ville du finde dig i???

Jeg står i en situation som jeg efterhånden har stået i rigtig mange gange før. Det i sig selv får mig til at tænke over mit liv.

Jeg bor sammen med en fyr, han er samme alder som mig og er far til mit barn.
Da vores barn var helt lille tog min kæreste ikke noget ansvar. Jeg stod med alt også selvom vi boede sammen.
Det er først nu her efter nogle år at min kæreste tager lidt ansvar.
Min kæreste og jeg snakker stort set aldrig sammen, han passer sit og jeg passer så mig selv. Han mener ikke at man behøver at snakke sammen med mindre der er noget at snakke om fx et problem, det er helt forkert efter min mening. Jeg har rigtig meget brug for at vi kan planlægge sammen og jeg vil rigtig gerne vide hvad hans drømme og mål i livet er, jeg synes at det er vigtigt at vide for at kunne leve sammen.
Han arbejder 5 dage i ugen, går til sport 2 dage og bruger rigtig meget tid foran computeren.
Jeg arbejder 3 dage om ugen og står så for hjem, barn og alt hvad der hører sig dertil.
Jeg har tit en følelse af at være alene i mit forhold, det er som om han bare følger med, dog kun hvis det jeg vil eller gør er noget som passer hans hoved.
Jeg ville SÅ gerne have at han kunne mande sig lidt op, gøre nogle ting for mig, snakke lidt med mig, bare noget.
Der er ingen romantik overhovedet, heller ingen sex, han kan sagtens sige at han har lyst til mig, men kun på tidspunkter hvor han er sikker på at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg stopper her selvom der er meget mere, men spørg gerne..

Jeg ved godt at set kun er mig der kan tage en beslutning så det er ikke det jeg beder jer om, men lidt råd ville virkelig være godt.

Jeg ville ikke blive!
Jeg har brug for som kvinde at føle mig elsket, værdsat, mærket, hørt, hjulpet osv osv.
Hvis min mand ikke kan leve for at gøre mig lykkelig i vores ægteskab, hvorfor skal jeg så blive. Jeg gør en helt masse for at min mand skal vide han er elsket og værdsat og jeg forventer det samme tilbage. Der skal være ping pong i et forhold, der skal være humor og romantik og når det er dødt, så tror jeg ærligt at jeg ville have det bedre alene! Så har man ikke nogle man skal forvente det umulige (åbenbart) af.

sarahb skriver:

Jeg ville ikke blive!
Jeg har brug for som kvinde at føle mig elsket, værdsat, mærket, hørt, hjulpet osv osv.
Hvis min mand ikke kan leve for at gøre mig lykkelig i vores ægteskab, hvorfor skal jeg så blive. Jeg gør en helt masse for at min mand skal vide han er elsket og værdsat og jeg forventer det samme tilbage. Der skal være ping pong i et forhold, der skal være humor og romantik og når det er dødt, så tror jeg ærligt at jeg ville have det bedre alene! Så har man ikke nogle man skal forvente det umulige (åbenbart) af.

Godt sagt Sarah

Livet er for kort til at leve I et trist forhold - du er tydeligvis ikke lykkelig - jeg syntes du skal søge lykken og finde dig en mand som virkelig ønsker dig og jer sammen...

Har du prøvet at tale med ham om hvordan du har det og måske lufte lidt af dine tanker for ham - om ikke andet kan man sige du forsøgte at gøre noget inden det sluttede...

Ingen bør nøjes med... Se det her som et kærligt spark... Verden er fyldt med skønne, kærlige opmærksomme mænd ... 

Knus og held og lykke Pia.

Han lyder ikke som en jeg har lyst til at blive gammel sammen med.

Hvis du mødte ham idag, ville du så stadig ønske at leve med ham?

Hov, stemte forkert.. Skulle have stemt nej..

Pia. skriver:

Livet er for kort til at leve I et trist forhold - du er tydeligvis ikke lykkelig - jeg syntes du skal søge lykken og finde dig en mand som virkelig ønsker dig og jer sammen...

Har du prøvet at tale med ham om hvordan du har det og måske lufte lidt af dine tanker for ham - om ikke andet kan man sige du forsøgte at gøre noget inden det sluttede...

Ingen bør nøjes med... Se det her som et kærligt spark... Verden er fyldt med skønne, kærlige opmærksomme mænd ... 

Knus og held og lykke Pia.

Jeg har forsøgt rigtig mange gange at snakke med ham om det, men det er som om at han lader mig tale, så siger han at han da synes at det er træls, men at han tit synes at jeg er svær at være sammen med og så er det som om han forventer at jeg har det bedre af det.. Der sker ikke mere.

Jeg har også forsøgt at slutte forholdet, men uden held. Han nægter at det er slut, siger at han nok skal gøre bedre, håner mig og siger at han synes at jeg har holdt ham for nar osv.
Det er blevet sådan nu at jeg ikke har den ringeste ide om hvordan man egentlig går fra en kæreste.
Jeg kan ikke forstå hvordan han kan have lyst til at blive i forholdet hvis ikke jeg har.

Mi skriver:

Han lyder ikke som en jeg har lyst til at blive gammel sammen med.

Hvis du mødte ham idag, ville du så stadig ønske at leve med ham?

Hvis jeg mødte ham i dag og vidste hvad jeg ved nu ville jeg ikke engang tage en samtale der kunne føre til venskab.
Han er rigtig god til at snakke for sig og rigtig god til at fremstå som den bedste fyr i verden, men virkeligheden er bare ikke helt sådan.

At være en familie er jo mere end kun at bo under samme tag. Det lyder mere som bofællesskab blandt studenter, hvor man deler køkken og bad....

Jeg forstår godt, at du har vanskelig for at acceptere de forhold. Det ville jeg også have haft.

Hvordan ville det være, hvis I ikke havde barn sammen? Ville du så have afsluttet forholdet?

Næste spørgsmål bliver så: Hvad taber barnet ved et brud? Er faren tilstede i hverdagen i en så stor grad, at det bliver et tab for barnet at I flytter fra hinanden? Hvis ja, er det så muligt at hale manden med til familieterapi el lign for at give forholdet en sidste chance til at blive godt igen? Eller er situationen så trist, at et brud kun mærkes i økonomien?

Hvis du ved med dig selv, at du har det bedre alene og hvis de negative effekter i forhold til barnet mere end ballanceres af forbedringer ved et brud, så tror jeg, jeg ville være begyndt at planlægge de praktiske sider ved at flytte. Man må jo også overveje, hvad man lærer børnene ved at acceptere tilstanden i hjemmet. Hvis du accepterer at være "stum" husmor, så lærer du indirekte barnet, at det er sådan ting skal være. At det er ok at behandle hinanden sådan.

Jeg sender et og for at du finder den bedste løsning for jer. Det er en tung situation du står i...

Anonym skriver:

Hvis jeg mødte ham i dag og vidste hvad jeg ved nu ville jeg ikke engang tage en samtale der kunne føre til venskab.
Han er rigtig god til at snakke for sig og rigtig god til at fremstå som den bedste fyr i verden, men virkeligheden er bare ikke helt sådan.

I så fald, ville jeg ikke bryde mig om at bruge resten af mit liv på det. Heller ikke for mit barns skyld.