Tror jeg har mistet gnisten?

Min kæreste og jeg har en datter på 1 år, og vi har været sammen i 3 år nu... Men det kører ikke rigtigt... Vi har haft en del op og nedture, og her forleden pakkede jeg mine ting og tog vores datter og sov hos mine forældre... Men allerede samme aften skrev vi sammen, for vi var jo selvf kede af det.. Han siger han vil gøre alt for vi kommer hjem, og ja jeg griber da chancen for så kan jeg få gennemtrumfet nogle ting... Han trækker så i land med de ting vi bliver enige om der skal ske... Når, men fandt en anden løsning, der hjælpe os begge.. fint nok... Men det er stadig en ting som ikke virker.. vores sexliv... det er IKKE-esisterende..!!! Vi har aldrig sex, og det er fordi jeg ikke har lyst... I starten tændte jeg stadig på ham, men... Ja, og jeg lod bare som om jeg nød sex når det var hver 14-20. dag... men her på det sidste der, har jeg ikke en gang gide fake lyder under sex... Det er ikk behageligt, det er ikke sjovt, og jeg kan se hvor ked a det han bliver af det... Og det kan jeg selvf godt forstå... Og det plejede at fylde meget i vores forhold, at have sex... Men nu, ja der er intet... Suk..

Vi har hverken tid, råd eller overskud til at kune gå i terapi, og ved ikk hva vi ellers kan gøre...

Går med en skjult forhåbning om at han slår op en dag, så det ikk er mig der er den onde...?? en forfærdelig tanke ja, men har snakket med min bedste veninde om det, og hun har osse selv haft den....

Help..???

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har en datter på 1 år, og vi har været sammen i 3 år nu... Men det kører ikke rigtigt... Vi har haft en del op og nedture, og her forleden pakkede jeg mine ting og tog vores datter og sov hos mine forældre... Men allerede samme aften skrev vi sammen, for vi var jo selvf kede af det.. Han siger han vil gøre alt for vi kommer hjem, og ja jeg griber da chancen for så kan jeg få gennemtrumfet nogle ting... Han trækker så i land med de ting vi bliver enige om der skal ske... Når, men fandt en anden løsning, der hjælpe os begge.. fint nok... Men det er stadig en ting som ikke virker.. vores sexliv... det er IKKE-esisterende..!!! Vi har aldrig sex, og det er fordi jeg ikke har lyst... I starten tændte jeg stadig på ham, men... Ja, og jeg lod bare som om jeg nød sex når det var hver 14-20. dag... men her på det sidste der, har jeg ikke en gang gide fake lyder under sex... Det er ikk behageligt, det er ikke sjovt, og jeg kan se hvor ked a det han bliver af det... Og det kan jeg selvf godt forstå... Og det plejede at fylde meget i vores forhold, at have sex... Men nu, ja der er intet... Suk..

Vi har hverken tid, råd eller overskud til at kune gå i terapi, og ved ikk hva vi ellers kan gøre...

Går med en skjult forhåbning om at han slår op en dag, så det ikk er mig der er den onde...?? en forfærdelig tanke ja, men har snakket med min bedste veninde om det, og hun har osse selv haft den....

Help..???

Hvis det virkelig er sådan du føler og ikke mener, at det bare er en fase, så må du jo tage konsekvensen og gå fra ham! Hvis du kun er i det halvhjertet, så kommer det aldrig til at gå! Man skal investere meget blod, sved og tåre i et forhold, hvis man ønsker, at det skal fungere! Jeg taler af erfaring!

Jeg har også en off-periode med min kæreste nu og tænker også tit på at smide håndklædet i ringen! Alligelvel er jeg ikke klar til den endelige beslutning, men kæresten min ved at jeg går med de tanker og at vi skal arbejde med vores forhold, hvis det skal gå! Sådan er forhold - nogle dage er det det mest fantastiske i verden og andre dage er det hårdt arbejde!

Men du må grave ind i dig selv og finde ud af, hvad du reelt ønsker! Held og lykke med det!

Synes du skal tage beslutning for dit eget bedste.. Du har KUN ET LIV og det skal leves... Hvis du ikke elsker ham på nogen måde, så gør du ham også en tjeneste.. Han vil ikke kunne se det med det første, men med tiden vil han.. og du skal da ik føle du er ond ved at smutte..

Det er jo menneskeligt at man mister følelser for hinanden.. Det er jo noget som bare sker, så er du ikke ond, men at blive i forholdet uden følelser for ham, synes jeg er ondt... han går måske med forhåbningen om at det kan reddes... og hvis du ingen intentioner har om det, så er du jo ond ved din handling...

SÅ jeg vil smutte og komme videre med hver jeres liv.. i gør hinanden en kæmpe tjeneste og med tiden kan i sikkert godt få et godt samarbejde omkring jeres datter, men han vil nok være bitter i starten...

Men du skal da lige have et  for selvfølgelig er det ingen nem beslutning... et sted holder man jo af sine børns far......

Nu kender jeg selvfølgelig ikke jeres forhold. Men jeg vil altså sige: Giv det tid. Tro ikke, at de fleste småbørns forældre ikke har været igennem det meste. Tit har man tildens til at tro, at alle andre har det helt anderledes. Men faktum er nok, at de fleste det første år har tænkt: Nu er det fandme nok. Det kan være småskænderier, det kan være manglende samvær, det kan være at kvinden ikke synes manden tager nok del i det huslige osv osv.

Men det BLIVER bedre og nemmere (for de fleste i hvertfald) Hvis du har været hjemme og gået på barsel kan det også have lidt af sige. Jeg synes man til sidst blev lidt "små-skør" fordi det eneste man gjorde var at blive sat i den rolle som mor med amning, rutiner, man er ofte alene osv.

Her lavede vi en aftale om inden hun blev født, at alt der blev sagt/gjort (ikke sagt og gjort Ikke have nogen betydning. Dvs man skulle prøve lidt at lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet. Her mener jeg selvfølgelig dumme skænderier pga manglende søvn osv. Hvis man havde noget konkret så skulle det selvfølgelig diskuteres igennem og tages seriøst.

Men når der er gået et halvt års tid fra nu, så sover dit barn rigtig fint og overskudet kommer tilbage. Du er tilbage til et arbejde du forhåbenligt er glad for, I kan begynde at få lidt flere oplevelser sammen med barnet (aktiviteter som han kan deltage i)

Nogle gange skal man også tænke på hvordan livet så ville være som enlig mor. Jeg tror, at hvis man stadigvæk holder af hinanden, så er det værd at kæmpe for.

Lunae skriver:

Hvis det virkelig er sådan du føler og ikke mener, at det bare er en fase, så må du jo tage konsekvensen og gå fra ham! Hvis du kun er i det halvhjertet, så kommer det aldrig til at gå! Man skal investere meget blod, sved og tåre i et forhold, hvis man ønsker, at det skal fungere! Jeg taler af erfaring!

Jeg har også en off-periode med min kæreste nu og tænker også tit på at smide håndklædet i ringen! Alligelvel er jeg ikke klar til den endelige beslutning, men kæresten min ved at jeg går med de tanker og at vi skal arbejde med vores forhold, hvis det skal gå! Sådan er forhold - nogle dage er det det mest fantastiske i verden og andre dage er det hårdt arbejde!

Men du må grave ind i dig selv og finde ud af, hvad du reelt ønsker! Held og lykke med det!

Er helt enig i det du siger... Jeg har osse fortalt ham at jeg mangler sex lysten og jeg går og rumler emd mange ting, og det forstår han osse godt.. er overbevist om vi ikke er færdig emed hinanden, men hvor længe denne fase vare, det er jeg usikker på... Men vi har bare ikk de vilde muligheder ofr a pleje vores forhold, fordi han arbejder nat, han går til bueskdning og har gjort det i 18 år, så det er ikke noget han dropper, vi kæmper med kommunen vi kæmper med gældssanering, vi kæmper med mit helbred, og min fremtid, og vi kæmper økonomisk... Så der er nok a se til. men har osse sagt til am at vi skal til a lave noget mere sammen... fx a vi har en dag i ugen hvor jeg bestemmer hva vi skal om han vil eller ej, og omvendt... så hvis jeg siger, hey, vi skal i biffen..!!! så skal vi i biffen, og hvis han siger hey, jeg vil på værkstedet, med han ven, jamen så kan han gre det... og som eksemplet viser, så vælger han ikk rigtig ting hvor vi laver nogte sammen... han elsker mig og forguder mig, og vil for intet i verden midste mig, men han aner intet om forhold og kompromi i et forhold... øvøv

tinasmor skriver:

Nu kender jeg selvfølgelig ikke jeres forhold. Men jeg vil altså sige: Giv det tid. Tro ikke, at de fleste småbørns forældre ikke har været igennem det meste. Tit har man tildens til at tro, at alle andre har det helt anderledes. Men faktum er nok, at de fleste det første år har tænkt: Nu er det fandme nok. Det kan være småskænderier, det kan være manglende samvær, det kan være at kvinden ikke synes manden tager nok del i det huslige osv osv.

Men det BLIVER bedre og nemmere (for de fleste i hvertfald) Hvis du har været hjemme og gået på barsel kan det også have lidt af sige. Jeg synes man til sidst blev lidt "små-skør" fordi det eneste man gjorde var at blive sat i den rolle som mor med amning, rutiner, man er ofte alene osv.

Her lavede vi en aftale om inden hun blev født, at alt der blev sagt/gjort (ikke sagt og gjort Ikke have nogen betydning. Dvs man skulle prøve lidt at lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet. Her mener jeg selvfølgelig dumme skænderier pga manglende søvn osv. Hvis man havde noget konkret så skulle det selvfølgelig diskuteres igennem og tages seriøst.

Men når der er gået et halvt års tid fra nu, så sover dit barn rigtig fint og overskudet kommer tilbage. Du er tilbage til et arbejde du forhåbenligt er glad for, I kan begynde at få lidt flere oplevelser sammen med barnet (aktiviteter som han kan deltage i)

Nogle gange skal man også tænke på hvordan livet så ville være som enlig mor. Jeg tror, at hvis man stadigvæk holder af hinanden, så er det værd at kæmpe for.

jeg holder helt klart stadig a ham, men jeg er begyndt a tvivle på i hvilken forbindelse... elsker jeg ham, fordi han er min datters far? fordi han skaffer penge til husstanden? fordi han elsker mig? pga trykhed? der er 1000 muligheder... og nogle gange så opføre jeg min kun som hans ven... jeg holder ham nogle gange på afstand... jeg gider ikk sex jeg gider ikk han rør ved mig, jeg gider ikk kysse (jeg har bøjle på), jeg gider ikk ligge og hygge op a ham til film og hvis jeg endelig gør det så falder jeg altid i søvn, og så bliver han sur... dumt dillemma..!!

Jeg er ikke i arbejde, pga sygdom uden bedrings-fremtid, og bliver møg skør af at gå her hjemme..!! men har ikk andre muligheder...

opop

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har en datter på 1 år, og vi har været sammen i 3 år nu... Men det kører ikke rigtigt... Vi har haft en del op og nedture, og her forleden pakkede jeg mine ting og tog vores datter og sov hos mine forældre... Men allerede samme aften skrev vi sammen, for vi var jo selvf kede af det.. Han siger han vil gøre alt for vi kommer hjem, og ja jeg griber da chancen for så kan jeg få gennemtrumfet nogle ting... Han trækker så i land med de ting vi bliver enige om der skal ske... Når, men fandt en anden løsning, der hjælpe os begge.. fint nok... Men det er stadig en ting som ikke virker.. vores sexliv... det er IKKE-esisterende..!!! Vi har aldrig sex, og det er fordi jeg ikke har lyst... I starten tændte jeg stadig på ham, men... Ja, og jeg lod bare som om jeg nød sex når det var hver 14-20. dag... men her på det sidste der, har jeg ikke en gang gide fake lyder under sex... Det er ikk behageligt, det er ikke sjovt, og jeg kan se hvor ked a det han bliver af det... Og det kan jeg selvf godt forstå... Og det plejede at fylde meget i vores forhold, at have sex... Men nu, ja der er intet... Suk..

Vi har hverken tid, råd eller overskud til at kune gå i terapi, og ved ikk hva vi ellers kan gøre...

Går med en skjult forhåbning om at han slår op en dag, så det ikk er mig der er den onde...?? en forfærdelig tanke ja, men har snakket med min bedste veninde om det, og hun har osse selv haft den....

Help..???

lyder fuldstændig som jeg havde det med min 1 datters far, hun var bare de 8 mdr... og jeg havde haft det sådan siden hun blev født,men gav det en chance på 8 mdr g så ku jeg ikke mere, så droppede ham...

dog havde vi slet IKKE sex efter hun blev født, fordi jeg ikke havde lyst til ham

nvm skriver:

lyder fuldstændig som jeg havde det med min 1 datters far, hun var bare de 8 mdr... og jeg havde haft det sådan siden hun blev født,men gav det en chance på 8 mdr g så ku jeg ikke mere, så droppede ham...

dog havde vi slet IKKE sex efter hun blev født, fordi jeg ikke havde lyst til ham

vi har haft sex ca 8-9 gange siden hun kom til, men det har slet ikk være t det som vi plejer a have... vi plejde a være... over dele hele, hvis du forstår... vu følte os nyforelsket hele tiden... men nu... suk.... hvordan valgte du a gå fra ham, hvis jeg må få detaljer.??

Anonym skriver:

vi har haft sex ca 8-9 gange siden hun kom til, men det har slet ikk være t det som vi plejer a have... vi plejde a være... over dele hele, hvis du forstår... vu følte os nyforelsket hele tiden... men nu... suk.... hvordan valgte du a gå fra ham, hvis jeg må få detaljer.??

jeg forstår godt, synes bare mange ting ændre sig når man får barn. al min kærlighed gik til hende istedet for ham, det var pludselig hende der betød ALT og hende jeg elskede MEST. og hende jeg ville gøre ALT for...

jeg ved ikke rigtig hvad du vil ha jeg skal fortælle, jeg fik bare nok og var træt af at gå og være ked osv.

jeg ville jo ikke engang ha at han kyssede mig. det var tante kys hej og tante kys farvel