Er lidt paf... Hvad synes i...??

Vi har jo lige for et par uger været igennem vridemaskinen.. Først beskeden vi var venter os og en masse akut scanninger og til sidst viste det sig at graviditeten var gået istå..

Jeg er stadig nede og tuder indimellem meget.. Jeg går jo på dagpenge og er stadig sygemeldt  her 2 uger efter vi mistede.. E familiemedlem spurgte om ikke jeg var lidt pivet og ikke burde være sygemeldt mere.. Hvad mener i??

Jeg synes jo det er vores sag.. Jeg ved bare at jeg mentalt ikke er klar til at komme ud i job.. Mit hjerte er knust og nogle dage tuder og sover jeg det meste af dagen.. Andre dage som de sidste 2 går det ok..  Min mand har bedt mig tale med lægen om at komme til en psykolog.. For han kan mærke jeg ikke er mig selv og at han ikke er nok..

Hold op den sved.. Er spændt på hvad i mener...

ønskebarn74 skriver:

Vi har jo lige for et par uger været igennem vridemaskinen.. Først beskeden vi var venter os og en masse akut scanninger og til sidst viste det sig at graviditeten var gået istå..

Jeg er stadig nede og tuder indimellem meget.. Jeg går jo på dagpenge og er stadig sygemeldt  her 2 uger efter vi mistede.. E familiemedlem spurgte om ikke jeg var lidt pivet og ikke burde være sygemeldt mere.. Hvad mener i??

Jeg synes jo det er vores sag.. Jeg ved bare at jeg mentalt ikke er klar til at komme ud i job.. Mit hjerte er knust og nogle dage tuder og sover jeg det meste af dagen.. Andre dage som de sidste 2 går det ok..  Min mand har bedt mig tale med lægen om at komme til en psykolog.. For han kan mærke jeg ikke er mig selv og at han ikke er nok..

Hold op den sved.. Er spændt på hvad i mener...

åh det må virkelig også være hårdt... 

jeg synes du skal lade være med at tænke på hvad andre mennesker mener og synes... det er din og din kærestes sag og kun du og ham ved hvornår i føler jer oven på igen... 

det gør mig ondt med jeres tab , og lad andres menninger ryge ind af det ene øre og ud af det andet

Synes dit familiemedlem burde lukke og passe sit eget liv.

Jeg har kigget med, jeres historie er en krads omgang, du skal tage dig den tid du har brug for. Sorg kommer forskelligt, fra menneske til menneske og fra gang til gang. Hvordan og hvor lang tid du sørger, skal ingen andre blande sig i.

Det vigtigste er da at du kommer på fode igen, får tændt et nyt håb og kan overkomme det nye?

ønskebarn74 skriver:

Vi har jo lige for et par uger været igennem vridemaskinen.. Først beskeden vi var venter os og en masse akut scanninger og til sidst viste det sig at graviditeten var gået istå..

Jeg er stadig nede og tuder indimellem meget.. Jeg går jo på dagpenge og er stadig sygemeldt  her 2 uger efter vi mistede.. E familiemedlem spurgte om ikke jeg var lidt pivet og ikke burde være sygemeldt mere.. Hvad mener i??

Jeg synes jo det er vores sag.. Jeg ved bare at jeg mentalt ikke er klar til at komme ud i job.. Mit hjerte er knust og nogle dage tuder og sover jeg det meste af dagen.. Andre dage som de sidste 2 går det ok..  Min mand har bedt mig tale med lægen om at komme til en psykolog.. For han kan mærke jeg ikke er mig selv og at han ikke er nok..

Hold op den sved.. Er spændt på hvad i mener...

Jeg har ikke selv mistet og ved ikke hvordan jeg reagere. Nogen ville tage på job dagen efter , for andre r det så stort et tab at de går hjemme flere uger.

Personligt tror jeg at jeg ville ud. For hjemme ville jeg komme til at "overtænke" tingene igennem. Jeg er meget overfølsom og har derfor brug for at komme ud og leve mit liv igen, i skole, på arbejde, blandt venner og ikke sidde hjemme og dvæles.

Men jeg forstår tilgengæld udemærket dem der går ned med flaget over visse ting. Og bare har brug for noget tid derhjemme

Hej søde,

der er ingen tvivl om at det i har været igennem er noget af det hårdeste og jeg ville ønske i ikke havde været det, det ved du.

Jeg vil dertil give din mand ret, efter det du skriver tror jeg også du har brug for en at tale med, komme af med følelser og frustrationer. Du brænder så inderligt efter et barn og det er fuldt forståeligt.

Men jeg synes du skal tage kontakt til dig lægen imorgen og få en tid så du kan snakke om muligheden for at gå i noget tearpi.

Jeg ønsker dig al det bedste.

Jonatansmor skriver:

Synes dit familiemedlem burde lukke og passe sit eget liv.

Jeg har kigget med, jeres historie er en krads omgang, du skal tage dig den tid du har brug for. Sorg kommer forskelligt, fra menneske til menneske og fra gang til gang. Hvordan og hvor lang tid du sørger, skal ingen andre blande sig i.

Det vigtigste er da at du kommer på fode igen, får tændt et nyt håb og kan overkomme det nye?

lige nemlig.. Så hård en historie.

maria87 skriver:

åh det må virkelig også være hårdt... 

jeg synes du skal lade være med at tænke på hvad andre mennesker mener og synes... det er din og din kærestes sag og kun du og ham ved hvornår i føler jer oven på igen... 

det gør mig ondt med jeres tab , og lad andres menninger ryge ind af det ene øre og ud af det andet

Nemlig....

ønskebarn74 skriver:

Vi har jo lige for et par uger været igennem vridemaskinen.. Først beskeden vi var venter os og en masse akut scanninger og til sidst viste det sig at graviditeten var gået istå..

Jeg er stadig nede og tuder indimellem meget.. Jeg går jo på dagpenge og er stadig sygemeldt  her 2 uger efter vi mistede.. E familiemedlem spurgte om ikke jeg var lidt pivet og ikke burde være sygemeldt mere.. Hvad mener i??

Jeg synes jo det er vores sag.. Jeg ved bare at jeg mentalt ikke er klar til at komme ud i job.. Mit hjerte er knust og nogle dage tuder og sover jeg det meste af dagen.. Andre dage som de sidste 2 går det ok..  Min mand har bedt mig tale med lægen om at komme til en psykolog.. For han kan mærke jeg ikke er mig selv og at han ikke er nok..

Hold op den sved.. Er spændt på hvad i mener...

Det jeg mener er at du skal gøre hvad du synes er rigtigt.. Jeg mistede selv i januar måned i år og jeg var først passende klar til at starte nyt arbejde for 1 måned siden, men det var simpelthen fordi jeg var træt af at jeg sad derhjemme og gloede på mig selv og manden, og føle mig ynkelig.. Jeg græder stadig tit over det og især nu jeg er ved at være ved min termin, jeg har de sidste 2 uger grædt mig selv i søvne.. Og folk mener os at jeg er pivet og alt det... Men jeg selv mener det er helt normalt... Vi kommer til at være klar på et tidspunkt og kroppen skal nærmest nok os sige til når man er klar til at komme ud til verdenen igen håber du kan bruge det til lidt...

Med din baggrunds historie, så synes jeg ikke du er pivet eller det familiemedlem kan være sig selv bekendt. Havde du dog blevet gravid (fx.) to måneder efter PB begyndte og i var super fertille, havde jeg nok også være sådan, ej du trækker den vist lige.

Men jeg kender det desværre, har mange familiemedlemmer der også spørger om det nu ikke også er bedst med en af gangen og "i har jo stadig den anden" og så videre. Kunne knække nakken på dem, for de har jo aldrig oplevet den sorg det er at miste. Og selvom du ikke var så langt henne, så har i jo i flere år glædet jer til dette barn som nu desværre ikke kommer alligevel.

Hvornår skal i igang igen? Måske det hjælper at komme igang hurtigt? Eller er det for svært for dig lige nu?

først og fremmest

Folk skal bare blande sig uden om. personligt holdte jeg to dage fri efter at have mistet i 10 uge.

Men jeg er en af dem, hvor det simpelthen ikke hjælper at være hjemme, fordi jeg vil tænke alt alt alt for meget...

Hvis du har brug for mere tid hjemme skal du tage det. og synes nu ideen om at tage til læge lyder til at være god. synes du skulle tage en snak med lægen, så du kan komme op igen