Det store tabu trykker - Hjælp!

Kindfed skriver:

Jeg er førstegangsmor med en dreng på nu 7 måneder. Og på trods af, at han var mit første barn, så følte jeg præcis som du skriver. Det tog bare tid, flere måneder faktisk, før jeg begyndte at forelske mig i ham, og han var ellers så absolut et ønskebarn. I starten 'var han der bare', hvilket var en både antiklimaktisk og trist oplevelse. Men sådan var det dengang, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg accepterede, at sådan var det altså for mig, gjorde mit bedste, og nød hvordan det dag for dag blev bedre, for selvfølgelig blev det det.

Jeg stemmer i koret, der siger, at du skal snakke åbent og ærligt med din sundhedsplejerske.

Jeg er fuldstændig enig med dig i det du skriver.

Jeg synes foreksempel også (og skammede mig også lidt) at det var så mærkeligt fordi hun var sådan et ønske barn, kommet til i behandlig og da jeg så ikke følte det der kæmpe kærlighed fra første dag som alle snakker om, så kunne jeg bare slet ikke forstå det. Havde jo glædet mig helt vildt i flere år til at kunne komme til at opleve det.

Jeg følte mig også nogle gange som en løgner når jeg i starten sagde til alle jeg kendte. EJ jeg elsker hende bare så meget, for forelskelsen var slet ikke opstået endnu.

Men da det så kom senere, så accepterede jeg bare, at sådan var det jo. baby led jo ikke under det, for jeg holdt jo utrolig meget af hende og passede og plejede hende lige som jeg skulle.

Nårh, sikke en rørende historie!

Tak for den. (Men hvor må det dog ha' været hårdt også).

Velbekommen.  Jeg har altid været fortaler for at åbne op om tabuer, så dem der står i dem ikke føler sig alene om det, så jeg håber det hjalp lidt at høre min historie, og ja, det var utrolig hårdt, men det endte heldigvis godt i sidste ende 

Nu har jeg ikke selv børn - Kun i maven :b

Så jeg bevæger mig nok ind på et farligt sted, men jeg har længe tænkt over netop dette...

I større børneflokke, ser man tit det førstefødte barn, som lidt mere  fornuftigt og "rolig" Jeg har lagt mærke til, at nummer 2, næsten altid er lidt mere vild, pigerne bliver til "drengepiger" og der er bare lidt mere "bandit" i dem

Jeg tror seriøst det er fordi man er lidt mere pylret som førstegangs mor, der er kun det ene barn at give opmærksomhed, og alt prøves for første gang, derfor tror jeg bare man er lidt mere opmærksom.

Ved nummer 2 barn, ved man jo tit hvad der kan ske, for man har jo prøvet det, ergo er man ikke så bekymret og pylret mere, så barnet bliver automatisk lidt mere frit :b

Jeg synes ikke der er noget forkert i det overhoved ! Jeg tror det er en helt naturlig ting, som med alle andre ting, bliver man mere erfaren, og så ændre man selvfølgelig også  holdning til tingene.

Det er selvfølgelgi bare en teori, jeg selv har dannet, men synes det passer meget godt ind i mange sammenhæng