Så pakkede jeg tingene, og tog vores...

Det er vel de færeste brud, der bare lige sker fra den ene til den anden dag, og parterne har nok snakket om emnet før. Jeg tror ikke, at man bare pakker sine børn, og smutter med dem. 

Jeg tror, at de fleste mennesker er i stand til, at kunne vurdere hvad der bedst for deres barn, og ikke være egoister, men fakta er jo, at banet skal jo enten blive ved den ene part, eller med den anden part. Nogle vælger jo også at have børnene på skift.

Jeg har 2 forskellige fædre til mine 3 børn, og vi aftalte bopæl for børnene ud fra, hvad der var bedst for børnene, og ikke vores egne behov.

Måske tilfalder bopælen oftere hos moderen, fordi hun måske mere har taget sig af omsorgen af barnet/børnene. Det ville være mit bedste bud.

Et godt emne at tage op  

Jeg ved det faktisk ikke. Peter (min kæreste ) og hans x kæreste christina boede sammen,havde fælles myndighed,havde boet sammen hele ungens liv da hun valgte at skride og tage ham med. Hun blev automatisk bopælsforældren. Aner ikke hvorfor det er sådan men håber du få¨r svar på dit spørgsmål..Jeg lure lige med fra sidelinien

Hos os ville børnene følge mig... Af rent praktiske grunde.

 Mit job tillader mig at flexe både morgen og eftermiddag, samt hjemmearbejde.

De muligheder har min mand overhovedet ikke, og iøvrigt har han flere jobs, hvoraf noget er tilkalde, andet weekend/aften og så hans "dagjob" på 37 timer fra 6-14? som ikke passer med skole og institutionstider...

 Og iøvrigt synes jeg det må være frygteligt for ungerne at bo en uge hvert sted... Sådan en rodløshed ville jeg ikke udsætte dem for, for den måde ville jeg ikke selv kunne leve med at blive "sendt" rundt på

Bubbes skriver:

Hej piger Jeg har et spørgsmål - og det er ikke fordi jeg holder med mændene.. Holder faktisk ikke med nogen parter, men jeg undre mig rigtig meget, og det er faktisk noget min mand har spurgt mig om, som jeg ikke kan finde svar på, så hjælp mig lige Hvorfor er det, at når man bliver uvenner med sin kæreste/mand/forlovede i det store titelfelt barnets far, at mange tror det falder til deres ret, som kvinde at tage barnet med sig?.. Det er vel ligeså meget faderen barn som moderens.. Er det fordi man vil såre dybere eller hvad er det der gør at du/I føler du har lov til at tage barnet med dig?..(ved godt mange børn bliver ammet, så der kan jeg godt se grunden)..Håber i vil svare på mig spørgsmål, rigtig god søndag til jer alle sammen Sabrina

Jeg tror at det skyldes, at børn grundlæggende er mere forankrede til moderen end de er til faderen.
Han har jo IKKE været gravid og født dem, ammet dem og haft de samme hormonale tilknytninger til børnene som moderen har.
Ja, jeg ved godt jeg er barsk når jeg siger det, men uanset hvad, så vil en mand altid være nr 2, når det kommer til det med hvem barnet tilhører.
Dermed ikke ment, at jeg vil nedgøre mændene på nogen måde, men de har nu engang ikke haft barnet inde i deres krop, det har kvinden.

Selvfølgelig er der også kvinder der bare er 100% uegnede til at være mødre, og der er det så manden, der må tage over, hvilket der også kun er rimeligt, men generelt er min mening, at et barn bør være hos sin mor, og hører til hos hende.

Og nej, jeg vil bestemt ikke nedgøre fædres roller og deres ret til at være en del af barnets liv, selvfølgelig har de det. Der findes heldigvis mange vidunderlige fædre, men det bånd der under NORMALE forhold er mellem en mor og hendes barn, er nu engang helt anderledes end det er mellem en far og hans børn.

For mit eget vedkommende, så har mine børn altid været nr. 1 for mig, og hvis det kom dertil at jeg skulle vælge, så ville mine børn komme før noget andet, hviket jeg også har haft gjort et par gange i mit liv.

Ja, jeg ER er løvemor, det er kender jeg blankt, så meget, at hvis jeg kunne se, at mit barn evt. ville trives bedre hos hans/hendes far, så måtte det være sådan, uanset hvor meget det så ellers ville rive i mit hjerte.
Her tænker jeg på historien fra biblen med de to kvinder, der sloges om hvem der var mor til barnet.
Hellere give barnet fra mig, end at dele det i to.

Jeg har selv haft pakket mine ting og taget mit barn og er gået, da grænsen var nået, og så var alt andet ligegyldigt.

Kærligst
Sussie

Den er sgu svær den der... 

Jeg TROR som en siger at det kan hænge sammen med at mange familier bliver opløst netop pga manglende deltagelse fra faren.. og derfor ville barnet umiddelbart have det bedre hos moren..

Desuden - i de første (kan ikke huske hvor mange) år, så siger man jo at moren er den primære omsorgsperson. og idet at moren har den rolle og i mange (IKKE ALLE) tilfælde har stået for størstedelen så falder det "naturligt" at hun tager barnet med... 

Jeg havde snakket med knægtens far omkring hvad der skulle ske hvis vi gik fra hinanden - og der var vi enige, han blev hos mig hvis det blev aktuelt, og jeg skulle blive boende... 
Det blev da desværre aktuelt (selvom det klart var det bedste er det da stadig ærgeligt at familielivet ikke holdt), og faren flyttede til et andet sted efter nogle uger.

Jeg kan godt forstå din undren, og jeg kan også selv undres over den formulering.. For jeg tror ikke at barnet har bedre at blive rykket op med rode, fordi mor nu vil flytte.. Ikke hvis faren er i stand til at tage sig af barnet. Men hvis der er vold i hjemmet eller lign, skal barnet self. ikke være der. 

Så min mening er at barnet burde blive ved sin base, hvis der ingen farer er ved det - i hvert fald til der er ro på situationen.. Men igen, man kan ikke stille en rigtig løsning op - det kommer jo helt an på grunden til at gå og familielivet ellers...  

Rigtig godt emne 

Jeg tror det er fordi det er mest naturligt, at moderen tager barnet med - ikke sagt at faderen ikke kan gøre det  Jeg ved, at jeg ville kæmpe, for at få Isabella med - mens hun er så lille (5 mrdr). Jeg ville se anerledes på det hvis hun var ældre. 

Det har måske også noget at sige at hvis man er den som forlader hjemmet, uden sine børn, så har man rigtig dårlig chance for at få dem efterfølgende. Skuespilleren Trine Appel fx. flyttede ud at familiens fælles hjem og da de efterfølgende skulle have alt på plads kunne hun ikke længere få børnene med.....

Derfor ville jeg altid tage mine børn med mig - og så kan vi tale om resten bagefter (ikke så relevant da vi allerede nu ved hvordan det skal være hvis nu...)

Znuzke skriver:

Det har måske også noget at sige at hvis man er den som forlader hjemmet, uden sine børn, så har man rigtig dårlig chance for at få dem efterfølgende. Skuespilleren Trine Appel fx. flyttede ud at familiens fælles hjem og da de efterfølgende skulle have alt på plads kunne hun ikke længere få børnene med.....

Derfor ville jeg altid tage mine børn med mig - og så kan vi tale om resten bagefter (ikke så relevant da vi allerede nu ved hvordan det skal være hvis nu...)