Han ønkser ikke barnet...

Anonym skriver:

Det føler jeg også det lidt er med det her. Svært at forklare. Det enester jeg bekymre mig for pt., er om jeg ødelægger hans "ungdom", hvis jeg vælger at få det.....

Altså nu er det omvendt med aldere, i vores forhold. Min kæreste er 26, og jeg bliver 21 til August. Men han spurgte jo også hele tiden mig, om jeg var sikker. Eftersom jeg er så ung. Men nu har jeg oplevet og prøvet rigtig meget. Så føler ikke jeg går glip af noget..

Anonym skriver:

Det føler jeg også det lidt er med det her. Svært at forklare. Det enester jeg bekymre mig for pt., er om jeg ødelægger hans "ungdom", hvis jeg vælger at få det.....

Det der nogen siger med at ødelægge hans ungdom. Nogen går faktisk så langt som at sige "ødelægger hans liv" .. Det er noget fis!!

Det er jo i bund og grund dig der hænger på beslutningen, og i værste fald kan det jo aller højest besværliggøre hans liv/ungdom lidt. Det ødelægger jo ikke noget. Han kan jo vælge at deltage i den grad han har lyst, og længere er den sådan set ikke!

Så kan det jo være han kan lære at pakke den ind en anden gang, hvis han mener det er SÅ synd for ham. - Ikke et ord om at det er synd for det spirrende lille liv der aldrig får en chance, grundet at han ikke kan tåle at stå til ansvar for sine egne handlinger.

Du skal følge dit hjerte! og var jeg i dine sko ville jeg gerne have barnet - men uanset hvad du gør, så vær tro mod dig selv og fortryd ikke din handling. Bestem dig hurtigt.

og han behøver jo ikke være en del af det, men klart at vælger du barnet, må han leve med at barnet eksisterer (og hvem ved, måske vokser han med opgaven)

Tak for jers ord. Det hjælper.

Nu skal jeg snart til lægen og så ville han at vi tog den derfra. Men skulle jeg vælge barnet, må han ta del i det som han kan overskue det. Kan ikke andet end at tilbyde ham det.

Anonym skriver:

Det føler jeg også det lidt er med det her. Svært at forklare. Det enester jeg bekymre mig for pt., er om jeg ødelægger hans "ungdom", hvis jeg vælger at få det.....

Man skal være en kold skid, hvis man føler ens ungdom er blevet ødelagt af et barn.

Og omvendt set er du jo rent ægmæssigt heller ikke en vårhare mere. Undskyld.

Jeg ville træffe valget udelukket ud fra hvad jeg selv ønskede. Og det kan godt være det lyder egoistisk, men det at få et barn vil vel altid være en egoistisk beslutning?

Held og lykke med beslutningen.

Du skal klart lytte efter hvad du selv ønsker, men jo også være forberedt på konsekvenserne uanset hvad du ønsker, du kan jo nok ikke forvente noget fra faderens side.

Håber du finder ud af hvad du vil, og når det hele lige er faldet til jorden kan i jo igen snakke om, hvad i/du vil gøre, han havde jo nok ikke forventet den besked du kom med

Held og lykke til, med det hele

Anonym skriver:

Hej

Jeg er gravid i uge 5+4 og har lige fortalt kæresten han måske skal være far. Jeg skal til lægen senere i dag, og luftede tanken for ham igår.

Hans udtryk med det samme var "jeg skal ikke være far nu"

Problemet er at vi først har været sammen i en månede. Vi bor så selvf. ikke sammen og han mener han er for ung (han er 23). Samt han ikke noget arbejde har. Jeg er 28 og har en fast økonimi. Ikke vildt meget men det går.

Hvad skal jeg gøre? Er det for dumt at få dette barn pga. alle de ting der siger imod? Skal jeg opfylde hans ønske om det?

jeg havde ik valgt og få den....

for mig er der ik noget der hedder TÆNKE PÅ MIG SELV...

man er to om lave den og man er to om og ta beslutningen om, om man er klar eller ej.... og i et forhold må man ofre sig for hinanden.... jeg syntes det er ondt over for ham at han måske kommer til at føle han står i en træls situration... kan godt være barnet er I dig og det er DIT liv der bliver påvirket hvis du får den fjernet... men HANS liv bliver jo også påvirket hvis du får den og han er ked af det.... 

men altså sådan er vi jo så forskellige... og jeg tager hatten af for dem som vælger og få et barn unden manden er enig....

desværrer kender jeg bare MANGE mænd hvis liv SLET ik er blevet som de havde drømt om og de er kede af det... de fleste af dem har selvfølgelig taget deres ansvar men de HADER moderen for det.... og syntes det er ondt at mødrene ik har tænkt på andre end dem selv....

men igen jeg syntes alle har ret til at tage deres egne beslutninger og man skal selvfølgelig gøre det man har det bedst med...

aya-zia skriver:

jeg havde ik valgt og få den....

for mig er der ik noget der hedder TÆNKE PÅ MIG SELV...

man er to om lave den og man er to om og ta beslutningen om, om man er klar eller ej.... og i et forhold må man ofre sig for hinanden.... jeg syntes det er ondt over for ham at han måske kommer til at føle han står i en træls situration... kan godt være barnet er I dig og det er DIT liv der bliver påvirket hvis du får den fjernet... men HANS liv bliver jo også påvirket hvis du får den og han er ked af det.... 

men altså sådan er vi jo så forskellige... og jeg tager hatten af for dem som vælger og få et barn unden manden er enig....

desværrer kender jeg bare MANGE mænd hvis liv SLET ik er blevet som de havde drømt om og de er kede af det... de fleste af dem har selvfølgelig taget deres ansvar men de HADER moderen for det.... og syntes det er ondt at mødrene ik har tænkt på andre end dem selv....

men igen jeg syntes alle har ret til at tage deres egne beslutninger og man skal selvfølgelig gøre det man har det bedst med...

Har også kendskab til fædre der aldrig kommer over at de blev "tvunget" til at få barn.

Det er ikke kun dig selv og faderen du skal tænke på, men også på at det barn der bliver ud af det, måske skal vokse op med en far der "ikke gad det"

Men igen som de andre siger, det er din beslutning og dig der skal mærke konsekvensen hvis du vælger abort.

Anonym skriver:

Hej

Jeg er gravid i uge 5+4 og har lige fortalt kæresten han måske skal være far. Jeg skal til lægen senere i dag, og luftede tanken for ham igår.

Hans udtryk med det samme var "jeg skal ikke være far nu"

Problemet er at vi først har været sammen i en månede. Vi bor så selvf. ikke sammen og han mener han er for ung (han er 23). Samt han ikke noget arbejde har. Jeg er 28 og har en fast økonimi. Ikke vildt meget men det går.

Hvad skal jeg gøre? Er det for dumt at få dette barn pga. alle de ting der siger imod? Skal jeg opfylde hans ønske om det?

Har også kendskab til fædre der aldrig kommer over at de blev "tvunget" til at få barn.

Det er ikke kun dig selv og faderen du skal tænke på, men også på at det barn der bliver ud af det, måske skal vokse op med en far der "ikke gad det"

Men igen som de andre siger, det er din beslutning og dig der skal mærke konsekvensen hvis du vælger abort.

Anonym skriver:

Det føler jeg også det lidt er med det her. Svært at forklare. Det enester jeg bekymre mig for pt., er om jeg ødelægger hans "ungdom", hvis jeg vælger at få det.....

Du skal ikke være bange for hans ungdom, for han kan fint sige at han ikke vil have noget med det at gøre .. 

så hans ungdom tager ikke skade af det.. 

min x- er også 23. vi slog op for lidt over to måneder siden fordi at han ikke ville have barnet.. og han kommer ikke til at være en del af det.. overhovedet . jeg står alene med både graviditet og opfostring af barnet.. han kommer aldrig til at se det .. 

det eneste han er forpligtet til er at give mig 1200 kr. om måneden når baby er født .. 

det lyder for mig som om at din kæreste tager det samme valg som min x gjorde .. 

du skal følge dit hjerte .. du skal gøre op med dig selv om du vil være alene-mor .. for det lader det til at du bliver.. eller om du vil vente med at få et barn til du finder en som er gammel nok oveni hovedet til at tage ansvar for det han har gjort.. 

jeg valgte kun som jeg gjorde fordi at da jeg fik smidt i hovedet, at dette nok var sidste chance.. det er på ingen måde sjovt at være alene om alt det der høre med til en graviditet.. og tror på ingen måde at det bliver sjovt at stå alene med et barn. 

følg dit hjerte ..  selvom at det ikke er let når man er den eneste som ønsker det lille barn.