Besøg fra nord

Anonym skriver:

Tak for alle Jeres svr. Jeg vælger at svare fælles, for jeg er ærlig talt bombet helt tilbage i stenalderen af det her. Det fylder så meget, og det giver mavepine. Det ér bare ikke det rigtige for mig at smile og sige "jamen I er velkomne" i den her situation. Det føles SÅ forkert, og det går over mine grænser.. Allerede nu!

Tjuhl siger noget meget vigtigt, som jeg også selv har tænkt hele aftenen. Min svigermor er typen der netop tager over.. Det ligger ikke til hendes natur at give plads. Hun er rengøringsfanatiker, hun er utroligt højlydt og opmærksomhedssøgende, og hun ved altid hvordan ting skal hænge sammen. Også selvom det ikke har noget med hende at gøre, så har hun den eneste sande løsning.

Og manden kan ikke sige imod.... Jeg føler i denne situation, at han vælger forholdet til sin mor, over mig og barnet.. Det smerter mig at sige, men sådan har jeg det, sådan helt inderst inde.

Der har været rigtig meget råben og skrigen herhjemme i aften. Fordi jeg nu ligepludselig ikke kan lide hans familie og være et åbent menneske, og se, hvor meget det betyder for dem, at han skal være far. Men betyder det ingenting for ham, at han skal være far.. Og jeg skal være mor. Og vi skal være 3?? Vi skal ikke være 6.. 3.. Far, mor og baby!

Jeg har tudet så meget idag, at jeg knapt kunne få luft. Mine tanker snurrer og jeg føler mig som den lede svigerdatter. Men jeg mener det! Det er en vigtig tid for mig.. Jeg føler ikke det er en vigtig tid for den kommende far, for han tager klart familiens og ikke mit parti.. Og det gør mig ked af det.

Min dejlige far har idag tilbudt, at familien kan bo i en lille lejlighed han har, som han lejer ud. Der bor ingen i øjeblikket, og der er heller ikke udsigter til at der kommer nogen. Det ligger 25 km herfra, og jeg synes det vil være en god løsning. De kunne holde ferie, lillesøster kan få fred til at rase af, så det ikke behøver at være herhjemme, med baby og en kat der ikke kan lide larm.. Og vi kunne være alene og sige "nu er i trætte, vi vil gerne være alene".. Men de to gange jeg har nævnt det i aften har han bare ignoreret med et kæmpe suk.. Jeg ser i hans ansigt at han hører mine ord.. Men vælger at ignorere..

Jeg synes det er skide svært, og jeg er en idiot til at sige fra, fordi jeg er en pleaser. Jeg har kun min far - derudover ingen familie selv.. Og jeg vil ikke afvise hans store familie, for tænk hvis mit/vores barn bliver lige så ensomt som jeg har været?

Jeg er bare bange for at de ikke kan se hvad jeg mener, hvis jeg forklare. Min svigermor vil blive dødhamrende fornærmet..

Og jeg beklager.. Men jeg kan ikke se det som hjælpende hænder til aftensmaden eller til når jeg lige skal i bad. For de ting skal jeg - resten af barnets dage - kunne inde ud af at time selvstændigt..

Det er mig der skal være mor, og ham der skal være far.. Men lige nu føles det som om vi skal være 4 forældre og en faster, der ikke er voksen nok til at forstå at tie stille, eller kan gå på toilettet selv..

Det er skide hårdt.. Så er det sagt!

Ved du hvad, det der lyder fuldstændig som O og jeg, da vi ventede Os 1. gang.

Jeg synes din far er en skat, at de kan bo i den lejlighed han lejer ud imens de er her.. Du skal under ingen omstændigheder give dig. Det ender bare med at du mister dig selv i det her. Selvfølgelig er det osse en kæmpe oplevelse at blive far, men det er nu engang kvinden der er fyldt med hormoner og skal være på overfor barnet med amning osv. Det at de er der, og du bliver stresset af det, kan faktisk gøre at du mister evnen til at amme. Stress går direkte i mælken, og barnet kan desuden mærke når mor er stresset, og kan måske ikke falde til ro...

Jeg sagde nej til at O's forældre kunne komme og være hos os, da jeg skulle føde.. De boede altså osse kun i Aalborg, og jeg sagde de godt måtte komme på barselsbesøg, men at jeg ikke ønskede de overnattede, for jeg ved hvor stresset jeg ville blive af det. (Har altid haft trælse oplevelser når det var).

Desuden ville jeg gerne have lov at nyde min lille nybagte datter sammen med O alene.

Vi fik dog et Uventet besøg af en af vores venner, som lige troede han kunne være her og overnatte i x antal dage... Ved virkelig ikke, hvad han tænkte på, men det endte med, efter han havde sovet her en nat, at jeg flippede skråt, og O kørte ham hjem til sønderjylland. Min mælkeproduktion var ved at gå i stå, da jeg blev så stresset af hans tilstedeværelse OG irritation over at han bare kom på den måde. Har dog næsten tilgivet ham, men kan stadig blive sur indimellem, når jeg tænker på det.

Jeg siger ikke det her, for at du skal blive nervøs over amning eller noget, men fordi at din mand evt. Så bedre kan forstå, hvad det faktisk kan ødelægge ved at have nogen boende i den tid...osse selv om det var en rigtig god ven af jer begge....

Håber I finder ud af det. Jeg synes det er en genial løsning med lejligheden. Det må da være rart osse for dem, at kunne være sig selv, når de har lyst...

Helt ærligt, så ville jeg DØ hvis det var mig. De måtte finde et andet sted at overnatte fra den dag jeg gik i fødsel og frem. Så må de komme og besøge men IKKE som overnattende gæster. Det ville jeg slet ikke kunne magte.

 

Hvor fantastisk din far vil låne dem den lejlighed, det er da bare der de skal være... SÅ kan du nemlig få velfortjent RO Søde

Jeg fortsætter lige med at svare fælles, men alle svar er læst, og jeg er meget taknemlig for, at I vil svare og komme med råd. Jeres svar giver mig en følelse af at det er OK at jeg prøver at sige fa. Det er rart, når manden bare ignorere mit/vores/babys behov...

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an overfor ham. For han er en ilter mand,der farer op i det røde felt, og bagefter siger undskyld.. I stedet for at holde tilbage, og lytte til jeg er færdig med at tale.

Jeg overvejer at skrive det til ham. Så kan han læse det i fred, og der bliver ikke sagt unødvendige og sårende ord, der får bægeret til at flyde over. Og så kan han så tænke sig om, inden han kommer med et modspil. Men som han er lige nu, så gider jeg ikke engang bruge kræfter på det.. Jeg venter på han køler helt af, og forhåbenltig vågner af sig selv. Jeg tror bare ikke det sker!

Jeg har ikke sovet godt i nat.. Jeg er såret! Jeg føler virkelig at han tilgodeser og vælger sin families parti istedet for mit og barnets.. Og egentligt også hans eget. Den måde han vælger på nu giver mig bare følelsen af, at vi ikke er lige så vigtige som hans mor og far.. Jeg tror simpelthen ikke han forstår sin egen rolle som far.. Han kan ikke finde hoved og hale i det. Og lige meget, hvor meget jeg prøver at hjælpe eller støtte, så bliver svaret vrede og frustration, der kommer til udtryk i de særeste ting..

Jeg synes jeg har stået model til meget i denne graviditet. Så meget at jeg nogle gange tænker "mon jeg kommer til at stå alene med det her barn?".. Og det er på ingen måde rart, efter 3 års kamp og kemiske hormoner...

Han kan godt sige til vores venner, at han glæder sig, når vi er sammen og jeg f.x. er på toilet.. Men når jeg er i lokalet, så lukker ha i som en østers. Og jeg vil så gerne have et glimt af glæden...

Han kan heller ikke forholde sig til, at jeg er begyndt at købe de ting vi skal have. Jeg har fx lige købt en puslepude på udsalg - nedsat fra 300 til 65 kr, det er sgu da et kup! - men det eneste han ser er, at den puslepude nu står indpakket inde på børneværelset, og hvorfor skal den det? Der er jo mange uger til baby kommer, så hvorfor rode med det nu??

I kan nok fornemme at der er mange aspekter i det her.. Og det er der! Jeg har ændret mig, fordi jeg skal være mor.. Og han har ændret sig, fordi han skal være far. Men hvor jeg prøver at være åben og støttende og rækker hnden ud, for at vi kan gøre det her sammen, som vi lovede hinanden for 3 år siden, da den sidste p-pille blev taget.. Så føler jeg han lukker sig inde, gemmer sig, og tager meget egoistiske beslutninger.. Som direkte sårer mig. Og gør jeg ham opmærksom på det, så får han det altid til at være min egen skyld..

Tak for Jeres svar. Jeg er glad for at kunne læsse af herinde. Og her føler jeg i det mindste ikke at det er min skyld.. Det er faktisk helt OK at jeg føler som jeg gør.

Anonym skriver:

Jeg fortsætter lige med at svare fælles, men alle svar er læst, og jeg er meget taknemlig for, at I vil svare og komme med råd. Jeres svar giver mig en følelse af at det er OK at jeg prøver at sige fa. Det er rart, når manden bare ignorere mit/vores/babys behov...

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an overfor ham. For han er en ilter mand,der farer op i det røde felt, og bagefter siger undskyld.. I stedet for at holde tilbage, og lytte til jeg er færdig med at tale.

Jeg overvejer at skrive det til ham. Så kan han læse det i fred, og der bliver ikke sagt unødvendige og sårende ord, der får bægeret til at flyde over. Og så kan han så tænke sig om, inden han kommer med et modspil. Men som han er lige nu, så gider jeg ikke engang bruge kræfter på det.. Jeg venter på han køler helt af, og forhåbenltig vågner af sig selv. Jeg tror bare ikke det sker!

Jeg har ikke sovet godt i nat.. Jeg er såret! Jeg føler virkelig at han tilgodeser og vælger sin families parti istedet for mit og barnets.. Og egentligt også hans eget. Den måde han vælger på nu giver mig bare følelsen af, at vi ikke er lige så vigtige som hans mor og far.. Jeg tror simpelthen ikke han forstår sin egen rolle som far.. Han kan ikke finde hoved og hale i det. Og lige meget, hvor meget jeg prøver at hjælpe eller støtte, så bliver svaret vrede og frustration, der kommer til udtryk i de særeste ting..

Jeg synes jeg har stået model til meget i denne graviditet. Så meget at jeg nogle gange tænker "mon jeg kommer til at stå alene med det her barn?".. Og det er på ingen måde rart, efter 3 års kamp og kemiske hormoner...

Han kan godt sige til vores venner, at han glæder sig, når vi er sammen og jeg f.x. er på toilet.. Men når jeg er i lokalet, så lukker ha i som en østers. Og jeg vil så gerne have et glimt af glæden...

Han kan heller ikke forholde sig til, at jeg er begyndt at købe de ting vi skal have. Jeg har fx lige købt en puslepude på udsalg - nedsat fra 300 til 65 kr, det er sgu da et kup! - men det eneste han ser er, at den puslepude nu står indpakket inde på børneværelset, og hvorfor skal den det? Der er jo mange uger til baby kommer, så hvorfor rode med det nu??

I kan nok fornemme at der er mange aspekter i det her.. Og det er der! Jeg har ændret mig, fordi jeg skal være mor.. Og han har ændret sig, fordi han skal være far. Men hvor jeg prøver at være åben og støttende og rækker hnden ud, for at vi kan gøre det her sammen, som vi lovede hinanden for 3 år siden, da den sidste p-pille blev taget.. Så føler jeg han lukker sig inde, gemmer sig, og tager meget egoistiske beslutninger.. Som direkte sårer mig. Og gør jeg ham opmærksom på det, så får han det altid til at være min egen skyld..

Tak for Jeres svar. Jeg er glad for at kunne læsse af herinde. Og her føler jeg i det mindste ikke at det er min skyld.. Det er faktisk helt OK at jeg føler som jeg gør.

Åh søde, hvor er det bare en svær situation du står i lige nu...

Jeg vil gerne sige en helt masse kloge ord, men jeg har ingen erfaring at trække på - jeg har en mand, der er pleaser, og som nogle gange skal ruskes for at komme med en udadvendt reaktion i stedet for en indadvendt og jeg har en svigermor der nogle gange, kan tage for meget hensyn og aldrig for noget i verden ville tage over, medmindre hun bliver direkte bedt om det!!

Men det der med at skrive tingene ned, det synes jeg personligt, lyder som en god idé! Måske skrive det ned, give kæresten brevet og selv fordufte fra hjemmet for en aften, så han kan læse, rase ud og tænke inden du kommer hjem og I kan tage jer en snak....eller hvad? Det ville i hvert fald give dig muligheden for at forklare dig helt færdigt uden afbrydelser af den ene eller den anden art...

Kan der ligge noget kultur i det ift. familieforhold?

Jeg tænker, at din kæreste måske også er såret, ikke føler sig forstået og set - måske bunder hans afstandstagen til baby, forberedelser og fødsel/efter fødsel i en dyb dyb usikkerhed overfor det, han står overfor, og som I har knoklet så længe for at opnå...og så giver tanken om, at hans mor er lige ved hånden ham en tryghed....

Min mand havde en større identitetskrise ifm. min første graviditet, da han har meget elendige farfigurer at se tilbage på i sit liv, og han var virkelig angst for ikke at kunne finde ud af at være en god far...det krævede lang tid at få det hevet ud af ham, og ligeså lang tid at få ham talt til forvisning om, at han nok skulle kunne finde ud af det der farnoget...men rigtig ro i rollen vil jeg først sige, at han har fundet inden for det sidste års tid...

Tror den der far-ting kan være svær for mange mænd - deres kærester/hustruer ændrer sig - både kropsmæssigt og personlighedsmæssigt - og de kan føle sig "udenfor" i den der helt særlige symbiose, som graviditeten jo er...

kære søde...

jeg har tænkt og tænkt og følt med dig.

de andre har så evigt ret i det de siger - lyt til deres kloge ord og STOL på din mavefornemmelse.

kort vil jeg sige at svigerfamilien først skal komme ned når du har født. Der er ingen grund til at de kommer før fødslen og stresser dig.

Når de så er kommet herned skal de IKKE bo sammen med dig og baby - de må komme på besøg.

Du SKAL være en hønemor og flippe skråt hvis der er andre end dig om din mand der tager hende op når baby græder.

Baby har KUN brug for dig og din mand.

Det lyder helt forkert når det kommer ud af min mund. Men det er lige før at jeg "håber" for dig at du bliver indlagt (fordi der er sket en lille ubetydelig ting med dig - IKKE baby) så du kan være i fred de første mange dage af dit nye liv som mor.

Jeg syntes bestemt at du skal skrive tingene ned til ham. Og evt også fortælle ham at det er MERE end ok at han er usikker på det at skulle være far. Det er lige nøjagtig så overvældende som Ida beskriver det.

Jeg tænker på dig søde og håber du og manden finder en god løsning. Og nej jeg tror ikke du bliver alene om baby - han skal nok bare have endnu længere tid til at vænne sig til tanken om at være far. Jeg kan forestille mig at Trine og Søren kan fortælle en masse om hvordan man takler ddet bedst.

 

Søde ven altså

Har du overvejet at printe denne tråd ud, lægge den i en kuvert og give ham den og så tage en tur i byen, så kan kan få fred til at læse det?

Og så slog det mig iøvrigt da jeg læste dit sidste svar at det er da klart at han reagerer sådan!

Han har svært ved at forholde sig til sin nye rolle som far og ved ikke rigtigt hvad han skal og hvad der forventes... Episoden med puslepuden og alle tingene siger mig at han sikkert er skræmt fra vid og sans... og han har en meget stærk mor...

Jeg gætter på at han gerne vil have at hun kommer og "tager over", så han ikke selv skal stå med det hele... "Bare rolig min skat - mor er her, så bliver alting bedre..." Det har vi jo lært hele livet ikke?

Ved du hvad søde, jeg kan sagtens forstå, at du er bekymret og ked af det. Og jeg vil sige, at det går bare ikke, at have andre boende i den første tid lige efter fødslen. Jeg havde en regel om, at folk gerne måtte komme på besøg, men besøgene skulle være korte, fordi det stressede mig helt vildt, og fordi jeg, ligesom du havde ventet så længe på det her lille barn, og jeg havde brug for, at have tiden alene med hende og Per, så vi kunne føle os som en helt rigtig familie. Jeg kan huske, at jeg var meget bange for, at min svigerfamilie ikke ville kunne acceptere det, og at de ville forsøge at tage over. Det viste sig, at det gjorde de slet ikke, men Per nedlagde også nogle regler for dem, som jeg havde dikteret for ham, for ellers var jeg faret i flint. Det jeg vil med alt det her, er, at jeg vil sige, at du ikke skal have din svigerfamilie boende i 14 dage, når babyen kommer. Det går altså bare ikke, og det er for såvidt helt ligemeget om der er tale om svigerfamilie, familie eller venner eller hvad det er. Det er jeres tid, i tre skal have fred og ro til at finde hinanden og finde ud af, hvordan man skal være familie, og det skal I have fred og ro til, og det kan man ikke, når I har andre til at bo hos jer. 
Kender dine svigerfamilie ikke nogle andre, de kan bo hos i stedet for jer? Jeg kan da godt forstå, at de gerne vil være der, når den lille bliver født, men jeg vil samtidig sige, at da Dicte kom til verden sad hele min familie (undtagen min mindste søster) på fjeldet i Norge, så Dicte var faktisk 3 dage gammel, da de så hende første gang. Det var jeg faktisk rigtig ked af lige den gang, nu gør det mig ikke noget, for min søster kom som den allerførste og Pers forældre kom også hurtigt, og det var fint. For man er bare megatræt oven på det hele. 

Dictes mor skriver:

Ved du hvad søde, jeg kan sagtens forstå, at du er bekymret og ked af det. Og jeg vil sige, at det går bare ikke, at have andre boende i den første tid lige efter fødslen. Jeg havde en regel om, at folk gerne måtte komme på besøg, men besøgene skulle være korte, fordi det stressede mig helt vildt, og fordi jeg, ligesom du havde ventet så længe på det her lille barn, og jeg havde brug for, at have tiden alene med hende og Per, så vi kunne føle os som en helt rigtig familie. Jeg kan huske, at jeg var meget bange for, at min svigerfamilie ikke ville kunne acceptere det, og at de ville forsøge at tage over. Det viste sig, at det gjorde de slet ikke, men Per nedlagde også nogle regler for dem, som jeg havde dikteret for ham, for ellers var jeg faret i flint. Det jeg vil med alt det her, er, at jeg vil sige, at du ikke skal have din svigerfamilie boende i 14 dage, når babyen kommer. Det går altså bare ikke, og det er for såvidt helt ligemeget om der er tale om svigerfamilie, familie eller venner eller hvad det er. Det er jeres tid, i tre skal have fred og ro til at finde hinanden og finde ud af, hvordan man skal være familie, og det skal I have fred og ro til, og det kan man ikke, når I har andre til at bo hos jer. 
Kender dine svigerfamilie ikke nogle andre, de kan bo hos i stedet for jer? Jeg kan da godt forstå, at de gerne vil være der, når den lille bliver født, men jeg vil samtidig sige, at da Dicte kom til verden sad hele min familie (undtagen min mindste søster) på fjeldet i Norge, så Dicte var faktisk 3 dage gammel, da de så hende første gang. Det var jeg faktisk rigtig ked af lige den gang, nu gør det mig ikke noget, for min søster kom som den allerførste og Pers forældre kom også hurtigt, og det var fint. For man er bare megatræt oven på det hele. 

Nu citerer jeg dig, men det bliver delvist svar til dig, delvist fællessvar.

Du ved hvad det vil sige at have ventet så længe på det er barn. Derfor tror jeg måske vi tænker lidt ens.. Og derfor btyder det måske en anelse mere, at du også forstår. Forstå mig ret, allesammen.

Min far har tilbudt at de kan bo i en lejlighed han plejer at leje ud, når de kommer.. Og det har jeg sagt ja til, men manden nægter at tale om det.. Han ignorerer, når jeg nævner det. Og her tror jeg Skouboes svar er meget rammende, samtidig med nogle gode snakke jeg har haft med Karina.

Jeg tror han er skide skræmt for at skulle være far. Og ja, så er det nemt at "mor er her, så kan hun tage over". Og som Karina fik mig til at tænke over; Måske er han jaloux på baby. Han har ikke det tætte bånd med barnet, som jeg har, fordi jeg af naturlige årsager bærer barnet.. Og jeg giver baby opmærksomhed, måske mere end han får.. Og derfor kommer der måske en afstand.

Jeg har ændret mig til at være MOR! Men han er nok ikke helt blevet far endnu, og derfor taler vi ikke samme sprog!

Igår gik det helt amok herhjemme. Eller, jeg var hjemme og han var på arbejde. Vi sms'ede, og pludselig blev det til en stor diskusion! Altså KÆMPE STOR! Det var ikke særlig rart, og det endte med at jeg sagde til ham, at var han ikke lykkelig, så satte jeg ham fri til at finde lykken et andet sted. Jeg ville ikke leve sådan længere, med en partner der åbenbart var SÅ irriteret på mig, og min tilgang til hverdagen.. Og så tog jeg hjem til min far. Og der var jeg så hele aftenen, indtil kl 21, hvor han skrev "ville ønske du var her" og jeg sagde at jeg kun kom hjem, hvis der ingen sidkusioner var, og heller ikke noget råben og skrigen! Det lovede han...

Der blev ikke sagt et ord da jeg kom hjem, og ikke et kvæk kom der, før i morges, hvor han kom med tårer i øjnene og sagde undskyld, at han elskede os -baby og mig- og at han vil tage tidligere fri idag, så vi kan få talt ud... Og så kørte han!

Jeg elsker ham jo dybt. Ellers var jeg ikke gået igennem kampen for barnet sammen med ham! MEN! Jeg vil ikke fortsat stå model til at blive råbt og skreget af, når han ikke kan rumme sin vrede. Han må lære at omsætte den til ord og sige, hvad præcist det er der gør ham sur/skuffet/ked af det, så vi kan hjælpes ad.

Havde jeg ikke været gravid havde tingene måske set anderledes ud.. Jeg tror jeg var smuttet og sagt "taj for 5½ år"... Men nu bærer jeg et barn, der fortjener to forældre der i det mindste forsøger at tale sammen og give en god start på livet. Jeg har et ansvar for et andet menneske, også selvom det ikke er kommet til verden endnu. Og jeg vil kæmpe med næb og kløer for at give den det bedste!

Ang. problematikken med svigerfamilien, så er den trådt lidt i baggrunden.. Der er løst op for posen med mange forskellige aspekter, der trænger til at blive talt igennem.. Men jeg vil fortsat holde på min ret til at sige NEJ! De skal IKKE bo her den første tid, basta!

Jeg skriver lige til dig i pb, for der er rigtig meget i det her, som minder om nogle ture, som vi har taget, som ikke lige skal ud i det offentlige rum, håber du forstår.

Jeg genkender bare SÅ meget af det du skriver... Håber I får løst jeres problemer... men godt det kommer på bordet nu, så I forhåbentlig ikke skal rode med det efter fødslen...!!!