Skal dit barn være organdonor?

132319 skriver:

Det kan jeg vel, lige så vel som du kan sige at du ikke kan -Lad være med at tro at du ved hvordan jeg tænker 

Min holdning er at hvis man vil modtage, så skal man også være villig til at give -Og jeg vil til hver en tid modtage et organ, både til mit barn og mig selv hvis det var nødvendigt 

Kommer blot med min holdning, som sagt er det for MIG rart at vide at folk ved hvad der skal ske hvis mine børn og jeg skulle omkomme i en ulykke, samtidig.

Jeg håber aldrig aldrig aldrig at det sker men det KAN ske og derfor har jeg det bedst med at være fuldstændig afklaret.

Det kunne være lidt sjovt at se hvad der sker hvis nu man sagde: "Ingen, der ikke vil være organdonor, kan modtage et organ fra andre". Gud vide hvor mange der vil tænke sig om en ekstra gang inden de vælger at tage stilling eller vælger IKKE at tage stilling før noget sker?

Jeg går selv ind for formodet samtykke fra fødslen, så man er tvunget til aktivt at tage stilling til om man IKKE vil være det. Skulle jeg eller mine børn få brug for et organ, så vil jeg da vitterligt håbe at de ikke når at dø inden de kommer langt nok frem på ventelisten. Omvendt vil JEG ikke have samvittighed til at "KRÆVE" noget så personligt som et andet menneskes organ, hvis jeg ikke selv er villig til at ofre noget igen.

Eva. skriver:

Det kan jeg ikke forholde mig til og det skal jeg heller aldrig...så let er det.

jeg er af samme holdning.. det har jeg slet ikke lyst til at tænke på.,

Noget helt andet er at man udsætter sygehuspersonalet for en rigtig møg ubehagelig situation når de skal spørge dybt ulykkelige og traumatiserede forældre om deres børn må være organdonorer.

dyb skriver:

Det kunne være lidt sjovt at se hvad der sker hvis nu man sagde: "Ingen, der ikke vil være organdonor, kan modtage et organ fra andre". Gud vide hvor mange der vil tænke sig om en ekstra gang inden de vælger at tage stilling eller vælger IKKE at tage stilling før noget sker?

Jeg går selv ind for formodet samtykke fra fødslen, så man er tvunget til aktivt at tage stilling til om man IKKE vil være det. Skulle jeg eller mine børn få brug for et organ, så vil jeg da vitterligt håbe at de ikke når at dø inden de kommer langt nok frem på ventelisten. Omvendt vil JEG ikke have samvittighed til at "KRÆVE" noget så personligt som et andet menneskes organ, hvis jeg ikke selv er villig til at ofre noget igen.

Sådan skal det naturligvis heller ikke være men jeg synes i det mindste at man skal tage stilling.

Vi er helt enige, det er så ærgerligt at der er så mange derude der ikke kan/vil tage stilling blot fordi de ikke ønsker at det sker -Det ønsker ingen vel 

Nej, mine børns kroppe er deres egne. Jeg har ikke ret til at tage det valg på deres vegne.

Der er rigtig mange ting i organdonation at tænke på. For nogle mennesker er det ikke så sort-hvidt og selvfølgeligt som for andre.

Zeus skriver:

Inspireret af den anden tråd..

Skal dit barn være organdonor, hvis det utænkelige skulle ske?

Har du den samme holdning ang dine egne organer, som til dine børns?

Jeg er det selv, men jeg tror slet ikke man kan tage en 100% beslutning før man står i situationen når det gælder ens børn eller feks nære familiemedlemmer, det er svært at sige hvordan man reagerer i sådan en situation, og håber aldrig jeg får brug for at finde ud af, hvad jeg ville gøre i sådan en situation

puha..... den er svær, og jeg håber ALDRIG jeg kommer i situationen.... 

det ville være så forfærdeligt og skrækkeligt at jeg jo egentlig ikke ved hvad jeg ville sige hvis situationen rent faktisk opstod.... jeg kan have - og har - en holdning til det, men om den i situationen ville ændres, ved jeg jo ikke.....

men ja, jeg tænker faktisk at de godt må tage det de kan bruge - men det er mest på det grundlag at hvis jeg selv havde et dødsygt barn, så ville jeg være SÅ taknemmelig hvis en transplantation reddede hans liv - også selvom det var på trods af en families sorg.

Ved mig selv, min mand og forældre er dialogen ikke svær - men det er den som mor - for selvfølgelig er det ubærligt at tænke på at de skulle skære i ham og hans lille krop.

Men hvis Lasse, når han bliver ældre og med en vis forståelse, kom og sagde at han ønskede at være organdonor - så ville jeg respektere det, på samme måde som jeg har respekteret min mands ønske om det, f.eks. 

Jannie

Maja84 skriver:

Jeg er det selv, men jeg tror slet ikke man kan tage en 100% beslutning før man står i situationen når det gælder ens børn eller feks nære familiemedlemmer, det er svært at sige hvordan man reagerer i sådan en situation, og håber aldrig jeg får brug for at finde ud af, hvad jeg ville gøre i sådan en situation

Det er også min mening...og jeg tror ikke på man får noget godt ud af at gå og tænke skrækscenarier igennem...ingen kan heldigvis vide hvordan man reagerer i sådan en situation og jeg håber ikke at der er nogen af os herinde der nogensinde skal forholde sig til det at miste et barn

BellaT skriver:

Nej, mine børns kroppe er deres egne. Jeg har ikke ret til at tage det valg på deres vegne.

Der er rigtig mange ting i organdonation at tænke på. For nogle mennesker er det ikke så sort-hvidt og selvfølgeligt som for andre.

Alle skal have lov til at sige NEJ til at være organdonorer(OG respekteres for deres valg uanset!). Men så har man også taget stilling til om man vil eller ej.

Børn og organdonation er et meget følsomt emne. Som privatperson er min holdning som før nævnt, men som kommende sygeplejerske, så gruer jeg virkelig for hvis dagen kommer hvor jeg bliver nødt til at bede et dybt ulykkeligt forældrepar om at tage stilling. Det vil ikke berøre mig at skulle spørge dem som sådan, men jeg er sikker på at det vil berøre mig at jeg propper en ekstra smerte på dem ved at bede dem om at tage stilling. Det er et kæmpe etisk dilema.

Helt klart JA.

Jeg vil gerne modtage organer til mine børn hvis det skulle blive nødvendig, og jeg vil gerne hjælpe andre hvis det utænkelige skulle ske.

www.stjerneleg.dk