jeg savner det

Lige en nostalgi/tude indlæg fra mig...

Sidder og ser House og i reklamepausen zappede jeg over på NBA...

Inden jeg blev syg som teenager spillede jeg basket. Det var mit liv og jeg brugte stort set al min tid på basket eller ting der havde med basket af gøre. Jeg kom lynhurtigt på de unge udviklingshold og blev kaldt "et af Danmarks unge talenter" og tilbudt pladser på flere forskellige skoler i USA.. jeg ELSKEDE det! og jeg var skide dygtig!

Jeg blev som 15-årig ramt helvedesild inde i mine nerver. Det resulterede i adskillige lammelser forskellige steder i kroppen og ulidelige smerter. Jeg blev indlagt adskillige gange (nogle gange 7-8 gange) om året og ja.. det er en anden historie! Faktum er at jeg fra den ene dag til den anden måtte droppe min elskede sportsgren og selvom jeg hele tiden håbede at kunne komme i gang igen begrænsede min sygdom mig og holdt mig i sengen i 6½ år. D.20. august i år er det 10 år siden jeg fik min første lammelse.

Jeg savner at spille... Jeg ville elske at komme i gang igen men jeg er bange for at jeg ville blive skuffet over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger... Bange for ikke at være "god nok"! Desuden ved jeg slet ikke hvor jeg skulle spille... Hvis jeg starter i en klub nu vil jeg formentligt komme på hold med de tidligere 1. holds spillere og dem kan jeg med garanti ikke hamle op med efter 10 års pause..

Jeg har overvejet at hive fat i alle tøserne fra mit gamle hold og spørge om vi skal starte holdet op igen!

Jeg ved det ikke.. måske skal jeg bare acceptere at det er en del af min fortid og ikke en del af min fremtid? men alligevel bliver jeg ved med at drømme om at spille igen! jeg får både følelsen af lykke og af sorg når jeg ser spillet i tv. det er MIT spil, men det er ikke mit længere...

piv piv piv....

Caroline86 skriver:

Lige en nostalgi/tude indlæg fra mig...

Sidder og ser House og i reklamepausen zappede jeg over på NBA...

Inden jeg blev syg som teenager spillede jeg basket. Det var mit liv og jeg brugte stort set al min tid på basket eller ting der havde med basket af gøre. Jeg kom lynhurtigt på de unge udviklingshold og blev kaldt "et af Danmarks unge talenter" og tilbudt pladser på flere forskellige skoler i USA.. jeg ELSKEDE det! og jeg var skide dygtig!

Jeg blev som 15-årig ramt helvedesild inde i mine nerver. Det resulterede i adskillige lammelser forskellige steder i kroppen og ulidelige smerter. Jeg blev indlagt adskillige gange (nogle gange 7-8 gange) om året og ja.. det er en anden historie! Faktum er at jeg fra den ene dag til den anden måtte droppe min elskede sportsgren og selvom jeg hele tiden håbede at kunne komme i gang igen begrænsede min sygdom mig og holdt mig i sengen i 6½ år. D.20. august i år er det 10 år siden jeg fik min første lammelse.

Jeg savner at spille... Jeg ville elske at komme i gang igen men jeg er bange for at jeg ville blive skuffet over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger... Bange for ikke at være "god nok"! Desuden ved jeg slet ikke hvor jeg skulle spille... Hvis jeg starter i en klub nu vil jeg formentligt komme på hold med de tidligere 1. holds spillere og dem kan jeg med garanti ikke hamle op med efter 10 års pause..

Jeg har overvejet at hive fat i alle tøserne fra mit gamle hold og spørge om vi skal starte holdet op igen!

Jeg ved det ikke.. måske skal jeg bare acceptere at det er en del af min fortid og ikke en del af min fremtid? men alligevel bliver jeg ved med at drømme om at spille igen! jeg får både følelsen af lykke og af sorg når jeg ser spillet i tv. det er MIT spil, men det er ikke mit længere...

piv piv piv....

 Jeg er ked af at det er gået dig sådan skat. Jeg ved hvor uendelig meget den sport betyder for dig.

Jeg synes du skal spille igen, om ikke andet så bare for hyggen. Det kan der ikke ske noget ved 

Caroline86 skriver:

Lige en nostalgi/tude indlæg fra mig...

Sidder og ser House og i reklamepausen zappede jeg over på NBA...

Inden jeg blev syg som teenager spillede jeg basket. Det var mit liv og jeg brugte stort set al min tid på basket eller ting der havde med basket af gøre. Jeg kom lynhurtigt på de unge udviklingshold og blev kaldt "et af Danmarks unge talenter" og tilbudt pladser på flere forskellige skoler i USA.. jeg ELSKEDE det! og jeg var skide dygtig!

Jeg blev som 15-årig ramt helvedesild inde i mine nerver. Det resulterede i adskillige lammelser forskellige steder i kroppen og ulidelige smerter. Jeg blev indlagt adskillige gange (nogle gange 7-8 gange) om året og ja.. det er en anden historie! Faktum er at jeg fra den ene dag til den anden måtte droppe min elskede sportsgren og selvom jeg hele tiden håbede at kunne komme i gang igen begrænsede min sygdom mig og holdt mig i sengen i 6½ år. D.20. august i år er det 10 år siden jeg fik min første lammelse.

Jeg savner at spille... Jeg ville elske at komme i gang igen men jeg er bange for at jeg ville blive skuffet over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger... Bange for ikke at være "god nok"! Desuden ved jeg slet ikke hvor jeg skulle spille... Hvis jeg starter i en klub nu vil jeg formentligt komme på hold med de tidligere 1. holds spillere og dem kan jeg med garanti ikke hamle op med efter 10 års pause..

Jeg har overvejet at hive fat i alle tøserne fra mit gamle hold og spørge om vi skal starte holdet op igen!

Jeg ved det ikke.. måske skal jeg bare acceptere at det er en del af min fortid og ikke en del af min fremtid? men alligevel bliver jeg ved med at drømme om at spille igen! jeg får både følelsen af lykke og af sorg når jeg ser spillet i tv. det er MIT spil, men det er ikke mit længere...

piv piv piv....

hvordan fandt du ud af at du havde det der helvedsild??

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

 Jeg er ked af at det er gået dig sådan skat. Jeg ved hvor uendelig meget den sport betyder for dig.

Jeg synes du skal spille igen, om ikke andet så bare for hyggen. Det kan der ikke ske noget ved 

jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte?

Jeg har, selvfølgelig, tjekket hos Hørsholm men jeg kan ikke finde ud af om det der forældrehold er noget for mig eller om jeg så pludselig skal spille sammen med nybegynderne på 50 år det er jeg ikke sikker på jeg ville have tålmodighed til

sweet skriver:

hvordan fandt du ud af at du havde det der helvedsild??

 

jeg har zoster virus i mine nerver... Det er en sjælden sygdom der hedder Ramsay Hunts Syndrom og man formoder det skyldes jeg havde skoldkopper meget tidligt (jeg blev smittet af min storesøster)... Virus har så ligget og "sovet" i kroppen og blussede pludseligt op! det ses stort set aldrig hos så unge mennesker da virus normalt ikke kan blusse op medmindre der er meget nedsat immunforsvar. Jeg har en immundefekt som måske har spillet ind i forhold til at zoster "vandt" men det er stadig usædvanligt når jeg kun var 15 år...

Caroline86 skriver:

jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte?

Jeg har, selvfølgelig, tjekket hos Hørsholm men jeg kan ikke finde ud af om det der forældrehold er noget for mig eller om jeg så pludselig skal spille sammen med nybegynderne på 50 år det er jeg ikke sikker på jeg ville have tålmodighed til

Jeg ville ringe rundt til et par klubber og høre dem ad. At spille er vel lidt som at cykle, man glemmer det aldrig men kan blive lidt rusten.

Hvis du kommer på et +50 hold så kommer jeg og kigger på. HAHAHA!!

Caroline86 skriver:

jeg har zoster virus i mine nerver... Det er en sjælden sygdom der hedder Ramsay Hunts Syndrom og man formoder det skyldes jeg havde skoldkopper meget tidligt (jeg blev smittet af min storesøster)... Virus har så ligget og "sovet" i kroppen og blussede pludseligt op! det ses stort set aldrig hos så unge mennesker da virus normalt ikke kan blusse op medmindre der er meget nedsat immunforsvar. Jeg har en immundefekt som måske har spillet ind i forhold til at zoster "vandt" men det er stadig usædvanligt når jeg kun var 15 år...

hold da op.... blev lige lidt nysgerrig... hvordan føles det der helvedsild??

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Jeg ville ringe rundt til et par klubber og høre dem ad. At spille er vel lidt som at cykle, man glemmer det aldrig men kan blive lidt rusten.

Hvis du kommer på et +50 hold så kommer jeg og kigger på. HAHAHA!!

så, du

 stor knus til dig smukke.. 

Men måske det kunne være meget sjovt at kontakte nogle af dem som du tidligere har spillet med og hører om de er friske på noget hygge træning.? Der er vel mulighed for at man kan leje bane? 

Men jeg kender godt til det med savnet til et spil som har fyldt SÅ meget i ens liv.. 

men jeg vil også sige GO FOR IT. Man kan jo altid stoppe igen hvis det ikke føles rigtig alligevel.

Caroline86 skriver:

Lige en nostalgi/tude indlæg fra mig...

Sidder og ser House og i reklamepausen zappede jeg over på NBA...

Inden jeg blev syg som teenager spillede jeg basket. Det var mit liv og jeg brugte stort set al min tid på basket eller ting der havde med basket af gøre. Jeg kom lynhurtigt på de unge udviklingshold og blev kaldt "et af Danmarks unge talenter" og tilbudt pladser på flere forskellige skoler i USA.. jeg ELSKEDE det! og jeg var skide dygtig!

Jeg blev som 15-årig ramt helvedesild inde i mine nerver. Det resulterede i adskillige lammelser forskellige steder i kroppen og ulidelige smerter. Jeg blev indlagt adskillige gange (nogle gange 7-8 gange) om året og ja.. det er en anden historie! Faktum er at jeg fra den ene dag til den anden måtte droppe min elskede sportsgren og selvom jeg hele tiden håbede at kunne komme i gang igen begrænsede min sygdom mig og holdt mig i sengen i 6½ år. D.20. august i år er det 10 år siden jeg fik min første lammelse.

Jeg savner at spille... Jeg ville elske at komme i gang igen men jeg er bange for at jeg ville blive skuffet over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger... Bange for ikke at være "god nok"! Desuden ved jeg slet ikke hvor jeg skulle spille... Hvis jeg starter i en klub nu vil jeg formentligt komme på hold med de tidligere 1. holds spillere og dem kan jeg med garanti ikke hamle op med efter 10 års pause..

Jeg har overvejet at hive fat i alle tøserne fra mit gamle hold og spørge om vi skal starte holdet op igen!

Jeg ved det ikke.. måske skal jeg bare acceptere at det er en del af min fortid og ikke en del af min fremtid? men alligevel bliver jeg ved med at drømme om at spille igen! jeg får både følelsen af lykke og af sorg når jeg ser spillet i tv. det er MIT spil, men det er ikke mit længere...

piv piv piv....

det lyder som sådan en brændende ting i huden eller sådan noget...