Lone Palmelund Lassen var lykkelig, da hun i maj sidste år nåede sit mål: Hun havde tabt over 55 kilo! En hård kur, der begyndte med et vægttab på 22 kilo, og bagefter en operation, der mindsker mavesækken, som hjalp hende til at tabe de sidste mange kilo. I alt skrumpede vægten fra 130 kilo til de 75 kilo, som hun vejer i dag.
Men lykken varede ikke ved, for hun fandt hurtigt ud af, at den nye krop, som hun så gerne ville vise frem, ikke helt var, som hun havde ønsket sig. Skindet hang nemlig på hende, efter alle de overflødige kilo var væk.
- Jeg er fuldt ud tilfreds med mig selv, når jeg har tøj på – syntes faktisk jeg er en flot kvinde, men jeg vil så gerne kunne vise mig frem i små kjoler uden ærmer, vise mine ben frem, uden at de skal pakkes ind og strammes op af nylonstrømper – ja, der er mange ting jeg gerne vil, men som jeg ikke kan fordi jeg ligner noget der er løgn uden tøj på, siger Lone til ekstrabladet.dk.
Læs også: Nye bryster, pikkursus...hvad ønsker du dig til jul?
Lone fik efter sin lange slankekur bevilget en operation, der skulle fjernes hendes maveskind, men hun er siden blevet afvist, når hun har søgt om flere operationer for at få sin slanke krop igen.
- Jeg er blevet afvist at få lavet mine arme, lår, bagdel og bryster. Det virker som om, at man ikke vil hjælpe mig til at blive en fuldendt kvinde igen. Jeg har været overvægtigt i 30 år, og har aldrig haft en krop jeg kunne tillade mig at vise frem, medmindre jeg har tøj på, siger Lone.
Læs også: Silikone under juletræet
Lones ønske har fået hende til at overveje at få fjernet sin overskydende hud på et privathospital, men med både arme, lår og bryster løber det formentlig op i næsten 150.000 kroner. Og det har hun ikke råd til.
- Men jeg har en prioriteringsliste klar. Det allervigtigste for mig er at få fjernet hudlapperne på mine arme, der hænger så frygteligt nu. Det er forfærdeligt aldrig at kunne gå uden ærmer, når jeg nu gerne vil vise min slanke krop frem. Og så har jeg problemer med svamp under den lange løse hud, siger Lone, der brændende håber, at hendes juleønske bliver hørt.