Hej allesammen.. 
Jeg måtte lige skrive, da det satte nogle tanker igang, noget min mor fortalte igår. Hun havde talt med en venninde, hvis søn har været min barndomsven, så vi har kendt hinanden hele livet, bortset fra at vi bor geografisk længere væk fra hinanden nu og derfor ikke ses så tit. Men sagen er at jeg er gravid med barn nr. 2 og da min kæreste og jeg for nyligt var til md-scanning fik vi af vide, det var en lille dreng. Vi har en dreng i forvejen. Vi sagde ok til at få kønnet af vide, da lægen spurgte nogle gange til det, men vi sagde først når han havde gennemscannet baby, da det jo var det væsentlige at vide først om alting nu også var som det skulle være ifølge lægen.. Ikke desto mindre var det da sjovt at få det af vide. Første dreng vidste vi jo ikke var en dreng før han blev født.
Men altså min mor snakker med denne venninde og siger baby er sund og rask ifølge lægen og at det er en dreng. Venninden udbryder til dette: "Ej blev hun så ikke skuffet! Det gjorde jeg da jeg fik (sin søns navn)."
Det var hendes dreng nr. 2 da hun fik ham. Jeg sad med åben mund da min mor sagde det for hvor var det da en ubehagelig tanke at have. Først og fremmest at hun siger det om sin egen søn og dernæst at antage at en anden ville føle det samme, fordi hun måske allermest altid har ønsket sig en pige.
Så tænkte jeg på om andre har oplevet eller hørt om noget lignende? Jeg kan da godt fornemme at mange tænker lidt, når man har snakket køn, at det jo sjovest at få en af hver. Jeg tænker bare, at man er taknemmelig for overhovedet at kunne få børn og at de så bliver sunde og raske er det næste privilegie. Kønnet er jo ret ligegyldigt og syntes det var rigtig grimt sagt..
Men der er jo nok dem der går mere op i det end andre, men synes bare ikke man kan sige sådan noget..
Anmeld
