Overvejer at forlade ham

Anonym skriver:

Jeg tænker bare, at vi har en lille sammen, og hvor øv er det ikke at skulle skilles med et barn.. Sikke da en flot start hun får på livet nok derfor jeg holder på ham...

Men det er jo netop fordi, du holder på ham uden at kræve en ændring, at hun får en lidt akavet start i livet med jer to?

Jeg vil ikke sige, at du skal pakke dine sydfrugter og skride, men det er jo helt tydeligt, at I har behov for at snakke - meget! Og sådan noget tager tid. Bare det at få trængt igennem til ham kan jo nemt være en langvarig proces, særligt hvis han inderst inde skammer sig over sin opførsel og den måde, hans liv har formet sig på, hvilket sagtens kunne tænkes. Søvn er en glimrende måde at flygte fra ting på, og det lyder som om, han har været inde i en spiral, der bare kører nedad og nedad, hvis han engang har været en god mand (alle har nogle fejl). Det er bare en tanke. 

Din historie kunne lige så vel have været min . 

Puha , jeg har en søn på to måneder . og ja . jeg stå i sammen situation som dig , jeg aner bare ikk hvordan jeg skal tage springet og komme ud af det . 

min kæreste hjalp os mig da jeg gik på arbejde med alle de kedelige pligter her hjemme . 

Desværre blev jeg sygemeldt 4 måneder før fødslen - med bækkenløsning , og vupti så hang Pernille her på hele lorten selv , rengøring tøj vask ordne bil , lave mad . skifte sengetøj ordne badeværelse . Hmm fedt tænkte jeg , jeg konfronterede ham med det , og det blev da lidt bedre ja . men langt fra godt nok . Jeg kunne jo ikk få fjernet barnet nu . og det var jo os et STORT ønske fra min side at få et barn . 

Jeg slog det hele tiden hen med at det nok skulle blive bedre når barnet var født for det lovede han jo hver gang under min graviditet når jeg sagde det til ham . 

Min søn blev født det hele var rosa og lyserødt de første 3 uger og så faldt bomben altså , jeg magtede ikk mere nu . 

Jeg stod for tøj vask jeg stod for oprydning , jeg stod for rengøring , skifte sengetøj , ordne badeværelse og passe vores søn om dagen i mens han var på job og om natten imens han sov . 

Jeg så så afkræftet til sidst , (min søn skreg og skreg 24/7 de første 4 uger efter fødslen og sov stort set ikk om dagen og kun 3 timer af gangen om natten , jeg magtede bare ikk mere . så det røg bare ud af min mund at hvis ikk han gad hjælpe til så kunne han bare flytte sin vej for jeg orkede ikk mere nu . hun flippede fuldstændig ud på mig , forklare mig at jeg fandme gik hjemme for at lave ALLE disse ting , og hvis ik jeg magtede det havde jeg fandme et stort problem , jeg var dum i hovedet osv osv osv . jeg diskutere næsten med ham 1 gang om ugen nu over det her . 

For jeg kan simpelthen ikk sørger for det hele jeg kan aldrig slappe af jo , og jeg ønsker bare såååååå megt at komme ud af det her . 

Jeg ser det sådan her . Jeg kan vælge at lavde det være som det er nu hvor jeg alligevel er alene med vores søn 

eller jeg kan smutte og være alene med vores søn . 

Og egentlig så ønsker jeg det sidste , jeg er SLET ikk lykkelig mere , han er aldrig hjemme føler jeg . når han kommer hjem fra job så sætter han sig i sofaen der sidder han og glor tv indtil omkring kl 19-20 stykker i mellem tidne har jeg ordnet dagens gøremål . og så går det op for ham det kunne jo være han skulle lave noget mad , ja god ide tænker jeg bare . så her spiser vi omkring kl 21 hver dag , fedt . når han er færdig med at spise står jeg med opvasken . og så sætter han sig igen i sofaen og der falder han så i søvn . hmm fed dag . 

jeg vil bare ud af det her helvede , blive mig selv igen og føle mig glad og lykkelig . 

Undskyld for det lange indlæg havde blot bare brug for at fortælle min historie . 

Jeg håber så meget du kan finde styrken til at komme ud af det . jeg leder stadig selv efter min . Forhåbentlig kommer den til mig en dag . 

Henriette1973 skriver:

Det var også det jeg tænkte. Altså at han har en depression.

Jeg ville tage en snak med ham, stille og rolig. Hvis han ikke forstår budskabet om at få noget hjælp og tage det, dig og jeres barn alvorlig, ville jeg nok selv flytte hjem til mine forældre. Og derefter finde ud af hvordan fremtiden skal se ud. Med eller uden ham.

Ps Han skal tale ordentligt til dig!!!

Ved ikke om du kan bruge det til noget

Held og lykke

Henriette

 

Jeg er også enig med dig i dine tilføjelser

TbCp skriver:

Det var også min første tanke!

Hvis det er tilfældet er det også vigtigt at tage hånd om problemet og ikke skubbe ham væk

Puslingen skriver:

Enig!
Det lyder ikke til han har det super godt.

Det varblot min første indskydelse. Tænkte slet ikke som de andre...

Baagøe skriver:

Hvis det er tilfældet er det også vigtigt at tage hånd om problemet og ikke skubbe ham væk

Ja for pokker!

Pernille08 skriver:

Din historie kunne lige så vel have været min . 

Puha , jeg har en søn på to måneder . og ja . jeg stå i sammen situation som dig , jeg aner bare ikk hvordan jeg skal tage springet og komme ud af det . 

min kæreste hjalp os mig da jeg gik på arbejde med alle de kedelige pligter her hjemme . 

Desværre blev jeg sygemeldt 4 måneder før fødslen - med bækkenløsning , og vupti så hang Pernille her på hele lorten selv , rengøring tøj vask ordne bil , lave mad . skifte sengetøj ordne badeværelse . Hmm fedt tænkte jeg , jeg konfronterede ham med det , og det blev da lidt bedre ja . men langt fra godt nok . Jeg kunne jo ikk få fjernet barnet nu . og det var jo os et STORT ønske fra min side at få et barn . 

Jeg slog det hele tiden hen med at det nok skulle blive bedre når barnet var født for det de han jo hver gang under min graviditet når jeg sagde det til ham . 

Min søn blev født det hele var rosa og lyserødt de første 3 uger og så faldt bomben altså , jeg magtede ikk mere nu . 

Jeg stod for tøj vask jeg stod for oprydning , jeg stod for rengøring , skifte sengetøj , ordne badeværelse og passe vores søn om dagen i mens han var på job og om natten imens han sov . 

Jeg så så afkræftet til sidst , (min søn skreg og skreg 24/7 de første 4 uger efter fødslen og sov stort set ikk om dagen og kun 3 timer af gangen om natten , jeg magtede bare ikk mere . så det røg bare ud af min mund at hvis ikk han gad hjælpe til så kunne han bare flytte sin vej for jeg orkede ikk mere nu . hun flippede fuldstændig ud på mig , forklare mig at jeg fandme gik hjemme for at lave ALLE disse ting , og hvis ik jeg magtede det havde jeg fandme et stort problem , jeg var dum i hovedet osv osv osv . jeg diskutere næsten med ham 1 gang om ugen nu over det her . 

For jeg kan simpelthen ikk sørger for det hele jeg kan aldrig slappe af jo , og jeg ønsker bare såååååå megt at komme ud af det her . 

Jeg ser det sådan her . Jeg kan vælge at lavde det være som det er nu hvor jeg alligevel er alene med vores søn 

eller jeg kan smutte og være alene med vores søn . 

Og egentlig så ønsker jeg det sidste , jeg er SLET ikk lykkelig mere , han er aldrig hjemme føler jeg . når han kommer hjem fra job så sætter han sig i sofaen der sidder han og glor tv indtil omkring kl 19-20 stykker i mellem tidne har jeg ordnet dagens gøremål . og så går det op for ham det kunne jo være han skulle lave noget mad , ja god ide tænker jeg bare . så her spiser vi omkring kl 21 hver dag , fedt . når han er færdig med at spise står jeg med opvasken . og så sætter han sig igen i sofaen og der falder han så i søvn . hmm fed dag . 

jeg vil bare ud af det her helvede , blive mig selv igen og føle mig glad og lykkelig . 

Undskyld for det lange indlæg havde blot bare brug for at fortælle min historie . 

Jeg håber så meget du kan finde styrken til at komme ud af det . jeg leder stadig selv efter min . Forhåbentlig kommer den til mig en dag . 

Jeg kan jo blot sige det samme til dig. Kunne det tænkes, at din kæreste har en depression og måske har brug for hjælp?

Baagøe skriver:

Jeg kan jo blot sige det samme til dig. Kunne det tænkes, at din kæreste har en depression og måske har brug for hjælp?

Jeg har tænkt det sammen . Men ja lige som TS . man kan ikk drive manden afsted til en læge , han fejler jo intet , det sker kun for naboen . 

TbCp skriver:

Ja for pokker!

Jeg synes nemlig også bare det er for nemt at sige, at han bare skal ud til højre - der må være et eller andet problem

Jeg har haft samme problemer med min mand, så tror desværre ikke det er helt unormalt.

Jeg endte med at presse ham først til at gå til lægen, hvor han fik piller, dem ville han ikke spise, og det gik jeg med på på betingelse af at han så tog til psykolog. Hvilket har hjulpet ham rigtig meget, selvom han påstår at der ikke er noget af det psykologen siger som han ikke vidste i forvejen, men det er lige meget for mig, så længe jeg har en glad mand.

For mig var det til sidst ren afpresning følere jeg, trusler om at jeg ville smutte hvis ikke han ringede til lægen. Jeg tror enda jeg vækkede ham, så undskyldningen med at sove til kl 13, og lægens telefon tid slutter kl 12, den var der ikke. og havde også telefon nummeret klart til ham.

Min mand nægtede også at gå til lægen i ½år, før jeg fik ham overtalt, så ved nogle skal der bare rigtig meget til...