jeg går snart fra ham..... :´(

Anonym skriver:

ja som overskriften lyder, så overvejer jeg snart meget kraftigt at gå fra min kæreste....

Men måske er det bare mig som er fuldstændig latterig og urimelig??!!??

Alting burde ellers være så dejlig lige nu....

Vi har et perfekt lille barn sammen, min kæreste har fået et super godt job, vi har lige betalt ALT vores gæld af, vi har begge to skønne familier og venner og alt i alt burde vi slet ikke kunne klage over noget.

men i de sidste mange måneder er ALTING bare blevet til skænderier mellem os...! og jeg mener virkelig alt!

Det er bitte bitte små ting som vi kan komme op at toppes om. Jeg kan helt ærligt faktisk ikke huske hvornår vi sidst havde en dag uden at skændes og diskutere...

Han brokker sig over alt hvad jeg gør, og ikke gør!

Og så er jeg så pisse træt af at han åbenbart tror at vores barn mest er mit!!!

Jeg skal nærmest tvinge ham til at deltage....!?!!

derudover snakker han tit til mig som om jeg er et lille barn! Som om jeg ingen hjerne har og ikke kan tænke selv! Han tror ALTID at han selv har ret i alt hvad han gør og siger... jeg blir så arrig og gal nogle gange at jeg ender med at stå og råbe af ham og så ender vi altid i et kæmpe skænderi!

Jeg orker det simpelthen ikke mere... gider ikke at vores barn skal vokse op og se det og tro at det er normalt at voksne er sådan overfor hinanden, gider ikke at blive hakket på hver eneste dag når jeg altså faktisk gør mit bedste herhjemme! Orker ikke at sidde og græde hver gang han har fået et flip på mig, og mest af alt kan jeg simpelthen ikke klare at se mit barns lille søde ansigt når h*n ser mig ked af det....

Jeg synes at hele mit billede af vores lille lykkelige familie er ved at krakelere fuldstændig og jeg er så ulykkelig... Jeg prøver at skjule det, men kan snart ikke holde til det mere.

Jeg ønsker at være en god mor og rolle model for mit barn, og jeg ønsker at være en glad og kærlig kæreste for min kæreste, men jeg føler bare slet ikke at jeg får lov fordi han konstant er så sur på mig!

Jeg vil også lige tilføje at jeg har prøvet at spørge ham hvorfor han er så gal på mig, og til det svarer han bare om jeg dog virkelig ikke selv kan se at det er MIG der altid er sur og urimelig overfor ham! Øhm what???!!!? det er jeg altså ikke... KUN når han har pisset mig af og gjort mig ked...

jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Inderst inde vil jeg jo aller helst have at vi kan have det godt sammen, og jeg blir ved med at sige til mig selv at det nok bliver bedre - men det tror jeg desværre snart ikke særlig meget på mere.....

Er jeg total nærtagende og udenfor rækkevidde? eller er der rigtig nok at jeg ikke skal finde mig i at han gør mig ked af det næsten hver dag mere?

hilsen den ulykkelige som var SÅ lykkelig og glad førhen!

 

 

 

I har lige fået et barn sammen og jeres lille familie og liv er lige begyndt . Der kommer masser af optur og nedtur søde. Men det er en del af livet og forholdet. I skal snakke stille og roligt om det og blive enig om tingene , det gør jer stærkere . Har selv erfaring med det og man skal ikke gå fra hinanden ligeså snart man er uenig om noget eller skændes meget . MEn løse det stedet eller prøve så godt man kan. Både for jer selv og prinsessen

Anonym skriver:

hmm jeg må lære at give ham den tid så... det har jeg været lidt dårlig til... det indrømmer jeg blankt... men tror det er fordi at jeg går rundt of tænker "om 1 time kommer han hjem og SÅ er det min tur til at slappe lidt af" selvom jeg jo også godt ved at han ikke har slappet af endnu...

nogle gange kan jeg bare slet ikke forstå at han ikke er HELT VILD efter at flå ungen ud af armene på mig, og tage over med det samme... det ville jeg godt nok være hvis jeg havde været afsted en hel dag....

men der er mænd og kvinder jo så nok ret forskellige....

uha ja han ville nok nyde at fyre den af som en 15 årig igen! Og det skal han helt sikkert også have "lov" til. Tror bare at vi begge to har set det som et selvfølge at vi lavede noget sammen når i weekenderne når vi nu endelig var hjemme sammen... men det er jo så heller ikke specielt hygge hvis vi alligevel går rundt og skændes hele tiden..... doooh!

 

hvorfor er det altid mændene der skal have lov til at komme ud og more sig. er det ikke dig der står med ungen og huset 24 timer i døgnet  han arbejder 8 timer (måske mere) men har så fri når han kommer hjem. hvornår skal du have fri??

synes det er en mærkelig holdning at have at fordi man er kvinde så er det også ens opgave at skulle stå med alt hjemme og så er det okay at manden ikke skal lave noget når han kommer ind af døren.

man har da trods alt været 2 om at lave det barn og derfor er man også 2 om ansvaret.

jeg synes helt sikkert at du skal søge noget hjælp. du bliver nød til at få din mand til at indse at være hjemmegående husmor er 10 gange hårdere end at gå arbejde, så han bliver lidt bedre til at hjælpe til derhjemme.

Lisbeth85 skriver:

Jeg havde det præcis som dig i længe, men jeg tænkte altid: Det skal nok blive bedre! .... men det blev det ikke. Da jeg så blev gravid med ham, ja så måtte jeg virkelig bide tænderne sammen og så håbe på, at det ville blive bedre. Men ak... jeg blev dig hos ham, og det endte så med, at det var ham, som gik fra mig i 7. måned. Jeg var selvfølgelig ked af det, da jeg nu skulle være alenemor, men hellere det end være ked hver dag og kæmpe for noget, som aldrig vil blive perfekt.

Du tænker meget på jeres barn, og jeg er sikker på, at du vil gøre det rigtige i, at gå fra din kæreste, så DU kan blive glad igen, nyde dit barn og slappe af til daglig, uden at tænke på næste skænderi, hvornår skælder han mig ud igen, hvorfor hjælper han mig ikke etc. Alle de tanker slipper du for, så du igen kan slappe af og nyde dit barn. Det er ikke sundt at skændes foran et barn - det skal man aldrig! Så må man snakke pænt inden han skal sove, og så SNAKKE sammen der, så barnet ikke ved noget. Selvom barnet kun er 7 mdr., så er det opmærksom på stemmerne, og om de er kærlige eller om de lyder sure. Min søn er også 7 mdr., og jeg ville aldrig kunne skændes med nogen foran ham - har jeg aldrig gjort og håber ikke jeg kommer til det.

Håber du finder ud af det hele - tænk på dig og dit barn.

jeg er nok ikke helt nået til det punkt endnu, hvor jeg er helt 100 % klar til at give helt op...

jeg vil rigtig rigtg gerne have det til at fungere.... men jeg føler bare for tiden at det bliver mere og mere umuligt...

og ja jeg tænker rigtig rigtig meget på mit barns tarv i det her også... jeg kan jo tydeligt se at det påvirker, da ansigts mimikken bliver helt trist... Ønsker for alt i verden ikke at vores barn skal se det når h*n bliver i stand til at huske det!

jeg synes dog at jeg har fået en masse gode råd herinde, og jeg vil prøve ALT af inden jeg pakker mine ting.

Jeg elsker ham jo stadig rigtig meget, og han er en god far! så drømmen vil være at få det til at fungere mellem os igen...

og hvis ikke det går, vil jeg også hellere gøre som dig og din ex, så vi bliver lykkelige hver for sig.

serinasmor skriver:

 

prøv at snakke med ham om det ... det er ikke sikkert det er noget han gør med vilje .. det kan tænkes han slet ikke tænker over det men det bare er blevet sådan fordi vanens magt nu engang er rimelig kraftig ...

hvis han har været vant ti at du lige klarede det hele fordi du var på barsel og du nu er begyndt med en normal hverdag igen .. så tager det lige lidt tid før i vænner jer til den nye hverdag

jeg ved heller ikke hvor gammel jeres barn er .. men jeg ved i hvert fald at farmand her i huset havde svært ved blandt andet at give serina bad, fordi han var så bange for hun skulle drukne ... det hjalp at gå i træningslejr og hjælpes ad i en måneds tid .. så gik det fint og nu skiftes vi til at have hende i bad helt uden problemer  ...

 

håber det hjælper at snakke sammen

 

serinasmor

H*n er 7 måneder gammel.. og ja der var også rigtig mange ting som han lige skulle vende sig til at gøre selv.. og egentlig også stadivæk skal vende sig til.

Tror i dund og grund egentlig godt at han kan, men det ligger nok nærmere i at han ikke vil eller orker det (som han selv formulerer det...)

Jeg går stadig hjemme på barsel, og tror lidt at det er derfor han han "regner" med at jeg står for det hele... han synes det er sjovest når der skal leges lidt, og ellers er det tit mig som skal ordne alle de praktiske opgaver, såsom bleskift osv.

der hvor min irritation så ligger, er at når jeg nu GØR alle de her ting, så synes at det er vildt opslidende at han stadig hakker på mig og er irriteret på mig....

har bestemt mig for at jeg idag vil tage den helt store snak med ham  omkring alle de tanker jeg sidder med. og så bliver det spændende om vi kan nå hinanden UDEN at råbe og skrige....

NadiaSK skriver:

Men jeg ser det som at du har en ekstra mulighed. Du skriver jo selv:
"i håbet om at han måske en dag forstår at jeg bliver ked af hans måde at snakke til mig på, og ikke finder mig i at blive irettesat og snappet af..."

Beklager og det er ikke for at lyde chauvinistisk, men de fleste mænd kan ikke gætte sig til, hvad vi kvinder føler, heller ikke selvom vi noget så inderligt ønsker det! Jeg synes, du i stedet skal sige: "Jeg føler du bider af mig lige nu, og forstår ikke helt hvorfor?" "Kan vi ikke lige starte forfra uden en bebrejdende tone? Jeg føler mig angrebet". For selvfølgelig skal du ikke finde dig i, hvis han snakker grimt til dig på nogen måde, men nogen tænker bare ikke over, hvor hårdt det kan føles for den anden, og de har brug for at få det at vide i selve situationen. "Det du lige sagde gjorde mig rigtig ked af det fordi...." Giver det mening?
Min mand havde nemlig rigtig svært ved at se han talte grimt til mig, og det hjalp virkelig når jeg sagde det i situationen i stedet for at blive "tøsefornærmet" eller råbe tilbage, for det får bare det hele til at eskalere... Og det er bare så anstrengende

Men hvis I har prøvet det, er det selvfølgelig svært... men man kan jo heller ikke regne med, at man kan få det hele til at køre bare fordi man har snakket om det én gang. Man må hjælpe hinanden med at huske på det, for det er en dårlig vane i begge to har fået og det mønster skal brydes - det bliver det ikke gennem en enkelt samtale, det tager tid.

Det kan være, du synes det lyder helt hen i hegnet, men det er bare min erfaring. Og når du selv skriver, du før har været så lykkelig, så synes jeg bare det er synd, hvis I ikke prøver endnu hårdere, hvis det virkelig er det I begge vil.

Masser af og tanker herfra

du har ret... det er helt klart min opgave at skære det ud i pap at jeg faktisk bliver ret såret over hans kommentarer....

men jeg synes også bare at jeg alligevel tit har forsøgt at sige det til ham, og så vender han den lynhurtigt om til hans fordel igen... altså smider bolden tilbage og siger "jamen du snakker selv sådan og sådan til mig!"

og derfra kører diskutionen så videre... vi er også to uadmindelige stædige mennesker begge to, så det gør ikke det hele nemmere... desværre.

Jeg tror også at du har ret i at det hele, med at skændes, er blevet til en rigtig dårlig vane for os, som vi nok har lidt svært ved at bryde igen...

ordsproget med at der skal 10 gode ting til at opveje 1 dårlig ting, stemmer virkelig! vi kan jo have rigtig dejlige stunder sammen, men lige så snart én eneste ting går ham på, så farer han op og så er helved løs!

Jeg snakkede med en veninde om det hele idag, og hun spurgte ind til om vi har et godt sexliv... øøøhm nej det må jeg jo så indrømme at der er faldet gevaldigt af på den siden vi blev forældre...

sex forekommer nok kun ca hver anden uge herhjemme lige nu.. og måske er det i virkeligheden der skoen trykker????

han ligger jo tit op til mig, hvor jeg tit afviser ham, da jeg simpelthen ikke orker for tiden...

det er lidt skruen uden ende, for når han er strid, så mister jeg da total lysten, og så bliver han måske endnu mere strid osv osv osv...

havde ikke selv tænkt over at det kunne blive så stort et problem for ham... men tror måske at min veninde kunne have ret.

Ansemusen skriver:

PARTERAPI NU!!! Nu kender jeg jer selvfølgelig ikke og derfor heller ikke jees forhold. Men udfra det du beskriver, lyder det som om I elsker hinanden, men at I er kørt lidt skævt. Det ville være SÅ synd ikke at kæmpe for at få kommunikationen op at stå! Husk at terapi ikke er en faliterklæring og at flere og flere også bruger det forebyggende til at lære hvordan man holder kærligheden ved lige og undgår at havne, hvor I er nu med daglige skænderier og alt og ingenting! Jeg tror godt at I kan komme igennem det her som par og blive meget størkere sammen end I har været før, hvis I begge er indstillet på det!

Held og lykke herfra

vi fik faktisk lige hurtigt her til morgen nævnt for hinanden at det måske var på tide at søge noget professionelt hjælp...

han nævnte det selv uden jeg havde sagt det.

en herinde foreslog igår, at vi kunne snakke med en præst, og det tror jeg faktisk vi vil prøve!

min kæreste var ihvertfald med på den lød det til..

han sluttede desuden af med at sige til mig at han elsker mig, og meget gerne vil have det til at fungere!

det var rigtig dejligt at høre. Men han har sagt det mange gange før, og alligevel ender vi altid i samme dumme rille igen....

Håber bare at lidt snak med en som har forstand på det, kan hjælpe os. så vi igen kan blive det lykkelige par som vi var førhen.

for det var vi virkelig...! folk plejede altid at kommentere hvor dejligt vi havde det sammen og hvor glade vi altid så ud... snøft!

gravid20 skriver:

ville ikke forlade tråden uden at give dig et kæmpe ! 

 - for at i finder den bedste løsning på problemet sammen. 

mange tak!

Jeg håber også selv at vi finder en løsning sammen på det, for den sidste udvej, om at gå fra ham, ønsker jeg inderst inde ikke!

lillepuller skriver:

I har lige fået et barn sammen og jeres lille familie og liv er lige begyndt . Der kommer masser af optur og nedtur søde. Men det er en del af livet og forholdet. I skal snakke stille og roligt om det og blive enig om tingene , det gør jer stærkere . Har selv erfaring med det og man skal ikke gå fra hinanden ligeså snart man er uenig om noget eller skændes meget . MEn løse det stedet eller prøve så godt man kan. Både for jer selv og prinsessen

det er netop også derfor at jeg råber lidt om hjælp... fordi at jeg IKKE ønsker at vores forhold skal slutte...

jeg vil meget gerne kæmpe for det! men indeni kan jeg bare mærke at jeg næsten er ved at tabe modet nogle gange...

jeg er dog indstillet på at vi giver det en chance, og det er min kæreste heldigvis også.

vil jo bare gerne være en lykkelig lille familie, nu hvor vi har fået alt hvad vi drømte om i vores lækre lille barn!

Anonym skriver:

du har ret... det er helt klart min opgave at skære det ud i pap at jeg faktisk bliver ret såret over hans kommentarer....

men jeg synes også bare at jeg alligevel tit har forsøgt at sige det til ham, og så vender han den lynhurtigt om til hans fordel igen... altså smider bolden tilbage og siger "jamen du snakker selv sådan og sådan til mig!"

og derfra kører diskutionen så videre... vi er også to uadmindelige stædige mennesker begge to, så det gør ikke det hele nemmere... desværre.

Jeg tror også at du har ret i at det hele, med at skændes, er blevet til en rigtig dårlig vane for os, som vi nok har lidt svært ved at bryde igen...

ordsproget med at der skal 10 gode ting til at opveje 1 dårlig ting, stemmer virkelig! vi kan jo have rigtig dejlige stunder sammen, men lige så snart én eneste ting går ham på, så farer han op og så er helved løs!

Jeg snakkede med en veninde om det hele idag, og hun spurgte ind til om vi har et godt sexliv... øøøhm nej det må jeg jo så indrømme at der er faldet gevaldigt af på den siden vi blev forældre...

sex forekommer nok kun ca hver anden uge herhjemme lige nu.. og måske er det i virkeligheden der skoen trykker????

han ligger jo tit op til mig, hvor jeg tit afviser ham, da jeg simpelthen ikke orker for tiden...

det er lidt skruen uden ende, for når han er strid, så mister jeg da total lysten, og så bliver han måske endnu mere strid osv osv osv...

havde ikke selv tænkt over at det kunne blive så stort et problem for ham... men tror måske at min veninde kunne have ret.

Ja, hvis han føler sig afvist gang på gang og når han "endelig får noget" måske kan mærke at du gør det lidt af 'pligt'? Så tror jeg også sagtens at det kan være der der går noget galt

Måske du skulle starte samtalen der i stedet? Og så spørge ind til om det er det der er med til at gøre ham lidt 'touchy'?

Det kunne i hvert fald være et forsøg værd, og husk nu at fortælle hvad du helt præcis føler, og hvorfor du ikke har lyst til sex - det SKAL skæres ud i pap nogen gange Måske det kunne op for dialogen på en helt ny måde?

for at det kan få jer på rette vej - og så måske huske at sige til ham at du godt ved at du ikke selv er fejlfri, og at du også har brug for at han fortæller dig hvis du er urimelig, men på en stille og pæn måde naturligvis

kiwilouise skriver:

hvorfor er det altid mændene der skal have lov til at komme ud og more sig. er det ikke dig der står med ungen og huset 24 timer i døgnet  han arbejder 8 timer (måske mere) men har så fri når han kommer hjem. hvornår skal du have fri??

synes det er en mærkelig holdning at have at fordi man er kvinde så er det også ens opgave at skulle stå med alt hjemme og så er det okay at manden ikke skal lave noget når han kommer ind af døren.

man har da trods alt været 2 om at lave det barn og derfor er man også 2 om ansvaret.

jeg synes helt sikkert at du skal søge noget hjælp. du bliver nød til at få din mand til at indse at være hjemmegående husmor er 10 gange hårdere end at gå arbejde, så han bliver lidt bedre til at hjælpe til derhjemme.

ja det er SÅ meget et fuldtids arbejde at gå hjemme på barsel... og vi har endda et ret nemt barn (kan jeg forstå på folk...) men alligevel er jeg helt færdig efter en lang dag, og DER har jeg bare helt vildt meget brug for at han melder sig på banen og tager lidt over.

Jeg vil dog prøve ny metode af med at lade ham komme hjem og falde lidt til før jeg giver ham barnet over i armene. det er da et forsøg værd!

og nej jeg mener absolut heller ikke at det kun er mændende som har ret til at komme ud og more sig.. slet ikke endda!

Men han har faktisk ikke rigtig været afsted siden jeg blev gravid, og det har jeg. Så jeg kan godt se at det ville være rigtig godt for ham at komme ud lidt...

Men jeg giver dig FULDSTÆNDIG ret i at man er 2 om at være forældre, og derfor skal man begge to deltage i det sure og det søde... det er pogså der jeg bliver lidt harm over ham, for jeg forventer af ham at han deltager lidt mere!

kan godt forstå at det er en omvæltning at han først skal på job og derefter hjem og passe barn, når han førhen var vandt til at gøre hvad han ville... men situationen er jo den samme for mig! jeg har heller ikke den frihed mere, og det vidste vi jo, at det ville blive sådan, dengang vi besluttede os for at lave det lille væsen...