Eva. skriver:
Jeg kan da på ingen måde sidde at tage stilling til noget så langt ude, langt væk, urealistisk.....og når jeg sider at der intet sker mine børn så ved jeg da selvfølgelig godt at man ikke kan sige sådan...men altså, visse ting behøver man jo ikke gå og forholde sig til og da især ikke noget hvor man ikke aner noget om hvordan man vil reagere.
Så det og en del andet vil jeg end ikke spilde min tid på at tænke på...det er livet for kort til...nuet er her og nu og det forholder jeg mig til.
Og jeg har haft det inde på livet, et barn i min familie...skrækkeligt.
Uanset om det er urealistisk eller ej, synes jeg stadig det er vigtigt at have taget stilling, inden det utænkelige skulle ske.
....Men jeg er den forkerte at debattere dette med, da jeg 100% går ind for at organdonation fra fødslen burde indføres (og så kan man framelde sine børn, hvis det er det man lyster.)
Jeg ville ALDRIG kunne tage stilling til den slags midt i en sorg så stor, så derfor har jeg taget den på forhånd. Så ved folk også hvad min holdning er, hvis der skulle ske os alle noget på én gang.
Anmeld