jeg overvejer at forlade ham

Hej piger.

Ja. Jeg skal prøve at gøre det kort. Jeg vil RIGTIG gerne høre jeres mening om følgende. Måske mest af alt, fordi jeg ikke selv kan hitte rede i, hvad jeg egentlig føler og tænker om det hele!

Min mand og jeg har været sammen i 6 år. Da vi havde været sammen 10 måneder blev jeg gravid. Allerede dengang begyndte mine følelser at blegne. Jeg fandt måske ud af at han bare ikke er manden for mig.

Han er stille - vi taler aldrig sammen om større ting. Hverken vores parforhold eller store emner AT ALL! Han er heller ikke til at tale med om opdragelse af vores søn eller.... ja noget som helst faktisk. Han har ingen mening. Alt hvad jeg siger det er bare okay. Og når han endelig er uenig, ja så er det sådan: " NEJ, det skal vi altså ikke....." og så går det måske 10 min og så ændre han mening igen. Jeg mangler MODSPIL jeg mangler en MAND!

Han laver INTET handy agtigt herhjemme. Det er mig der hænger lamper op og skifter sikringer.....

Jeg tænder ikke på ham seksuelt mere. Sikkert fordi jeg bare ikke føler at der er den mindste smule mand i ham.....

Nå, men ja - vi fik jo så en dreng som idag er 4 år. Vi har siden han var 1½ forsøgt at få en mere, men der vil ikke lykkes. Vi har været igennem IUI, uden held. Jeg ønsker for ALT i verden at ive min søn en søskende som er "ægte" altså med samme mor og far.... Jeg ved hvor meget det har betydet for mig i mit liv at have en "ægte" søskende. Altså biologisk ik os.

Men for fanden altså..... Tiden går bare og jeg hader at være i det her forhold. Men hvad skal jeg gøre?

Hvis jeg forlader ham nu så ender jeg som en af de der piger der har børn med flere forskellige - for jeg vil bare RIGTIG gerne ha flere børn.

Jeg tænker så os at jeg kunne få IUI-D. Men hvad så når det barn lir større. Når min dreng skal være ved sin far - hvad vil nummer 2 der så ingen far har, sige og tænke??????

Samtidig kan jeg godt se at det er TOTAL lamt at tænke: "jeg blir til ham indtil jeg blir gravid med ham igen - og så må jeg gøre det forbi" Det er simplthen så uretfærdig en tanke. Men for søren...... Jeg ved virkelig bare ikke hvad jeg skal gøre og tænke....

Kom med jeres mening piger... hvad ville I gøre??????

- anonym lige idag....!

Stakkels mand siger jeg bare! Du er kun sammen med ham indtil du bliver gravid ?? Ej altså syntes virkelig ikke du kan være det bekendt hverken overfor jeres søn eller din mand

Altså personligt synes jeg det er meget forkert at forsøge at få et barn mere med ham, hvis du ved at du vil gå fra ham.

Jeg kan da godt forstå du gerne vil have dine børn med den samme mand, men sådan skal det åbenbart ikke være, hvis du ikke ønsker at være sammen med ham. 

o1Mutte skriver:

Stakkels mand siger jeg bare! Du er kun sammen med ham indtil du bliver gravid ?? Ej altså syntes virkelig ikke du kan være det bekendt hverken overfor jeres søn eller din mand

Helt enig!

Jeg er så "en af de der piger der har børn med flere forskellige"!

Det vil jeg sgu ærligt talt hellere end at blive sammen med een bare for at mine børn har samme far! - det kan jeg overhovedet ikke sætte mig ind i...

Stakkels mand...

Anonym skriver:

Hej piger.

Ja. Jeg skal prøve at gøre det kort. Jeg vil RIGTIG gerne høre jeres mening om følgende. Måske mest af alt, fordi jeg ikke selv kan hitte rede i, hvad jeg egentlig føler og tænker om det hele!

Min mand og jeg har været sammen i 6 år. Da vi havde været sammen 10 måneder blev jeg gravid. Allerede dengang begyndte mine følelser at blegne. Jeg fandt måske ud af at han bare ikke er manden for mig.

Han er stille - vi taler aldrig sammen om større ting. Hverken vores parforhold eller store emner AT ALL! Han er heller ikke til at tale med om opdragelse af vores søn eller.... ja noget som helst faktisk. Han har ingen mening. Alt hvad jeg siger det er bare okay. Og når han endelig er uenig, ja så er det sådan: " NEJ, det skal vi altså ikke....." og så går det måske 10 min og så ændre han mening igen. Jeg mangler MODSPIL jeg mangler en MAND!

Han laver INTET handy agtigt herhjemme. Det er mig der hænger lamper op og skifter sikringer.....

Jeg tænder ikke på ham seksuelt mere. Sikkert fordi jeg bare ikke føler at der er den mindste smule mand i ham.....

 

Nå, men ja - vi fik jo så en dreng som idag er 4 år. Vi har siden han var 1½ forsøgt at få en mere, men der vil ikke lykkes. Vi har været igennem IUI, uden held. Jeg ønsker for ALT i verden at ive min søn en søskende som er "ægte" altså med samme mor og far.... Jeg ved hvor meget det har betydet for mig i mit liv at have en "ægte" søskende. Altså biologisk ik os.

Men for fanden altså..... Tiden går bare og jeg hader at være i det her forhold. Men hvad skal jeg gøre?

Hvis jeg forlader ham nu så ender jeg som en af de der piger der har børn med flere forskellige - for jeg vil bare RIGTIG gerne ha flere børn.

Jeg tænker så os at jeg kunne få IUI-D. Men hvad så når det barn lir større. Når min dreng skal være ved sin far - hvad vil nummer 2 der så ingen far har, sige og tænke??????

Samtidig kan jeg godt se at det er TOTAL lamt at tænke: "jeg blir til ham indtil jeg blir gravid med ham igen - og så må jeg gøre det forbi" Det er simplthen så uretfærdig en tanke. Men for søren...... Jeg ved virkelig bare ikke hvad jeg skal gøre og tænke....

 

Kom med jeres mening piger... hvad ville I gøre??????

 

- anonym lige idag....!

Hellere forlad ham, og find en du virkelig elsker som du kan være sammen med, og få nummer to med ham, end at gå og vente på at blive gravid med en mand som du ikke elsker længere. Du bliver nød til at følge dit hjerte, og det er ikke så umormalt mere at børnene ikke har samme far. Mit råd til dig er at uanset hvad du gør, så gør det der er bedst for dig selv og for dit barn. 

o1Mutte skriver:

Stakkels mand siger jeg bare! Du er kun sammen med ham indtil du bliver gravid ?? Ej altså syntes virkelig ikke du kan være det bekendt hverken overfor jeres søn eller din mand

jeg siger ikke det er sådan det er... jeg siger jeg er MEGET forvirret over mine tanker og følelser.

Jeg ved godt det er forkert! Og det er ikke just sådan jeg ønsker at føle.

Anonym skriver:

Hej piger.

Ja. Jeg skal prøve at gøre det kort. Jeg vil RIGTIG gerne høre jeres mening om følgende. Måske mest af alt, fordi jeg ikke selv kan hitte rede i, hvad jeg egentlig føler og tænker om det hele!

Min mand og jeg har været sammen i 6 år. Da vi havde været sammen 10 måneder blev jeg gravid. Allerede dengang begyndte mine følelser at blegne. Jeg fandt måske ud af at han bare ikke er manden for mig.

Han er stille - vi taler aldrig sammen om større ting. Hverken vores parforhold eller store emner AT ALL! Han er heller ikke til at tale med om opdragelse af vores søn eller.... ja noget som helst faktisk. Han har ingen mening. Alt hvad jeg siger det er bare okay. Og når han endelig er uenig, ja så er det sådan: " NEJ, det skal vi altså ikke....." og så går det måske 10 min og så ændre han mening igen. Jeg mangler MODSPIL jeg mangler en MAND!

Han laver INTET handy agtigt herhjemme. Det er mig der hænger lamper op og skifter sikringer.....

Jeg tænder ikke på ham seksuelt mere. Sikkert fordi jeg bare ikke føler at der er den mindste smule mand i ham.....

 

Nå, men ja - vi fik jo så en dreng som idag er 4 år. Vi har siden han var 1½ forsøgt at få en mere, men der vil ikke lykkes. Vi har været igennem IUI, uden held. Jeg ønsker for ALT i verden at ive min søn en søskende som er "ægte" altså med samme mor og far.... Jeg ved hvor meget det har betydet for mig i mit liv at have en "ægte" søskende. Altså biologisk ik os.

Men for fanden altså..... Tiden går bare og jeg hader at være i det her forhold. Men hvad skal jeg gøre?

Hvis jeg forlader ham nu så ender jeg som en af de der piger der har børn med flere forskellige - for jeg vil bare RIGTIG gerne ha flere børn.

Jeg tænker så os at jeg kunne få IUI-D. Men hvad så når det barn lir større. Når min dreng skal være ved sin far - hvad vil nummer 2 der så ingen far har, sige og tænke??????

Samtidig kan jeg godt se at det er TOTAL lamt at tænke: "jeg blir til ham indtil jeg blir gravid med ham igen - og så må jeg gøre det forbi" Det er simplthen så uretfærdig en tanke. Men for søren...... Jeg ved virkelig bare ikke hvad jeg skal gøre og tænke....

 

Kom med jeres mening piger... hvad ville I gøre??????

 

- anonym lige idag....!

Jeg kan sagens følge dig. Det ville være fantastisk, hvis sønnen havde en at følges med, når han skulle pendle mellem to "nye" familier.

Jeg kender en anden, som har gjort dit. Var den gang lidt forarget. Talte så med en pædagogisk konsulent (som var min kollaga). Hun sagde, at det faktisk var rigtig fint. Altså vel og mærke, hvis din søn ikke lider under, at forholdet giver dårlig stemning i hjemmet. Det lyder det jo ikke til.

Hvis du selv er indstillet på at have et koldt forhold et stykke tid, så siger jeg go for it. Hvis du vælger at få et donorbarn, så skal du alligevel være alene om det. Her har du da hjælp og en far til dit barn.

Håber, at det lykkes snart at få en lille.

Mikkelmusen skriver:

Hvorfor er det så vigtigt med "ægte" søskende? Jeg har kun halvsøskende men tænker aldrig på dem som halvsøskende. De er mine søstre og brødre uanset hvad!

jeg har selv både halv og hel søskende og elsker dem alle lige højt.

Uden tvivl....

Men i forhold til emner der omhandler min far så er jeg bare så lykkelig for at have min søster. Ville ikke kunne klare det uden hende.