ville du finde dig i???

sarahb skriver:

Jeg ville ikke blive!
Jeg har brug for som kvinde at føle mig elsket, værdsat, mærket, hørt, hjulpet osv osv.
Hvis min mand ikke kan leve for at gøre mig lykkelig i vores ægteskab, hvorfor skal jeg så blive. Jeg gør en helt masse for at min mand skal vide han er elsket og værdsat og jeg forventer det samme tilbage. Der skal være ping pong i et forhold, der skal være humor og romantik og når det er dødt, så tror jeg ærligt at jeg ville have det bedre alene! Så har man ikke nogle man skal forvente det umulige (åbenbart) af.

Godt skrevet 

Anonym skriver:

Jeg står i en situation som jeg efterhånden har stået i rigtig mange gange før. Det i sig selv får mig til at tænke over mit liv.

Jeg bor sammen med en fyr, han er samme alder som mig og er far til mit barn.
Da vores barn var helt lille tog min kæreste ikke noget ansvar. Jeg stod med alt også selvom vi boede sammen.
Det er først nu her efter nogle år at min kæreste tager lidt ansvar.
Min kæreste og jeg snakker stort set aldrig sammen, han passer sit og jeg passer så mig selv. Han mener ikke at man behøver at snakke sammen med mindre der er noget at snakke om fx et problem, det er helt forkert efter min mening. Jeg har rigtig meget brug for at vi kan planlægge sammen og jeg vil rigtig gerne vide hvad hans drømme og mål i livet er, jeg synes at det er vigtigt at vide for at kunne leve sammen.
Han arbejder 5 dage i ugen, går til sport 2 dage og bruger rigtig meget tid foran computeren.
Jeg arbejder 3 dage om ugen og står så for hjem, barn og alt hvad der hører sig dertil.
Jeg har tit en følelse af at være alene i mit forhold, det er som om han bare følger med, dog kun hvis det jeg vil eller gør er noget som passer hans hoved.
Jeg ville SÅ gerne have at han kunne mande sig lidt op, gøre nogle ting for mig, snakke lidt med mig, bare noget.
Der er ingen romantik overhovedet, heller ingen sex, han kan sagtens sige at han har lyst til mig, men kun på tidspunkter hvor han er sikker på at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg stopper her selvom der er meget mere, men spørg gerne..

Jeg ved godt at set kun er mig der kan tage en beslutning så det er ikke det jeg beder jer om, men lidt råd ville virkelig være godt.

Jeg ville blive. Livet har lært mig meget, og jeg ved at man nemt fokuserer på det negative. Hvis du gerne vil have at han ændre sig, så skal du måske selv ændre dig først?

Måske kunne i sammen tage til en parterapeut?

Jeg synes i hvert flad i skulle overveje at give det en chance.

Anonym skriver:

Ja det ville jo også være det jeg skulle gøre, men det kræver at jeg først fortæller min kæreste at jeg ikke vil fortsætte.. Det er der problemet så opstår. Han nægter at acceptere at det er det jeg gerne vil.

hvorfor er det nødvendigt at fortælle ham det først?

det lyder præcis som min eks og jeg havde det..., jeg valgte at gå, jeg har brug for at blive bekræftet, elsket og en der kan give mig respekt...

livet er for kort til at ødelægge sig selv, på noget der er skidt, slet ikke når der er børn indblandet

Anonym skriver:

Jeg står i en situation som jeg efterhånden har stået i rigtig mange gange før. Det i sig selv får mig til at tænke over mit liv.

Jeg bor sammen med en fyr, han er samme alder som mig og er far til mit barn.
Da vores barn var helt lille tog min kæreste ikke noget ansvar. Jeg stod med alt også selvom vi boede sammen.
Det er først nu her efter nogle år at min kæreste tager lidt ansvar.
Min kæreste og jeg snakker stort set aldrig sammen, han passer sit og jeg passer så mig selv. Han mener ikke at man behøver at snakke sammen med mindre der er noget at snakke om fx et problem, det er helt forkert efter min mening. Jeg har rigtig meget brug for at vi kan planlægge sammen og jeg vil rigtig gerne vide hvad hans drømme og mål i livet er, jeg synes at det er vigtigt at vide for at kunne leve sammen.
Han arbejder 5 dage i ugen, går til sport 2 dage og bruger rigtig meget tid foran computeren.
Jeg arbejder 3 dage om ugen og står så for hjem, barn og alt hvad der hører sig dertil.
Jeg har tit en følelse af at være alene i mit forhold, det er som om han bare følger med, dog kun hvis det jeg vil eller gør er noget som passer hans hoved.
Jeg ville SÅ gerne have at han kunne mande sig lidt op, gøre nogle ting for mig, snakke lidt med mig, bare noget.
Der er ingen romantik overhovedet, heller ingen sex, han kan sagtens sige at han har lyst til mig, men kun på tidspunkter hvor han er sikker på at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg stopper her selvom der er meget mere, men spørg gerne..

Jeg ved godt at set kun er mig der kan tage en beslutning så det er ikke det jeg beder jer om, men lidt råd ville virkelig være godt.

Jeg er helt enig med Sarahb, men det er jo muligt (SELVOM hun sørger for hus, børn osv osv...) at han ikke føler at hun giver ham opmærksomhed, støtte etc...

Jeg forsvarer ham absolut ikke.. Men jeg har da selv oplevet at jeg var lige ved at gå til fordi min kæreste (faktisk nøjagtig det samme) arbejde 5 dage, dyrkede sport 2 dage og resten gik til cvomputer når han kom hjem jeg var da ved at blive sindssyg for jeg tog det da som det klareste tegn på at han ikke gad mig eller mine behov...

Og selvom han heller ikke gider snakke uafbrudt om altinmg (ligesom mig, hehe) så startede jeg bare med at spørge ham "Skat, gør jeg nok for at du bliver set og hørt?" - der reagerede han, for det var jo ikke brok, nærmere i hans interesse... Han sagde at han var fuldt tilfreds, bortset fra at jeg aldrig interesserede mig i hans sport (Whaaaaat?! Det troede jeg jo han "brugte" for at komme væk og være alene) Nope... det ville han så gerne ha' at jeg spurgte til... og så gik samtalen self. den anden vej, og han forstod heller ikke at jeg følte mig overset (når nu han ordnede bilen for os og købte ind) Men så forklarede jeg ham at det var pisse-ligegyldigt i forhold til sex og samtaler når han kom hjem....

Meningen med alt det her ævl om mig er bare at der er sgu meget man ikke kan regne ud uden at sankke (og hvis de ikke vil snakke, så må man jo være lidt imødekommende - for jeg ved det sgu fra mig selv... jeg er ret god til at starte en samtale med "ARJ har du ikke vasket tøj.....?!" - "skat gider du ikke godt snakke nu?!?!?!" osv...)

MEN - hvis han bare er en røv... så smut fra ham. Du må aldrig gå på kompromis med dit selvværd. Men HVIS du leder efter andre veje end skilsmisse så var det bare et lille eksempel.

Håber altså du kunne bruge det...

Pia. skriver:

Livet er for kort til at leve I et trist forhold - du er tydeligvis ikke lykkelig - jeg syntes du skal søge lykken og finde dig en mand som virkelig ønsker dig og jer sammen...

Har du prøvet at tale med ham om hvordan du har det og måske lufte lidt af dine tanker for ham - om ikke andet kan man sige du forsøgte at gøre noget inden det sluttede...

Ingen bør nøjes med... Se det her som et kærligt spark... Verden er fyldt med skønne, kærlige opmærksomme mænd ... 

Knus og held og lykke Pia.

 Hægter mig på svaret her!

 Fra en, som for et halvt år siden selv tog beslutningen om ikke at ville nøjes med et forhold, som kun var OK.. Og idag har den skønneste kæreste, som er alt det jeg havde gået og savnet - Og nu er jeg ENDELIG lykkelig

pyha det her kommer nok til at lyde hårdt.

Du er nødt til at tage ansvar for dit eget liv, det med at dine forældre kaster ansvaret fra dem er noget vrøvl. Ansvaret er helt og holdent dit. Du er et voksent menneske med et barn som sidder fast, der er ikke andet at gøre end at begynde at grave, selvom det er hårdt og svært er der ikke andet at gøre end at sætte den ene fod foran den anden.

Gå i banken og få hjælp til at oprette en ny konto som din løn går ind på, du behøver ikke spørge andre om lov det er dine penge.

Find en lejlighed, kig i avisen, snak med boligforening o.s.v. Når du så får tilbudt en bolig søger du om indskudslån på kommunen.

Og se så at komme væk derfra før du ender som en bitter nedbrudt kvinde der ikke kan noget selv. Du har et ansvar overfor dit barn, det er nu du skal vise ham at du er en stærk kvinde der tager ansvar for dit eget liv.

Jeg ved godt det er hårdt jeg har selv stået der men jeg ved også at hjælpen ikke kommer flyvende man må kæmpe selv.

Sorry hvis det lyder hårdt men jeg tror du har brug for et kærligt spark bag i for at hive dig op af hullet og begynde at kæmpe.