Jeg kunne godt finde på at bede til gud da jeg var barn, når jeg havde det lidt svært
Og al respekt til de, som gør. Til de, som har brug for det.
Jeg er dog selv blevet ældre og klogere og ganske atheist. Jeg tror ikke på at der findes nogen højere magt og har ikke lyst til at tro på at jeg skal gå af en bestemt vej, for at opnå frelse. Jeg har heller ikke lyst til at opdrage min søn således til at skulle gøre sig fortjent til "frelse" og hvis han ikke gør det er han en synder. Det er nok min frygt for det ekstremistiske, for jeg ved jo godt at guds ord kan tolkes nu om stunder - men i bund og grund handler bibelen og kirken om frelse. Nu om dage vælger de fleste at se på guds ord som ubetinget næste-kærlighed, men sådan er "hans ord" ikke i sin grundform.
Jeg er heller ikke troende mere af samme grund som at jeg ikke har fantasivenner mere, for gud er jo bare en fantasiven
Og det er okay at have en! - man skal bare ikke forsøge at overbevise andre om at éns fantasiven er den bedste og andre bør leve efter visse regler - det må være op til den enkelte 
Anmeld