Overvejer at forlade ham

jeg var nok skredet...

kram til dig

Så du mener det er godt for dit barn at det skal se dig blive talt ned til,råbt af og disset? Skal dit barn se at kvinder skal behandles sådan og det er acceptabelt?

At den opførsel din "mand" har-er acceptabel og normen på mænd?

Ej vel..come on.. Der er sgu grænser,selv når det kommer til kærlighed

Parteapi kan være værd at prøve hvis han rent faktisk gider bruge tiden på det,men ellers,pak dine ting,du skal nok klare dig. Tal evt med en sagsbehandler inden du foretager dig noget

Det lyder ikke som om din kæreste/mand er særlig hjælpsom - men når man har valgt at få et barn sammen, synes jeg man skal prøve ALT af, inden man flytter.

...Og mænd er squ snedige nok: Hvis de finder ud af, at der bliver ryddet op (selvom de ikke gider), at opvasken forsvinder (uden de har tændt for vandet) og ungen bliver skiftet (hvis bare man kalder) - hvorfor skulle de så gøre det selv??

Vi kvinder har et fantastisk "service-gen" overfor vores familie. Så vi klarer pligterne, for nogen skal jo gøre det... 

Jeg synes du skal have fat i kraven på ham. Fortælle hvordan du oplever ham, og hvad du forventer af ham - Bagefter må du høre hvad han siger til sagen. I må hjælpe hinanden videre. Uanset om det er sammen eller hver for sig.

Min svigermor sagde til mig (før vi fik vores første barn), at efter barnets fødsel kommer der en periode hvor man bare er venner og hvor alt drukner i familie-planlægning, bleer, vasketøj og sure pligter....men pludselig vil solen skinne igen, kærligheden vil blomstre på ny og livet bliver nemmere. Med vores første barn tog det 1½ år, og med baby nr. 2 er vi der "allerede" nu.

Det er en enorm omvæltning for et forhold at gå fra 2 til 3 (eller 3 til 4!), og familie-liv med små børn er den ultimative prøvelse. Nogen mister pusten undervejs, spørgsmålet er bare: er I villige til at kæmpe for det?

Pøj Pøj!

Anonym skriver:

Ja som overskriften lyder, overvejer jeg at forlade min kæreste. jeg har brug for lidt råd, så har i nogle tager jeg gerne imod..

Vi har været sammen 4 år, fort 1 år. Vi har barn på 7 måneder sammen. Vi bor i hus (det er hans). Jeg går jo på barsel og han er arb. løs.

Men jeg kan næsten ikke holde det her ud mere. Han engagerer sig slet ikke nok i vores barn. Gider ikke sundhedsplejerskebesøg, gider ikke mødes med mødregruppen (vi har snakket om at mødes med mændene og det er KUN ham som ikke gider)

Vi bor i hans hjemby og jeg kender ingen her. Jeg vil så gerne have nogle vennepar at mødes med, men han er nærmest ligeglad. han har sine venner her jo....

Al opdragelse af vores barn føler jeg ryger i vasken. Vi havde aftalt inden barnet kom til verden hvordan det skulle være. Vi skulle spise sammen, ikke se tv mens, ikke skændes foran barnet, ikke give barnet slik før det fylder 1½-2 år m.m.

Men det er kun mig som passer hende og passer hjemmet. Jeg sørger for ALT husligt, og jeg giver barnet mad, skifter barnet (hvis han endelig skifter, så kalder han på mig hvis der er lavet stort) jeg har hende hver eneste nat, jeg leger med hende om dagen (der kan han tage hende måske 15 min om dagen og der skal jeg nærmest tvinge ham)

Jeg kan ikke få lov at gå i bad, og hvis jeg gør, siger han altid: Hvor lang tid skal du bruge??

Jeg går tur med barnevognen hver dag, 2 gange om dagen, han har gået 1 gang alene på 7 mdr......

Når vi kører bil, kører han som var han alene, uansvarligt... Så derfor kører vi ikke ture mere.

Jo og så sover han hele dagen og gider ikke søge job. Nu i dag sov han hele natten til 7 hvor vi stod op. han sov mens sundhedsplejersken og mødregruppen var her 10-1330 og nu gik han i seng kl 1930.

og hver gang han bliver sur, kalder han mig kælling, luder, smatso osv osv.

Jeg er SÅ træt af det, MEN jeg elsker ham og savner nok den han var engang.... PIV!

Helt ærligt!!!! Har nok lige brug for at komme af med det. Den eneste jeg kan snakke med er min mor, og jeg synes ikke hun har brug for, at høre dette. Har ingen veninder her, og dem jeg har bor 50-60 km væk.

Hvis jeg forlader ham, hvad har jeg så af muligheder.? Jeg har ikke råd til ret meget, da jeg kun får barselsdagpenge..

Jeg tænker at der måske er noget galt med din kæreste - måske har han en despression eller lign... Har du overvejet den mulighed? At der måske er en årsag til den måde hvorpå han agerer....

Baagøe skriver:

Jeg tænker at der måske er noget galt med din kæreste - måske har han en despression eller lign... Har du overvejet den mulighed? At der måske er en årsag til den måde hvorpå han agerer....

jeg tror han har en depression, men manden vil ikke til læge. Hele vinteren har han været sur og tvær og sovet MEGET..Og slet ikke været der for den lille, men jeg kan jo ikke tage ham under armen og så til læge

Jeg forstår dig godt, og synes det er utroligt at du stadig holder ud! Men xkæreste, faren til mit barn, var ikke nær så slem  som din, men valgte at forlade ham, da vores søn var knapt 5 uger gammel. Du skal følge dit hjerte, og tænk på hvad der er bedst for din datter og dig.

Anonym skriver:

jeg tror han har en depression, men manden vil ikke til læge. Hele vinteren har han været sur og tvær og sovet MEGET..Og slet ikke været der for den lille, men jeg kan jo ikke tage ham under armen og så til læge

Hvad med din svigerfamilie? Kan du ikke tale med dem om det, så I kan få sparket ham afsted?

Det lyder godt nok ikke særlig sjovt for dig da...

Min veninde havde faktisk samme problem med hendes datters far.. Han var så aktiv og hjalp hende med alt inden datteren blev født... Men ca en måned efter datterens fødsel lukkede han sig inde ved computeren. Råbte ad hende ligemeget om jeg så stod ved siden af. Hvis hun skulle ud og handle skulle hun tage datteren med.. En enkelt gang tvang hun ham til at passe datteren mens vi var ude og handle, da vi en halv time senere kom hjem til dem igen lå det lille pus på ca 2mdr bare i tremmesengen og kiggede op i luften, mens han sad ved computeren !

De gik fra hinanden da datteren var tre mdr... Han flyttede hjem til sin mor der bor i den anden ende af DK han så ikke deres datter i et halvt år derefter da han ikke selv ønskede det.

De har så senere genetableret kontakten, men kun som venner.. Og det viser sig at den "stakkels mand" faktisk havde fået en fødselsdepression...

Måske din kæreste bare mangler hjælp ??

Jeg tænker at der måske er noget galt med din kæreste - måske har han en despression eller lign... Har du overvejet den mulighed? At der måske er en årsag til den måde hvorpå han agerer....

Det var også det jeg tænkte. Altså at han har en depression.

Jeg ville tage en snak med ham, stille og rolig. Hvis han ikke forstår budskabet om at få noget hjælp og tage det, dig og jeres barn alvorlig, ville jeg nok selv flytte hjem til mine forældre. Og derefter finde ud af hvordan fremtiden skal se ud. Med eller uden ham.

Ps Han skal tale ordentligt til dig!!!

Ved ikke om du kan bruge det til noget

Held og lykke

Henriette

Baagøe skriver:

Jeg tænker at der måske er noget galt med din kæreste - måske har han en despression eller lign... Har du overvejet den mulighed? At der måske er en årsag til den måde hvorpå han agerer....

Jeg tænkte præcis det samme - evt. en efterfødselsreaktion?