Se lige her .. Mobbeoffer får nok ...

Jeg synes godt nok det gør ondt i mit hjerte, at se den stakkels dreng stå så forsvarsløs i starten, men så hoppede der en lille "hepper" op i mig, da han slog igen  

Jeg blev selv mobbet fra 1. til 5. klasse pga. overvægt (plus søskende mobberi fra 2 af mine brødre), og jeg ved hvor ulideligt det er! Jeg har s f***ing ondt af de børn der bliver mobbet, for det er f**dme ikke deres egen skyld!  mobberiet gør, meget ofte, overvægten værre..

DLM skriver:

Det er godt, at han gør det. Jeg er så enig med dig. Det er meget vigtigt, at børnene ved det er okay at fortælle det. Årh kunne du ikke ha været min mor for 20 år siden Der er rigtig mange der holder det for sig selv (jeg var en af dem) og det skal man slet ikke.

Dejligt han har en god lærer, der kan hjælpe desværre var det min lærer der var min mobber

jeg håber da den anden dreng får noget hjælp til sit temperement

Gik vi på samme skole? Min klasselærer gik nemlig også først når det galdt mobning. Hun mente at det styrkede karakteren, og udvalgte sig så nogle, som hun mente var svagelige og burde mobbes. Det var så mig!

Det var rædsomt. Jeg kunne intet gøre rigtigt, og hun gik ud af sin vej for, at finde måder at ydmyge mig foran klassen på. Så havde jeg pludesli ikke den rigtige blyant  Min mor købte stort set een af hver blyant som boghandleren havde, men det var aldrig den rigtige; så fik jeg skæld ud foran klassen, og hun gav mig NÅDIGST en korrekt blyant, som blev låst inde i et skab, så jeg hver time skulle gå op og bede om at få min blyant så jeg kunne skrive med. Hun opfordrede de andre til at mobbe mig, og gjorde intet når hun så det. Mine forældre råbte og skreg for at få skolens opmærksomhed, men der skete intet.

Hun er stadig lærer på skolen, og fortsætter sit rædselsregime, med at smadre de børn hun mindst kan lide. - Og nu i forlængelse af debatten i 'Grimme navne'-tråden, så udvalgte hun dem der havde lavest samfundsmæssig status, og med en hjemmegående mor og en havnearbejder far, så var jeg jo intet imod lægesønnen.

Carina1977 skriver:

Åhh hvor er jeg ked af at høre, at du er blevet mobbet som barn....og så af din lærer. det hører jo ingen steder hjemme. En lærer skal jo vise et godt eksempel. Måske det var derfor du holdte det inde i dig selv? Netop det faktum at det har været læreren, må have været så meget sværere for dig.

Min lillebror blev også mobbet i skolen, og der var læreren ikke særligt god til at ta sig af det. Hun sagde ligefrem til min mor, at det var min mors egen skyld, fordi hun mente at min mor ikke havde nok tid til ham (hun studerede til pædagog). Kan så ikke se, hvorfor skylden skulle kastes over på min mor...ligegyldigt om hun havde meget travlt eller ej, så kan det jo ikke ligefrem få andre børn til at mobbe min lillebror. Skal så siges at jeg ikke husker hende, som en der ikke havde tid til os. tværtimod var hun der altid, og det til trods for at hun havde 2 handicappede børn. Tror bare at den lærer ikke rigtig gad tage sig af det....så var det lettere bare at kaste den videre over på en anden.

Desværre var der ikke så meget fokus på mobning for blot 10-15 år siden, som der jo er idag. Og det ser man jo resultatet af idag. Der er jo mange der udtaler sig, at de som voksen er blevet præget af mobningen i forskellige grader. Jeg kan bare blive så gal over, at man var blind overfor det dengang.

Synes den lærer du havde, skulle have haft sparket. Man egner sig ikke ligefrem til lærer, når man ikke behandler sine elever godt  Jeg ved ikke om det ville have haft hjulpet dig, at fortælle det til dine forældre, idet at det jo var læreren, der var problemet. Men måske kunne den viden, have givet dine forældrre muligheden for at kunne hjælpe dig. Måske at skifte skole, hvis læreren ikke var til at sætte på plads.....eller bare det at lette hjertet, og få det ud, kunne nok også have haft hjulpet dig en del.

Der var så meget man kunne have gjort. Man bliver bare nødt til at få det bedste ud af sin situation idag.....og også være mere obs på sine egne børn. Når man selv er blevet mobbet, kender man nok også bedre signalerne.

Jeg tolererer i hvert fald ikke mobning, og har opdraget min søn til at være god mod andre, ikke tale grimt om andre, og at respektere folk for den de er. Han har heller aldrig mobbet nogen endnu...og hvis han gjorde det, så ville det bestemt have en konsekvens. Jeg vil bare ikke ha sådan noget.

De lærer jeg havde, havde mon mor også haft i folkeskolen (så de var nogle rigtig gamle krager) de kørte det jo lidt på den gamle metode. han var min matematik lærer og jeg var bare for dum og langsom. Han sagde til mig en dag "Ditte! du er dum, ubrugelig og dur ikke til noget, du bliver aldrig andet end gadefejer." jeg turde ikke sige noget til mine forældre, for han havde sagt at de ville alligevel ikke tro på mig, og de ville blive meget sure og skuffede hvis de troede jeg løj. Det var fra 1-7 klasse. det tog mange år for at jeg lærte at tro på mig selv og jeg kunne det der skole halløj.

ej stakkels din bror hvordan pokker kunne det være din mors skyld? det var da ikke hende de sagde de skulle mobbe, ej sikke en lærer. men det er selvfølgelig altid nemmere, at give bolden videre, når man ikke ved hvad man skal gøre eller gider tage sig af det.

Jeg håber, at jeg kan lære min søn, at være god ved andre og aldrig være med til at mobbe nogen. og for at aldrig selv skal opleve det at blive mobbet, det er der ingen der fortjener.

tazz skriver:

Gik vi på samme skole? Min klasselærer gik nemlig også først når det galdt mobning. Hun mente at det styrkede karakteren, og udvalgte sig så nogle, som hun mente var svagelige og burde mobbes. Det var så mig!

Det var rædsomt. Jeg kunne intet gøre rigtigt, og hun gik ud af sin vej for, at finde måder at ydmyge mig foran klassen på. Så havde jeg pludesli ikke den rigtige blyant  Min mor købte stort set een af hver blyant som boghandleren havde, men det var aldrig den rigtige; så fik jeg skæld ud foran klassen, og hun gav mig NÅDIGST en korrekt blyant, som blev låst inde i et skab, så jeg hver time skulle gå op og bede om at få min blyant så jeg kunne skrive med. Hun opfordrede de andre til at mobbe mig, og gjorde intet når hun så det. Mine forældre råbte og skreg for at få skolens opmærksomhed, men der skete intet.

Hun er stadig lærer på skolen, og fortsætter sit rædselsregime, med at smadre de børn hun mindst kan lide. - Og nu i forlængelse af debatten i 'Grimme navne'-tråden, så udvalgte hun dem der havde lavest samfundsmæssig status, og med en hjemmegående mor og en havnearbejder far, så var jeg jo intet imod lægesønnen.

nej nej nej det var dog skrækkeligt. vi kunne lige så godt ha gået i klasse sammen. det er der bare ingen der burde opleve sådan en behandling. den lærer burde losses bag i og burde mærke på egen person, hvordan sådan noget føles. håber du er okay i dag. det tog mig rigtig mange år at komme over de 7 års terror jeg var igennem.

DLM skriver:

nej nej nej det var dog skrækkeligt. vi kunne lige så godt ha gået i klasse sammen. det er der bare ingen der burde opleve sådan en behandling. den lærer burde losses bag i og burde mærke på egen person, hvordan sådan noget føles. håber du er okay i dag. det tog mig rigtig mange år at komme over de 7 års terror jeg var igennem.

Det sidder stadig dybt i mig, min familie var nemlig ikke meget bedre  så jeg havde aldrig ro til at finde troen på mig selv. Så jeg fandt jo også kærester og veninder som syntes at jeg var blankere end blank. Det blev min identitet at være den dumme og ubrugelige.

Vendepunktet kom, da jeg tænkte at så dum kunne jeg altså bare ikke være! Så jeg tog en test hos MENSA, og kom sq ind! Der var mange med kæberne på knæene, men jeg klarede testen og kunne komme ind i det fine selskab. Har dog aldrig meldt mig, ind for da jeg læste deres hjemmeside fik jeg SÅ meget kvalme, at jeg lovede mig selv ALDRIG at sætte mine ben i den 'klub'.

Men det har taget mange psykolog samtaler at komme videre fra mobbeoffer-rollen og til at være stært nok til, at sige fra. Jeg kommer aldrig på højde med 'normalen' men jeg er på vej. Veninder har jeg altid haft svært ved, at holde på og det kommer nok aldrig til at blive helt godt. Men jeg har min mand og min datter, det er fint for mig

Jeg ss det er helt i orden at han reagerer som han gør.Jeg er selv blevet mobbet hele min skole tid indtil jeg kom på efterskole i 10 kl, så jeg kan desværre sagtens sætte mig ind i de følelser og tanker der går gennem drengen mens han står der og bliver slået på. Ss slet ikke det er ok at drengen så bliver sendt hjem bagefter, det kan godt være ham der bliver kastet humper rundt et par dage, men offeret har langt større ting at slås med resten af livet på grund af den mobning han bliver udsat for. Mange ting ville nok være meget lettere for mig idag hvis jeg havde turdet sige fra den gang, som drengen i det klip her, måden kan man så diskutere.

Det var da godt nok på sin plads han fik den tur!! 

Jeg er også gammelt mobbeoffer, og jeg fryder mig lidt ved at se ham slå tilbage. Min far sagde til mig på første dag, at hvis nogen slog, så skulle jeg slå igen. Det ville jeg egentlig ønske, at jeg havde gjort fra første dag, selvom det er politisk ukorrekt og hvad ved jeg. Jeg lærte alt for sent, at man ikke skal finde sig i alt..

De lærer jeg havde, havde mon mor også haft i folkeskolen (så de var nogle rigtig gamle krager) de kørte det jo lidt på den gamle metode. han var min matematik lærer og jeg var bare for dum og langsom. Han sagde til mig en dag "Ditte! du er dum, ubrugelig og dur ikke til noget, du bliver aldrig andet end gadefejer." jeg turde ikke sige noget til mine forældre, for han havde sagt at de ville alligevel ikke tro på mig, og de ville blive meget sure og skuffede hvis de troede jeg løj. Det var fra 1-7 klasse. det tog mange år for at jeg lærte at tro på mig selv og jeg kunne det der skole halløj.

ej stakkels din bror hvordan pokker kunne det være din mors skyld? det var da ikke hende de sagde de skulle mobbe, ej sikke en lærer. men det er selvfølgelig altid nemmere, at give bolden videre, når man ikke ved hvad man skal gøre eller gider tage sig af det.

Jeg håber, at jeg kan lære min søn, at være god ved andre og aldrig være med til at mobbe nogen. og for at aldrig selv skal opleve det at blive mobbet, det er der ingen der fortjener.

Åhh dem af den gamle skole, er også nogen af de værste lærere man kunne få. Har selv haft sådan en lærer, dog ikke i den grad som din var. men hun kunne bare ikke acceptere, hvis der var nogen der ikke kunne finde ud af faget. Det var min tysk-lærer, faget har aldrig interesseret mig....nok fordi jeg var dårlig til det, men det gjorde det da ikke bedre, at man fik et møgfald og fik at vide at man ikke havde øvet sig, når man ikke kunne tingene. I stedet burde hun have fokuseret på, hvor hun kunne have gået ind og hjælpe/støtte mig i faget. Men det gjorde hun ikke....det var et kæmpe møgfald man fik i stedet.

Din matematik-lærer....jeg kan ikke forstå man kan være på den måde overfor et andet menneske. Man siger da ikke til et barn, at det ikke dur til noget, at det aldrig bliver til noget. Det styrker da bestemt ikke selvtilliden, og motiverer da slet ikke en til at blive god til faget og interessere sig for faget. Kan heller ikke lade være med at tænke på, om du troede på at du aldrig blev til noget? Om hans mobning gjorde at du gik i stå i livet, og ikke rigtig vidste hvad du skulle, hvordan din fremtid skulle blive?

Jeg håber du er kommet så meget over på den anden side, at det blot kun er en grim oplevelse/fortid. Det bedste man kan gøre, er at vise overfor sig selv, at det i hvert fald ikke passede det han sagde. Når et barn over en årrække, får at vide at de ikke dur til noget, så kan man meget nemt begynde at tro på det. Jeg håber du har det rigtig godt idag....du har ikke fortjent andet i hvert fald  

Ja man må håbe på at man opdrager/har opdraget sine børn godt, sådan at de ikke bliver mobbere. Og så må man hjælpe dem alt det man kan, hvis de skulle være så uheldige at blive mobbet. Det vigtigste er at barnet har tillid til sine forældre. Jeg tror åbenheden omkring det, er med til at de automatisk kommer til en, hvis det skulle ske. Synes det er et vigtigt samtale-emne, og ikke noget man skal tysse omkring. Synes godt man kan snakke åbent om det. heldigvis er der jo fokus på det idag.

På min søns skole, har de noget der hedder PALS, hvor de får et "godt gået kort", hvis de har gjort noget godt, og så optjener de fortjenester. Det har i hvert fald haft en god effekt på miljøet i skolen. De er blevet bedre til at behandle hinanden godt. Der opstår jo selvfølgelig stadig situationer, men ikke i den grad, som det var før.

tazz skriver:

Det sidder stadig dybt i mig, min familie var nemlig ikke meget bedre  så jeg havde aldrig ro til at finde troen på mig selv. Så jeg fandt jo også kærester og veninder som syntes at jeg var blankere end blank. Det blev min identitet at være den dumme og ubrugelige.

Vendepunktet kom, da jeg tænkte at så dum kunne jeg altså bare ikke være! Så jeg tog en test hos MENSA, og kom sq ind! Der var mange med kæberne på knæene, men jeg klarede testen og kunne komme ind i det fine selskab. Har dog aldrig meldt mig, ind for da jeg læste deres hjemmeside fik jeg SÅ meget kvalme, at jeg lovede mig selv ALDRIG at sætte mine ben i den 'klub'.

Men det har taget mange psykolog samtaler at komme videre fra mobbeoffer-rollen og til at være stært nok til, at sige fra. Jeg kommer aldrig på højde med 'normalen' men jeg er på vej. Veninder har jeg altid haft svært ved, at holde på og det kommer nok aldrig til at blive helt godt. Men jeg har min mand og min datter, det er fint for mig

kender følelsen, det sidder også stadig i mig og går sikkert aldrig væk. Det er skrækkeligt når både kærester og veninder behandler en på den måde også. Det er jeg virkelig ked af på dine vegne.

hehe så kan de lære det. det er godt gået

men ja mange psykolog timer stod den også på her. det er først 2 år siden at jeg har kunnet gennemføre en hf uden at springe fra. for jeg troede på jeg kunne.