Jer der er bange for nåle.

Muhmi skriver:

Jeg har tidligere været ekstremt bange for nåle... Skulle have en stivkrampe fordi jeg var blevet bidt af en hugorm i Sverige, da jeg var fjorten, der skulle 4 sygeplejesker til at holde mig nede i 5 minutter med intens kamp for at komme væk fra den nål, før jeg udmattet gav op og bare fik den......

Det jeg var og stadig er bange for, er at det gør ondt, at der er noget der trænger igennem min hud uden at det er under min kontrol....

Skal så lige hilses at siges at jeg op til flere gange er piercet og tattoveret... uden at have været bange overhovedet for nålen dér.... Så tror det er når jeg frivilligt ligger mig til, så er jeg ikke bange for dem, men når det ikke er noget jeg selv bestemmer, så er jeg bange for at det gør ondt...

Stadig når der bliver stukket for at få taget en blodprøve, kigger jeg bare væk... det er blevet bedre med årene efter jeg er begyndt at forklare mig selv at det jo overhovedet ikke gør ondt....

 

Håber det er svar nok

Det er flot af dig at du er kommet så langt siden den stivkrampe!

Babymor2010 skriver:

Nej jeg har intet mærket siden  

Det har jeg heldigvis heller ikke... Men er da bekymret for tummerummen når jeg blir gravid igen engang....

Findusinde skriver:

Dette spørgsmål er ikke for at nedgøre!! Det er MEGET vigtig for mig at understrege...

Jeg stiller det af nysgerrighed og pga af mit fag...

Jer der er bange for nåle... Kan i forklare hvad det er i er bange for?

Jeg læser til SSA på sidste pratik, og det kunne være rigtig interessant for mig at høre hvad det er der gør i er bange, og hvis i skal have taget en blodprøve eller have en indsprøjtning.. Hvad gør dem der skal stikke jer, for at få lov?

Knus fra Annemette

Ofte er det vel frygtelige oplevelser, man har haft, der gør én bange for, at det skal ske igen. Ud over at jeg lææænge efter min 12 års vaccination (tror jeg det var) troede at alle nålestik blev efterfulgt af den der strammende smerte i lang tid, så skulle jeg ikke længe efter op og have lavet en stiktest for allergier. Jeg sidder så ikke særlig gammel og har tårer i øjnene og sygeplejersken siger: "men det gør slet ikke ondt" og prikker sig selv i armen uden at kny. Modvilligt giver jeg hende min arm og hun stikker. (og jeg kan jo godt nu se, at det ikke var fordi, det var vildt smertefuldt, men hun, autoritetsfiguren med nålen, LOVEDE jo, at det ikke ville gøre ondt. Så hvad gør jeg, da det alligevel sagtens kan mærkes? Jeg giver hende en på siden af hovedet i forskrækkelse. Og nu i mit voksne liv kan jeg mærke, at hjertet altså slår noget hurtigere, når jeg ved, at der skal en nål i mig. Jeg får altid sagt, at ligegyldigt hvad, så skal jeg ikke se nålen. Og i en alder af snart 28, så tager jeg manden med, når min søn, Tristan, skal have sin 3 mdrs vaccination. Tristan ville kunne mærke på mig, at noget var under opsejling, hvis jeg skulle stå alene med ham. Puha og bare tanken om at han skal stikkes. :/ så her er det dårlige oplevelser

Første gang jeg virkelig husker skrækken var da jeg blev indlagt som ca 14 årig og skulle have taget en blodprøve og have lagt drop. Min mor stod meget støttende ved siden af og fortalte at det overhovedet ikke gjorde ondt (forældre bør ikke lyve for deres børn ) Men jo det gjorde sgu ondt!!! først blodprøven, min blodåre rullede, men sygeplejerske blev ved med at stå og rode i min arm men nålen.... av! så kom turen til droppet og det gik egentlig oki, men efter et overstået ekg kom sygeplejersken til at ramme droppet så det gik løs og det skulle sættes i igen... endnu en gang av! Jeg har et liv som er fyld med sprøjter og prøver, og nogengange går jeg stadig i panik... det vigtigste er nok ikke at lyve, da jeg blot blev endnu mere forskrækket da nålen så stak

Findusinde skriver:

Puh, så kan jeg godt nok godt forstå at du er bange for nåle.. Øv for en oplevelse..

Din angst, har den nogensinde bremset dig i noget? F.eks. rejser, pga af vaccination?

nope jeg siger altid min lille remse også går tingene som regel  

Findusinde skriver:

Dette spørgsmål er ikke for at nedgøre!! Det er MEGET vigtig for mig at understrege...

Jeg stiller det af nysgerrighed og pga af mit fag...

Jer der er bange for nåle... Kan i forklare hvad det er i er bange for?

Jeg læser til SSA på sidste pratik, og det kunne være rigtig interessant for mig at høre hvad det er der gør i er bange, og hvis i skal have taget en blodprøve eller have en indsprøjtning.. Hvad gør dem der skal stikke jer, for at få lov?

Knus fra Annemette

Jeg bryder mig ikke om føelsen,..

Jeg kan ikke lide den spidse nål..

Tanken om hvad der skal ske..

Og syntes det gør ondt.. Men tror mere jeg tænker det gør ondt, end at det virkelig gør ondt..

Når jeg er ved lægen plejer sekrætæren at holde mig i hånden.. Eller hun siger nu.. Men de kender mig derhenne. Og ved godt hvordan jeg har det..

Og så frygter jeg det altid fordi mine årer gemmer sig.. Siger altid at de gemmer sig, fordi de ved hvad der sker Så jeg bliver altid stukket i siden af armen.. Det er møg ubehageligt.. Og får sådan nogle blå mærker.. Og så gør det nas!! 

jeg kan satme ikke li det. jeg har rulle åre og de når altid og stik forkert en million gange før de rammer rigtig og kan ikke bruge min arm i tre dage uden det gøre ondt og får kæmåe blå mærker af det.. og jeg besivmer os nu fordi jeg ved hvor det ender hen men synes det er noget andet med piercinger og tattoveringer men der ser jeg heller ikke rigtig nålen

Findusinde skriver:

Dette spørgsmål er ikke for at nedgøre!! Det er MEGET vigtig for mig at understrege...

Jeg stiller det af nysgerrighed og pga af mit fag...

Jer der er bange for nåle... Kan i forklare hvad det er i er bange for?

Jeg læser til SSA på sidste pratik, og det kunne være rigtig interessant for mig at høre hvad det er der gør i er bange, og hvis i skal have taget en blodprøve eller have en indsprøjtning.. Hvad gør dem der skal stikke jer, for at få lov?

Knus fra Annemette

Det er svært at forklare hvad frygten præcis er for, for det er jo "bare" et lille stik, og "bare" (ofte) en lille nål, men frygten er der i hvert fald !

Da jeg var 18 skulle jeg have taget blodprøve, og jeg kunne slet ikke slappe af. Min daværende kæreste kunne slet ikke forstå mig og blev ved med at sige "det gør jo ikke ondt". Men det gør pokker meget ondt når man ikke kan slappe af, og jeg havde den største lyst til at trække armen til mig og løbe ud fra rummet. Og lægen mente heller ikke det gjorde ondt, men det gør det sgu.

Siden har jeg arbejdet meget med det fordi jeg VED jeg gerne vil have børn, og så er jeg jo i hvert fald helt sikker på at skulle stikkes.

Så jeg gik fantisk en en psykolog, der i forbindelse med min skole var gratis, og hun gav mig nogle råd (men de hjalp mig sgu ikke)..

Her sidste år startede jeg på dyrepasseruddannelsen, og for at bestå SKULLE vi stikke i en kalv (det virker sgu så underligt at tænke tilbage på, men for at få bevis i det kursus var det påkrævet, og kurset er nødvendigt hvis man vælger at arbejde med landbrugsdyr).. 

Så vi fik lov til at øve os på bamser og rotter, der alligevel skulle bruges som foderdyr, og når man kommer til at arbejde med det, ens frygt stammer fra, så forsvinder frygten en smule.

Jeg blev gravid her i sommers, og frygten for den kommende blodprøve var virkelig stor, især efter sidste gang, og især med den skide uforstående x og læge, og jeg var jo nødt til at forberede mig for jeg var helt klar over, at det især var fordi jeg ikke slappede af.

Fandt også ud af, jeg faktisk var frygteligt bange for at blive rørt lige der i "albuehulen", og sad derfor selv og begyndte at arbejde med at slappe af, når jeg blev rørt der.

Og før lægen så skulle stikke, sad jeg også selv lige og "gjorde mig klar" ved at røre ved det sted hvor nålen skulle ind, så jeg kunne slappe af.

Og det hjalp !

Min kæreste var også meget forstående og accepterede at jeg synes det gør ondt at blive stukket, hvilket også hjalp mig til at slappe af.

Udover det ville jeg IKKE se nålen, hverken før, imens eller efter stikket, og det hjalp også

Så de RÅD jeg kan komme med, er at:

- konfrontere sin frygt før man SKAL igennem den. Prøve at sidde med ituiet enten hos lægen eller hvis man har nogle kontakter der har mulighed for at hjælpe. Evt. prøve at stikke i en appelsin, det overraskede mig i hvert fald hvordan det kunne være

- arbejde med området hvor man skal stikkes, så man føler det er normalt a blive rørt der..

- Slap af

Og hvis du er en af dem der skal stikke andre, så vil jeg inderligt bede dig om at:

- acceptere at frygten er der, og at patienten evt. mener det gør ondt. Det behøver ikke blive kommenteret. Og det hjælper virkelig at det bliver accepteret.

- lyt til hvad patienten ønsker - at se nålen, prøve at holde den før, eller helt at ungå at høre om den.

Jeg håber det kan hjælpe nogen

Min frygt er i hvert fald ikke længere så forfærdeligt stor

Findusinde skriver:

Dette spørgsmål er ikke for at nedgøre!! Det er MEGET vigtig for mig at understrege...

Jeg stiller det af nysgerrighed og pga af mit fag...

Jer der er bange for nåle... Kan i forklare hvad det er i er bange for?

Jeg læser til SSA på sidste pratik, og det kunne være rigtig interessant for mig at høre hvad det er der gør i er bange, og hvis i skal have taget en blodprøve eller have en indsprøjtning.. Hvad gør dem der skal stikke jer, for at få lov?

Knus fra Annemette

hvorfor er jeg bange for nåle spørg du.. hmm enligt et interessant spørgsmål. jeg tror det hænger sammen med min frygt for ting der gør ondt. Siden jeg var ikke ret gammel blev jeg en gang om året vækket ved synet af nåle, fordi de skulle have taget blodprøver før jeg spiste. og jeg husker at jeg syntes det gjorde vildt ondt. det var så slemt at lægerne/sygeplejeskerne på et tidspunkt droppede at stikke mig fordi jeg skreg og græd fordi det gjorde ondt.

Jamen... Bum bum... Jeg har ALTID haft nåleskræk, siden jeg var heeelt bette. Jeg havde trylleplaster på indtil jeg var 18!! (er 19) . Det er simpelthen bare tanken af at de stikker en nål ind i min arm og suger mit blod ud jeg ikke kan lide! Og mine åre ruller, så de kan aldrig gøre det i første forsøg.... .. Jeg kigger altid den anden vej når de finder tingene frem og bliver så svimmel og har svært ved at snakke. Og er SÅ pylret med min arm bagefter og heeeele dagen og aften. For det meste tager de blodprøven på min hånd og det gør satanedeme ondt! Er ikke SÅÅÅÅÅ bange for det mere, fordi jeg fik taget mange blodprøver mens jeg var gravid, men føj, kan stadig ikke klare tanken......