Overvejer at forlade ham

Min kæreste har været næsten på samme måde- han gad ikke passe vores datter, fordi at det var jo mig der var på barsel, så var det jo også mig der skulle passe hende
Men, da hun var 7 mdr, bankede jeg i bordet, jeg fandt en lejlighed, vidste ham den, og sagde at hvis han ikke snart begyndte at tage sig sammen, og være lidt mere sammen med hans datter, så flyttede vi- til at starte med sagde han bare at vi skulle flytte, og vi gik fra hinanden, men den samme nat, fik vi snakket, og jeg fik ramt ham på det ømme punkt, og han brød sammen i mine arme, og lige siden har han været en fantastisk far og kæreste
Tag en snak med ham først, og snak med ham så han forstår at det altså er alvor!
Held og Lykke

Rikke - Mor til Maja på 11 mdr.

Pernille08 skriver:

Jeg har tænkt det sammen . Men ja lige som TS . man kan ikk drive manden afsted til en læge , han fejler jo intet , det sker kun for naboen . 

Har han ikke en familie, du kan tale med om dine tanker og bekymringer? De må vel også have bemærket en adfærdsændring?

Baagøe skriver:

Har han ikke en familie, du kan tale med om dine tanker og bekymringer? De må vel også have bemærket en adfærdsændring?

har prøvede at tale med hans mor , men hun vil ikk blande sig , det må vi selv løse . 

vi bor desværre meget langt væk fra vores fam så vi ser dem ikk så tit så nej de har ingenting bemærket . 

Baagøe skriver:

Det varblot min første indskydelse. Tænkte slet ikke som de andre...

Heller ikke jeg. Han har nok merebrug for kærlighed, forståelse og en der kan rumme han ikke har det særlig godt. Min kæreste har også haft super svært ved det hele og i 3 mdr sov han konstant hvis han ikke arbejde og er du vimmer det var hårdt og vi talte meget om det og jeg sagde da også det var frustrende at stå med det hele selv. Men han magtede bare ikke det hele, det gør han stadig ikke altid og nøj hvor har jeg været ked, sur og gal. Men han gør det ikke med vilje! Og det bliver bedre og bedre men vi gør også en indsats for at ændre lidt på det sådan at han kan få noget mere overskud.
Håber ano vælger at blive og kæmpe, det er kun en fase!
Ups det blev lidt langt

Kære du.

Det er en rigtig træls situation du står i. Og det er svært at vide, hvad der er det rigtige at gøre. Selvfølgeligt elsker du din kæreste, og han elsker sikkert også dig.... Men lige nu har I et alvorligt problema at kæmpe med. '

Jeg tror bestemt din kæreste har en depression, men hvad kan du bruge det til, hvis han ikke vil tage imod hjælp?

 Det vigtigste lige nu, er at du gør hvad der er bedst for dig og din datter. Du kan ikke også være ansvarlig for hans liv, depression eller ej. Det lyder nemlig til, at du også er ved at bukke under, og det kan hverkend din kæreste, du selv eller specielt din datter være tjent med.

Måske er det rigtige, at tage en time out og midlertidigt flytte for dig selv. Fortæl så kæresten (eller skriv en brev, hvis han ikke vil/kan lytte uden at fare i flint) hvordan du har det med situationen. Fortæl ham samtidigt, at du elsker ham, og vil ham det bedste, men at I er nødt til at bo hver for sig, indtil han får det bedre og søger noget hjælp. Måske kan det sparke ham lidt igang, og hvis ikke, er du stadigt nødt til at tænke på dig selv og dit barn som første prioritet.

Jeg håber din kæreste snart vågner op til kamp, eller at du finder modet og energien, til at træffe det bedst mulige valg for jer alle tre.

Venlig hilsen

Krabben

Anonym skriver:

Jo han kørte uansvarligt, men var ikke doven og kaldte mig ikke andet end skat....

Han kunne sagtens tage opvasken, handle ind, lave mad og støvsuge, men nu laver han intet..

Ja han lyder rigtig charmerende hva

Jeg tænker bare, at vi har en lille sammen, og hvor øv er det ikke at skulle skilles med et barn.. Sikke da en flot start hun får på livet nok derfor jeg holder på ham...

vær ikke i tviv, din datter kan sagtens mærke på dig, at du ikke er lykkelig Det er aldrig en go' idé at blive sammen pga. børn og da slet IKKE, når han er sådan en KLAPHAT

Næh så hellere en ny start for din datter, med en enlig mor, som er LYKKELIG 

Held og lykke med det, du fortjener BEDRE - en som respekterer dig og behandler dig og din datter som prinsesser

Anonym skriver:

Ja som overskriften lyder, overvejer jeg at forlade min kæreste. jeg har brug for lidt råd, så har i nogle tager jeg gerne imod..

Vi har været sammen 4 år, forlovet 1 år. Vi har barn på 7 måneder sammen. Vi bor i hus (det er hans). Jeg går jo på barsel og han er arb. løs.

Men jeg kan næsten ikke holde det her ud mere. Han engagerer sig slet ikke nok i vores barn. Gider ikke sundhedsplejerskebesøg, gider ikke mødes med mødregruppen (vi har snakket om at mødes med mændene og det er KUN ham som ikke gider)

Vi bor i hans hjemby og jeg kender ingen her. Jeg vil så gerne have nogle vennepar at mødes med, men han er nærmest ligeglad. han har sine venner her jo....

Al opdragelse af vores barn føler jeg ryger i vasken. Vi havde aftalt inden barnet kom til verden hvordan det skulle være. Vi skulle spise sammen, ikke se tv mens, ikke skændes foran barnet, ikke give barnet slik før det fylder 1½-2 år m.m.

Men det er kun mig som passer hende og passer hjemmet. Jeg sørger for ALT husligt, og jeg giver barnet mad, skifter barnet (hvis han endelig skifter, så kalder han på mig hvis der er lavet stort) jeg har hende hver eneste nat, jeg leger med hende om dagen (der kan han tage hende måske 15 min om dagen og der skal jeg nærmest tvinge ham)

Jeg kan ikke få lov at gå i bad, og hvis jeg gør, siger han altid: Hvor lang tid skal du bruge??

Jeg går tur med barnevognen hver dag, 2 gange om dagen, han har gået 1 gang alene på 7 mdr......

Når vi kører bil, kører han som var han alene, uansvarligt... Så derfor kører vi ikke ture mere.

Jo og så sover han hele dagen og gider ikke søge job. Nu i dag sov han hele natten til 7 hvor vi stod op. han sov mens sundhedsplejersken og mødregruppen var her 10-1330 og nu gik han i seng kl 1930.

og hver gang han bliver sur, kalder han mig kælling, luder, smatso osv osv.

Jeg er SÅ træt af det, MEN jeg elsker ham og savner nok den han var engang.... PIV!

Helt ærligt!!!! Har nok lige brug for at komme af med det. Den eneste jeg kan snakke med er min mor, og jeg synes ikke hun har brug for, at høre dette. Har ingen veninder her, og dem jeg har bor 50-60 km væk.

Hvis jeg forlader ham, hvad har jeg så af muligheder.? Jeg har ikke råd til ret meget, da jeg kun får barselsdagpenge..

Sig til ham, at han skal lette sin røv og komme ud og finde et arbejde og hvis han ikke tager sig lidt sammen går du fra ham!! Sig at det gør dig ked af det, at han ikke engagerer sig i jeres barn, det har jeg også sagt til min kæreste og til tider er det da blevet bedre, men sådan er mænd åbenbart bare.

har prøvede at tale med hans mor , men hun vil ikk blande sig , det må vi selv løse . 

vi bor desværre meget langt væk fra vores fam så vi ser dem ikk så tit så nej de har ingenting bemærket . 

Måske skulle du prøve at tale med dem igen. Det er jo i deres interesse, at deres søn har det godt og det virker han da absolut ikke til at have

Puslingen skriver:

Heller ikke jeg. Han har nok merebrug for kærlighed, forståelse og en der kan rumme han ikke har det særlig godt. Min kæreste har også haft super svært ved det hele og i 3 mdr sov han konstant hvis han ikke arbejde og er du vimmer det var hårdt og vi talte meget om det og jeg sagde da også det var frustrende at stå med det hele selv. Men han magtede bare ikke det hele, det gør han stadig ikke altid og nøj hvor har jeg været ked, sur og gal. Men han gør det ikke med vilje! Og det bliver bedre og bedre men vi gør også en indsats for at ændre lidt på det sådan at han kan få noget mere overskud.
Håber ano vælger at blive og kæmpe, det er kun en fase!
Ups det blev lidt langt

Lige netop og det skal man have in mente i situationen...

RumlesMor skriver:

Det lyder ikke som om din kæreste/mand er særlig hjælpsom - men når man har valgt at få et barn sammen, synes jeg man skal prøve ALT af, inden man flytter.

...Og mænd er squ snedige nok: Hvis de finder ud af, at der bliver ryddet op (selvom de ikke gider), at opvasken forsvinder (uden de har tændt for vandet) og ungen bliver skiftet (hvis bare man kalder) - hvorfor skulle de så gøre det selv??

Vi kvinder har et fantastisk "service-gen" overfor vores familie. Så vi klarer pligterne, for nogen skal jo gøre det... 

Jeg synes du skal have fat i kraven på ham. Fortælle hvordan du oplever ham, og hvad du forventer af ham - Bagefter må du høre hvad han siger til sagen. I må hjælpe hinanden videre. Uanset om det er sammen eller hver for sig.

Min svigermor sagde til mig (før vi fik vores første barn), at efter barnets fødsel kommer der en periode hvor man bare er venner og hvor alt drukner i familie-planlægning, bleer, vasketøj og sure pligter....men pludselig vil solen skinne igen, kærligheden vil blomstre på ny og livet bliver nemmere. Med vores første barn tog det 1½ år, og med baby nr. 2 er vi der "allerede" nu.

Det er en enorm omvæltning for et forhold at gå fra 2 til 3 (eller 3 til 4!), og familie-liv med små børn er den ultimative prøvelse. Nogen mister pusten undervejs, spørgsmålet er bare: er I villige til at kæmpe for det?

Pøj Pøj!

kan ikke være mere enig