gravid20 skriver:
Hej tøser, jeg kunne godt tænke mig at lave en lille undersøgelse om hvad de forskellige meninger omkring abort egentlig er - nu kender jeg en i 16. uge som har søgt om en abort, da hende og faren ikke kan sammen på nogen måde ..
syns det er et meget spændende emne, er selv for abort dog ikke til længere end uge 7. og for, hvis der er noget galt med fosteret.
jeg er desværre en af de morderiske mødre derude der har måtte lave 2 aborter
og ikk med min gode vilje men af nødvendighed
første gang var jeg 15 år gammel, jeg var på prævention og min kæreste var mit et og alt, det blev allerede opdaget i 4 +/- og det gik lynende stærkt, jeg ønskede ikk at være mor i så tidlig en alder, og min daværende kæreste overhovedet ikk!
jeg var jo midt i skole og ja, nej, det havde været forkert og umodent at ha sagt ja og så ville jeg jo absolut intet vide da jeg selv var tenager, så min mor tog valget med mig og sagde det var okay og det bedste, og s blev det gjort allerede 3 dage senere, jeg har ingen men fra det og jeg føler mig ikk som noget skidt, det gik stærkt og jeg kan ik huske det så godt, .
anden gang var jeg 19 år gammel, var stadig sammen med den samme kæreste, men desværre gik han i stoffer og kriminalitets verdenen og han blev mere og mere ondskabsfuld og var ik til at stole på overhovedet
jeg var i 18 uge da jeg ville ønske jeg ikk var gravid med hans barn, hvordan ville fremtiden se ud? hvordan ville han være? hvad med barnet? ville det kunne se sin far overhovedet? ville der kommme problemer, spørgsmålende var mange og bange
og derfor valgte jeg at opsøge min læge som fik mig til sygolog, han vurderede at jeg ville have bedst af at stoppe graviditeten og resten af min familie gav mig ret
jeg kom til samtale emd en læge, en sygelog mere en sygeplejske og en anden gut fra amtet, og de kunne alle forstå mit problem og gav mig lov uden tøven, 1 uge senere var det slut
og DET tog hårdt!
det var jo som en rigtigt fødsel, men uden alle de der veer og så videre, bare stille og roligt og da jeg vågnede en morgen var det sket, de sagde at det hele så fint ud og at jeg nok sku klare mig, jeg blev ked og ville bare hjem, den lille var en fin dreng
han blev begravet på de ukendtes grav og siden har jeg både prøvet at glemme og lægge væk, men han vil altid være der, og jeg er ked af at jeg drog mig derud og gjorde det, MEN jeg ved at min fremtid nok ikk havde været så deglig som den er nu, har nu en dreng på 1 ½ år og en mere på vej til april
og jeg glæder mig . .
