Zafir skriver:
Jeg er jo en af dem, der har valgt et barn fra pga downs. Kromosomfejl. Min baby var meget syg og havde en hel del af andre ting som kan følge med, hjertefejl osv. - Så vi havde som sådan ikke noget valg, andet end sorg. Hvis vi havde valgt at fuldføre graviditeten, havde vores baby ikke levet længe. Ikke fejre
t sin første fødselsdag.
Da vi valgte at sige farvel til vores baby Spunken, var det med stor sorg. Kæmpe stor sorg. Det var et ønskebarn og vi elskede vores Spunk, fra der var 2 streger på testen.
Så sidder der i godmorgen danmark en velfungerende mongol og er virkelig ked af at folk fravælger børn med downs. Det er jeg ikke ked af. Uanset om Spunken havde kunnet overleve eller ej, så handler livet for mig ikke om at overleve. Det handler om at skabe en harmonisk familie og give sine børn de bedste vilkår.
For mig er et liv, hvor man ved sit ufødte barn, har et handicap ikke de bedste vilkår. Et liv, hvor barnet har et handicap der gør at barnet ikke vil kunne klare sig selv. Ikke kunne flyve fra reden og altid leve beskyttet.
Et liv, hvor hele familiens kræfter drejer sig om et barn, i stedetfor familien. Det er ikke en harmonisk familie. Skilsmisseraten i familier med handicappede børn er SKYhøj. Problemer med søskende er ofte.
Og samtidig den kyniske vinkel: At vide man sætter et barn i verden der kun vil være en udgift for samfundet. Og aldrig bidrage til samfundet. - Det syntes jeg er forkert.
Så vi sagde farvel til Spunken i kærlighed og stor sorg. Vi elsker stadig Spunken. Men sagde farvel, for alle vedkommenes skyld.
Men til stadighed, bliver vi konfronteret med det. Gang på gang: Nazi forældre, der vil udrydde en race osv. Det gør ondt. Det er i stor kærlighed og respekt vi sagde farvel og jeg ville gøre det igen, hvis jeg stod i samme situation.
Vi vil aldrig have et perfekt samfund, selvom vi fravælger medfødte handicaps. Der sker masser af ting gennem livet, der vil skabe mangfoldighed i samfundet.
Jeg er ikke nazi-mor der vil udrense. Jeg er mor i stor kærlighed for min familie og mit samfund.
- Bare mine tanker inden aftenens Bubber og efter morgenens go morgen danmark indslag.
Zafir, mor til 3. 2 skønne piger og en engel Spunken.
Jeg forstår og respekterer dit valg, og jeg kan på ingen måde gøre mig klog på, hvad jeg selv ville have gjort i en tilsvarende situation - det ville jeg ikke ane, før jeg stod i det.
Når det er sagt, så tror jeg ikke, du skal tage de kritiske røster så personligt, for det handler jo ikke om den enkelte families svære valg, men om de etiske spørgsmål, der nødvendigvis må melde sig og gennemtænkes nøje, når teknologien giver muligheden for, at man kan vælge handicappede fostre fra. Man forventer, at der om 30 år slet ikke længere vil fødes børn med Downs Syndrom - og det SKAL skabe debat om, hvor vi som samfund er på vej hen, og hvordan det påvirker vores menneskesyn og normalitetsbegreb.
Vi tager voldsomt afstand fra Hitlers racehygiejne, men lige så stille har vi selv ladet nogle af tendenserne snige sig ind ad bagdøren - fordi vi har mulighederne. Og når der en dag ikke længere fødes udviklingshæmmede børn, vil vores normalitetsbegreb selvfølgelig påvirkes af det - og hvem vil så være "laveste fællesnævner" og "et dårligt liv"? Vil de ordblinde eller dem med laveste IQ inden for det nuværende normalspektrum så blive opfattet som "ubrugelige" for samfundet?
Jeg synes ikke, man må undlade at tage debatten, selv om den kan gøre ondt på dem, der har taget et valg som jeres. Og dybest set synes jeg ikke, I har truffet jeres valg alene - I har jo samfundets opbakning til det, og derfor afspejler jeres valg for så vidt den verden, I lever i og ikke jeres personlige og enestående ønsker - I har gjort, hvad langt de fleste ville gøre,selvom jeg godt forstår, det har været tungt, og at I har følt jer alene.