Jeg har hele tiden taget det hele meget stille og roligt, og tænkt - det går sgu nok, jeg ved jo hvad jeg går ind til
Dette skyldes nok at jeg har 5 mindre søskende, hvoraf den yngste er 13 år yngre end jeg, så jeg kan jo sagtens huske, hvor meget de skreg og hvor umulige de var
Jeg blev dog overrasket over, at min lille dreng er så nem?? Et eller andet sted tror jeg stadig at det går over på et tidspunkt
Men nu er han 2½ måned, og bare fantastisk! Sover godt om natten, og gerne i egen seng (det er mest hans mor der ikke kan undvære ham
), han er så glad, en lille tyksak! Og så lærer han bare alting så utroligt hurtigt!!! Troede godt nok at der gik lidt længere tid inden de kunne alt muligt
Men det er jo bare en glædelig overraskelse
Med amningen var jeg godt klar over at det kunne være svært, og var faktisk det der bekymrede mig mest, det gik så heller ikke, ammede kun en måned..
Men det kom virkeligt bag på mig med alle de fordomme man skal lægge øre til! At folk syntes jeg er for ung, og at jeg da burde have taget min uddannelse færdig først osv.. Jeg syntes personligt ikke at det er en skandale at være mor som 21 årig.. Og at det kom fra folk der stod mig nær og endda familie, dét kom bag på mig!! Især fordi vi har sgu styr på vores liv, og vi mangler altså ikke noget overhovedet.. De eneste problemer vi har er "luksusproblemer"
Anmeld
