Anonym skriver:
ja som overskriften lyder, så overvejer jeg snart meget kraftigt at gå fra min kæreste....
Men måske er det bare mig som er fuldstændig latterig og urimelig??!!??
Alting burde ellers være så dejlig lige nu....
Vi har et perfekt lille barn sammen, min kæreste har fået et super godt job, vi har lige betalt ALT vores gæld af, vi har begge to skønne familier og venner og alt i alt burde vi slet ikke kunne klage over noget.
men i de sidste mange måneder er ALTING bare blevet til skænderier mellem os...! og jeg mener virkelig alt!
Det er bitte bitte små ting som vi kan komme op at toppes om. Jeg kan helt ærligt faktisk ikke huske hvornår vi sidst havde en dag uden at skændes og diskutere...
Han brokker sig over alt hvad jeg gør, og ikke gør!
Og så er jeg så pisse træt af at han åbenbart tror at vores barn mest er mit!!!
Jeg skal nærmest tvinge ham til at deltage....!?!!
derudover snakker han tit til mig som om jeg er et lille barn! Som om jeg ingen hjerne har og ikke kan tænke selv! Han tror ALTID at han selv har ret i alt hvad han gør og siger... jeg blir så arrig og gal nogle gange at jeg ender med at stå og råbe af ham og så ender vi altid i et kæmpe skænderi!
Jeg orker det simpelthen ikke mere... gider ikke at vores barn skal vokse op og se det og tro at det er normalt at voksne er sådan overfor hinanden, gider ikke at blive hakket på hver eneste dag når jeg altså faktisk gør mit bedste herhjemme! Orker ikke at sidde og græde hver gang han har fået et flip på mig, og mest af alt kan jeg simpelthen ikke klare at se mit barns lille søde ansigt når h*n ser mig ked af det....
Jeg synes at hele mit billede af vores lille lykkelige familie er ved at krakelere fuldstændig og jeg er så ulykkelig... Jeg prøver at skjule det, men kan snart ikke holde til det mere.
Jeg ønsker at være en god mor og rolle model for mit barn, og jeg ønsker at være en glad og kærlig kæreste for min kæreste, men jeg føler bare slet ikke at jeg får lov fordi han konstant er så sur på mig!
Jeg vil også lige tilføje at jeg har prøvet at spørge ham hvorfor han er så gal på mig, og til det svarer han bare om jeg dog virkelig ikke selv kan se at det er MIG der altid er sur og urimelig overfor ham! Øhm what???!!!? det er jeg altså ikke... KUN når han har pisset mig af og gjort mig ked...
jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Inderst inde vil jeg jo aller helst have at vi kan have det godt sammen, og jeg blir ved med at sige til mig selv at det nok bliver bedre - men det tror jeg desværre snart ikke særlig meget på mere.....
Er jeg total nærtagende og udenfor rækkevidde? eller er der rigtig nok at jeg ikke skal finde mig i at han gør mig ked af det næsten hver dag mere?
hilsen den ulykkelige som var SÅ lykkelig og glad førhen!
Hejsa 
Først og fremmest et stort karam herfra 
Når du skriver "Han tror ALTID at han selv har ret i alt hvad han gør og siger." så er det en anklage du går ind og lægger på ham. DU tror, at han altid tror. Men er det i virkeligheden ikke fordi han føler at han må forsvare sig selv?
Når der opstår et skænderi, så spørg dig selv "Hvad får vi ud af at tage denne diskution?" "Gavner det nogle af os" "Ændre det noget, til det bedre?" "Kan vi klare det her, uden at skændes" "ER DET, DET VÆRD?"
Jeg ved godt det kan være svært, at stoppe op og spørger sig selv, men det kan altså være nødvendigt for ikke at ende ud i ubehaglige ting, og at I måske ender med at gå fra hinanden.
Og måske du ville komme til at tænke "NEJ, det er ikke det værd" og så vil i måske spare den diskution.
Jeg ved det er hårdt, men prøv det
Jeg undskylder meget hvis jeg får det til at lyde surt, det er bestemt ikke min mening. Det er blot for at hjælpe jer, jeg ved hvordan I/du har det
