Det er SÅ hårdt.... og man bliver træt at høre: ja, men de få meget glæde af hinanden bagefter!..... jeg er bare så træt at høre på det! 
Men som jeg kan se på din underskrift, er den store næsten 18 måneder? Så ville jeg sige, at det heldigvis ikke er så meget pga den lille bror, de er meget små endu til at føle sig truet. Det handler mest om at få lidt opmærksomhed nogle gange. Men mange andre gange er bare alderen der gør. jeg synes at der når de bliver ca 18 måneder til de bliver lidt over to år er en meget svært alder. Meget spændende også, for de alligevel er i gang med så mange sjove ting. Men det er meget svært. Nu synes jeg, at det er bare så nemt med babier men lige netop den der alder synes jeg, de kraver at vi få sved på panden flere gange. De lærer at slå (ja, jeg var chokeret at vores lille dreng dengang begyndte at slå, men i VS sagde de, at det var meget normalt og de gør det rigtigt meget i den alder) de begynder at skubbe og de begynder at udtrykke mange ting med at bare kaste med ting og slå. Nogle gange er det bare fordi det er bare sjovt. Nå de begynder at få nok ord og de begynder at kunne lege bedre, så bliver de roligere. Og de kan ikke koncentrerer sig 2min i de samme ting, de går bare fra en ting til den næste, det hele bliver bare en kæmpe rod, de vil klatre op på sofaen, stole, skammel og alt, hvad de finder, så man skal holde øjne med dem. Man kan ikke forklare til dem, at det her tager bare 5min og så kan vi lave noget, de forstår ikke konceptet om at vente. Man kan ikke f.eks starte en film mens man ammer eller man laver noget andet, for de ikke vil kikke på en skærm i længere end 5sek... osv osv... vi ved det godt... been there done that... Jeg var også tit til at tude hver gang jeg var alene med dem og jeg skulle amme, for den anden gik i gang med alle mulige ting. Jeg havde overvejet at går over til flaske men nej, for det hjælper ikke at jeg står med flaske, jeg skal alligevel passe på den lille og det var uretfærdig, at han skulle det, bare fordi storebror var lidt for meget. Så nej, jeg ammede videre og jeg ammede faktisk rigtigt meget. Jeg var også tit alene hjemme og jeg kunne ikke går udenfor så meget, for det var midt i den kolde vinter. Så det har hjulpet rigtigt meget at bare gemme nogle ting og så give ham det, når jeg skulle amme. Det har hjulpet at komme med noget guf (ja, fuldstandig upædagogisk, men jeg har bare åbnet en pose chips, når det var ved at blive for meget) og så blev jeg TRÆT af alt den ting kasteri og jeg blev nul tolerant: hver gang han har slået mig eller lillebror eller far eller kastet med ting mod os, blev han taget ud til en hjørnet og blivet der lidt. Og det har faktisk fungeret 
Hvis der hjælper at være udenfor, så skal du bare gøre det så meget I kan. Jeg ved, at du ikke kan se det nu, men det går meget hurtigt og pludseligt kommer der en dag, hvor han bare bruger masser af tid med at lege med biler og med forskellige ting og han slå ikke mere. Jeg synes, at de første tre måneder har været hårde fordi man skulle amme den lille så meget, men så bliver det bedre. Den lille finder en god rytme og det gør du også. Og den lille begynder at kikke meget intereseret på hvad I laver og vil ikke ammes konstant. Bagefter synes jeg at der kom en lang periode, hvor der var mere eller mindre ro, jeg fand en god rytme og jeg blev også meget mere rutineret med at have to og at ikke tage så tung alle de ting. Og jeg lærte at bo i en evig rod 
og af kold mad. Og nu er den lille 19 måneder og den store lidt over 3 og jeg har det sværer nu end dengang. For nu slås de hele tiden, de vil have det samme legetøj og de tager det bare fra hinanden, den lille forstå det ikke og er i netop den alder, som jeg synes, det er svært. Den store vil bestemme og alt hvad den lille tager vil han også tage. Den lille efteraber den store (de gode men desværre også de ting som han ikke må, f.eks at lave pjat med maden, aftensmaden er nogle gange umuligt) og motorisk kan den lille ikke så meget, men han alligevel følge med til den store og så banker han hovedet med et eller andet... nej... nu savner jeg dengang den lille var bare en ammebaby... Og derfor er jeg træt at høre folk sige til mig: det var godt de er så tæt på hinanden, de får glæde af hinanden... For det synes jeg de gør det også dem som har 3 eller 4 år imellem!
Nå, så pustede jeg også lidt luft herinde. Og det var ikke mening, mening var, at vi skulle støtte dig men ja, man får faktisk også meget sjove oplevelser, den lille starter institutionen en dag og der vil den store være til god hjælp (der har aldrig rigtigt været et problem at aflevere den lille, for storebror er der og de fleste dag bliver de sammen og laver et eller andet) Og så bliver du bare sejt 
For efter at man har været igennem 2 så små børn bliver man faktisk bedre til mange ting, man har ikke tålmodighed til så meget pjat og du bliver meget effektiv. Jeg kan ikke lade det være at kikke på første gangs mødre ude i institutionen og alle de ting de siger og de tror... nej, så skal du nok se, at du pludseligt bliver sejt og du pludseligt ved, at børnene ikke går i stykker og at de kan klare meget...
Jeg vil sende dig et stort kram og alt min støtte og tanker, du skal nok klare det. Gør det du synes, du skal og ikke det der stor i bøgerne. Gør det du kan for dig selv og går tidligt i seng. Husk hele tiden, at faktisk sidder du i en magisk periode som ALDRIG kommer tilbage og tiden går desværre alt for hurtigt. Husk bare, at uanset hvad, dine børn vokser og du vil klare det hele. Faktisk er vores hjerne der siger "jeg kan næsten ikke mere..." for vi føler os trætte, men jo, vi kan godt, du er den sejste mor i hele verden. Du er en stærk kvinder og dine to børn ved, at det er dig, som skal styre dem, der er ingen anden i deres verden lige nu. Og så kører verden meget bedre!
