Enlig mor og donorbaby?

Vial skriver:

Jeg er overbevist om, at der er en kæmpe forskel på at ikke kende sin bio-far groft sagt fordi han har valgt fra og så til at være et 100 pct ønskebarn lavet ved hjælp af donorsæd, som en sød mand donerer så fx enlige kvinder også kan opleve den gave - ja, måske det essentielle her i livet - at blive mor.

Vi lever i en singlekultur, hvor man må tænke nyt for at blive ved at få børn. De allerfæreste selvvalgte enlige mødre ønskede, at opleve det at blive mor alene uden en dejlig mand. Det er bare vilkårene for flere og flere kvinder i vores samfund.

Der vil komme identitetskrise i større eller mindre grad hos et donorbarn. Mit håb er, at de vil omgås ligesindede og jeg som mor vil kunne forklare, at det vigtigste er at være så elsket og ønsket som det er.

Manderoller/faderrolle skal børnene nok få. Jeg mødte min super engagerede kæreste, da børnene var et års tid.

Det tror jeg også der bestemt er...

Er selv vokset op uden at kende min far.. Jeg skulle have været en plet på lagnet, men blev det ikke, og han valgte (læs: blev mere eller mindre tvunget af sin nye kæreste" til)l at vælge mig fra.. Han har dog betalt børnepenge, og vedkendt sig det på den måde..

Jeg vil ikke sige at jeg har haft en identitetskrise, men tror også det handler om at det altid har været et meget åben emne, hvis jeg ville snakke om det, så var det "tilladt" at spøge.. Fik en dagbog da jeg var 10 år, hvor jeg fik at vide at hvis jeg havde behov for at fortælle ham nogle ting, kunne jeg skrive det i den til ham, så havde en slags dagbog til min far.. Der kunne jeg skrive mine tanker, følelser osv ned. Jeg skrev i den i 2 år, hvor jeg selv uden indblanding selv fik skrevet farvel og affundet med det lige så stille i mit eget tempo..

Selvfølgelig var der tidspunkter hvor jeg "savnede" ham osv.. Men det jeg vil frem til at jeg tror jeg hellere vil have været et donorbarn og vide at jeg var så meget ønsket at jeg kom til verden på den måde, end at jeg kom til verden med en far der ikke vil kendes ved mig..

dorthemus skriver:



Og du tror ikke "man" har gjort alt for at finde manden ar få de børn med??? Synes det er en ærgelig bemærkning at komme med i et ellers godt og sagligt indlæg

Meget enig, Dorthe. Vi to har da i hvert fald gjort vores for at finde en partner.

Jeg går udfra at ts også fordømmer skilsmisse familier, hvor der heller ikke er to voksne til at kommunikere sammen!!!

Hej ts. Har ikke læst alle indlægene men skriver lige alligevel:

Du snakker op adoption. Jeg er ikke så meget inde i det, men synes at have læst at det er hammer, hammer dyrt og tager mange år inden man får et barn. Hvis man er midt i 30erne f(fordi man har ventet på den eneste ene) Har man jo ikke alle de år til at vente i og der er sikkert også forskel på om man har råd til at betale måske 3000-4000 kr. til inseminering og til måske 70.000 kr adoption.

Jeg er enig i dig i, at jeg altid synes det bedste vil være med en mor og en far der har et godt forhold sammen. Og selv hvis man bliver skilt vil barnet jo så have en far-figur. Så på den måde er vi enige om at det er det bedste. Men det er de fleste som benytter doner nok også enig i, men når tingene ofte ikke går som man forventer, så synes jeg stadigvæk det er dejligt at singlekvinder og lesbiske også får lov til at være forældre. Dog tænker jeg (håber ikke jeg fornærmer nogle) at jeg alrig selv ville benytte doner hvis jeg f.eks var i midt tyverne. Så ville jeg vente og se om mr. right ikke kom fobi indenfor de næste 6-7 år og dermed kunne give mit barn en familie/far.

Men jeg synes ikke, at man kan sige at enlige bare skal adoptere for det kan alle jo i princippet (også dig hvis du en dag vælger at få børn)

Men én ting med børn er at de jo alle er elskede: Børn i kernefamilier, skilsmissefamilier, donerbørn og aopdtionsbørn

dorthemus skriver:

Og du tror ikke "man" har gjort alt for at finde manden ar få de børn med??? Synes det er en ærgelig bemærkning at komme med i et ellers godt og sagligt indlæg

Jo, jeg ved jo nu at nogle har! Men jeg ved at det ikke er alle der gør det. Og for en kommende mors skyld synes jeg også hun bør vide at hun muligvis skal stå til ansvar for det hvis barnet en dag synes han/hun mangler sin far.

Men igen, det er dejligt at høre at der også er nogle der tænker over det. Jeg synes man skal tænke sig om før man sætter et barn i verden, med eller uden far. Men at alle skal overveje hvad man på forhånd vælger for barnet. Der er jo desværre også par der ikke altid kan tilbyde barnet alt.

tinasmor skriver:

Hej ts. Har ikke læst alle indlægene men skriver lige alligevel:

Du snakker op adoption. Jeg er ikke så meget inde i det, men synes at have læst at det er hammer, hammer dyrt og tager mange år inden man får et barn. Hvis man er midt i 30erne f(fordi man har ventet på den eneste ene) Har man jo ikke alle de år til at vente i og der er sikkert også forskel på om man har råd til at betale måske 3000-4000 kr. til inseminering og til måske 70.000 kr adoption.

Jeg er enig i dig i, at jeg altid synes det bedste vil være med en mor og en far der har et godt forhold sammen. Og selv hvis man bliver skilt vil barnet jo så have en far-figur. Så på den måde er vi enige om at det er det bedste. Men det er de fleste som benytter doner nok også enig i, men når tingene ofte ikke går som man forventer, så synes jeg stadigvæk det er dejligt at singlekvinder og lesbiske også får lov til at være forældre. Dog tænker jeg (håber ikke jeg fornærmer nogle) at jeg alrig selv ville benytte doner hvis jeg f.eks var i midt tyverne. Så ville jeg vente og se om mr. right ikke kom fobi indenfor de næste 6-7 år og dermed kunne give mit barn en familie/far.

Men jeg synes ikke, at man kan sige at enlige bare skal adoptere for det kan alle jo i princippet (også dig hvis du en dag vælger at få børn)

Men én ting med børn er at de jo alle er elskede: Børn i kernefamilier, skilsmissefamilier, donerbørn og aopdtionsbørn

Jeg ved ikke om indlægget er til mig?? Eller en anden.

Men jeg HAR børn og jeg håber også at kunne adoptere engang. Hvilket gså er et kæmpe ansvar fordi det være børn der har haft en svær start.

Mit spørgsmål går mere på hvorfor man vælger at undfange et barn på vilkår hvor barnet allerede så tidligt kommer til at mangle en far. Fordi det, som nævnt, kan betyde rigtigt meget for en person i løbet af livet.

Men jeg er enig, jeg synes adoption skulle være nemmere og alligevel bedre for alle.
Det er jo afhængigt af personlig opfattelse, men jeg ville ikke have hjerte til at være donor fx fordi det har betydet meget for mig at jeg kunne finde ud af hvor jeg kom fra.
Der var en der nævnte at hvis man ikke selv kan få børn og ikke har en partner eller lignende. Men så er det jo også sådan at man skal kunne give enten æg eller sæd for at kunne få donorhjælp, da man mener barnet skal have mulighed for i det mindste at kende 50% af sin biologiske baggrund.

At jeg ikke personligt forstår det og åbenbart aldrig kommer til det betyder jo ikke at jeg synes nogle er dårlige mødre fordi de vælger anderledes, det lader jo til at det netop er kompetente og kærlige mødre der vælger at få donorbabyer. Og det er da dejligt at vide!

FamilenStorm skriver:

Det tror jeg også der bestemt er...

Er selv vokset op uden at kende min far.. Jeg skulle have været en plet på lagnet, men blev det ikke, og han valgte (læs: blev mere eller mindre tvunget af sin nye kæreste" til)l at vælge mig fra.. Han har dog betalt børnepenge, og vedkendt sig det på den måde..

Jeg vil ikke sige at jeg har haft en identitetskrise, men tror også det handler om at det altid har været et meget åben emne, hvis jeg ville snakke om det, så var det "tilladt" at spøge.. Fik en dagbog da jeg var 10 år, hvor jeg fik at vide at hvis jeg havde behov for at fortælle ham nogle ting, kunne jeg skrive det i den til ham, så havde en slags dagbog til min far.. Der kunne jeg skrive mine tanker, følelser osv ned. Jeg skrev i den i 2 år, hvor jeg selv uden indblanding selv fik skrevet farvel og affundet med det lige så stille i mit eget tempo..

Selvfølgelig var der tidspunkter hvor jeg "savnede" ham osv.. Men det jeg vil frem til at jeg tror jeg hellere vil have været et donorbarn og vide at jeg var så meget ønsket at jeg kom til verden på den måde, end at jeg kom til verden med en far der ikke vil kendes ved mig..

Det er jo altid dejligt at få historien fra en anden vinkel  

Og som din historie viser, så er det jo en personlig ting for alle hvordan man føler, men jeg tror ikke man kan afvise at det for nogle børn vil føles som et tab.

Christine skriver:

Jeg var bestemt ønsket og elsket af min far, selv om jeg ikke så ham fra jeg var 3 til jeg var 17!! Og det betød netop alverden for mig at møde ham og finde ud af at jeg ikke bare var et uheld, eller et onenightstand eller en tikfældighed. At han faktisk kendte min mor og at de havde en historie osv.

At jeg ikke kan med min far er hvad det er, men for mig har det været meget svært at forstå hvor jeg kom fra og hvem jeg var på trods af en engageret stedfar osv.

Og jeg forstår bestemt godt at man kan være "desperat" efter at få børn, jeg forstår bare ikke at man så ikke gør alt for at finde en at få det med
Jeg tænker at det giver meget for vores børn at se hvordan vi kommunikerer som to voksne mennesker, hvorfor jeg også synes det er en fordel at vi er to.

I det hele taget er der mange argumenter der i MINE øjne gør det lidt betænkeligt at man bare får donorbørn i stedet for at give sine børn en familie. Det er altså værd at kæmpe for, synes jeg. En anden ting er at det er svært at debattere fordi sådan en som jeg altid får smidt i hoevdet at jeg jo er så ung, så jeg kan ikke sætte mig ind i det, samt at jeg jo HAR børn så jeg forstår det ikke.
Jeg mener at det der gør at jeg netop synes jeg forstår det er fordi jeg aktivt har valgt at få børn imens alderen er med mig og planlagt ud fra at vi netop var to om det og det har jeg vurderet var mest ønskeligt. Fordi jeg VED hvordan det er at bo med kun en mor og ikke at vide hvordan far ser ud eller hvor han er.
Og det med "faderfigur skal de nok få" det får de jo så kun hvis man er ekstra opmærksom på det.

Jeg vil ikke sige at noget er forkert og rigtigt, men jeg synes bare det virker som en meget stor beslutning man tager på vegne af sit barn (allerede før det er undfanget) og det virker altså ldt skødesløst nogle gange. Så jeg håber bare at mødre til donorbørn ikke glemmer eller ignorerer at det faktisk ER en stor ting som KAN betyde rigtigt meget for barnet igennem hele hans/hendes liv. Derfor må det jo også være ekstra hårdt for moderen, hvis der altid skal kompenseres (hvilket jeg netop argumenterer for at der skal) og jeg har da mødt nogen hvor jeg virkelig ikke kunne se/høre at der var blevet tænkt over de ting.

Hvis nogen skænker det en ekstra tanke for børnenes skyld, så har denne tråd da ikke levet forgæves

Du underbygger faktisk min påstand.

I og med, at det betød alverden for dig at møde ham for at finde ud af, at du "ikke bare var et uheld, eller et onenightstand eller en tilfældighed".

Et donorbarn går ikke fra det er 3-17 år og er i tvivl om deres far har ønsket og elsket dem. De er bevist om, at der er doneret sæd, så deres mor fik det højt elskede og ønskede barn. Kan du se forskellen?

Du var et fravalg (enten pga din mor eller far). Et donorbarn er et 100 pct tilvalg.

Du skal passe på med at hive dine egne følelser og erfaringer ned over, hvad et donorbarn må føle.

En ting som uden tvivl vil plage i større eller mindre grad et donorbarn er selvfølgelig biologien. Der render en mand rundt et sted, som er biologisk ophav. Tænker han på mig? Har jeg halvsøskende? Hvordan ser han ud? Er han sjov? Klog? Osv.

Det er man som mor klar over. Det er noget som man skal gøre op med sig selv, om man vil give sit barn den udfordring. Er man kommet frem til, at man har så meget at tilbyde et barn, at man kan forsvare sin handling. Livet er så meget mere end at have en biologisk far. Det er en af de ting, som jeg vil fokusere på.

At du hentyder, at det er en overilet beslutning at blive mor til et donorbarn er helt forkert. I hvert fald i de fleste tilfælde. En typisk mor til et donorbarn er i midt/slut 30'erne. Dvs. man har nok gjort sig nogle overvejelser i nogle år - plus man har forsøgt at finde en parnter at få børn med.

Det er ikke som at få en tatovering. Det kræver nosser at møde op på en klinik og lade sig inseminere. At forklare, argumentere og til tider forsvare overfor sin familie, venner og kollegaer. Det er ikke bare noget man gør...

Jeg mener, at du selvfølgelig har ret til at have din mening, og du skal da ikke dømmes uden for debatten fordi du selv er ung og har fået et par børn. Vil dog sige, at jeg alligevel tænker, at du er "ung og har fået børn", når jeg læser din ignorante udtalelse om, at man bør gøre alt for at finde en at få dem med!!! Doooh!! Tror du, at vi har siddet hjemme på vores værelse til vi var 32 år, og så gået direkte op på en klinik?

Selvfølgelgi er det en fordel at være to voksne om et barn. Samfundet i dag byder bare på rigtig mange enlige forældre. Donorbørn og skilsmissebørn. De fleste børn har dog heldigvis rig lejlighed til at opleve deres mor i samspil med andre voksne.

Din tråd er relevant. Det er dejligt at få mulighed for at forklare sig. Jeg vil dog mene, at vi der vælger at få donorbørn har tænkt os om maaange maaaange gange inden vi tog det store skridt at blive mor.

 

 

tinasmor skriver:

Hej ts. Har ikke læst alle indlægene men skriver lige alligevel:

Du snakker op adoption. Jeg er ikke så meget inde i det, men synes at have læst at det er hammer, hammer dyrt og tager mange år inden man får et barn. Hvis man er midt i 30erne f(fordi man har ventet på den eneste ene) Har man jo ikke alle de år til at vente i og der er sikkert også forskel på om man har råd til at betale måske 3000-4000 kr. til inseminering og til måske 70.000 kr adoption.

Jeg er enig i dig i, at jeg altid synes det bedste vil være med en mor og en far der har et godt forhold sammen. Og selv hvis man bliver skilt vil barnet jo så have en far-figur. Så på den måde er vi enige om at det er det bedste. Men det er de fleste som benytter doner nok også enig i, men når tingene ofte ikke går som man forventer, så synes jeg stadigvæk det er dejligt at singlekvinder og lesbiske også får lov til at være forældre. Dog tænker jeg (håber ikke jeg fornærmer nogle) at jeg alrig selv ville benytte doner hvis jeg f.eks var i midt tyverne. Så ville jeg vente og se om mr. right ikke kom fobi indenfor de næste 6-7 år og dermed kunne give mit barn en familie/far.

Men jeg synes ikke, at man kan sige at enlige bare skal adoptere for det kan alle jo i princippet (også dig hvis du en dag vælger at få børn)

Men én ting med børn er at de jo alle er elskede: Børn i kernefamilier, skilsmissefamilier, donerbørn og aopdtionsbørn

Jeg er helt enig i dit indlæg.

Jeg møder nogle gange det spørgsmål, hvorfor jeg ikke adopterede i stedet for.. Der er jo så mange børn ude i verden.

Der er to grunde:

Jeg ville ikke kunne adoptere pga jeg fik gigt som 6 årig.

Jeg vil rigtig gerne opleve at bære og føde mit eget barn.

Vial skriver:

Du underbygger faktisk min påstand.

I og med, at det betød alverden for dig at møde ham for at finde ud af, at du "ikke bare var et uheld, eller et onenightstand eller en tilfældighed".

Et donorbarn går ikke fra det er 3-17 år og er i tvivl om deres far har ønsket og elsket dem. De er bevist om, at der er doneret sæd, så deres mor fik det højt elskede og ønskede barn. Kan du se forskellen?

Du var et fravalg (enten pga din mor eller far). Et donorbarn er et 100 pct tilvalg.

Du skal passe på med at hive dine egne følelser og erfaringer ned over, hvad et donorbarn må føle.

En ting som uden tvivl vil plage i større eller mindre grad et donorbarn er selvfølgelig biologien. Der render en mand rundt et sted, som er biologisk ophav. Tænker han på mig? Har jeg halvsøskende? Hvordan ser han ud? Er han sjov? Klog? Osv.

Det er man som mor klar over. Det er noget som man skal gøre op med sig selv, om man vil give sit barn den udfordring. Er man kommet frem til, at man har så meget at tilbyde et barn, at man kan forsvare sin handling. Livet er så meget mere end at have en biologisk far. Det er en af de ting, som jeg vil fokusere på.

At du hentyder, at det er en overilet beslutning at blive mor til et donorbarn er helt forkert. I hvert fald i de fleste tilfælde. En typisk mor til et donorbarn er i midt/slut 30'erne. Dvs. man har nok gjort sig nogle overvejelser i nogle år - plus man har forsøgt at finde en parnter at få børn med.

Det er ikke som at få en tatovering. Det kræver nosser at møde op på en klinik og lade sig inseminere. At forklare, argumentere og til tider forsvare overfor sin familie, venner og kollegaer. Det er ikke bare noget man gør...

Jeg mener, at du selvfølgelig har ret til at have din mening, og du skal da ikke dømmes uden for debatten fordi du selv er ung og har fået et par børn. Vil dog sige, at jeg alligevel tænker, at du er "ung og har fået børn", når jeg læser din ignorante udtalelse om, at man bør gøre alt for at finde en at få dem med!!! Doooh!! Tror du, at vi har siddet hjemme på vores værelse til vi var 32 år, og så gået direkte op på en klinik?

Selvfølgelgi er det en fordel at være to voksne om et barn. Samfundet i dag byder bare på rigtig mange enlige forældre. Donorbørn og skilsmissebørn. De fleste børn har dog heldigvis rig lejlighed til at opleve deres mor i samspil med andre voksne.

Din tråd er relevant. Det er dejligt at få mulighed for at forklare sig. Jeg vil dog mene, at vi der vælger at få donorbørn har tænkt os om maaange maaaange gange inden vi tog det store skridt at blive mor.

 

 

Et hammergodt svar på et godt indlæg! Spændende debat, hvis den fortsat kan holdes saglig 

Hej. Jeg har tænkt meget over det at flere og flere kvinder (så vidt jeg ved går det den vej) vælger at få et barn med en anonym donor. Jeg har selv undværet min far til jeg var omkring 17 og det betød alverden for mig at kunne finde ud af hvem han var.
Desuden synes jeg det har været hårdt, selve det at mangle en far. Derfor kunne JEG aldrig vælge at få et barn på den måde. Desuden så er der jo også lidt det med at der jo i forvejen er så mange børn i verden der har problemer og kunne trænge til at blive adopteret, så derfor forstår jeg ikke helt hvorfor man skulle vælge at få "lavet" et barn der allerede fra start har den ulempe at han/hun aldrig får at vide hvem far er (og muligvis ikke har en faderfigur fra starten af sit liv).
Hvad synes andre? Er der nogen der har samme eller anden mening?

Jeg ville egentlig skrive som anonym, men jeg synes alligevel jeg må stå ved min holdning som jo er som den er. Jeg håber ikke jeg bliver lynchet.
Indlægget skal iøvrigt helst ikke støde nogen, men jeg håber da at kvinder der overvejer at få et donorbarn som enlige alligevel vil overveje de ulemper der kan være for BARNET

jeg må indrømme at jeg blankt tror mit liv havde været en hel del lettere som donorbarn.

blot fordi man tror man har fundet manden i sit liv, er det sgu ikke sikkert han er gjort af det der kaldes normalt stof.

jeg er personligt ked af at kende min far, have levet med ham og vide han stadig er i live og har mulighed for at kontakte mig og mine børn. jeg bruger meget tid på at vide hvor han er, så jeg kan holde mine børn og migselv på afstand af ham. så blot fordi man har været 2 om barnet, er det ikke sikkert at det er lykken

havde jeg ikke fået mine børn, havde jeg også valgt at få et donorbarn når jeg nåede slut 30érne.

men fordi man er 2 om at lave/få barnet er det jo ikke ensbetydende med et langt og lykkeligt liv, min søn er delebarn og det sgu ikke lykken for nogen, men det hans liv og de besdste vilkår han kan få.

jeg har stor respekt for de kvinder, som tør tage det skridt alene, jeg tror bestemt ikke det har været nemt, eller er nemt, jeg tror de har langt flere bekymringer for deres børn og deres opvækst, end os der der lever som *kernefamilien*