Loa skriver:
Ja inspireret lidt af den tråd "ih hvor er det hårdt at have børn", kom jeg til at tænke på hvilke tanker jeg gjorde mig inden jeg fik Isabella, og jeg kan helt tydelig huske, at jeg var helt sikker på at et barn kun græd hvis jeg (forældrene) gjorde noget forkert. 
Så jeg var sikker på, hvis jeg bare gjorde ALT rigtigt ville mit barn aldrig græde....... 
OMG hvor naiv har man lov at være 
Nu er jeg i mit super ærlige hjørne her til aften, så det fortsætter jeg da lige med..
Med Isabella håbede jeg, at hun blev det jeg manglede i mit liv, min redning fra alt det onde, og den der gjorde at jeg ville vågne op og få styr på mit liv... Det skete ikke! Jo med tiden, men ikke med det samme.. Jeg magtede ikke opgaven, og hun kom i pleje, hvor jeg så fik lov til at være weekend mor, hvilket jeg heldigvis KUNNE klare.
Med Cajsa forventede jeg det værste, og håbede på det bedste. Isabella havde kolik da hun var lille, så det forventede jeg nærmest at Cajsa også ville få (hvilket hun også gjorde).. Men Jeg satte mig ind for at gøre alt det rigtige denne gang, og det gjorde jeg! Jeg klarede den! Og jeg har nydt, nydt, NYDT den tid jeg har været så heldig at få med Cajsa, som jeg ikke fik med Isabella dengang..
Nu nyder jeg tiden med dem begge to, og prøver på ikke at tænke for meget på den tid jeg ikke kan få igen, men tænker på den tid jeg får, og de oplevelser jeg får nu. Som mit første forældremøde i skolen, hvilket var ret vildt 
Det har været hårdt at gå fra at være weekend mor, til fuldtidsmor for ét spædbarn, til fuldtidsmor til 2, i løbet af 6 mdr, men nu er der endelig langt om længe ved at komme ro på, og mere overskud i hverdagen..
Det har været 2 vidt forskellige forventninger jeg har haft, hvor jeg nok var lidt for drømmende den første gang, uden sans for virkelighedens verden, til anden gang, hvor jeg ramte nogenlunde plet 
