Det store tabu trykker - Hjælp!

Lilac skriver:

Nu ved jeg ikke hvor meget energi du har, men voldsom træthed kan faktsik give mere afdæmpede følelsmæssige reaktioner... Så måske er du bare træt?

Jeg er stadiet over trættere end træt. 

Som en zombie. Ca. 

Så ja, det spiller nok (også) ind. Glæder mig i hvert fald til mere overskud. 

SeptemberBaby skriver:

Jeg er stadiet over trættere end træt. 

Som en zombie. Ca. 

Så ja, det spiller nok (også) ind. Glæder mig i hvert fald til mere overskud. 

Det gør det helt sikkert... Faktisk kan enorm træthed give depressions-symptomer... selvom man rent "klinisk" ikke er deprimeret... Noget af forklaringen kan helt sikkert ligge der...

SeptemberBaby skriver:

Kære alle

Jeg er blevet mor for anden gang. Igen til en dejlig og velskabt pige.

Men der er noget, som bekymrer mig. Og det er egentlig mig selv...

Jeg synes altså ikke, at mine følelser for den lille pige er, som du måske burde være. Jeg kan huske, hvordan jeg med babypige nr. 1 var en stor geleklump fra første sekund. ALT hun gjorde, fik mig til at smelte af brændende hjertevarme. Nu oplever jeg kun det samme i glimt. Min babypige er 7 uger. Jeg elsker hende højt, men det er som om, at jeg skal "tænke følelserne frem" og stoppe op og mærke efter. Hvornår vender det til spontane, konstante følelser?! Og sker det bare af sig selv?

Situationen giver mig meget dårlig samvittighed.

Er der nogen, der kan genkende dette fra deres 2. baby-oplevelse?

Jeg ved, det er tabubelagt område, men håber, I har mod på at svare (ærligt).

Tak

Tror at det er helt normalt.

Nu er mine 3 jo kommet med meget store mellemrum, og har været et mirakel hver eneste gang, især fordi der har været så mange imellem, der ikke blev til noget, men kan da sige, at mine følelser for mine 3 er meget forskellige.
Jeg elsker dem alle 3 uendeligt højt, men hver på deres måde, og jeg tror ikke at båndene nogensinde vil blive lige så stramme (næsten fór stramme) som til nr 1.
Jeg kunne langt lettere se nr 2 flytte hjemmefra end nr 1. Det flåede jo næsten mit moderhjerte ud, og med nr 3 tager jeg det helt roligt, for det er jo den vej det går, når den tid kommer.
Ikke at jeg glæder mig til at se den sidste flyve fra reden, og alligevel, det er jo en anden form for liv og samværd, der så begynder, og det er også spændende at imødese.

Så jeg tror, at du bare skal trække vejret helt roligt..dine moderfølelser er der, de er bare mere proffessionelle og afdæmpede, om man så kan sige, så derfor hænger man heller ikke og svinger i træerne på samme måde som med nr 1.
Men..du vil opdage, at HVIS der opstår et problem omkring nr 2, så vil løvemoderen omgående vågne i dig.

Kærligst
Sussie

Lilac skriver:

Det gør det helt sikkert... Faktisk kan enorm træthed give depressions-symptomer... selvom man rent "klinisk" ikke er deprimeret... Noget af forklaringen kan helt sikkert ligge der...

Virkelig?

Det anede jeg ikke!

Jeg har nok mest været opmærksom på, at depression kunne give træthed. Altså den anden vej rundt.

Så håber jeg, at jeg bare oplever en zombie-reaktion og ikke en fødsels... 

Eva. skriver:

Det første barn og al den magi der var omkring dette barn, det oplevede jeg slet ikke ved nummer to...det var ligesom "bare" hverdag fra starten og sådan tror jeg mange har det med nummer to. Man kan jo ikke hellige sig fuldstændig nummer to og man ved jo hvad man går ind til.

Jeg tror ikke det handler om at kærligheden til dette barn er mindre end til det første, det er bare noget andet med nummer to...jeg savnede meget den der fornemmelse der var med nummer et da jeg stod med nummer to..

Knus..

Fuldstændig enig. Sådan havde jeg det også.

Vores drenge er jo kun 20 måneder imellem og der var bare nok at se til hele tiden. Og netop hverdagen var der bare fra starten af. Men med vores nr 3, som er 4½ år yngre end nr 2, der oplevede jeg magien igen. Det var som om, der var mere tid og det var noget nyt med en baby igen.

Jeg tror heller ikke på, kærligheden er mindre, men magien er der ikke helt.

SussieThyssen skriver:

Tror at det er helt normalt.

Nu er mine 3 jo kommet med meget store mellemrum, og har været et mirakel hver eneste gang, især fordi der har været så mange imellem, der ikke blev til noget, men kan da sige, at mine følelser for mine 3 er meget forskellige.
Jeg elsker dem alle 3 uendeligt højt, men hver på deres måde, og jeg tror ikke at båndene nogensinde vil blive lige så stramme (næsten fór stramme) som til nr 1.
Jeg kunne langt lettere se nr 2 flytte hjemmefra end nr 1. Det flåede jo næsten mit moderhjerte ud, og med nr 3 tager jeg det helt roligt, for det er jo den vej det går, når den tid kommer.
Ikke at jeg glæder mig til at se den sidste flyve fra reden, og alligevel, det er jo en anden form for liv og samværd, der så begynder, og det er også spændende at imødese.

Så jeg tror, at du bare skal trække vejret helt roligt..dine moderfølelser er der, de er bare mere proffessionelle og afdæmpede, om man så kan sige, så derfor hænger man heller ikke og svinger i træerne på samme måde som med nr 1.
Men..du vil opdage, at HVIS der opstår et problem omkring nr 2, så vil løvemoderen omgående vågne i dig.

Kærligst
Sussie

Tak for dit søde svar.

Faktisk blev min indre løve / høne (løvehøne?) vækket, da hun var knap en uge, og vi blev indlagt med alvorlig gulsot. Reaktionen kom ved den hektiske babu-babu-indlæggelse. Jeg græd og var meget bange. Men så forsvandt det ligesom lidt igen. Vi var indlagt i 16 dage, hvor jeg savnede den store mere end godt var. Og fik dårlig samvittighed over for den lille, fordi jeg brugte så megen tid på netop at savne den store... 

Tænker, at det hele måske bare har været lidt for hårdt. Jeg er for træt, og nu må sommeren gerne snart komme. (Og så vil jeg gerne lære at droppe dårlig samvittighed, men det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre, uanset hvor mange gange, jeg får at vide/fortæller mig selv, det ikke nytter. Suk).

Kloster skriver:

Fuldstændig enig. Sådan havde jeg det også.

Vores drenge er jo kun 20 måneder imellem og der var bare nok at se til hele tiden. Og netop hverdagen var der bare fra starten af. Men med vores nr 3, som er 4½ år yngre end nr 2, der oplevede jeg magien igen. Det var som om, der var mere tid og det var noget nyt med en baby igen.

Jeg tror heller ikke på, kærligheden er mindre, men magien er der ikke helt.

Tak for svaret.

Det blev jeg glad for.

Her er der 15 mdr imellem pigerne, og heller ikke megen tid til hvil!

SeptemberBaby skriver:

Virkelig?

Det anede jeg ikke!

Jeg har nok mest været opmærksom på, at depression kunne give træthed. Altså den anden vej rundt.

Så håber jeg, at jeg bare oplever en zombie-reaktion og ikke en fødsels... 

Den er god nok - læste gennem mit fag om en undersøgelse lavet for et par år siden... Det er da helt sikkert en god idé at vende det med lægen, men som de andre siger herinde, så er man nok bare mere afslappet med nr. 2 end man var med nr. 1, og den overvældende kærlighed man føler til sine børn er der jo alligevel, men måske bare på en mere afdæmpet måde... Nu venter jeg min nr. 2, så jeg ved jo ikke hvordan jeg får det til den tid... kan jo kun se hvad de andre skriver 

Lilac skriver:

Den er god nok - læste gennem mit fag om en undersøgelse lavet for et par år siden... Det er da helt sikkert en god idé at vende det med lægen, men som de andre siger herinde, så er man nok bare mere afslappet med nr. 2 end man var med nr. 1, og den overvældende kærlighed man føler til sine børn er der jo alligevel, men måske bare på en mere afdæmpet måde... Nu venter jeg min nr. 2, så jeg ved jo ikke hvordan jeg får det til den tid... kan jo kun se hvad de andre skriver 

Tankevækkende er det i hvert fald. 

Og stort tillykke med maven!

SeptemberBaby skriver:

Tak for dit søde svar.

Faktisk blev min indre løve / høne (løvehøne?) vækket, da hun var knap en uge, og vi blev indlagt med alvorlig gulsot. Reaktionen kom ved den hektiske babu-babu-indlæggelse. Jeg græd og var meget bange. Men så forsvandt det ligesom lidt igen. Vi var indlagt i 16 dage, hvor jeg savnede den store mere end godt var. Og fik dårlig samvittighed over for den lille, fordi jeg brugte så megen tid på netop at savne den store... 

Tænker, at det hele måske bare har været lidt for hårdt. Jeg er for træt, og nu må sommeren gerne snart komme. (Og så vil jeg gerne lære at droppe dårlig samvittighed, men det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre, uanset hvor mange gange, jeg får at vide/fortæller mig selv, det ikke nytter. Suk).

Jamen det kan jeg da godt forstå.
Men igen...tag det roligt...tag en dag af gangen...var helt ekset med den ældste, hvis jeg skulle undvære hende, selvom jeg havde nr 2.
Men tag da en lille snak med lægen omkring dine følelser, så kan det jo være, det bringer dig mere ro i sindet søde Høneløvemor