Enlig mor og donorbaby?

Hej. Jeg har tænkt meget over det at flere og flere kvinder (så vidt jeg ved går det den vej) vælger at få et barn med en anonym donor. Jeg har selv undværet min far til jeg var omkring 17 og det betød alverden for mig at kunne finde ud af hvem han var.
Desuden synes jeg det har været hårdt, selve det at mangle en far. Derfor kunne JEG aldrig vælge at få et barn på den måde. Desuden så er der jo også lidt det med at der jo i forvejen er så mange børn i verden der har problemer og kunne trænge til at blive adopteret, så derfor forstår jeg ikke helt hvorfor man skulle vælge at få "lavet" et barn der allerede fra start har den ulempe at han/hun aldrig får at vide hvem far er (og muligvis ikke har en faderfigur fra starten af sit liv).
Hvad synes andre? Er der nogen der har samme eller anden mening?

Jeg ville egentlig skrive som anonym, men jeg synes alligevel jeg må stå ved min holdning som jo er som den er. Jeg håber ikke jeg bliver lynchet.
Indlægget skal iøvrigt helst ikke støde nogen, men jeg håber da at kvinder der overvejer at få et donorbarn som enlige alligevel vil overveje de ulemper der kan være for BARNET

Måske et følsomt emne

KAn godt forstå din holdning.

Men tror de fleste der vælger og få et barn med en ano doner er for og opleve hele graviditeten. Men unden og vide det. Og et adopteret barn får man jo heller ikke lige fra fødslen.

HEr hjemme står vi tit i den situation hvor tammie spørg mig kunne jeg godt lide det eller kunne jeg og har jeg haft. Hvor jeg ikke kan svare på det og far ikke kan huske det.. det gør ondt ikke og kunne svare hende på det. Og det er der kun en der kan. Men hun viser ikke den vilde interasse for sit barn

MEN når det så er sagt, ville jeg elske og adoptere en lille krøltop. Hvis jeg ikke selv kunne have fået børn...

For jeg har det som dig, der er mange børn i verden der kunne bruge et nyt liv. Og tænker også tit sådan når man læser om dem der mishandler deres børn... Også på dem der kæmper for og få et lille vidunder Også er det så let for nogen og få noget de enlig ikke vil have

Christine skriver:

Hej. Jeg har tænkt meget over det at flere og flere kvinder (så vidt jeg ved går det den vej) vælger at få et barn med en anonym donor. Jeg har selv undværet min far til jeg var omkring 17 og det betød alverden for mig at kunne finde ud af hvem han var.
Desuden synes jeg det har været hårdt, selve det at mangle en far. Derfor kunne JEG aldrig vælge at få et barn på den måde. Desuden så er der jo også lidt det med at der jo i forvejen er så mange børn i verden der har problemer og kunne trænge til at blive adopteret, så derfor forstår jeg ikke helt hvorfor man skulle vælge at få "lavet" et barn der allerede fra start har den ulempe at han/hun aldrig får at vide hvem far er (og muligvis ikke har en faderfigur fra starten af sit liv).
Hvad synes andre? Er der nogen der har samme eller anden mening?

Jeg ville egentlig skrive som anonym, men jeg synes alligevel jeg må stå ved min holdning som jo er som den er. Jeg håber ikke jeg bliver lynchet.
Indlægget skal iøvrigt helst ikke støde nogen, men jeg håber da at kvinder der overvejer at få et donorbarn som enlige alligevel vil overveje de ulemper der kan være for BARNET

Tjaaa..jeg kender så også rigtigt mange som rent ud siger, at de helst ville have været foruden deres fædrende ophav, også nogle der også først fik kontakt med deres far, da de var i samme alder som du og ville ønske at de aldrig havde fået kontakten.
Så jeg tror helt ærligt, at det er noget moderen må afgøre.

For mit eget vedkommende, så er jeg pro-donorbørn, og hvis ikke jeg havde fået børn selv, og var nået en vis alder, så ville jeg helt sikkert have gået samme vej.

Kærligst
Sussie

Christine skriver:

Hej. Jeg har tænkt meget over det at flere og flere kvinder (så vidt jeg ved går det den vej) vælger at få et barn med en anonym donor. Jeg har selv undværet min far til jeg var omkring 17 og det betød alverden for mig at kunne finde ud af hvem han var.
Desuden synes jeg det har været hårdt, selve det at mangle en far. Derfor kunne JEG aldrig vælge at få et barn på den måde. Desuden så er der jo også lidt det med at der jo i forvejen er så mange børn i verden der har problemer og kunne trænge til at blive adopteret, så derfor forstår jeg ikke helt hvorfor man skulle vælge at få "lavet" et barn der allerede fra start har den ulempe at han/hun aldrig får at vide hvem far er (og muligvis ikke har en faderfigur fra starten af sit liv).
Hvad synes andre? Er der nogen der har samme eller anden mening?

Jeg ville egentlig skrive som anonym, men jeg synes alligevel jeg må stå ved min holdning som jo er som den er. Jeg håber ikke jeg bliver lynchet.
Indlægget skal iøvrigt helst ikke støde nogen, men jeg håber da at kvinder der overvejer at få et donorbarn som enlige alligevel vil overveje de ulemper der kan være for BARNET

Christine skriver:

Hej. Jeg har tænkt meget over det at flere og flere kvinder (så vidt jeg ved går det den vej) vælger at få et barn med en anonym donor. Jeg har selv undværet min far til jeg var omkring 17 og det betød alverden for mig at kunne finde ud af hvem han var.
Desuden synes jeg det har været hårdt, selve det at mangle en far. Derfor kunne JEG aldrig vælge at få et barn på den måde. Desuden så er der jo også lidt det med at der jo i forvejen er så mange børn i verden der har problemer og kunne trænge til at blive adopteret, så derfor forstår jeg ikke helt hvorfor man skulle vælge at få "lavet" et barn der allerede fra start har den ulempe at han/hun aldrig får at vide hvem far er (og muligvis ikke har en faderfigur fra starten af sit liv).
Hvad synes andre? Er der nogen der har samme eller anden mening?

Jeg ville egentlig skrive som anonym, men jeg synes alligevel jeg må stå ved min holdning som jo er som den er. Jeg håber ikke jeg bliver lynchet.
Indlægget skal iøvrigt helst ikke støde nogen, men jeg håber da at kvinder der overvejer at få et donorbarn som enlige alligevel vil overveje de ulemper der kan være for BARNET

Jeg er også én af dem der har valgt at få barn med donor... I mit tilfælde anonym.. Grunden til jeg har anonym donor, er fordi jeg er under lægelig behandling og læger må ikke inseminere med åben donor.. Skod regel? JA! Men sådan er det nu engang..

Jeg er 100 % afklaret med, at der VIL komme spørgsmål når den er stor nok og jeg vil kunne forklarer hvorfor jeg har det valg OG stå 100 % inde for mit valg..
Ja, der vil komme et savn fra det biologiske ophav, og et savn ikke at vide hvor det kommer fra, fra begge sider.. Men med tiden vil den få en far, for ingen tvivl om at jeg nok skal finde en mand en dag..

Når de spørgsmål en dag kommer, vil jeg hive min æske frem, i den æske er der notater, "dagbøger" over hvert besøg på klinikken, tanker jeg havde inden jeg besluttede mig endeligt, tanker før, under og efter behandlinger.. Donorene er skrevet ned ALT!

Så den vil ikke være i tvivl om, at den fuldt ud er et ønskebarn, selvom vi ikke har været 2 om det..

Vedr. adoption, så har dette altid været et ønske fra min side, fra jeg var helt lille.. Men det er ikke en mulighed for mig, da jeg har astma og PCOS, så må man ikke adoptere - HAR undersøgt mulighederne..

SussieThyssen skriver:

Tjaaa..jeg kender så også rigtigt mange som rent ud siger, at de helst ville have været foruden deres fædrende ophav, også nogle der også først fik kontakt med deres far, da de var i samme alder som du og ville ønske at de aldrig havde fået kontakten.
Så jeg tror helt ærligt, at det er noget moderen må afgøre.

For mit eget vedkommende, så er jeg pro-donorbørn, og hvis ikke jeg havde fået børn selv, og var nået en vis alder, så ville jeg helt sikkert have gået samme vej.

Kærligst
Sussie

Nu var/er min far heller ikke som sådan en person at råbe hurra for, men jeg valgte selv at jeg ikke ville holde forbindelsen med ham. Og jeg er sikker på at hvis min mor havde holdt ham skjult/hemmelig for mig (hvis hun kunne) selv om det bare var for min egen skyld, så ville jeg aldrig kunne tilgive hende.

Jeg tror måske man skal have prøvet det for at kunne forklare hvordan det føles, men jeg ved at der var en god grund til at jeg ikke så min far i så lang tid og det betød enormt meget for mig trods alt at vide hvor jeg kommer fra.. ved ikke om det giver mening.

Det er i hvert fald en kæmpe ting for mig at mine drenge har en far - en rigtig far

Mor til 2, snart 3 skriver:

KAn godt forstå din holdning.

Men tror de fleste der vælger og få et barn med en ano doner er for og opleve hele graviditeten. Men unden og vide det. Og et adopteret barn får man jo heller ikke lige fra fødslen.

HEr hjemme står vi tit i den situation hvor tammie spørg mig kunne jeg godt lide det eller kunne jeg og har jeg haft. Hvor jeg ikke kan svare på det og far ikke kan huske det.. det gør ondt ikke og kunne svare hende på det. Og det er der kun en der kan. Men hun viser ikke den vilde interasse for sit barn

MEN når det så er sagt, ville jeg elske og adoptere en lille krøltop. Hvis jeg ikke selv kunne have fået børn...

For jeg har det som dig, der er mange børn i verden der kunne bruge et nyt liv. Og tænker også tit sådan når man læser om dem der mishandler deres børn... Også på dem der kæmper for og få et lille vidunder Også er det så let for nogen og få noget de enlig ikke vil have

Jeg kan kun sige at jeg ville have haft det ligesom Tammie   Men jege r glad for at det var min far jeg skulle undvære, når det nu skulle være sådan...

Og jeg er enig mht. adopterede børn! Selvfølgelig er der mange fordele OG ulemper.

dorthemus skriver:

Jeg er en af de kvinder der har valgt at få barn med donor...ikke mit førstevalg, men har aldrig fortrudt min beslutning Jeg havde overvejet det gennem flere år og kan sagtens stå inde for min beslutning og se min datter i øjnene når hun begynder at stille spørgsmål Jeg er dog enig med dig mht brugen af anonyme donorer. Har selv valgt en åben for min datters skyld.

Okay jeg var slet ikke klar over at man kunne vælge en åben donor, så det er jo skønt at lære noget   Hvad betyder det helt præcist?

Og så synes jeg selvfølgelig det er en rigtig god ide, fordi jeg ved at man har mange spørgsmål og overvejelser om hvor man "kommer fra".

Tutter skriver:

Jeg er også én af dem der har valgt at få barn med donor... I mit tilfælde anonym.. Grunden til jeg har anonym donor, er fordi jeg er under lægelig behandling og læger må ikke inseminere med åben donor.. Skod regel? JA! Men sådan er det nu engang..

Jeg er 100 % afklaret med, at der VIL komme spørgsmål når den er stor nok og jeg vil kunne forklarer hvorfor jeg har det valg OG stå 100 % inde for mit valg..
Ja, der vil komme et savn fra det biologiske ophav, og et savn ikke at vide hvor det kommer fra, fra begge sider.. Men med tiden vil den få en far, for ingen tvivl om at jeg nok skal finde en mand en dag..

Når de spørgsmål en dag kommer, vil jeg hive min æske frem, i den æske er der notater, "dagbøger" over hvert besøg på klinikken, tanker jeg havde inden jeg besluttede mig endeligt, tanker før, under og efter behandlinger.. Donorene er skrevet ned ALT!

Så den vil ikke være i tvivl om, at den fuldt ud er et ønskebarn, selvom vi ikke har været 2 om det..

Vedr. adoption, så har dette altid været et ønske fra min side, fra jeg var helt lille.. Men det er ikke en mulighed for mig, da jeg har astma og PCOS, så må man ikke adoptere - HAR undersøgt mulighederne..

Ok det er da skønt at du havde lysten til at adoptere. Måske får jeg muligheden engang. Men ja, det er rimeligt svært at "bestå" som adoptivforælder.

Jeg er helt sikker på alle donorbørn er ønskebørn, slet ikke noget der. Men det er man jo ikke fra faderens side som donorbarn (tænker jeg) og jeg var ønsket fra begge sider, det var bare uvisheden tror jeg...
For mig var det ikke det samme med en stedfar, selv om han har fungeret som far og sådan. Og slet ikke fordi han har "sine egne" (biologiske) børn.

Dejligt du ville fortælle om din situation, det er jo altid godt at få udvidet sin horisont.