jeg savner det

ønskebarn74 skriver:

så må du æde stoltheden... og bare vent de andre der ikke har spillet længe er jo lige så rustne...

høhøhø

Ser for mig hvordan vi allesammen slæber hen ad gulvet med tungen hængene ud af gabet når vi skal fra den ene ende af banen til den anden

jaa, har også overvejet at genoptage min sang igen! det elskede jeg også.. det overtog ligesom da jeg ikke kunne være fysisk-løbe aktiv længere! Og så var det en god måde at få nogle følelser ud

Ja, gu skal jeg så have fat i de andre tøser og så skal der spilles bold

Jeg stoppede i koret da jeg hellere ville fortsætte med mit band end øve med koret. Alderen osv. gjorde at det var coolere at synge rockmusik i mikrofon end klassisk musik sammen med hele holdet. Åååh, en teenagers forfængelighed. Men sangteknisk blev jeg skidegod, så det var det rigtige valg. Men nu er der plads i mig til begge dele, bare mindre ambitiøst. 

Caroline86 skriver:

høhøhø

Ser for mig hvordan vi allesammen slæber hen ad gulvet med tungen hængene ud af gabet når vi skal fra den ene ende af banen til den anden

lige netop og med dit gåpåmod ligger du i hvert fald ikke i bunden... og du kan jo sørge for at være lidt i form inden...  så har du da et forspring frem for en del...

ønskebarn74 skriver:

lige netop og med dit gåpåmod ligger du i hvert fald ikke i bunden... og du kan jo sørge for at være lidt i form inden...  så har du da et forspring frem for en del...

hæhæ

tak du skønne!!!

Caroline86 skriver:

hæhæ

tak du skønne!!!

GLÆDER MIG TIL DIN UPDATE PÅ AT NU ER DU IGANG!!!!

HERMED ET ORDENTLIDT SPARK I R....

Caroline86 skriver:

Lige en nostalgi/tude indlæg fra mig...

Sidder og ser House og i reklamepausen zappede jeg over på NBA...

Inden jeg blev syg som teenager spillede jeg basket. Det var mit liv og jeg brugte stort set al min tid på basket eller ting der havde med basket af gøre. Jeg kom lynhurtigt på de unge udviklingshold og blev kaldt "et af Danmarks unge talenter" og tilbudt pladser på flere forskellige skoler i USA.. jeg ELSKEDE det! og jeg var skide dygtig!

Jeg blev som 15-årig ramt helvedesild inde i mine nerver. Det resulterede i adskillige lammelser forskellige steder i kroppen og ulidelige smerter. Jeg blev indlagt adskillige gange (nogle gange 7-8 gange) om året og ja.. det er en anden historie! Faktum er at jeg fra den ene dag til den anden måtte droppe min elskede sportsgren og selvom jeg hele tiden håbede at kunne komme i gang igen begrænsede min sygdom mig og holdt mig i sengen i 6½ år. D.20. august i år er det 10 år siden jeg fik min første lammelse.

Jeg savner at spille... Jeg ville elske at komme i gang igen men jeg er bange for at jeg ville blive skuffet over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger... Bange for ikke at være "god nok"! Desuden ved jeg slet ikke hvor jeg skulle spille... Hvis jeg starter i en klub nu vil jeg formentligt komme på hold med de tidligere 1. holds spillere og dem kan jeg med garanti ikke hamle op med efter 10 års pause..

Jeg har overvejet at hive fat i alle tøserne fra mit gamle hold og spørge om vi skal starte holdet op igen!

Jeg ved det ikke.. måske skal jeg bare acceptere at det er en del af min fortid og ikke en del af min fremtid? men alligevel bliver jeg ved med at drømme om at spille igen! jeg får både følelsen af lykke og af sorg når jeg ser spillet i tv. det er MIT spil, men det er ikke mit længere...

piv piv piv....

Åh hvor jeg kender det smukke..

Jeg måtte selv stoppe for 10 år siden med min ynglings beskæftigelse. Tra,polin på konkurrence plan. Jeg var skide go og savner det - Men en knæskade stoppede mig! Jeg betragter næsten dagligt mine medaljer og præmieglas herhjemme

Men go for it søde, er sikker på du stadig er pisse go! Du skal bare lige igang igen

MyDream skriver:

Åh hvor jeg kender det smukke..

Jeg måtte selv stoppe for 10 år siden med min ynglings beskæftigelse. Tra,polin på konkurrence plan. Jeg var skide go og savner det - Men en knæskade stoppede mig! Jeg betragter næsten dagligt mine medaljer og præmieglas herhjemme

Men go for it søde, er sikker på du stadig er pisse go! Du skal bare lige igang igen

Caroline86 skriver:

Lige en nostalgi/tude indlæg fra mig...

Sidder og ser House og i reklamepausen zappede jeg over på NBA...

Inden jeg blev syg som teenager spillede jeg basket. Det var mit liv og jeg brugte stort set al min tid på basket eller ting der havde med basket af gøre. Jeg kom lynhurtigt på de unge udviklingshold og blev kaldt "et af Danmarks unge talenter" og tilbudt pladser på flere forskellige skoler i USA.. jeg ELSKEDE det! og jeg var skide dygtig!

Jeg blev som 15-årig ramt helvedesild inde i mine nerver. Det resulterede i adskillige lammelser forskellige steder i kroppen og ulidelige smerter. Jeg blev indlagt adskillige gange (nogle gange 7-8 gange) om året og ja.. det er en anden historie! Faktum er at jeg fra den ene dag til den anden måtte droppe min elskede sportsgren og selvom jeg hele tiden håbede at kunne komme i gang igen begrænsede min sygdom mig og holdt mig i sengen i 6½ år. D.20. august i år er det 10 år siden jeg fik min første lammelse.

Jeg savner at spille... Jeg ville elske at komme i gang igen men jeg er bange for at jeg ville blive skuffet over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger... Bange for ikke at være "god nok"! Desuden ved jeg slet ikke hvor jeg skulle spille... Hvis jeg starter i en klub nu vil jeg formentligt komme på hold med de tidligere 1. holds spillere og dem kan jeg med garanti ikke hamle op med efter 10 års pause..

Jeg har overvejet at hive fat i alle tøserne fra mit gamle hold og spørge om vi skal starte holdet op igen!

Jeg ved det ikke.. måske skal jeg bare acceptere at det er en del af min fortid og ikke en del af min fremtid? men alligevel bliver jeg ved med at drømme om at spille igen! jeg får både følelsen af lykke og af sorg når jeg ser spillet i tv. det er MIT spil, men det er ikke mit længere...

piv piv piv....