Vi har jo lige for et par uger været igennem vridemaskinen.. Først beskeden vi var venter os og en masse akut scanninger og til sidst viste det sig at graviditeten var gået istå..
Jeg er stadig nede og tuder indimellem meget.. Jeg går jo på dagpenge og er stadig sygemeldt her 2 uger efter vi mistede.. E familiemedlem spurgte om ikke jeg var lidt pivet og ikke burde være sygemeldt mere.. Hvad mener i??
Jeg synes jo det er vores sag.. Jeg ved bare at jeg mentalt ikke er klar til at komme ud i job.. Mit hjerte er knust og nogle dage tuder og sover jeg det meste af dagen.. Andre dage som de sidste 2 går det ok.. Min mand har bedt mig tale med lægen om at komme til en psykolog.. For han kan mærke jeg ikke er mig selv og at han ikke er nok..
Hold op den sved.. Er spændt på hvad i mener...
Hej Søde,
først og fremmest et kæmpe kram
, verden er bare uretfærdig, og kan slet ikke forstå I skal igennem alt det.
Synes bestemt ikke du er pivet, og som mange andre skriver, tror jeg, det er en rigtig god ide at snakke med nogle om jeres situation og alle de føleser der er forbundet med det.
At være i behandling er virkelig hårdt både fysisk og mentalt - man er konstant i beredskab, og man slapper aldrig helt af. Jeg snakkede med en veninde den anden dag, hvor jeg sagde til hende, at jeg glædede mig til at have en dag, hvor jeg bare sådan var OK - ikke vildt glad og overstadig, ej heller ked af det. Man er altid enten det ene eller det andet, tingene er aldrig helt i stilstand - den ene dag er man fuld af positivitet og håb, den anden dag total nede. At være i den den tilstand, er virkelig hårdt, og forlange at en person der har det sådan samtidigt er aktiv jobsøgende med aktivering m.m. er simpelthen en opskrift på et sammenbrud. En ting er os andre, som har et arbejde med rutiner og kendte kollegaer, som godt kan acceptere en "off dag", men du skal jo ud nye steder, hvor man skal være meget mere på........Lene det må du simpelthen ikke presse dig selv til, du ender med at bryde helt sammen, kroppen kan ikke holde til det. Du skal passe på dig selv, og sørge for at du har det så godt som muligt i denne situation.
Til sidst din kærestes mormor lyder meget gammeldags, og en smule tosset. Du kan selvfølgelig ikke lukke hende ude af dit liv, men måske du skulle prøve at undgå hende så meget som muligt, og hvis I skal være sammen med hende, sørg for at du ikke er alene med hende - hold dig til din mand, så han kan agere buffer.
Hold op hvor jeg håber det snart er din tur!!!!!!!!!!!!!!!!
