Besøg fra nord

Jeg opretter denne ano, men jeg tror godt I ved vem jeg er. Og det gør mig intet. Den er kun lavet ano, så den ikke kommer "i den forkerte kiggert". Man ved aldrig, hvem der kigger med.

Huskatten har brug for et godt råd.

Jeg skal føde til juni, og vi glæder os helt ubeskriveligt til at blive en familie. Til at være 3, og lære det lille nye væsen at kende. Det har taget os flere år, og endelig står vi her..

Baby er det 1. barnebarn på begge sider. Morfar bor meget tæt på, mormor kommer barnet ikke til at kende. Farmor og farfar bor i udlandet, og det er hér mit problem kommer ind.

De kommende "bedster" vi rigtig gerne være i landet, når den lille kommer. Det forstår jeg rigtig godt. Det må være stort at blive bedsteforældre første gang. Det kan jeg jo se på min far.

De kommer derfor på ferie i DK, og vil være hos os. Forståeligt! De ved ikke, hvonår de skal bestille rejsen, for det vides af gode grunde ikke, om jeg føder før, på eller efter termin. Svigermor overvejer derfor, at de kommer ugen før termin og bliver til ugen efter. På den måde synes hun de er dækket ind. Og jeg kan godt forstå hendes tanker. Men intet er bestemt/bestilt endnu!

Ud over denne fantastiske fødsel har jeg også lige en anden større event i mit liv; Færdiggørrelse af studie. Og kommer de en uge før termin, kommer de også minimum 10 dage før min eksamen.. Og jeg skal derfor forberede mig, mens de er her.. Det ser jeg som et mindre problem, og det vil jeg godt kunne leve med.

Det jeg frygter er, at de er her hos os hele den første periode med baby. Det kan jo være jeg føder før tid, og så skal de være her i 14 dage.. Så har vi et lille nyt barn vi skal lære at kende, og jeg skal rumme en masse følelser, som allerede nu kan løbe af med mig.

Min svigermor har 5 børn, og jeg er selv enebarn. Jeg er bange for at hun kommer til at tage over.. Stå op om natten, hvis baby græder eller tage det op.. Altså, bare være der hele tiden, så jeg ikke føler jeg kan få lov til at gøre det selv. Jeg får tårer i øjnene allerede nu, hvor jeg skriver. For den første tid med baby er bare noget der er SÅ vigtigt for mig. Det er basen for vores nye tilværelse som familie, og jeg vil så gerne gøre det rigtigt, da min egen mor ikke har magtet mig...

Jeg har snakket med kæresten om det. Prøvet a forklare ham stille og roligt, at det er svært for mig, hvis hans forældre og hans lillesøster på 11 (der er lettere handicappet og kræver ekstrem opmærksomhed/er meget støjende) skal være her i 14 dage, lige oven i fødsel og eksamen. Det er IKKE fordi jeg vil tage glæden fra dem, for jeg forstår hvor stort det må være at blive bedster. Men jeg er SÅ bange for at de underkender mig som mor, og mine evner, som jeg jo altså først skal lære at håndtere, når baby ér kommet..

Han bliver rigtig ked af det/ sur, for som han siger "min mor vil ikke komme og gøre noget for at ødelægge det for os. Hun er jo bare glad for at skulle være farmor, og min far glad for at skulle være farfar!" Og det ved jeg godt.. Men jeg er bange for, når de tager afsted, så er hans barsel også forbi. Og så står jeg der, helt alene, med et barn som jeg skal tage vare på. Og så er der altså ikke 6 hænder at råbe efter, når det brænder.. Og så vil jeg føle mig som den største fiasko.

Jeg ved ikke om det giver nogen mening, det som jeg får skrevet. Men jeg er bange for følelsen af ikke at slå til som mor, at det bliver taget ud af hænderne på mig, allerede når vi kommer hjem fra sygehuset. At jeg/vi ikke har fred til at lære den lille nye og dens signaler at kende.. At nogen tager over, og jeg bliver unødvendig... At jeg bliver gæst i eget hjem....

Og nu græder jeg igen...

Måtte lige tømme tankerne - og tårekanalerne. Alle gode råd modtages med kyshånd.

Hej søde du!! 

Sikke et dilemma! Hvor kan jeg godt forstå dig! 

Var det mon muligt, at kommende bedster plus 11 årig faster, kunne bo på hotel/andetsteds end i Jeres bolig?

Min første reaktion var, at selvføgelig skal de ikke belejre Jer i 14 (!!) dage, henover fødsel, afslutning af studie og bare generelt. Men hvor er det flot, at du er så åben over for deres behov, i forhold til, at de jo også får en ny rolle... 

Jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre - andet, end at de i hvert fald ikke skulle bo hos mig i hverken 2 eller 14 dage!! Jeg glæder mig så enormt til at komme hjem med baby og min kæreste, og bare være en familie. Få besøg, og smide gæsterne hjem igen, når jeg er mættet. 

Det ville ærgre mig, hvis vores fællesbarsel gik med, at mine svigerforældre (eller forældre for den sags skyld) var på besøg... (eller nærmere, var logerende!) 

Noget andet er, at hva nu hvis du først føder 1½ uge over tid? Så er det lige taget hjem, og hva så? Eller hvis du føder 2 uger før - kommer de så springende dagen efter - og bliver 14 dage?

Kan godt forstå din kæreste bliver ked af det, men omvendt, er I også bare nødt til at finde en løsning I begge kan acceptere, så der ikke er nogle der går og føler de ikke slår til - hvadenten det er bedster, far eller mor!

Jeg ved udmærket godt hvem du er, men har forsøgt ikke at skrive de personlige ting jeg ved om dig, så du stadig er anonym. Mit indlæg blev lidt rodet, men hensigten var, at bekræfte dig i, at det (i min optik!) er helt normale og meget forståelige følelser du har omkring det! Jeg håber I finder en løsning i begge kan trives med, og du er mere end velkommen til at skrive privat, hvis der er noget!

Kæmpe kram herfra!

Åh ha søde....

Sikke en øv situation....

Det er mange vigtige og vidunderlige ting lige oven i hinanden....

Håber de andre kommer med guldkorn som du kan bruge for jeg føler mig lidt tom i hovedet lige nu... 

Det giver ALT god mening! Jeg forstår det så udemærket!

Og det tror jeg såmænd også at dine svigerforældre vil forstå!
Jeg syntes, selvom det er svært at skulle gøre, at du skal fortælle dem, at du værdsætter, at de ønsker at deltage, og være der for Jer, og at det er rigtig dejligt og værdifuldt for både Jer og Jeres baby. MEN at du altså også står overfor en ny opgave og titel som "MOR", som betyder rigtig meget for dig.... ALT det du skrev i dit indlæg, få det med!!

Der er INTET forkert i de tanker du gør, og de følelser du har.
Det værste ér at brænde inde med dem, fordi man vil ANDRE det bedste. For dét hér, det ER altså DIN oplevelse! Det er DIN baby! Det er DIN tur! Og det er DIN ret!! ....Så sørg for at stå ved dine følelser, så du ikke ender med at føle, at du mister overtaget, og bagefter sidder tilbage med en indebrændthed og følelse af, at noget gik tabt. Selvom det virker lidt hårdt at "kræve" sin første tid med baby i ro og mag, så bør enhver mor få dén plads og tid, som det kræver, uden at skulle "spørge om lov"

Jeg kunne selv mærke, da vi fik Bianca, at jeg ikke kunne rumme alle de mange konstante barsels-besøg. Men jeg fik nok ikke helt sagt fra, fordi folk jo bare viste interesse og var søde.
Men anden gang, da vi fik Celina, var jeg lidt bedre til at sige fra, og til at bede folk aftale tid og medbringe, mv. Så jeg ikke følte det så presset og krævende.

Tag, for din egen og din babys skyld, at fortæl, hvordan du vil have det bedst! Det er helt naturligt og i orden, at du har det sådan. det bør andre bare acceptere uden at blinke eller stille sig undrende overfor det.

KNUS 

Jeg tænker:

Prøv at se det som en hjælp. Der er mange nye ting og udmattende ting. Jeg ville synes at det var rart at have lidt hjælp til aftensmad og lign.

Jeg ville tage en snak med min svigermor. Fortæl hende hvad du føler og tænker. Det kunne jo være at hun forstår dig?!

Det kunne også værer at de kunne bo et andet sted men være hos jer meget af tiden??

Kan sagtens forstå at du er beklemt ved det hele. SAGTENS.

Men prøv at vende det til noget positiv - hvis du kan.

MANGE MANGE KNUS

Hvis de bliver hos Jer i flere dage, så må de være indforståede med, at de skal trække sig, og lade DIG og FARMAND tage styrring og kontrol i alle sammenhænge omkring baby, når der er gråd.

Det er dejligt med et par ekstra hænder, som kan hjælpe.
Men også anstrengende, hvis de griber ind foran én, eller hvis rummet fyldes op af meget uro og støj (som jeg forstår at det vil give med en handicappet niece på 11 år .....Vi har selv en multihandicappet faster til vores piger, og hun er meget krævende og skaber meget uro!)

Der kan være fordele ved at ahve dem omkring Jer, så I kan trække på deres ressourser og deres hjælp. Men KUN hvis de er indforståede med, at de skal "holde sig i baggrunden", og kun "blande sig", hvis I beder dem om det.

Jeg kan godt følge dig, nu har jeg jo ikke lige en svigermutter, men som jeg skrev ikke for så længe siden, så når  jeg tænker tilbage på Maluccas tid som spæd, bliver jeg ked af det.

Jeg føler ikke jeg havde hende som min datter før hun var knap 3 mdr. pga. hun var indlagt indtil da.

Der var både fordele og ulemper ved at få hjælp og kunne kalde når der var tvivls spørgsmål.

Jeg synes du skal prøve at trække vejret meget dybt ned i maven, og mærke efter hvad du synes og mener.

Det er smadder vigtig at du følger hvad du føler, for den tid kommer aldrig igen.

Der var en ovenover skrev, at du kunne tale med svigermor om, hvad du føler og tænker, (uden at vide hvilke forhold i har) men jeg tror også det er vejen frem, at tale med hende.

Tænker om det er en mulighed at svigerfamilien måske overnatter hos morfar? for 2 uger er lang tid. (har prøvet at min X-svigerfamilie boede her i en mdr.) for det kan jo godt at blive dyrt at overnatte ude på hotel så længe... Eller måske en campingvogn er en mulighed, så du og manden får tid alene også....

Det var hvis rodet, men håber du forstår hvad jeg mener.

nu har jeg ikke læst de andres svar, men jeg må sige, at jeg blir helt stram i masken over udsigten til at have bedsterne boende så længe og lige præcis oveni fødslen. det lyder IKKE godt i mine ører!!

er det muligt de kan bo et andet sted?

for jeg er - og jeg kender jer jo ikke sådan helt for alvor - men jeg er helt overbevist om, at lige netop din svigermor vil komme til at tage barnet ud af hænderne på dig. og jeg er bange for, at din kæreste vil ende med ikke at bakke dig op når/hvis situationen opstår.

jeg føler mig altså lidt som en skid at jeg skriver det, men jeg håber du ved, at jeg siger min ærlige mening for at hjælpe dig med at beskytte dig selv og ikke mindst forholdet til dit barn.

det er ENORMT vigtigt at være ALENE den første tid efter fødslen, det er ikke blot et nyt lille menneske man skal lære at kende (og som skal lære jer at kende), det er også et helt nyt liv. og det er hårdt! det ER det! på en fuldkommen hæsblæsende, fantastisk, vidunderlig måde. og man hyler så meget at man begynder at tænke, at det er en lille smule vanvittigt. og alt det skal du opleve med din kæreste OG INGEN ANDRE! det er ekstrem privat og det handler om JER TRE og ikke om jer tre og alle de andre!!

du må stampe i gulvet og slå hånden i bordet og evt give et ordentligt los over skindebenet og sige, at NEJ og BASTA! det er dig og ham der skal være forældre og JA det er stort at blive bedsteforældre, det er der overhovedet ingen tvivl om, og naturligvis skal de have lov til at blive netop det: BEDSTEFORÆLDRE. men ved at flytte ind hos jer - endda potentielt hele faderens barselsperiode - så bliver de ikke bedsteforældre men ekstra forældre. og det har du ikke brug for. hverken på den ene eller den anden måde.

åh! jeg føler virkelig stærkt for det her og jeg håber sådan det lykkedes dig at få sagt fra. for satan, det er ikke tit du gør det, men du må virkelig holde på din ret som mor her!!

styrkende tanker og massere af knus og knogler til rygraden herfra skoven

Tjuhl skriver:

nu har jeg ikke læst de andres svar, men jeg må sige, at jeg blir helt stram i masken over udsigten til at have bedsterne boende så længe og lige præcis oveni fødslen. det lyder IKKE godt i mine ører!!

er det muligt de kan bo et andet sted?

for jeg er - og jeg kender jer jo ikke sådan helt for alvor - men jeg er helt overbevist om, at lige netop din svigermor vil komme til at tage barnet ud af hænderne på dig. og jeg er bange for, at din kæreste vil ende med ikke at bakke dig op når/hvis situationen opstår.

jeg føler mig altså lidt som en skid at jeg skriver det, men jeg håber du ved, at jeg siger min ærlige mening for at hjælpe dig med at beskytte dig selv og ikke mindst forholdet til dit barn.

det er ENORMT vigtigt at være ALENE den første tid efter fødslen, det er ikke blot et nyt lille menneske man skal lære at kende (og som skal lære jer at kende), det er også et helt nyt liv. og det er hårdt! det ER det! på en fuldkommen hæsblæsende, fantastisk, vidunderlig måde. og man hyler så meget at man begynder at tænke, at det er en lille smule vanvittigt. og alt det skal du opleve med din kæreste OG INGEN ANDRE! det er ekstrem privat og det handler om JER TRE og ikke om jer tre og alle de andre!!

du må stampe i gulvet og slå hånden i bordet og evt give et ordentligt los over skindebenet og sige, at NEJ og BASTA! det er dig og ham der skal være forældre og JA det er stort at blive bedsteforældre, det er der overhovedet ingen tvivl om, og naturligvis skal de have lov til at blive netop det: BEDSTEFORÆLDRE. men ved at flytte ind hos jer - endda potentielt hele faderens barselsperiode - så bliver de ikke bedsteforældre men ekstra forældre. og det har du ikke brug for. hverken på den ene eller den anden måde.

åh! jeg føler virkelig stærkt for det her og jeg håber sådan det lykkedes dig at få sagt fra. for satan, det er ikke tit du gør det, men du må virkelig holde på din ret som mor her!!

styrkende tanker og massere af knus og knogler til rygraden herfra skoven

Åh søde ven. Jeg kan dælme godt forstå du har det sådan. Jeg synes du skal tage snakken med manden igen. Det er da fuldt ud forståeligt at du vil lære jeres barn at kende og dine egne følelser og reaktioner skal der være plads til. Det er altså i orden at sige fra! Du har ikke pligt til at sige ja til at der skal komme nogen. OGSÅ selvom de glæder sig til at blive bedsteforældre! Det er JERES barn og den første tid kommer aldrig igen, så derfor skal I finde ud af hvordan den bedst bruges. Hvis det er så planlæg da med dem at de kommer 14 dage EFTER du har født. Så kan de blive et stykke tid og så vil du måske også tage imod deres hjælp med kyshånd for så er manden startet på arbejde igen. Så er det nok meget rart der er en der lige kan holde, mens du får kastet noget mad i hovedet, kommer i bad eller noget helt tredje. Sig højt hvad du har brug for og lad være med at please i denne situation. Jeg er selv rigtig slem til det, men på et tidspunkt må man lære at sige fra og det her er så vigtigt et tidspunkt i ens liv at man VIRKELIG vil fortryde hvis man vælger at tage hensyn til andre end sig selv. Jeg håber I kan finde en god løsning! Knus