Endnu et indlæg om parforhold :(

Znuzke skriver:

Jeg læser jo lige med på sidelinien da jeg synes jeg kender problemet, men jeg tænker da også bare at vores biler ville falde fra hinanden....

Men det er virkelig frygteligt at det til sidst er frygten for afvisning der gør at man ikke tager initiativ

Det er ganske sørgeligt   og sådan har jeg det , Tror Kama har ret i det hun skriver

Mor til 2, snart 3 skriver:

Det er jeg ked af og høre

Ja så ved jeg det sku ikke. For kys knus og kram er kommet igen her hjemme i takt med manden er blevet mere fit for fight igen.

Syntes du skulle sætte ham ned og fortælle ham at nu må han sku tage sig sammen og fortælle hvad der går ham på for det gør også dig nede og i trist humør over ikke vide hvad det er.

Ved ikke helt hvad jeg skal skrive, syntes det er vildt træls for

Men håb på en snak med ham om nu bliver han sku nød til og tage sig sammen må virke

Håber jeg også   bare bange for jeg er ved at tale det helt ihjel .

Anonym skriver:

Årh tak for svar   Har taget det til mig , må lige høre , var din mand sådan fra starten ???

At du skulle tage initiativ hver gang ??

Holder han nogensinde om dig og fortæller at han elsker dig ?

Krammer i og putter ??

Det jo alt sådan noget jeg også mangler

Njah, det var ikke et problem helt fra starten, men det kom snigende forholdsvis hurtigt. Måske efter et halvt års tid.

Han tager ikke så meget initiativ med den fysiske omsorg, som kram og kys. Men han siger at han elsker mig, kalder mig "smukke" o.s.v. Og han er meget modtagelig når jeg krammer og kysser, hvis man kan sige det sådan. Altså, han er ikke afvisende eller ligeglad - han gengælder.

Jeg kan godt forstå at du savner det nærvær også. Kunne han være modtagelig overfor at gå til en parterapeut? Jeg har haft min kæreste med til min psykolog et par gange, og det har været virkelig godt at han har kunnet få lov til at sætte ord på sine følelser uden at jeg har blandet mig. Jeg tror på en måde det var lettere for ham at give udtryk for sine følelser til psykologen end til mig, også selvom jeg sad ved siden af. Og jeg vil anbefale dig at finde en mandlig psykolog, da det sikkert vil gøre ham tryggere.

KaMa skriver:

Altså det jeg mener er, at DU skal være kvinden. Du giver plads til at han finder ud af om bilen trænger til rep., du lader ham finde på gode ideér. Du roser ham, anerkender ham og ikke mindst så griner du, når han siger noget sjovt. Lad være med at toppe det med noget, der er enndu sjovere.

Mænd elsker kvinder, der griner af dem. Du skal jævnligt fortælle, at du aldrig havde klaret det og det uden hans hjælp.

Læg dig i støvet, spræl og vær hjælpeløs. Lad ham redde dig.

Jeg tror egentlig ikke, at det handler så meget om make-up, langt hår, røde negle og god stram krop. Det handler om, at du er det svage køn og han får lov at være det stærke køn.

Altså det er ren lommefilo.

Jeg er meget enig i det her. Men det kan være svært at udføre i praksis ;-)

TS - du kan evt. læse den her bog, den var en øjenåbner for mig:

http://www.amazon.co.uk/Male-Sexuality-Women-Understand-Either/dp/1442203285/ref=sr_1_2?ie=UTF8&qid=1314112325&sr=8-2

modesty skriver:

Njah, det var ikke et problem helt fra starten, men det kom snigende forholdsvis hurtigt. Måske efter et halvt års tid.

Han tager ikke så meget initiativ med den fysiske omsorg, som kram og kys. Men han siger at han elsker mig, kalder mig "smukke" o.s.v. Og han er meget modtagelig når jeg krammer og kysser, hvis man kan sige det sådan. Altså, han er ikke afvisende eller ligeglad - han gengælder.

Jeg kan godt forstå at du savner det nærvær også. Kunne han være modtagelig overfor at gå til en parterapeut? Jeg har haft min kæreste med til min psykolog et par gange, og det har været virkelig godt at han har kunnet få lov til at sætte ord på sine følelser uden at jeg har blandet mig. Jeg tror på en måde det var lettere for ham at give udtryk for sine følelser til psykologen end til mig, også selvom jeg sad ved siden af. Og jeg vil anbefale dig at finde en mandlig psykolog, da det sikkert vil gøre ham tryggere.

Jeg må prøve at snakke med ham om terapeut , føler jo bare han har mistet alt for mig og bare ikke vil indrømme det og så tænker jeg en terapeut er spildt

Anonym skriver:

Jeg må prøve at snakke med ham om terapeut , føler jo bare han har mistet alt for mig og bare ikke vil indrømme det og så tænker jeg en terapeut er spildt

Tror du ikke at du maler fanden lidt på væggen? Du skriver selv at han afslutter sms'er med "jeg elsker dig" og kommer med blomster på jeres 5-års dag.

Jeg kender jo slet ikke jeres situation i detaljer, men det lyder ikke umiddelbart som en krise der ikke kan rettes op på - hvis I vel at mærke begge er indstillede på det. Så prøv at være positiv og tænke i løsninger, i stedet for at være negativ og håbløs. Tro mig - jeg ved godt at det kan være svært når man er nede i et hul og selvtilliden er i bund. Men det er den eneste vej op af hullet :-)

Anonym skriver:

Det har været sådan her rigtigt længe og har taget snakken rigtigt mange gange , så tror han at han har stress .. Så måske lidt små dep.  Så er selvtilliden dårlig over der er kommet et par kg for meget  ,, nu føler han sig ikke som et sexuelt objekt ?????

Er det hele ikke bare undskyldninger for ikke at tænde på sin kæreste mere ??

Nej det behøver absolut ikke bare være dårlige undskyldninger! Jeg har selv haft sådan en periode hvor jeg var über stresset og led af en mild deprision, blev overvægtig og væmmedes ved mig selv! Jeg har aldrig haft problemer med at tænde på min mand, men jeg forstod ikke at han ku tænde på mig og sex blev gjort til en pligt fordi jeg følte han kun havde sex med mig fordi han ikke ku tillade sig at ha det med andre da vi jo er gift... Jeg endte med at begynde til psykolog og fik bearbejdet de ting jeg gik og bøvlede med og idag venter vi vores første barn og har aldrig været tættere på hinanden - problemet viste sig nemlig at ligge i min fortid og mit forhold til mig selv, og ikke på nogen måde hos ham, og det er garanteret heller ikke dig der er problemet for ham

Ved godt det lyder hårdt, men jeg bliver lidt vred på dig når du skriver at der ikke går længe før du går ud og er ham utro - har du overvejet at du heller ikke giver ham det han måske har brug for? Du har brug for intimitet, kærlighed og sex - måske han har brug for hjælp og støtte til at komme igennem det her og måske evt. søge hjælp til at få styr på tankerne i hans hoved - det giver du ham bestemt ikke ved at være fornærmet og såret og løse det ved at være ham utro.

Hvis du er så træt af situationen at du overvejer utroskab så synes jeg du skylder ham, dig selv og jeres børn at pakke dine ting og gå inden det kommer så langt!

har ikke læst alle indlæg ..

Meeen, man kan sagtens i et forhold komme ud for, at man bare har en periode hvor sex ikke er tiltalende, og forhold er sådan lidt, ååårh, det han jeg selv prøvet, men lysten kommer tilbage man skal bare skubbes lidt på vej, og prøve noget, der ikke er sket før, men som man synes er virkelig frækt og forførende