jeg går snart fra ham..... :´(

ja som overskriften lyder, så overvejer jeg snart meget kraftigt at gå fra min kæreste....

Men måske er det bare mig som er fuldstændig latterig og urimelig??!!??

Alting burde ellers være så dejlig lige nu....

Vi har et perfekt lille barn sammen, min kæreste har fået et super godt job, vi har lige betalt ALT vores gæld af, vi har begge to skønne familier og venner og alt i alt burde vi slet ikke kunne klage over noget.

men i de sidste mange måneder er ALTING bare blevet til skænderier mellem os...! og jeg mener virkelig alt!

Det er bitte bitte små ting som vi kan komme op at toppes om. Jeg kan helt ærligt faktisk ikke huske hvornår vi sidst havde en dag uden at skændes og diskutere...

Han brokker sig over alt hvad jeg gør, og ikke gør!

Og så er jeg så pisse træt af at han åbenbart tror at vores barn mest er mit!!!

Jeg skal nærmest tvinge ham til at deltage....!?!!

derudover snakker han tit til mig som om jeg er et lille barn! Som om jeg ingen hjerne har og ikke kan tænke selv! Han tror ALTID at han selv har ret i alt hvad han gør og siger... jeg blir så arrig og gal nogle gange at jeg ender med at stå og råbe af ham og så ender vi altid i et kæmpe skænderi!

Jeg orker det simpelthen ikke mere... gider ikke at vores barn skal vokse op og se det og tro at det er normalt at voksne er sådan overfor hinanden, gider ikke at blive hakket på hver eneste dag når jeg altså faktisk gør mit bedste herhjemme! Orker ikke at sidde og græde hver gang han har fået et flip på mig, og mest af alt kan jeg simpelthen ikke klare at se mit barns lille søde ansigt når h*n ser mig ked af det....

Jeg synes at hele mit billede af vores lille lykkelige familie er ved at krakelere fuldstændig og jeg er så ulykkelig... Jeg prøver at skjule det, men kan snart ikke holde til det mere.

Jeg ønsker at være en god mor og rolle model for mit barn, og jeg ønsker at være en glad og kærlig kæreste for min kæreste, men jeg føler bare slet ikke at jeg får lov fordi han konstant er så sur på mig!

Jeg vil også lige tilføje at jeg har prøvet at spørge ham hvorfor han er så gal på mig, og til det svarer han bare om jeg dog virkelig ikke selv kan se at det er MIG der altid er sur og urimelig overfor ham! Øhm what???!!!? det er jeg altså ikke... KUN når han har pisset mig af og gjort mig ked...

jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Inderst inde vil jeg jo aller helst have at vi kan have det godt sammen, og jeg blir ved med at sige til mig selv at det nok bliver bedre - men det tror jeg desværre snart ikke særlig meget på mere.....

Er jeg total nærtagende og udenfor rækkevidde? eller er der rigtig nok at jeg ikke skal finde mig i at han gør mig ked af det næsten hver dag mere?

hilsen den ulykkelige som var SÅ lykkelig og glad førhen!

 

 

 

ville ikke gå uden at gi dig en

hvor gammel er jeres barn? kan det være overvældelsen ved at blive far og få et mega stort ansvar?

Puha... det er da lidt af en omgang...

Kan godt forstå du er frustreret og forvirret over hvad du skal gøre, men da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg, at I begge føler, det er den anden der er urimelig og derfor begge går i forsvarsposition, når I prøver at snakke om det?
Vi har selv været det igennem herhjemme, og vi fandt frem til, at det simpelthen var fordi vi misforstod hinanden. Så vi er blevet bedre til at "tjekke efter", hvad den anden egentlig mener ved at spørge ind til det, eller gøre den anden opmærksom på at man føler sig angrebet eller hvad det nu kan være.
Det har hjulpet os og lettet vores hverdag meget! Dermed ikke sagt at det er løsningen for jer, men det er måske et forsøg værd?

STORT herfra! Håber I finder ud af det.

Måske prøver at få noget professionelt hjælp, så i enten kan finde ud af om I skal blive sammen eller ej, for det kunne også "bare" være kommunikationsproblemer.

Jeg personlig ville i hvert fald have det langt bedre den dag jeg skulle fortælle mit barn om hvorfor mor og far ikke er sammen mere, hvis jeg vidste at jeg havde gjort alt hvad der stod i min magt for at forholdet skal lykkes. 

Man skal ikke blive sammen for enhver pris, men man skal heller ikke give op fordi det i perioder er som du beskriver i så fald burde mine forældre ikke være sammen den dag i dag - så enten så kæmper du for forholdet eller også giver du op.

Og hvis I ikke skulle have pengene til det, så yder mange præster ægteskablig rådgivning med fokus på kommunikation - og det lyder til at være udemærket hjælp man kan få der. 

nettemor skriver:

ville ikke gå uden at gi dig en

hvor gammel er jeres barn? kan det være overvældelsen ved at blive far og få et mega stort ansvar?

vores barn er 7 mdr gammel.

Ja jeg har også selv tænkt tanken om hele familie livet og rollen som far måske er blevet lidt for overvældende for ham, men jeg kan bare næsten ikke forstå hvis det skulle være der skoen trykker... Vi skændes jo også om alt muligt andet som ikke har noget at gøre med bebs...

jeg går rundt med sådan en grim følelse af at han simpelthen nok bare er blevet træt af mig! hvorfor aner jeg ikke, men det er den eneste forklaring jeg har på at han blir sur og irriteret hver gang jeg siger eller gør noget...

kan bare ikke forstå det.....

Anonym skriver:

vores barn er 7 mdr gammel.

Ja jeg har også selv tænkt tanken om hele familie livet og rollen som far måske er blevet lidt for overvældende for ham, men jeg kan bare næsten ikke forstå hvis det skulle være der skoen trykker... Vi skændes jo også om alt muligt andet som ikke har noget at gøre med bebs...

jeg går rundt med sådan en grim følelse af at han simpelthen nok bare er blevet træt af mig! hvorfor aner jeg ikke, men det er den eneste forklaring jeg har på at han blir sur og irriteret hver gang jeg siger eller gør noget...

kan bare ikke forstå det.....

men mænd kan også godt få fødselsdep. og det er ofte lidt tabu så de prøver at skjule det.

syns i skal se om i kan få den bette passet og så have en dag hvor i får rigtig snakket igennem. kan jo også være at han ikke trives på det nye arbejde eller sådan noget. det kan hurtig påvirke familie livet. kender det fra mig selv. hvis der er noget der fylder meget så er lunten tit kort på alle andre punkter også. og især overfor min mand

NadiaSK skriver:

Puha... det er da lidt af en omgang...

Kan godt forstå du er frustreret og forvirret over hvad du skal gøre, men da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg, at I begge føler, det er den anden der er urimelig og derfor begge går i forsvarsposition, når I prøver at snakke om det?
Vi har selv været det igennem herhjemme, og vi fandt frem til, at det simpelthen var fordi vi misforstod hinanden. Så vi er blevet bedre til at "tjekke efter", hvad den anden egentlig mener ved at spørge ind til det, eller gøre den anden opmærksom på at man føler sig angrebet eller hvad det nu kan være.
Det har hjulpet os og lettet vores hverdag meget! Dermed ikke sagt at det er løsningen for jer, men det er måske et forsøg værd?

STORT herfra! Håber I finder ud af det.

jeg tror at du har helt ret i at vi begge to hele tiden føler os angrebet af den anden og derfor er lynhurtige til at forsvare os selv...!

Faktisk har vi for nogle måneder siden netop snakket med hinanden om vi begge to kunne prøve at skrue lidt ned for pararderne, og blive bedre til at lytte til hvad den anden føler før vi bed igen.

det fungere måske i 1-2 dage og så er alt ved det gamle igen...

og nu er det slet ikke for at lyde hellig, men det er SÅ TIT ham der så starter en diskution igen, brokker sig og er sur eller bare skælder mig ud over et eller andet...

så sidder jeg lidt der tilbage og har 2 valg muligheder:

at holde min mund lukket, finde mig i det (og dermed gå imod hele min personlighed)

eller

at svare ham igen og forsvare mig selv, i håbet om at han måske en dag forstår at jeg bliver ked af hans måde at snakke til mig på, og ikke finder mig i at blive irettesat og snappet af...

og SÅ er vi tilbage ved start igen...

ville virkelig ØNSKE at vi fandt frem til en løsning ligesom dig og din kæreste gjorde, og på den måde fik klinket skårende...

N&J skriver:

Måske prøver at få noget professionelt hjælp, så i enten kan finde ud af om I skal blive sammen eller ej, for det kunne også "bare" være kommunikationsproblemer.

Jeg personlig ville i hvert fald have det langt bedre den dag jeg skulle fortælle mit barn om hvorfor mor og far ikke er sammen mere, hvis jeg vidste at jeg havde gjort alt hvad der stod i min magt for at forholdet skal lykkes. 

Man skal ikke blive sammen for enhver pris, men man skal heller ikke give op fordi det i perioder er som du beskriver i så fald burde mine forældre ikke være sammen den dag i dag - så enten så kæmper du for forholdet eller også giver du op.

Og hvis I ikke skulle have pengene til det, så yder mange præster ægteskablig rådgivning med fokus på kommunikation - og det lyder til at være udemærket hjælp man kan få der. 

Vi har HELT klart kommunikations problemer.. og de er store... vi kan intet snakke om uden at fare i flint begge to! der hvor jeg bliver opgivende er når det nærmest altid er ham, som skak starter med at sige et eller andet negativt... det er så opslidende... 

Men ja jeg har faktisk også tænkt tanken om at vi skulle prøve at få lidt professionelt hjælp ind..

for jeg er villig til at gøre ALT for at få det godt sammen med ham.

Vil helt klart overveje dit råd om samtale med præsten! Ringer man bare og bestiller tid eller hvordan?

 

jeg kan anbefale dig at læse bogen mænd er fra mars og kvinder er fra venus

nettemor skriver:

men mænd kan også godt få fødselsdep. og det er ofte lidt tabu så de prøver at skjule det.

syns i skal se om i kan få den bette passet og så have en dag hvor i får rigtig snakket igennem. kan jo også være at han ikke trives på det nye arbejde eller sådan noget. det kan hurtig påvirke familie livet. kender det fra mig selv. hvis der er noget der fylder meget så er lunten tit kort på alle andre punkter også. og især overfor min mand

så nyt er jobbet dog ikke... han fik det før jeg blev gravid (men gik inden da ledig i næsten 1 år)

dog er han til tider meget presset i jobbet, da han er ansat i en leder stilling og der jo så naturligt nok følger et kæmpe ansvar med...

Men han er utrolig glad for jobbet, og ærlig talt bruger han faktisk mange flere resoucer på jobbet end han gør på vores familie liv. Men jeg har aldrig brokket mig over det, fordi jeg ved hvor meget jobbet betyder for ham, og hvor godt han trives derude.

mon han kan have en fødsels dep??? det har jeg aldrig lige tænkt på... hvordan finder man lige ud af det?

men helt ærligt så tror jeg det altså ikke....