Tanker omkring fedmeoperation.....

August mdr 2009 sad jeg og kiggede på netten mht en evt fedmeoperation.......jeg vejede på det tidspunkt 101,5

Jeg manglede kun få kg få at kunne få en sådan operation, og jeg tænkte at det da ikke skulle være et problem, jeg ville sagtens i løbet af kort tid kunne æde mig til dem. Jeg var deprimeret. Havde det virkelig elendigt med mig selv!

Dagen efter gik jeg på kur! og i løbet af de næste knap 10 mdr tabte jeg mig ned til en passende vægt på 66 kg 2010 blev den allerbedste sommer i mit liv. For første gang i 20 år var jeg ude og bade offentligt med mine børn.

Jeg har holdt vægten tildels, men har nu siden jul desværre taget på, så jeg vejer lige omkring 70 kg ( 165 i højde)

Imens har flere (4 stk) af mine veninder fået foretaget en fedmeopration, De har tabt sig. Er faktisk blevet slanke og har fået foretaget en hudreduction!

Jeg vil helst ikke støde nogle med denne tråd, og jeg ved at alle der er så langt ude har det svært.......MEN

Alligevel synes jeg at de har det nemmere end jeg! Jeg kæmper hver eneste dag med mig selv og den næste mundfuld mad. De får 100% hjælp af det offentlige i støtten og kampen mod kiloerne.

Inden en operation skal de tabe 1/3 del af deres vægt, her får de hjælp af diatister, pulverkurer og lægebesøg, derefter operationen og kiloerne rasler af, uden de skal gøre noget selv, derefter får de tilbudt en hudreduktion, opstramning osv...........

Hvad med mig???? Jeg kan mærke af de 4-5 kg nager mig. Og jeg kan mærke at hvis jeg ikke får stoppet nu, så ender jeg på 101 kg igen! Jeg kæmper og kæmper! Hver dag skal jeg tænke og bearbejde mig selv psykisk, uden hjælp fra andre end MIG.....

Når nu de kan tabe 1/3 del...hvorfor kan de så ikke kæmpe videre? Skal jeg bare æde mig fed igen, så jeg kan få den hjælp og så eller er det en falit erklæring??

Jeg synes det er dybt frustrerende at se mine veninder komme SÅ nemt til noget, som jeg skal arbejde så hårdt for.....bare fordi jeg ikke er fed nok!?

Som sagt vil jeg egentlig bare gerne vide.....hvorfor nogle vælger denne måde frem for almindelig slankekur......101,5kg, så er man altså meget for tyk, men jeg kom da derned, og ja jeg arbejder videre med vægten og mig selv....men i mit inderste tænker jeg at det altså ville være nemmere og æde mig til en BMI, hvor jeg kunne få bevilliget den operation.......

Hvor kan jeg godt følge dig. En i min omgangskreds voldåd for at nå den vægt hun skulle for at komme i betragtning til operationen, hvorefter det var "forholdsvist" nemt for hende at tabe det nødvendige.. Det er simpelthen moralsk forkert at det skal foregå sådan. Og jeg tror slet ikke hun er den eneste..

Men jeg synes du skal være stolt af at du har klaret det selv - rigtigt stolt. Og ja du kæmper måske med det til tider, men du har vist du kan! Og det er sgu sejt..

det er nu altså en skrøne den med at det er den nemme udvej.

det er en beslutning du ikke kan ændre, det er altså mange ting man giver op ved at få sådan en operation.

skideflot og stort tillyke til dig fordi du kunne tabe dig uden hjælp, men det er altså ikke alle den kan det.

vi kan godt blive enige om der er for mange der har fået den operation som måske ikke burde have fået den, men jeg tror nu ikke det er mange i forhold til dem der virkelig havde behov for den.

du kan også selv få opereret maveskindet væk hvis lægen kan sige god for at det er en helbredsrisiko og du har tabt alt det du skal.

Tin skriver:

August mdr 2009 sad jeg og kiggede på netten mht en evt fedmeoperation.......jeg vejede på det tidspunkt 101,5

 

Jeg manglede kun få kg få at kunne få en sådan operation, og jeg tænkte at det da ikke skulle være et problem, jeg ville sagtens i løbet af kort tid kunne æde mig til dem. Jeg var deprimeret. Havde det virkelig elendigt med mig selv!

Dagen efter gik jeg på kur! og i løbet af de næste knap 10 mdr tabte jeg mig ned til en passende vægt på 66 kg 2010 blev den allerbedste sommer i mit liv. For første gang i 20 år var jeg ude og bade offentligt med mine børn.

Jeg har holdt vægten tildels, men har nu siden jul desværre taget på, så jeg vejer lige omkring 70 kg ( 165 i højde)

Imens har flere (4 stk) af mine veninder fået foretaget en fedmeopration, De har tabt sig. Er faktisk blevet slanke og har fået foretaget en hudreduction!

Jeg vil helst ikke støde nogle med denne tråd, og jeg ved at alle der er så langt ude har det svært.......MEN

Alligevel synes jeg at de har det nemmere end jeg! Jeg kæmper hver eneste dag med mig selv og den næste mundfuld mad. De får 100% hjælp af det offentlige i støtten og kampen mod kiloerne.

Inden en operation skal de tabe 1/3 del af deres vægt, her får de hjælp af diatister, pulverkurer og lægebesøg, derefter operationen og kiloerne rasler af, uden de skal gøre noget selv, derefter får de tilbudt en hudreduktion, opstramning osv...........

Hvad med mig???? Jeg kan mærke af de 4-5 kg nager mig. Og jeg kan mærke at hvis jeg ikke får stoppet nu, så ender jeg på 101 kg igen! Jeg kæmper og kæmper! Hver dag skal jeg tænke og bearbejde mig selv psykisk, uden hjælp fra andre end MIG.....

Når nu de kan tabe 1/3 del...hvorfor kan de så ikke kæmpe videre? Skal jeg bare æde mig fed igen, så jeg kan få den hjælp og så eller er det en falit erklæring??

Jeg synes det er dybt frustrerende at se mine veninder komme SÅ nemt til noget, som jeg skal arbejde så hårdt for.....bare fordi jeg ikke er fed nok!?

Som sagt vil jeg egentlig bare gerne vide.....hvorfor nogle vælger denne måde frem for almindelig slankekur......101,5kg, så er man altså meget for tyk, men jeg kom da derned, og ja jeg arbejder videre med vægten og mig selv....men i mit inderste tænker jeg at det altså ville være nemmere og æde mig til en BMI, hvor jeg kunne få bevilliget den operation.......

glemte lige at citere

Hvor kan jeg sagtens følge og forstå dig - jeg har det selv på samme måde. Tabte mig selv fra 94 til 60 kilo, og hver dag de sidste 10 år har været en kamp for ikke at tage på igen

Jeg synes også at rigtig mange får foretaget den operation, selvom de beviser at de selv kan tabe sig først for at få operationen...

Der er også de der virkelig har brug for at blive opereret; folk der er SÅ overvægtige at der stort set ikke er anden udvej fordi deres helbred er i fare, men jeg synes bare ofte man ser (især) unge piger der er store-men-ikke-SÅ-store der taber sig 20 kg og så får operationen til at tabe sig de sidste 50-60 kg. Jeg ved ikke...jeg er ambivalent omkring det.

Til gengæld vil jeg sige; på trods af hvor hårdt det er, så vær stolt over at du selv kan, at du ikke sætter dit liv i fare under en operation der ikke er uden komplikationer, og at du rent faktisk kan have kontrol over dit eget liv og din egen vægt - sådan tænker jeg selv når disse tanker kommer op i mig

Det er surt at se vægten stige igen, men du har gjort det før, og du kan gøre det igen.

skønneunger skriver:

det er nu altså en skrøne den med at det er den nemme udvej.

det er en beslutning du ikke kan ændre, det er altså mange ting man giver op ved at få sådan en operation.

skideflot og stort tillyke til dig fordi du kunne tabe dig uden hjælp, men det er altså ikke alle den kan det.

vi kan godt blive enige om der er for mange der har fået den operation som måske ikke burde have fået den, men jeg tror nu ikke det er mange i forhold til dem der virkelig havde behov for den.

du kan også selv få opereret maveskindet væk hvis lægen kan sige god for at det er en helbredsrisiko og du har tabt alt det du skal.

Altså.....hvis ikke det er den nemme udvej, hvorfor vælge de så den?

De skal give afkald ja, men kun fordi kroppen er opereret til ikke at kunne indeholde så meget som tidligere. Men jeg ved fra andre, at hvis psykken ikke trænes/læres op, så kan de ret hurtigt udvide deres nye mave sæk, så den atter kan indeholde store mængder.

Jeg tænker i dette, at jeg sikkert skal kæmpe resten af mit liv, og tro mig, det har deleme ikke vært sjovt at nå her til!! Afsavn??? Hvad afsavn tror du ikke jeg har måtte tage, for at nå hertil? Hvis jeg bare spiser et stk kage lørdag og søndag....ja så kan jeg se det på vægten tirsdag, men det er da det der er med til at lærer mig om gode kost vaner og bryde de gamle. Ved en operation lærer du intet! Udover at du kan leve af små mængder mad. Efter en operation kan man nemlig sagtens spise alt slags mad, bare i mindre mængder, men det har deres hjerner jo ikke lært, kun maven!

Som sagt forstår jeg ikke helt den løsning og alligevel virker det så meget nemmere, da jeg er evig træt af at tælle kalorier!!

Wimmie skriver:

Hvor kan jeg sagtens følge og forstå dig - jeg har det selv på samme måde. Tabte mig selv fra 94 til 60 kilo, og hver dag de sidste 10 år har været en kamp for ikke at tage på igen

Jeg synes også at rigtig mange får foretaget den operation, selvom de beviser at de selv kan tabe sig først for at få operationen...

Der er også de der virkelig har brug for at blive opereret; folk der er SÅ overvægtige at der stort set ikke er anden udvej fordi deres helbred er i fare, men jeg synes bare ofte man ser (især) unge piger der er store-men-ikke-SÅ-store der taber sig 20 kg og så får operationen til at tabe sig de sidste 50-60 kg. Jeg ved ikke...jeg er ambivalent omkring det.

Til gengæld vil jeg sige; på trods af hvor hårdt det er, så vær stolt over at du selv kan, at du ikke sætter dit liv i fare under en operation der ikke er uden komplikationer, og at du rent faktisk kan have kontrol over dit eget liv og din egen vægt - sådan tænker jeg selv når disse tanker kommer op i mig

Det er surt at se vægten stige igen, men du har gjort det før, og du kan gøre det igen.

Super flot at du har holdt det i så mange år

Tin skriver:

Altså.....hvis ikke det er den nemme udvej, hvorfor vælge de så den?

 

De skal give afkald ja, men kun fordi kroppen er opereret til ikke at kunne indeholde så meget som tidligere. Men jeg ved fra andre, at hvis psykken ikke trænes/læres op, så kan de ret hurtigt udvide deres nye mave sæk, så den atter kan indeholde store mængder.

Jeg tænker i dette, at jeg sikkert skal kæmpe resten af mit liv, og tro mig, det har deleme ikke vært sjovt at nå her til!! Afsavn??? Hvad afsavn tror du ikke jeg har måtte tage, for at nå hertil? Hvis jeg bare spiser et stk kage lørdag og søndag....ja så kan jeg se det på vægten tirsdag, men det er da det der er med til at lærer mig om gode kost vaner og bryde de gamle. Ved en operation lærer du intet! Udover at du kan leve af små mængder mad. Efter en operation kan man nemlig sagtens spise alt slags mad, bare i mindre mængder, men det har deres hjerner jo ikke lært, kun maven!

Som sagt forstår jeg ikke helt den løsning og alligevel virker det så meget nemmere, da jeg er evig træt af at tælle kalorier!!

jeg kender skam godt alt til vægtproblemer og har været det hele igennem, vægttab for at tage det hele på igen og igen og igen, og jeg har haft en kampvægt der var noget større end din, jeg har selv overvejet den operation men jeg vil ikke ødelægge resten af mit liv for det er i realiteten hvad man risikerer.

og nej man kan ikke spise alt, nogen kan måske men det er langt fra alle. jeg kender en del der har fået den efter hånden og det er sku langt fra nemt.

Tin skriver:

Super flot at du har holdt det i så mange år

og hvorfor man vælger den vej hvis det ikke er den nemme, tjaa måske fordi det er sidste chance? måske har man tabt sig og tager det på igen? måske intet andet har hjulpet?

Tin skriver:

August mdr 2009 sad jeg og kiggede på netten mht en evt fedmeoperation.......jeg vejede på det tidspunkt 101,5

 

Jeg manglede kun få kg få at kunne få en sådan operation, og jeg tænkte at det da ikke skulle være et problem, jeg ville sagtens i løbet af kort tid kunne æde mig til dem. Jeg var deprimeret. Havde det virkelig elendigt med mig selv!

Dagen efter gik jeg på kur! og i løbet af de næste knap 10 mdr tabte jeg mig ned til en passende vægt på 66 kg 2010 blev den allerbedste sommer i mit liv. For første gang i 20 år var jeg ude og bade offentligt med mine børn.

Jeg har holdt vægten tildels, men har nu siden jul desværre taget på, så jeg vejer lige omkring 70 kg ( 165 i højde)

Imens har flere (4 stk) af mine veninder fået foretaget en fedmeopration, De har tabt sig. Er faktisk blevet slanke og har fået foretaget en hudreduction!

Jeg vil helst ikke støde nogle med denne tråd, og jeg ved at alle der er så langt ude har det svært.......MEN

Alligevel synes jeg at de har det nemmere end jeg! Jeg kæmper hver eneste dag med mig selv og den næste mundfuld mad. De får 100% hjælp af det offentlige i støtten og kampen mod kiloerne.

Inden en operation skal de tabe 1/3 del af deres vægt, her får de hjælp af diatister, pulverkurer og lægebesøg, derefter operationen og kiloerne rasler af, uden de skal gøre noget selv, derefter får de tilbudt en hudreduktion, opstramning osv...........

Hvad med mig???? Jeg kan mærke af de 4-5 kg nager mig. Og jeg kan mærke at hvis jeg ikke får stoppet nu, så ender jeg på 101 kg igen! Jeg kæmper og kæmper! Hver dag skal jeg tænke og bearbejde mig selv psykisk, uden hjælp fra andre end MIG.....

Når nu de kan tabe 1/3 del...hvorfor kan de så ikke kæmpe videre? Skal jeg bare æde mig fed igen, så jeg kan få den hjælp og så eller er det en falit erklæring??

Jeg synes det er dybt frustrerende at se mine veninder komme SÅ nemt til noget, som jeg skal arbejde så hårdt for.....bare fordi jeg ikke er fed nok!?

Som sagt vil jeg egentlig bare gerne vide.....hvorfor nogle vælger denne måde frem for almindelig slankekur......101,5kg, så er man altså meget for tyk, men jeg kom da derned, og ja jeg arbejder videre med vægten og mig selv....men i mit inderste tænker jeg at det altså ville være nemmere og æde mig til en BMI, hvor jeg kunne få bevilliget den operation.......

Du har overhovdet ikke noget være misundelig over, jeg ser det også som den nemme løsning, ligge sig på briksen blive lagt til at sove og så intet gøre, men tænk på at den operation de har fået kender man ikke konsekvenserne af på sigt, der har været flere dødsfald efter fedmeoperationer, man aner ikke hvor gamle de mennesker vil blive da man ikke ved hvordan kroppen reagere på at den skal leve på dumping resten af dens tid, kroppen er udstyret med de organer den er fordi de har et formål, hver eneste cm af tarmen har sin helt egen nedbrydningsproces, dette kan en fedmeopererets tarm ikke da den ikke findes,tænk sig at de resten af livet kun leve af bittesmå portioner, selvfølgelig kan de æde sig en stor mavesæk til igen men det er ikke uden komplikationer.

Jeg mener staig ikke løsningen er at snøre mavesækken sammen, den eneste vej frem er ændret tankemønster og det får man kun ved selvindsigt og ved at arbejde med sig selv, du kommer ud på den anden side som et helt menneske der kender dig selv, og slank på den sunde måde, det gør de ikke.

Det er sejt at kæmpe.