At give og modtage komplimenter

Inspireret af "Er du smuk?"-debatten opretter jeg lige denne 

Hvordan har du det med komplimenter? Både dét at give andre komplimenter og selv at modtage dem - både for ting som udseende, handlinger eller f.eks. kreativitet.

 

Jeg har altid haft svært ved at modtage komplimenter...også selvom jeg måske godt ved at de er oprigtige og at der er hold i dem. Da jeg var yngre kunne jeg næsten blive paranoid og skidt tilpas hvis jeg fik for megen ros - samtidig med at jeg naturligvis var lidt stolt indeni.

Efterhånden er jeg blevet bedre til at modtage dem - selvom jeg stadig øver mig i at blive bedre. 
Hvis jeg bliver alt for forlegen har jeg lært bare at sige "tak" hvis nogen giver mig en kompliment

Det værste jeg kan gøre er at begynde at benægte, bortforklare eller skifte emne.

Jeg er til gengæld rigtig god til at give komplimenter og elsker at gøre det
Og sådan rent spontant gør jeg det kun hvis jeg mener det (der er ikke noget værre end åbenlyse medlidenheds/trøste-komplimenter) 

 

Hvordan har I det?

Åha... Jamen er blevet bedre til at modtage mht udseendet. Men stadig med rødmen og lillepigen-tendenser med at kigge væk og rødme! Eller bortforklaringer. Mit profilbillede fik en kommentar af frøken J, at det altså var meningen at man skulle se træt og udkørt ud som nybagt mor, og at det var typisk mig bare at ligne en "modella" og straks skrev jeg, at Tristan havde sovet godt, og jeg havde været i bad og at min kæreste lige var heldig! Og jeg skulle forestille at blive 28 i næste måned?!?! Så sig dog tak kvinde! Men mine kreative sider som mit arbejder også spillet meget på, der skal jeg nok få sagt tak og føle mig 10 cm højere, fordi jeg ér jo dygtig! Ellers ville jeg jo ikke have så mange faste kunder, der blev triste, da jeg skulle på barsel!

SjeBets skriver:

Har det som du beskriver det, jeg er god til selv at give komplimenter, men bliver paranoid hvis jeg får nogle, eller så slår jeg dem hen. det frustere min kæreste meget at jeg gør det. Men roser du det jeg laver på job, så er jeg sq nok lidt arogant, ærligt talt, fordi jeg VED jeg er god til det jeg laver. Men jeg knokler også for at være god til det. Fordi så har jeg lidt selvtillid på det punkt 

Sjovt nok, sådan har jeg det også mht. mit arbejde; hvis min chef eller en kollega siger at jeg har udført et godt stykke arbejde (og jeg er enig), så kan jeg godt finde på at sige "tak, det synes jeg egl. også selv" - på den front har jeg ikke de store problemer med at tage imod komplimenter 

Gigl skriver:

Jeg synes jeg jeg er ret god til at give andre komplimenter, når noget fanger mit øje

Jeg er dog  heller ikke selv alt for god til at tage imod komplimenter. Jeg modtager nemlig ofte komplimenter til mine tegninger, når jeg endelig finder tid til at tegne (bl.a. mit profilbillede er en del af en større tegning jeg har lavet..), jeg aner bare aldrig hvad jeg skal svare, ud over et forlegent "tak".

Jeg tror også jeg kan finde på at overhøre et kompliment til mit udseende, fordi jeg ikke selv finder mig direkte smuk

Hvordan modtager man lige et kompliment godt? hehe..

Ja det er vist lidt af en kunst at modtage en kompliment på en god måde... Jeg prøver at øve mig - men "tak" er altid et fint modsvar i mangel af bedre 

for mit vedkommende så afhænger det MEGET af afsender og modtager, hvis jeg stoler på af afsender mener komplementet så bliver jeg beæret og takker pænt.

Hvis jeg skal give komplement har jeg svært ved det hvis modtager ikke selv sætter prsi på mit komplement.

Qoco skriver:

for mit vedkommende så afhænger det MEGET af afsender og modtager, hvis jeg stoler på af afsender mener komplementet så bliver jeg beæret og takker pænt.

Hvis jeg skal give komplement har jeg svært ved det hvis modtager ikke selv sætter prsi på mit komplement.

Det er nemlig også én af grundene til at jeg gerne selv vil blive bedre til at tage imod en kompliment; fordi det kan virke akavet at være afsenderen hvis den ikke bliver godt modtaget.

Men jeg er også helt enig i at det kommer an på hvordan og hvem afsenderen er - og om man kan fornemme at komplimenten er oprigtigt ment.

Jeg synes selv at jeg er ret god til at modtage komplimenter Og jeg ved at jeg også er god til at give. Hvis jeg synes at nogen er sindssygt dygtige eller ser godt ud, så kan jeg ikke tie stille, så skal de anerkendes for det

Til gengæld hader jeg at få forlorne komplimenter. Altså hvor jeg kan mærke at folk kun siger noget pænt fordi de tror de skal. Det gider jeg ikke. Hvis jeg fx ligner crap (og jeg VED at jeg ligner crap) så skal folk ikke sige at jeg ser godt ud, bare for at være flinke. Så lad hellere være med at sige noget. Jeg giver også kun komplimenter jeg mener. 

isabellamor skriver:

jeg har det rigtig svært...

det er sådan en undelig følelse jeg får indeni.. 

fik ikke bekræftelse som barn og som teenager lignede jeg den grimme ælling, så selvtilliden var altid i bund og der kom altså kun komplimenter fra dem omkring mig som jo kendte mig og som kunne lide mig for min person og som syntes det var synd for mig at jeg havde det skidt med mit eget selvværd, og de sagde jo sådan nogle ting for at gøre mig glade, og derfor har jeg altid følte det at få komplimenter som "et plaster på såret" 

selvom komplimenterne er reelle så er det jo også dejligt at få at vide. men det kommer aldrig af sig selv på den måde der som man "går og drømmer om" at blive taget med storm. 

det er mere sådan noget med at hvis jeg ønsker at få et kompliment, og ber om det på en eller anden måde og jeg så får det så føles det ikke rigtigt.. så føltes det så lousy... 

jo jeg oplever det da, og så bliver jeg sådan helt genert og ved ikke hvad jeg skal sige.. 

 

Jeg kender det desværre godt 

Og det er faktisk ikke rart... Ikke at jeg er blevet "pillet ned" derhjemme eller noget, men gennem alle mine teenageår havde jeg enormt lav selvværd/selvtillid og det blev ikke rigtig bygget op via komplimenter før jeg var midt i 20'erne - og så kan det pludselig være rigtig svært at vænne sig til at høre dem.

Det er enormt svært at bygge noget op som har været helt i bund. Jeg var meget overvægtig som teenager og selvom jeg tabte mig 34 kg og var helt normalvægtig, havde jeg stadig svært ved at tro på folk når de sagde at jeg var blevet så slank - for sådan så jeg mig stadig ikke...

Og nej, der er virkelig ikke noget værre end medlidenheds-komplimenter og dem som man nærmest selv ender med af fiske efter - det har bare en endnu værre effekt.

Men jeg øver mig hele tiden, og selvom jeg stadig kan have svært ved at modtage komplimenter der går på mit udseende, så er det blevet bedre.

LunaLykke skriver:

Jeg synes selv at jeg er ret god til at modtage komplimenter Og jeg ved at jeg også er god til at give. Hvis jeg synes at nogen er sindssygt dygtige eller ser godt ud, så kan jeg ikke tie stille, så skal de anerkendes for det

Til gengæld hader jeg at få forlorne komplimenter. Altså hvor jeg kan mærke at folk kun siger noget pænt fordi de tror de skal. Det gider jeg ikke. Hvis jeg fx ligner crap (og jeg VED at jeg ligner crap) så skal folk ikke sige at jeg ser godt ud, bare for at være flinke. Så lad hellere være med at sige noget. Jeg giver også kun komplimenter jeg mener. 

Dejligt at du er god til at modtage komplimenter; det er super positivt og det kunne mange af os lære noget af 

Og er helt enig mht. de forlorne komplimenter; der er ikke noget værre end en kompliment der bare klinger så falsk og lugter langt væk af medlidenhed eller "pligt" 

Wimmie skriver:

Dejligt at du er god til at modtage komplimenter; det er super positivt og det kunne mange af os lære noget af 

Og er helt enig mht. de forlorne komplimenter; der er ikke noget værre end en kompliment der bare klinger så falsk og lugter langt væk af medlidenhed eller "pligt" 

Lige præcis, og den slags komplimenter styrker heller ikke ligefrem ens selvtillid. Det gør oprigtige komplimenter til gengæld

MaybeBaby skriver:

Åha... Jamen er blevet bedre til at modtage mht udseendet. Men stadig med rødmen og lillepigen-tendenser med at kigge væk og rødme! Eller bortforklaringer. Mit profilbillede fik en kommentar af frøken J, at det altså var meningen at man skulle se træt og udkørt ud som nybagt mor, og at det var typisk mig bare at ligne en "modella" og straks skrev jeg, at Tristan havde sovet godt, og jeg havde været i bad og at min kæreste lige var heldig! Og jeg skulle forestille at blive 28 i næste måned?!?! Så sig dog tak kvinde! Men mine kreative sider som mit arbejder også spillet meget på, der skal jeg nok få sagt tak og føle mig 10 cm højere, fordi jeg ér jo dygtig! Ellers ville jeg jo ikke have så mange faste kunder, der blev triste, da jeg skulle på barsel!

Hvor er det positivt at du også er blevet bedre til at modtage - for vi vil jo alle gerne roses og have komplimenter, men når det så bare ender i rødmen og forlegenhed, så bliver det pludselig lidt akavet 

Og det er også enormt positivt at kunne rose sig selv og sige til sig selv at man er god nok - både til sit arbejde og generelt... Og det er kun dejligt selv at kunne se sig selv som værende lækker når man føler sig sådan