til faren, netop pga kærestens barndom.

Hvis ikke jeg følte at jeg havde gjort rigtig meget, så ville jeg heller ikke i dag have oprettet denne tråd. Jeg kan ikke sige at jeg bare har ladet stå til, for det har jeg ikke. Jeg har gjort alt hvad jeg kan.

Med hensyn til at have ondt af ham. Det har jeg haft, men manden er ikke klar over at folk ikke bryder sig om ham. I hans øjne kan alle lide ham. Han har endda sagt at han ikke kan forstå at kærestens onkel ikke kan lide ham.

samantha1986 skriver:

Det lyder nok som om jeg forsvare mig selv, men du kender jo heller ikke manden. Fra dag et har han ikke kunne lide mig. Han har sagt til familien at han håbede vi gik fra hinanden. Han ville have da jeg havde kendt ham få måneder at han og en fremmede dame skulle sove hos os. (vi flyttede tidligt sammen). jeg sagde at faren var velkommen til at sove der, men jeg ville altså ikke have en fremmet dame til at sove hos os. Det blev han meget sur og fornærmet over.

Jeg har aldrig givet udtryk for at han ikke var velkommen hos os, og jeg har været høflig hver gang vi ha været sammen med ham, til trods for han ikke har skjult at han ikke var vild med mig.

Selv hans egen søster er frygtelig træt af ham. Han interesser sig kun for sig selv og ikke andre. Med hensyn til at han fortæller sin søn om hans sygdom, så fejler den mand noget nyt hver gang min kæreste snakker med ham, og ens forældre skal efter min mening ikke belemre sine børn med sådan noget. det gør hverken mine forældre eller mine svigerforældre til os.

Jeg ser ham ikke særlig tit, men det gør kæresten. Ofte vælger jeg at blive hjemme.

Ja måske virker det ikke modent, men den mand er kun ude på at ødelægge vores forhold. det er jeg ikke i tvivl om, og han har selv givet udtryk for at han ikke så os sammen. Hvis han kunne så ville han styre min kæreste.

ikke belemre sine børn med ens sygdomme?

da min mor levede fik jeg næsten alt af vide og det jeg ikke fik af vide blev jeg sgu sur over ikke at få at vide!

tror det er ganske normalt man i familier bekymrer sig hvordan man har det........

du ved da ikke hvordan hans hjerte (eller hvad det var) har det?

det kunne tænkes han ikke gør alt for at irritere dig? din kæreste/mand er enebarn ikke? derfor føler faren måske et meget tæt bånd og bare vil sin søn meget!

UnderCover34 skriver:

Det er klart det sårer ham! - det ville jo også såre dig hvis det var den anden vej rundt...

Men flot du klapper kaje og vender det med din mor istedet.

Dog synesjeg det er synd du skal ha' det så skidt når I skal være sammen med hans far... Er det slet ikke muligt at tage en rolig samtale med ham udenat anklage og se om I kan løse det?
I har jo begge hans søn's og din kærestes  som fælles god ting?

Tage en snak med kæresten om det eller med hans far? Jeg har haft en snak med kæresten om det, for han undrede sig over at jeg altid klagede over ondt i maven når vi skulle noget med hans familie. Og så måtte jeg fortælle at det var pga hans far. Fordi jeg simpelthen aldrig ved hvad humør han er i, og om han overhovedet vil snakke med mig. Det var kæresten ked af at høre, og han håbede det blev bedre. Men vi har ikke som sådan kunne løse det. Jo jeg har taget med til mindre ting hvor faren kom. Den dag i dag undgår jeg så vidt muligt at skulle med til for meget hvor faren er der. F.eks bor noget af kærestens familie på fyn. Når vi skal derned skal vi have faren med, og han SKAL sidde på forsædet. Unødvendig info. Nå men jeg har indtil videre sørget for at jeg har skulle arbejde de gange det er, for jeg kan ikke sidde flere timer i bil med ham. Men det siger man jo ikke.

På en diskret måde undgår jeg for meget samvær med faren. havde det ikke været fordi jeg elsker min kæreste så højt så havde jeg givet op for længe siden. Jeg vil jo mene at når jeg nu har prøvet for min kærestes skyld så burde hans far også gøre det samme. Og vi har snakket om det, men som kæresten siger så er der ikke noget problem i farens øjne. Og så er det jo svært.

samantha1986 skriver:

Tage en snak med kæresten om det eller med hans far? Jeg har haft en snak med kæresten om det, for han undrede sig over at jeg altid klagede over ondt i maven når vi skulle noget med hans familie. Og så måtte jeg fortælle at det var pga hans far. Fordi jeg simpelthen aldrig ved hvad humør han er i, og om han overhovedet vil snakke med mig. Det var kæresten ked af at høre, og han håbede det blev bedre. Men vi har ikke som sådan kunne løse det. Jo jeg har taget med til mindre ting hvor faren kom. Den dag i dag undgår jeg så vidt muligt at skulle med til for meget hvor faren er der. F.eks bor noget af kærestens familie på fyn. Når vi skal derned skal vi have faren med, og han SKAL sidde på forsædet. Unødvendig info. Nå men jeg har indtil videre sørget for at jeg har skulle arbejde de gange det er, for jeg kan ikke sidde flere timer i bil med ham. Men det siger man jo ikke.

På en diskret måde undgår jeg for meget samvær med faren. havde det ikke været fordi jeg elsker min kæreste så højt så havde jeg givet op for længe siden. Jeg vil jo mene at når jeg nu har prøvet for min kærestes skyld så burde hans far også gøre det samme. Og vi har snakket om det, men som kæresten siger så er der ikke noget problem i farens øjne. Og så er det jo svært.

Nej ikke med din kæreste, men med hans far?

Eller er det helt udeukket at få en saglig og pæn snak med ham om de problemstillinger der er?

skønneunger skriver:

ikke belemre sine børn med ens sygdomme?

da min mor levede fik jeg næsten alt af vide og det jeg ikke fik af vide blev jeg sgu sur over ikke at få at vide!

tror det er ganske normalt man i familier bekymrer sig hvordan man har det........

du ved da ikke hvordan hans hjerte (eller hvad det var) har det?

det kunne tænkes han ikke gør alt for at irritere dig? din kæreste/mand er enebarn ikke? derfor føler faren måske et meget tæt bånd og bare vil sin søn meget!

Selvfølgelig må man godt fortælle sine børn om sygdomme. Men han sagde i sidste uge at han var stresset. I går ringer han og siger han er stresset og har ondt i hjertet. Men er det så ikke bedre han går til lægen med det. Min kæreste kan ikke gøre noget, andet end at han tager det til sig og bekymre sig. Men manden fejler altså noget nyt hver gang de snakker sammen.

De har ikke noget tæt bånd. Kæresten har bare en stor respekt som også indeholder frygt, så synes ikke det er særlig sundt. Den måde han snakker til sin far på, er som om manden er fremmed for ham.

Jeg snakkede i dag med min mor om ham. Og hun mener at den måde faren er på, og de ting han siger kan være fordi han håber at kæresten vælger at sige at han lige tager ud til sin far, for så har faren ham for sig selv. Nogen uger har kæresten været der tre gange på en uge. Han bor en halv time fra os. Og det er fra når kæresten har fri til når han skal i seng. Så kan jeg så pænt sidde alene hjemme. Og i forvejen ser vi ikke hinanden særlig meget. Det jeg frygter er at når den lille kommer, så står jeg alene med den fordi faren vil gøre hvad han kan for at min kæreste tager derud.

UnderCover34 skriver:

Nej ikke med din kæreste, men med hans far?

Eller er det helt udeukket at få en saglig og pæn snak med ham om de problemstillinger der er?

Det kan slet ikke lade sig gøre. De snakker ikke om sådan noget. Og han vil nok desværre bebrejde mig mere end han gør nu. For så er jeg jo problemet.

Selv kærestens mor har sagt at det ikke nytter at tage en snak med faren

samantha1986 skriver:

Selvfølgelig må man godt fortælle sine børn om sygdomme. Men han sagde i sidste uge at han var stresset. I går ringer han og siger han er stresset og har ondt i hjertet. Men er det så ikke bedre han går til lægen med det. Min kæreste kan ikke gøre noget, andet end at han tager det til sig og bekymre sig. Men manden fejler altså noget nyt hver gang de snakker sammen.

De har ikke noget tæt bånd. Kæresten har bare en stor respekt som også indeholder frygt, så synes ikke det er særlig sundt. Den måde han snakker til sin far på, er som om manden er fremmed for ham.

Jeg snakkede i dag med min mor om ham. Og hun mener at den måde faren er på, og de ting han siger kan være fordi han håber at kæresten vælger at sige at han lige tager ud til sin far, for så har faren ham for sig selv. Nogen uger har kæresten været der tre gange på en uge. Han bor en halv time fra os. Og det er fra når kæresten har fri til når han skal i seng. Så kan jeg så pænt sidde alene hjemme. Og i forvejen ser vi ikke hinanden særlig meget. Det jeg frygter er at når den lille kommer, så står jeg alene med den fordi faren vil gøre hvad han kan for at min kæreste tager derud.

for mig lyder han som om han er ensom hvis han ikke fejler noget men altid siger det og det med at snakke om sig selv, lyder altså til han har brug for der er nogen der holder lidt af ham og gerne vil høre om hans problemmer.

mange gange skal man bare tage det stille og roligt og lytte på hvad sådan folk siger og de får det bedre og føler også de betyder noget.