Det store tabu trykker - Hjælp!

Nu har jeg kun 1, men jeg havde det på den måde du beskriver og der gik 8-10 måneder før de kom af sig selv. Der er så mistanke om at det var pga. en meget hård fødsel og det at hun røg på neonatal bagefter der er grunden til at jeg ikke havde følelserne fra starten, og det var fordi jeg var hamrende ræd for at elske hende for meget, i tilfælde af at jeg nu ville miste hende. Jeg var bange for at blive afhængig af hendes kærlighed og så miste den.

Ved ikke om det er noget du kan sætte dig ind i, men jeg tog en dag af gangen og så kom følelserne af sig selv lige pludselig, og jeg kan tydeligt huske den første gang jeg oplevede dem, det var så fantastisk og det var så stærk en følelse at jeg tabte vejret!

Sof skriver:

Nu har jeg kun 1, men jeg havde det på den måde du beskriver og der gik 8-10 måneder før de kom af sig selv. Der er så mistanke om at det var pga. en meget hård fødsel og det at hun røg på neonatal bagefter der er grunden til at jeg ikke havde følelserne fra starten, og det var fordi jeg var hamrende ræd for at elske hende for meget, i tilfælde af at jeg nu ville miste hende. Jeg var bange for at blive afhængig af hendes kærlighed og så miste den.

Ved ikke om det er noget du kan sætte dig ind i, men jeg tog en dag af gangen og så kom følelserne af sig selv lige pludselig, og jeg kan tydeligt huske den første gang jeg oplevede dem, det var så fantastisk og det var så stærk en følelse at jeg tabte vejret!

Nårh, uha, hvor må det have været stort, da du så mærkede følelserne for fuld udblæsning .

Vi var jo også på neonatal, og jeg var virkelig også bange, men fortrængte det nok lidt. Tror godt, du kan have ret i, der kan være en sammenhæng der. Det er svært at give sig fuldt hen til et lille væsen med slanger, nåle og måleudstyr i forlængelse af den lille, lækre krop...

SeptemberBaby skriver:

Nårh, uha, hvor må det have været stort, da du så mærkede følelserne for fuld udblæsning .

Vi var jo også på neonatal, og jeg var virkelig også bange, men fortrængte det nok lidt. Tror godt, du kan have ret i, der kan være en sammenhæng der. Det er svært at give sig fuldt hen til et lille væsen med slanger, nåle og måleudstyr i forlængelse af den lille, lækre krop...

Det var det absolut også, det var det største og faktisk det mest skræmmende jeg har prøvet, fordi så mange måneders kærlighed væltede ind over mig for første gang. Kan huske at jeg bare sad og kiggede på hende og tænkte: Hun er virkelig min! 

Jeg er selv sikker på at det er den traumatiske fødsel og første tid efter som på ingen måde blev bearbejdet, der har gjort at jeg ubevidst ikke turde give slip og elske hende ubetinget fra starten, fordi jeg var så bange for at hun blev taget fra mig.

Det hele kom faktisk tilbage igen da jeg skulle med min veninde til abortsamtale for 1 års tid siden, der kom vi gående forbi den neo afdeling Silje lå på, og da vi gik forbi blev dørene åbnet og synet, lugten og lydene derinde fra fik mine ben til at give efter på stedet, så jeg måtte sætte mig op ad væggen støtte af min veninde og lige sunde mig og da vi så kom ud derfra brød jeg fuldstændig sammen. Efter den oplevelse, der var jeg slet ikke i tvivl om at det var grunden til mine manglende moderkærlighed i starten af hendes liv

Jeg er førstegangsmor med en dreng på nu 7 måneder. Og på trods af, at han var mit første barn, så følte jeg præcis som du skriver. Det tog bare tid, flere måneder faktisk, før jeg begyndte at forelske mig i ham, og han var ellers så absolut et ønskebarn. I starten 'var han der bare', hvilket var en både antiklimaktisk og trist oplevelse. Men sådan var det dengang, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg accepterede, at sådan var det altså for mig, gjorde mit bedste, og nød hvordan det dag for dag blev bedre, for selvfølgelig blev det det.

Jeg stemmer i koret, der siger, at du skal snakke åbent og ærligt med din sundhedsplejerske.

SeptemberBaby skriver:

Tankevækkende er det i hvert fald. 

Og stort tillykke med maven!

Tak skal du have  Ja, den er god at have med - søvn er jo et basalt behov man skal have dækket - så det med at overlade ungerne til far i ny og næ så der er plads til en lur, skal ike undervurderes!

Tænker da også det kan have en sammenhæng med det at give sig helt hen i kærligheden, som jeg også kan læse... det kan da nemt sætte en psykisk bremseklods, ntop det med frygten for at miste... Det kan jeg sagtens sætte mig ind i...

Kindfed skriver:

Jeg er førstegangsmor med en dreng på nu 7 måneder. Og på trods af, at han var mit første barn, så følte jeg præcis som du skriver. Det tog bare tid, flere måneder faktisk, før jeg begyndte at forelske mig i ham, og han var ellers så absolut et ønskebarn. I starten 'var han der bare', hvilket var en både antiklimaktisk og trist oplevelse. Men sådan var det dengang, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg accepterede, at sådan var det altså for mig, gjorde mit bedste, og nød hvordan det dag for dag blev bedre, for selvfølgelig blev det det.

Jeg stemmer i koret, der siger, at du skal snakke åbent og ærligt med din sundhedsplejerske.

Tak for dit svar.

Det er slet ikke let, når oplevelsen af at blive mor ikke stemmer over ens med egne (og omverdenens) forventninger. 

Har dog endnu aldrig hørt om en mor, der ikke med tiden kom  til helt ubetinget at knuselske sit barn. Så det ender vel stort set altid lykkeligt trods svær begyndelse. 

Tænk sig engang, jeg synes allerede - siden i eftermiddags -at det er blevet lidt bedre. Tror simpelthen det har hjulpet, at jeg har indrømmet det her over for mig selv. Så lan det ikke længere plage mig helt så meget. OG så selvfølgelig de mange gode svar, jeg har fået her på siden .

Takker.

Sof skriver:

Det var det absolut også, det var det største og faktisk det mest skræmmende jeg har prøvet, fordi så mange måneders kærlighed væltede ind over mig for første gang. Kan huske at jeg bare sad og kiggede på hende og tænkte: Hun er virkelig min! 

 

Jeg er selv sikker på at det er den traumatiske fødsel og første tid efter som på ingen måde blev bearbejdet, der har gjort at jeg ubevidst ikke turde give slip og elske hende ubetinget fra starten, fordi jeg var så bange for at hun blev taget fra mig.

Det hele kom faktisk tilbage igen da jeg skulle med min veninde til abortsamtale for 1 års tid siden, der kom vi gående forbi den neo afdeling Silje lå på, og da vi gik forbi blev dørene åbnet og synet, lugten og lydene derinde fra fik mine ben til at give efter på stedet, så jeg måtte sætte mig op ad væggen støtte af min veninde og lige sunde mig og da vi så kom ud derfra brød jeg fuldstændig sammen. Efter den oplevelse, der var jeg slet ikke i tvivl om at det var grunden til mine manglende moderkærlighed i starten af hendes liv

Nårh, sikke en rørende historie!

Tak for den. (Men hvor må det dog ha' været hårdt også).

SeptemberBaby skriver:

Kære alle

Jeg er blevet mor for anden gang. Igen til en dejlig og velskabt pige.

Men der er noget, som bekymrer mig. Og det er egentlig mig selv...

Jeg synes altså ikke, at mine følelser for den lille pige er, som du måske burde være. Jeg kan huske, hvordan jeg med babypige nr. 1 var en stor geleklump fra første sekund. ALT hun gjorde, fik mig til at smelte af brændende hjertevarme. Nu oplever jeg kun det samme i glimt. Min babypige er 7 uger. Jeg elsker hende højt, men det er som om, at jeg skal "tænke følelserne frem" og stoppe op og mærke efter. Hvornår vender det til spontane, konstante følelser?! Og sker det bare af sig selv?

Situationen giver mig meget dårlig samvittighed.

Er der nogen, der kan genkende dette fra deres 2. baby-oplevelse?

Jeg ved, det er tabubelagt område, men håber, I har mod på at svare (ærligt).

Tak

Jeg havde det faktisk med min første (har ikke fået nr to endnu) jeg følte ikke denne kæmpe moderfølelse som alle snakker om. hverken på hospitalet eller da vi kom hjem. Altså synes da hun var sød, men ikke sådan som jeg havde forventet at have det.

Kæreligheden kom mere hen af vejen. Tror faktisk hun var omkring 4 måneder før jeg virkelig en dag bare tænkte, at sådan måtte det føles af være mor.

jeg har snakket med flere veninder og det har faktisk vist sig at der har været en del som har oplevet det samme. At det mere er kommet snigende og ikke noget der var der fra dag 1.

Jeg håber det bliver helt anderledes når jeg føder igen. Ville ønske at jeg kunne føle denne kærlighed fra første minut. Men hvis det ikke kommer, ved jeg, at jeg ikke skal være nervøs. Det kommer med tiden, før eller siden. SÅ jeg vil sige til dig, at det er der faktisk er mange kvinder der oplever det. Så længe man ikke dicideret "ikke" kan lide sit barn, så tror jeg ikke du skal være nervøs. om et par måneder, vil du garanteret føle en kæmpe forskel.

SeptemberBaby skriver:

Kære alle

Jeg er blevet mor for anden gang. Igen til en dejlig og velskabt pige.

Men der er noget, som bekymrer mig. Og det er egentlig mig selv...

Jeg synes altså ikke, at mine følelser for den lille pige er, som du måske burde være. Jeg kan huske, hvordan jeg med babypige nr. 1 var en stor geleklump fra første sekund. ALT hun gjorde, fik mig til at smelte af brændende hjertevarme. Nu oplever jeg kun det samme i glimt. Min babypige er 7 uger. Jeg elsker hende højt, men det er som om, at jeg skal "tænke følelserne frem" og stoppe op og mærke efter. Hvornår vender det til spontane, konstante følelser?! Og sker det bare af sig selv?

Situationen giver mig meget dårlig samvittighed.

Er der nogen, der kan genkende dette fra deres 2. baby-oplevelse?

Jeg ved, det er tabubelagt område, men håber, I har mod på at svare (ærligt).

Tak

Sådan havde jeg det også lidt i starten.

Jeg elskede min lille pige men jeg havde SÅ dårlig samvittighed overfor min store dreng. Han tog det vanvittigt flot men jeg følte slet ikke at jeg kunne dele min kærlighed til ham, med min nyfødte datter.

Nu er det udlignet. Jeg har lært at fokusere på at min kærlighed til dem er "forskellig" uden at være det. Det er svært at forklare men jeg sætter pris på dem på hver sin måde.

Jeg er stolt af Hjalte når hans sprog udvikler sig mere og mere og jeg er stolt af Kamille når hun triller fra mave til ryg. 

Jeg elsker at have en hyggelig samtale med Hjalte og jeg elsker at pludre med Kamille.

Men mest af alt så ELSKER jeg at se de to sammen.  Jeg nyder storebrors iver for sin lillesøster og jeg er så glad og stolt over at jeg har givet mine børn en søster og en bror 

Håber det kommer til dig også men jeg kan som sagt, sagtens forstå dig. Her blev kærligheden først udlignet efter et stykke tid 

SeptemberBaby skriver:

Nårh, sikke en rørende historie!

Tak for den. (Men hvor må det dog ha' været hårdt også).

Jeg havde også en meget traumatisk fødsel hvor baby ikke trak vejret da hun kom ud, og blev flået væk (selvfølgelig) fra mig i det første sekundt. jeg har tit tænkt på, om det mon var derfor jeg havde det sådan. Men det finder man jo aldrig ud af.