Tror jeg har mistet gnisten?

nvm skriver:

jeg forstår godt, synes bare mange ting ændre sig når man får barn. al min kærlighed gik til hende istedet for ham, det var pludselig hende der betød ALT og hende jeg elskede MEST. og hende jeg ville gøre ALT for...

jeg ved ikke rigtig hvad du vil ha jeg skal fortælle, jeg fik bare nok og var træt af at gå og være ked osv.

jeg ville jo ikke engang ha at han kyssede mig. det var tante kys hej og tante kys farvel

det emd kys er præsic det samme her. plus hans skæg kilder og han lugter... jeg har stadig meget forstyret smags sans og lugte sans... øvøv...

men hvordan sagde du det til ham..?? jeg er meget nervøs for a han skal blive så trist og distruktiv a han gør noget ved sig selv, og jeg vil bestemt ikk have det godt med a vores datter skal sove hos ham,.!!!

hvordan klarede i det..??

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har en datter på 1 år, og vi har været sammen i 3 år nu... Men det kører ikke rigtigt... Vi har haft en del op og nedture, og her forleden pakkede jeg mine ting og tog vores datter og sov hos mine forældre... Men allerede samme aften skrev vi sammen, for vi var jo selvf kede af det.. Han siger han vil gøre alt for vi kommer hjem, og ja jeg griber da chancen for så kan jeg få gennemtrumfet nogle ting... Han trækker så i land med de ting vi bliver enige om der skal ske... Når, men fandt en anden løsning, der hjælpe os begge.. fint nok... Men det er stadig en ting som ikke virker.. vores sexliv... det er IKKE-esisterende..!!! Vi har aldrig sex, og det er fordi jeg ikke har lyst... I starten tændte jeg stadig på ham, men... Ja, og jeg lod bare som om jeg nød sex når det var hver 14-20. dag... men her på det sidste der, har jeg ikke en gang gide fake lyder under sex... Det er ikk behageligt, det er ikke sjovt, og jeg kan se hvor ked a det han bliver af det... Og det kan jeg selvf godt forstå... Og det plejede at fylde meget i vores forhold, at have sex... Men nu, ja der er intet... Suk..

Vi har hverken tid, råd eller overskud til at kune gå i terapi, og ved ikk hva vi ellers kan gøre...

Går med en skjult forhåbning om at han slår op en dag, så det ikk er mig der er den onde...?? en forfærdelig tanke ja, men har snakket med min bedste veninde om det, og hun har osse selv haft den....

Help..???

Øv det er jeg ked at høre Men jeg vil sige, at hvis du virklig er helt derude hvor sex er en SUR pligt der skal overståes og du IKKE har hjertet med (sådan opfatter jeg det), så er det mest fair for jer begge 2, at du gør det forbi.

Jeg har selv været i den samme situation (dog uden børn)!

Jeg var helt derude, hvor jeg ikke havde lyst til at ta' hjem fra arbejde, for jeg følte mig tom inden i, når jeg var sammen med ham, lige som om, at der manglede noget!  Af mange årsager (bl.a. døde hans far), ventede jeg 1,5 år med at gøre det forbi, fra jeg egentlig godt vidste at det VAR det der skulle til, for at blive glad igen, til jeg fortalte ham at det var slut

Heldigvis er vi begge 2 kommet videre med ny partner og børn, og vi snakker stadigvæk sammen ind imellem, da vil skiltes som venner efter 12 år sammen

Jeg håber, at I kan komme videre - også selvom det betyder at det bliver hver for sig, for at du kan blive lykkelig igen

LotteGabriella skriver:

Øv det er jeg ked at høre Men jeg vil sige, at hvis du virklig er helt derude hvor sex er en SUR pligt der skal overståes og du IKKE har hjertet med (sådan opfatter jeg det), så er det mest fair for jer begge 2, at du gør det forbi.

Jeg har selv været i den samme situation (dog uden børn)!

Jeg var helt derude, hvor jeg ikke havde lyst til at ta' hjem fra arbejde, for jeg følte mig tom inden i, når jeg var sammen med ham, lige som om, at der manglede noget!  Af mange årsager (bl.a. døde hans far), ventede jeg 1,5 år med at gøre det forbi, fra jeg egentlig godt vidste at det VAR det der skulle til, for at blive glad igen, til jeg fortalte ham at det var slut

Heldigvis er vi begge 2 kommet videre med ny partner og børn, og vi snakker stadigvæk sammen ind imellem, da vil skiltes som venner efter 12 år sammen

Jeg håber, at I kan komme videre - også selvom det betyder at det bliver hver for sig, for at du kan blive lykkelig igen

Jeg har det sådan som du beskriver med at man føler der mangler noget... pga hans job, hvor han arbejder nat, så har vi aldrig aftenerne sammen, og har han fri ja så skændes vi bare, over ingenting... det er de mest latterlige ting vi skændes om..!! og når han står op der ved en kl 14 15 stykker, så kommer jeg altid med påfund for a kører et sted hen... jeg gider ikk en gang a kysse ham... men jeg vil heller ikk være den onde a slå op, fordi jeg ikk kan slippe tankerne om hvordan han reagere... han siger han sadig er som nyforelsket i mig, men jeg keder mig så meget i vores forhold.. ja jeg viste han arbejde nat da vi mødtes men tingene har bare ændrede sig efter vi fik barn... jeg kan ikk lide tanken om a han er ked a det i noget tid, og han vil selvf savne vores datter... men hans temperment gør a jeg ikk har det godt med a hun skal sove hos ham, hvis vi ffinder ud a det...?? går med 1000 tanker... men mest en forfærdelig en der går ud på jeg bare håber han slår op, så jeg ikk er den onde....

Tror ikke du elsker ham og hvorfor blive i et forhold hvor du ikke elsker ham....

Var det mig der var dig havde jeg gjort det forbi...

Majbritt

Anonym skriver:

det emd kys er præsic det samme her. plus hans skæg kilder og han lugter... jeg har stadig meget forstyret smags sans og lugte sans... øvøv...

men hvordan sagde du det til ham..?? jeg er meget nervøs for a han skal blive så trist og distruktiv a han gør noget ved sig selv, og jeg vil bestemt ikk have det godt med a vores datter skal sove hos ham,.!!!

hvordan klarede i det..??

jamen jeg havde allerede sagt til ham nogle mdr efter hun var født, at jeg ikke var foelsket i ham mere, han var ligeglad og vill stadig ha vi skulle være sammen. så jeg gav det en chance, men efter de 8 mdr ku jeg ikke mere

jamen det har ikke været noget problem her, fordi han er muslim og hans familie vil ikke ha noget af gøre med vores datter, så han ser hende kun hos mig eller tar hende med ud nogen timer selv. han har hende aldrig med hjem osv.

nvm skriver:

jamen jeg havde allerede sagt til ham nogle mdr efter hun var født, at jeg ikke var foelsket i ham mere, han var ligeglad og vill stadig ha vi skulle være sammen. så jeg gav det en chance, men efter de 8 mdr ku jeg ikke mere

jamen det har ikke været noget problem her, fordi han er muslim og hans familie vil ikke ha noget af gøre med vores datter, så han ser hende kun hos mig eller tar hende med ud nogen timer selv. han har hende aldrig med hjem osv.

oki, ja kan godt se a i og med du har sagt det allerde der, så er det lidt "nemmere" for man ved det egentlig godt... men hver gang han siger han elsker mig, så svare jeg han da med ilige måde, men føler ikk rigtigt jeg mener det mere... men igen, jeg er så nervøs for a han bliver ked a det og vi ikk kan skildes som nogenlunde venner på god talefod... for det synes jeg er enormt vigtig a kunne kommunikere når der er børn imellem..!! og han vil jo føle det er ham der har svigete hvis jeg bare siger lige ud til ham a jeg ikk elsker ham mere..?? jeg har osse overvejet a finde mig en hobby, en som optager meget tid, så han mååske ligefrem synes a vi vokser fra hinanden, for jeg vil patu bare ikk være den onde... men bare de tanker jeg gør mig gør mig til den ondeste person i verden føler jeg, og har dårlig samvittighed over det...

twinboys skriver:

Tror ikke du elsker ham og hvorfor blive i et forhold hvor du ikke elsker ham....

Var det mig der var dig havde jeg gjort det forbi...

Majbritt

det jo lige det... jeg vil et eller andet sted gerne have det gjort forbi... jeg tror ikk jeg elsker ham mere, men ham elsker mig så meget og det er kvælende..!! og uanset hva jeg siger til ham så opføre han sig som en 15 årig der ikk får sin vilje, med a, uhhh, det er osse hans egen skyld og han gør aldrig noget rigtigt, og han er en taber osv... og manden er altså 31... kom on..!!! og vi skændes om de latterligste ting snart, og magter det bare ikk..!!!

Anonym skriver:

det jo lige det... jeg vil et eller andet sted gerne have det gjort forbi... jeg tror ikk jeg elsker ham mere, men ham elsker mig så meget og det er kvælende..!! og uanset hva jeg siger til ham så opføre han sig som en 15 årig der ikk får sin vilje, med a, uhhh, det er osse hans egen skyld og han gør aldrig noget rigtigt, og han er en taber osv... og manden er altså 31... kom on..!!! og vi skændes om de latterligste ting snart, og magter det bare ikk..!!!

Så kom af med ham....

Anonym skriver:

oki, ja kan godt se a i og med du har sagt det allerde der, så er det lidt "nemmere" for man ved det egentlig godt... men hver gang han siger han elsker mig, så svare jeg han da med ilige måde, men føler ikk rigtigt jeg mener det mere... men igen, jeg er så nervøs for a han bliver ked a det og vi ikk kan skildes som nogenlunde venner på god talefod... for det synes jeg er enormt vigtig a kunne kommunikere når der er børn imellem..!! og han vil jo føle det er ham der har svigete hvis jeg bare siger lige ud til ham a jeg ikk elsker ham mere..?? jeg har osse overvejet a finde mig en hobby, en som optager meget tid, så han mååske ligefrem synes a vi vokser fra hinanden, for jeg vil patu bare ikk være den onde... men bare de tanker jeg gør mig gør mig til den ondeste person i verden føler jeg, og har dårlig samvittighed over det...

men du blir nød til at gøre noget, for at DU får det der bedre.. ved selv hvordan det er at gå med de tanker og føelser, man blir sku rigtig trist og hae tit dårlige dage, hvilket ens barn faktisk kan mærke på en, og det lyder ikke som om du er lykkelig overhovedet

Anonym skriver:

Jeg har det sådan som du beskriver med at man føler der mangler noget... pga hans job, hvor han arbejder nat, så har vi aldrig aftenerne sammen, og har han fri ja så skændes vi bare, over ingenting... det er de mest latterlige ting vi skændes om..!! og når han står op der ved en kl 14 15 stykker, så kommer jeg altid med påfund for a kører et sted hen... jeg gider ikk en gang a kysse ham... men jeg vil heller ikk være den onde a slå op, fordi jeg ikk kan slippe tankerne om hvordan han reagere... han siger han sadig er som nyforelsket i mig, men jeg keder mig så meget i vores forhold.. ja jeg viste han arbejde nat da vi mødtes men tingene har bare ændrede sig efter vi fik barn... jeg kan ikk lide tanken om a han er ked a det i noget tid, og han vil selvf savne vores datter... men hans temperment gør a jeg ikk har det godt med a hun skal sove hos ham, hvis vi ffinder ud a det...?? går med 1000 tanker... men mest en forfærdelig en der går ud på jeg bare håber han slår op, så jeg ikk er den onde....

Min x-mand blev også rigtig ked af det, og ville ikke slutte det, men som han sagde "jeg vil heller ikke være sammen med dig, når jeg ved at du er ulykkelig" (en dejlig mand, som heldigvis har gjort en anden kvinde lykkelig).

Det er altid svært, at ta' sådan en stor beslutning, og det er ALDRIG sjovt at såre andre - for det er jo ikke fordi at man hader dem, men mere at man har fået et bror/søster forhold (i mit tilfælde i hvert fald) UDEN passion, lyst, tiltrækning og gnist (som du selv skriver). Ingen mennesker er tjent med at leve i et sådan forhold - man skal ALDRIG nøjes!

Det du skriver med, at du lige nu HÅBER, at han gør det forbi...ja der har jeg også været...jeg tænkte virkelig "kan han for helvede ikke bare knalde uden om, så jeg kan sige at det er slut pga. DET!!!". Men det skete jo aldrig og det endte som skrevet med, at jeg mått gøre det selv...det var i forbindelse med, at jeg begyndte at føle mig tiltrukket af andre mænd og syntes at de var spændende...der gik det op for mig, at jeg IKKE ville ud i noget utroskab, der kunne ødelægge vores evt. fremtidige venskab, så derfor var det bare om, at få afsluttet det på en fair måde for os begge 2!

Er du bange for, at han vil slå din datter pga. temperament, hvis I går fra hinanden, og hun skal være hos ham alene eller?!