Børn og begravelse??

Astasmor skriver:

rigtig nok.

men alle har vel ver deres holdning og mening om tingene

Nu er det jo en debat, og det handler om at argumentere for sine holdninger og valg...jeg kommer bare med mine overvejelser så kan man bruge dem eller lade være...hvad andre mener er deres sag..

Vi har lige begravet Vores elskede mormor og oldemor i onsdages og Nicklas var med han var rigtig træt da begravelsen fandt sted kl 13 og han jo selvfølgelig ikke ville sove så mens selve kirkehandlingen gik min mand ud med ham og kom ind da der skulle bæres ud. (han skulle bære)

Vi mente det var rigtig god for Nicklas at lære med det sammen at livet har en enden men at man stadig kan mindes dem man mister.

Dagen i forvejen var vi nede og se hende og der var han jo også med hvilket jeg den dag i dag er rigtig glad for for selvom han kun er 2 år så snakket han meget om at olde lå sammen med hunden (en tøjbamse hun holde meget af) hvor vi så fortalte ham at hunde skulle sove sammen med olde nu. Det snakke han stadig om nu en uge efter selv i kirken kunne han huske hunden som skulle sove.

Jeg forstår ikke hvad det erd e ikke kan håndtere...må børn ikek se at man er ked af det, eller må børn ikke vide man dør som gammel...?

Det er en gammel oldefar, det er livets gang...naturligt og lige til...hvorfor må børn ikke være en del af det..?

Jeg tænkte lidt mere på det faktum at skulle som lille barn overvære at oldefar bliver lagt i en "kasse" og puttet i jorden.

Det har ikke noget at gøre med at børnene ikke må være kede af det. Og ja jeg ved godt det er naturligt, jeg har selv en farfar der døde da jeg var 7, og jeg forstod godt at farfar var død selv om jeg ikke var med til begravelsen.

Men du har din holdning og jeg har min, jeg svarede bare på trådstarters spørgsmål, hvorfor kritisere min holdning bare fordi den ikke er det samme som din.

Eva. skriver:

Men det handler vel ikke om forklaring, men om afklaring...og du kan jo ikke så godt afhjælpe noget med ord som bliver vist ved handling....og da slet ikke når du ikek aner hvad der sker inde i små menensker...

Men jeg er også til at man ikke gør noget forkert eller til et tabu, jeg tager mine børn med når der er født nye små børn og de er med når der skal begraves døde mennesker...det er os voksne der skaber tabuer, børn har ingen...de er helt åbne.

Eva. skriver:

Lige netop...det er altså bare døden, det mest naturlige...det er så synd for børn hvis de først som teenagere skal forholde sig til noget der nu pludselig er blevet lidt tabubelagt...

Jeg tror på det er en sund oplevelse og proces for børn...

Præcis. Vi snakker om oldefar på en god måde, de ved hvor han "er" og de ved hvordan han havnede der.

Så for dem, er han stadig i deres liv, og vi råber tit "Hej" ind over kirkemuren på vej hen til bhv.

Så når de spørger til oldeforældre de aldrig nåede at møde, så er det nemt for dem at forstå, at de døde før de blev født, og de ved så lidt om forløbet.

Vi har stadig tre older tilbage, og mine unger, hvis de har lyst, kommer med ind og sige farvel ved dødslejet, i kirke og på kirkegården.

Døden bør vi ikke være bange for, den vej skal vi alle

Troldepussen skriver:

Jeg tænkte lidt mere på det faktum at skulle som lille barn overvære at oldefar bliver lagt i en "kasse" og puttet i jorden.

Det har ikke noget at gøre med at børnene ikke må være kede af det. Og ja jeg ved godt det er naturligt, jeg har selv en farfar der døde da jeg var 7, og jeg forstod godt at farfar var død selv om jeg ikke var med til begravelsen.

 

Nu tænker jeg på små børn som ikke kan sætte ord på, som en 7 årig...når man er syv år kan man jo bare spørge om de vil med. Jeg ville dog bare tage det som en selvfølge og tage barnet med...

At der står en kiste med oldefar i og den køres væk og  bliver brændt, eller lagt i jorden, det er jo sådan det er...det giver anledning til at snakke om hvor sjælen mon er når det bare er en død skal der brændes eller rådner i jorden.

Corn skriver:

Præcis. Vi snakker om oldefar på en god måde, de ved hvor han "er" og de ved hvordan han havnede der.

Så for dem, er han stadig i deres liv, og vi råber tit "Hej" ind over kirkemuren på vej hen til bhv.

Så når de spørger til oldeforældre de aldrig nåede at møde, så er det nemt for dem at forstå, at de døde før de blev født, og de ved så lidt om forløbet.

Vi har stadig tre older tilbage, og mine unger, hvis de har lyst, kommer med ind og sige farvel ved dødslejet, i kirke og på kirkegården.

Døden bør vi ikke være bange for, den vej skal vi alle

Netop...den vej skal vi nemlig alle..

Vi taler om sjælen der flyver op og den døde krop som bare bliver på jorden...sjælen der venter et sted på os andre når vi skal den vej..

Eva. skriver:

Nu tænker jeg på små børn som ikke kan sætte ord på, som en 7 årig...når man er syv år kan man jo bare spørge om de vil med. Jeg ville dog bare tage det som en selvfølge og tage barnet med...

At der står en kiste med oldefar i og den køres væk og  bliver brændt, eller lagt i jorden, det er jo sådan det er...det giver anledning til at snakke om hvor sjælen mon er når det bare er en død skal der brændes eller rådner i jorden.

jeg blev ikke spurgt om jeg ville med. og jeg er af den holdning at det er unødvendigt for barnet. Men du har din holdning og jeg har min.

Eva. skriver:

Nu er det jo en debat, og det handler om at argumentere for sine holdninger og valg...jeg kommer bare med mine overvejelser så kan man bruge dem eller lade være...hvad andre mener er deres sag..

Sanne og Nicklas skriver:

Vi har lige begravet Vores elskede mormor og oldemor i onsdages og Nicklas var med han var rigtig træt da begravelsen fandt sted kl 13 og han jo selvfølgelig ikke ville sove så mens selve kirkehandlingen gik min mand ud med ham og kom ind da der skulle bæres ud. (han skulle bære)

Vi mente det var rigtig god for Nicklas at lære med det sammen at livet har en enden men at man stadig kan mindes dem man mister.

Dagen i forvejen var vi nede og se hende og der var han jo også med hvilket jeg den dag i dag er rigtig glad for for selvom han kun er 2 år så snakket han meget om at olde lå sammen med hunden (en tøjbamse hun holde meget af) hvor vi så fortalte ham at hunde skulle sove sammen med olde nu. Det snakke han stadig om nu en uge efter selv i kirken kunne han huske hunden som skulle sove.

Det giver også en fantastisk grobund for en god snak, lang tid frem i livet. Så man får lettet låget på det tabu, det ellers er.

Jeg vil naturligvis ikke slæbe min unger med til et leje, hvor den afdøde er mast i færdselsuheld og lign, men når det er så fredeligt, som et ældre mennesker, der har givet slip, synes jeg det gælder at fremhæve det rare og hyggelig, sådan en farvel-stund faktisk kan være. Et tidspunkt hvor man mindes