Er lidt paf... Hvad synes i...??

Chalala85 skriver:

Hej søde,

der er ingen tvivl om at det i har været igennem er noget af det hårdeste og jeg ville ønske i ikke havde været det, det ved du.

Jeg vil dertil give din mand ret, efter det du skriver tror jeg også du har brug for en at tale med, komme af med følelser og frustrationer. Du brænder så inderligt efter et barn og det er fuldt forståeligt.

Men jeg synes du skal tage kontakt til dig lægen imorgen og få en tid så du kan snakke om muligheden for at gå i noget tearpi.

Jeg ønsker dig al det bedste.

Vi har jo lige for et par uger været igennem vridemaskinen.. Først beskeden vi var venter os og en masse akut scanninger og til sidst viste det sig at graviditeten var gået istå..

Jeg er stadig nede og tuder indimellem meget.. Jeg går jo på dagpenge og er stadig sygemeldt  her 2 uger efter vi mistede.. E familiemedlem spurgte om ikke jeg var lidt pivet og ikke burde være sygemeldt mere.. Hvad mener i??

Jeg synes jo det er vores sag.. Jeg ved bare at jeg mentalt ikke er klar til at komme ud i job.. Mit hjerte er knust og nogle dage tuder og sover jeg det meste af dagen.. Andre dage som de sidste 2 går det ok..  Min mand har bedt mig tale med lægen om at komme til en psykolog.. For han kan mærke jeg ikke er mig selv og at han ikke er nok..

Hold op den sved.. Er spændt på hvad i mener...

Hej Lene.

Jeg er ked af at høre at du stadig er så påvirket af jeres situation. Jeg synes også det er lidt ufølsomt af dit familiemedlem at komme med sådan en kommentar. Jeg oplever dog at folk der ikke har berøring med behandlingssystemet slet ikke forstår hvad det handler om og hvor hårdt der er, at møde den ene skuffelse efter den anden med noget som er en selvfølighed for andre. Jeg synes du skal opsøge en psykolog som din mand foreslår. Jeg har flere gange gået til psykolog, dog i forbindelse med oplevelser på min arbejdsplads. Jeg arbejder med udviklingshæmmede, hvor situationer nogen gange kan udvikle sig lidt slemt. Jeg har haft stor glæde af mine psykologtimer, faktisk også på andre områder i mit liv. Det gav mening på andre aspekter i mit liv, hvis du forstår, så jeg kan ikke anbeflae det nok. Desuden skal du være stærk når I er klar til at gå i gang igen. ALT det bedste til dig med en bunke bedre humør og overskud til dig. I øvrigt synes jeg bestemt ikke du er pivet. Det er så forskelligt hvornår man er klar til at møde verden igen. DU skal gøre som du har det bedst.

Kram Malene

Kofoed. skriver:

Med din baggrunds historie, så synes jeg ikke du er pivet eller det familiemedlem kan være sig selv bekendt. Havde du dog blevet gravid (fx.) to måneder efter PB begyndte og i var super fertille, havde jeg nok også være sådan, ej du trækker den vist lige.

Men jeg kender det desværre, har mange familiemedlemmer der også spørger om det nu ikke også er bedst med en af gangen og "i har jo stadig den anden" og så videre. Kunne knække nakken på dem, for de har jo aldrig oplevet den sorg det er at miste. Og selvom du ikke var så langt henne, så har i jo i flere år glædet jer til dette barn som nu desværre ikke kommer alligevel.

Hvornår skal i igang igen? Måske det hjælper at komme igang hurtigt? Eller er det for svært for dig lige nu?

Vi kan hvis vi er klar til det starte så snart mens kommer. Men tror måske vi skyder det lidt. Jeg tror lige jeg skal finde mig selv igen. Det er jo anden gang det sker indenfor 7 måneder. Og vi troede hvirkelig på det denne gang. Jeg har denne vilde vrede på min lorte krop der bare ikke vil avle et barn. Og skyldfølelse overfor manden, som jo intet fejler.Vi har heldigvis fået et nyt forsøg, så vi har stadig 2 friske forsøg + 6æg på frys. Så nu må vi se hvornår jeg er klar igen. Godt jeg har min dejlige mand!!!

ønskebarn74 skriver:

Vi har jo lige for et par uger været igennem vridemaskinen.. Først beskeden vi var venter os og en masse akut scanninger og til sidst viste det sig at graviditeten var gået istå..

Jeg er stadig nede og tuder indimellem meget.. Jeg går jo på dagpenge og er stadig sygemeldt  her 2 uger efter vi mistede.. E familiemedlem spurgte om ikke jeg var lidt pivet og ikke burde være sygemeldt mere.. Hvad mener i??

Jeg synes jo det er vores sag.. Jeg ved bare at jeg mentalt ikke er klar til at komme ud i job.. Mit hjerte er knust og nogle dage tuder og sover jeg det meste af dagen.. Andre dage som de sidste 2 går det ok..  Min mand har bedt mig tale med lægen om at komme til en psykolog.. For han kan mærke jeg ikke er mig selv og at han ikke er nok..

Hold op den sved.. Er spændt på hvad i mener...

kæmpe  til jer begge.

Om du er lidt pivet ? hvad er det for et spørgsmå.? Det er sku da klart man er ked af det altså . hm .

Håber på det bedste for jer

I har kæmpet så længe for det, så forstår godt at du ikke er klar til at raskmelde dig. Synes bestemt ikke du er pivet, du kæmper en kamp og det tror jeg ikke man kan hvis man er pivet.

Jeg håber så inderligt at snart kommer ovenpå igen. Og tror lige som de andre at det sikkert vil være en go ide at tage en snak med din læge og evt en psykolog.

Men det tager tid at komme over et så stort et tab, som I har oplevet. Alt det bedste til jer

ønskebarn74 skriver:

Vi har jo lige for et par uger været igennem vridemaskinen.. Først beskeden vi var venter os og en masse akut scanninger og til sidst viste det sig at graviditeten var gået istå..

Jeg er stadig nede og tuder indimellem meget.. Jeg går jo på dagpenge og er stadig sygemeldt  her 2 uger efter vi mistede.. E familiemedlem spurgte om ikke jeg var lidt pivet og ikke burde være sygemeldt mere.. Hvad mener i??

Jeg synes jo det er vores sag.. Jeg ved bare at jeg mentalt ikke er klar til at komme ud i job.. Mit hjerte er knust og nogle dage tuder og sover jeg det meste af dagen.. Andre dage som de sidste 2 går det ok..  Min mand har bedt mig tale med lægen om at komme til en psykolog.. For han kan mærke jeg ikke er mig selv og at han ikke er nok..

Hold op den sved.. Er spændt på hvad i mener...

da jeg mistede sidst var jeg tilbage på job igen mandagen efter, kunne SLET ikke holde ud at være derhjemme, og bare have ondt a mig selv.. 

men altså, det er jo MEGET forskelligt fra person til person, en psykolog er en fantastisk ting i sådanne tilfælde. det gør så ufatteligt meget at få snakket med en der ikke kender eller dømmer en på nogen måde. 

jeg syns du skal gøre hvad du vil og vigtigst af alt i dit tempo. ikke andres...  du er den eneste der ved hvor længe du har brug for. bare sørg for ikke bare at sidde derhjemme og være ked a det 

ønskebarn74 skriver:

Vi kan hvis vi er klar til det starte så snart mens kommer. Men tror måske vi skyder det lidt. Jeg tror lige jeg skal finde mig selv igen. Det er jo anden gang det sker indenfor 7 måneder. Og vi troede hvirkelig på det denne gang. Jeg har denne vilde vrede på min lorte krop der bare ikke vil avle et barn. Og skyldfølelse overfor manden, som jo intet fejler.Vi har heldigvis fået et nyt forsøg, så vi har stadig 2 friske forsøg + 6æg på frys. Så nu må vi se hvornår jeg er klar igen. Godt jeg har min dejlige mand!!!

Dejligt med en forstående og opmærksom mand. Håber bare snart det lykkes for jer, det irritere mig, at nogen skal igennem sådan en kamp, for at få det mest naturlige i verden. Øv.

kære Lene

håber snart du kommer på toppen igen men tag den tid du føler du skal bruge da det kun er dig der kan mæke hvordan du har det og ingen andre og ved det er svært men du skal ikke tag dig af hvad andre siger om det er længe du er sygmeldt tror ikke rigtig de ved hvad du går igennem

 

kæmpe kram til dig

Jeg havde en enkelt (super fertil) veninde som under min IVF behandling kom med nogle små antydninger om jeg ikke kunne prøve at være lidt gladere eller om jeg ikke overreagerede lidt o.s.v. Det har skabt en kløft mellem os som aldrig kommer til at forsvinde. Jeg synes det er HELT uacceptabelt at blande sig i den slags ting når man ikke aner hvordan det føles at gennemgå sådan et forløb. Hvis du er ked af det, skal du give dig selv lov til at være ked af det. Det hjalp slet heller ikke på mig at være social og ude blandt mennesker når jeg var nede - det gjorde det faktisk bare værre.

MEN - jeg havde meget stor hjælp af at gå til en psykolog der kunne give mig nogle redskaber til hvordan jeg kunne tænke positivt og prøve at hive mig selv op af det mørke depri-dyb, som man godt kan have svært ved at komme ud af. Det var meget nyttigt. Så jeg synes det lyder som et fornuftigt forslag din kæreste kommer med.

Men husk - der er både gode og dårlige psykologer. Det er vigtigt at der er personlig kemi og at du føler at vedkommende kan bidrage med noget konstruktivt. Så du skal ikke være bange for at prøve nogle forskellige hvis den ikke lige er der i første forsøg.

Og kæmpe pøjpøj med projektet fremover!

Om du er pivet, kan kun du selv svare på. Hvorfor går det dig på hvad hun siger? Prøv at overveje det lidt.

Jeg har ikke fulgt så meget med i jeres forløb, men det lyder på mig som om du har en masse uafklarede ting og en masse vrede der trænger til at blive bearbejdet, så en psykolog var måske en god ting... Om ikke andet så du fik lidt lettere ved at klare behandlingsmøllen?