Hvornår gå på barsel ?

Valle81 skriver:

Her tages alt hvad den kan trække.

Med Asta gik jeg fra ( iflg overenskomst) 4 uger - gik fra midt januar 2004 og vente tilbage på arbejde midt januar 2005 - holdte det meste ferie i forlængelse af barsel.

Med Anton gik jeg fra allerede i januar 2010 - da jeg blev sygemeldt lidt før tid - skulle først gå fra midt februar - holder alt ferie i forlængelse af barsel og skal først starte 7 marts 2011 - men nu er det sådan at jeg er gravid igen med termin 17 april 2011 og ville så skulle gå fra ca 17 marts igen - så derfor besluttede vi at jeg ikke skulle komme tilbage før næste barsel er slut ( i mellemtiden er arbejde gået konkurs så har ikke noget at vende tilbage til) Men holder alt den barsel jeg kan - så skal først starte engang til forårert 2012 - hvis jeg finder et arbejde:0)

Grunden til at jeg gør som jeg gør, er at jeg ikke har haft etbehov for at komme tilbage til arbejde. Jeg vil til hver en tid hellere tilbringe tiden med mine børn. Vi har kæmpetfor retten til barsel og jeg sætter den største pris på at det er muligt:0) Ville aldrig gøre det anderledes:0)

Christina

Det kan jeg godt forstå. Hvis jeg havde et arbejde, som jeg ikke synes, at jeg IKKE ku undvære, og der ikke var nogen, der var dødafhængig af, om jeg var der eller ej, så ville jeg også prioritere sådan.

Med studie er det lidt anderledes. Det har allerede taget mig et år ekstra og studieordninger osv. blir hele tiden lavet om, så jeg er ved at være træt af at sku starte på et nyt hold og med nye retningslinjer osv. Vil godt snart være færdig. Også så jeg kan komme ud og tjene nogle penge, for økonomiske er det jo ikke nogen dans på roser at være studerende.

MariaJ skriver:

Det er stadig sådan, og det tror jeg det bliver ved med at være længe. Små nysgerrige børn, der kan bevæge sig, skal jo holdes øje med hele tiden, når de er vågne. Det er selvfølgelig igen forskelligt hvor godt og hvor meget de sover, og hvor pilfingrede de er, men det ved man jo i hvert fald først, når man står i det. Men selv, hvis man har lidt luft i dagen, mens de sover er det altså ikke meget man når. To timer i en middagslur hver dag er ikke meget tid, når det er den eneste mulighed man har for at få ringet til nogen, betale regninger, finde en forestående fødselsdagsgave, svare på et par mails, spise frokost, gå i bad og måske liiiige drikke en kop kaffe uden at der er nogen der vælter den.

Jeg tror mit råd til dig vil være i hvert fald ikke at forpligte dig til noget på studiet, der går ud over andre, hvis du ikke kan fuldføre det. Jeg synes næsten det mest stressende de sidste par måneder har været at jeg ikke kunne passe de ting, jeg havde lovet andre. Det er svært at vide hvordan det bliver, og det er i hvert fald rart at have muligheden for at trække sig eller skrue lidt ned for blusset i en periode, hvis det ikke går alligevel.

Heldigvis er der ikke nogen, der er afhængig af mig på studiet på den måde, men forstår godt din pointe. Det er rigtigt, at det nok er en god ide, at have nogle fleksible planer. Det vil jeg også sørge for at få, så jeg kan trække mig og ta barsel videre, hvis det er.

thilde-tusindfryd skriver:

Det kan jeg godt forstå. Hvis jeg havde et arbejde, som jeg ikke synes, at jeg IKKE ku undvære, og der ikke var nogen, der var dødafhængig af, om jeg var der eller ej, så ville jeg også prioritere sådan.

Med studie er det lidt anderledes. Det har allerede taget mig et år ekstra og studieordninger osv. blir hele tiden lavet om, så jeg er ved at være træt af at sku starte på et nyt hold og med nye retningslinjer osv. Vil godt snart være færdig. Også så jeg kan komme ud og tjene nogle penge, for økonomiske er det jo ikke nogen dans på roser at være studerende.

Du har bestemt fat i noget - og jeg kan godt forstå det - og kan det lade sig gøre sådan rent praktisk uden nødvendigvis at have barn i pasning - så vil det være super løsning, men kan ikke udtale mig om det vil være realistisk eller ej:0)

Som mange af de andre srkvier - så strater "udfordringer" med en lille ny oftest der mellem 3-10 mdrs alderen hvor der kræves focus, opmærksomhed, pyller osv i en langt størregrad end når de er 0-3 mdr.

Nej jeg har heldigvis ikke et arbejde hvor jeg ikkehar kunnet gå hjemme med god samvittighed - første barsel arbejdede jeg i Bilka og disse to gange i et bogtrykeri - og har æret heldig at man har kunnet undsværes og erstattes i tiden hvor jeg har været væk. Økonomisk er det jo lidt hårdt at være på barsel i så lang tid, da langt største delen er på dagpenge som er væsentlig lavere en lønnen, men det går også.

Christina

Rockertand skriver:

Lige nu lider du af typisk "så-svært-kan-det-virkelig-ikke-være-jeg-klarer-det-hele-det-er-jeg-jo-vant-til"-syndrom, men det skal nok blive pillet af dig

De første 5 måneder er pinedød-nødvendige for et tæt forhold mellem mor og barn, altså vi snakker 24 timer i døgnet tæt kontakt, hvor man helliger sig barnet fuldt og helt og nedprioriterer sine egne behov, men det kommer helt af sig selv.

Jeg kan ikke helt forstå, at du går igennem det, du har gået igennem for at få et barn, at du udsætter dig selv for alle de følelsesmæssige rutscheture og insisterer på at blive alenemor ........og så overvejer du at opprioritere din uddannelse og nedprioritere dit barn efter knap 4 måneder.....

Nogle gange er det en rigtig god ting, at førstegangsmødre får en brutal opvågning, når det lige pludselig går op for dem, at de ikke kan leve efter eget hoved, som de har gjort hele livet.

Du er nok nødt til at se tiden an og planlægge lidt mindre omkring din uddannelse, du ved jo i princippet ikke, om du får et kolikbarn (det håber jeg godt nok ikke) eller andre faktorer kommer til at spille ind. 

Det syns jeg nu ikke, du har helt ret i. Jeg HÅBER på, at det måske kan lade sig gøre at vende tilbage til mit studie d. 1/9, men jeg er fuldt ud klar over, at der kan være mange faktorer, der gør det umuligt. Og derfor ville jeg bare høre, hvordan andre har gjort det og hvad deres erfaringer er.

Jeg har nemlig også hørt en del kvinder sige, at så slemt synes de nu ikke det var med det første halve år, som så mange jo ellers maler fanden på væggen om. Det er nok meget forskelligt, hvordan man oplever det.

Men derfor var det jo alligevel interessant at høre, hvad andre har gjort.

MariaJ skriver:

Jeg glemte lige at svare på hvad vi gør nu. Min datter er lige begyndt i pasning, og jeg arbejder halv tid lige nu. Det har gjort det meget nemmere at jeg har nogle dedikerede timer, hvor jeg kan koncentrere mig om andre ting, men det er ikke noget jeg ville have startet med tidligere. Som de andre skriver vil man jo også gerne være sammen med sit barn, og det lille spæde barn har jo også brug for sin mor.

Jeg har haft en aftale med mit arbejde om at arbejde 10%, mens jeg var på barsel (dvs jeg var 90% på barsel og 10% på arbejde). Jeg har kunnet gøre det så fleksibelt som jeg ville, så nogle uger har jeg slet ikke gjort noget, nogle uger måske bare talt i telefon en halv time, men andre uger været til et møde i nogle timer eller gjort forskelligt papirarbejde hjemme. De 10% har været absolut toppen af hvad jeg kunne klare, uden at følte det gik ud over enten min datter eller mig selv eller os begge. Jeg har heller ikke haft lyst til at hele barslen skulle føles som en evig kamp for lige at finde to timer, hvor man kan arbejde. På den anden side har det passet mig rigtig godt at have lidt forbindelse til mine kolleger og min hverdag, og ville nok gøre det på samme måde en anden gang (men sikre mig at jeg havde et backup system, hvis jeg ikke kunne holde alle boldene i luften alligevel.

Det lyder som en fin balance. Jeg har det også sådan, at jeg tror, at jeg blir skør i hovedet, hvis jeg bare skal gå herhjemme med bleer og babymad i ½ år og ikke se andre mennesker

Det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil være sammen med mit barn eller give hende alt, hvad jeg har. Men jeg tror ikke, at mit barn er tjent med en sur og udjokket mor, som ikke selv har noget liv. Børn har, efter min mening, godt af at lære at mor har en hverdag og er en del af samfundet også. Selvfølgelig skal man være der til at amme, skifte bleer og have intim kontakt med sit barn, men man skal ikke udslette sig selv og holde op med at eksistere som selvstændigt væsen.

Desværre kan jeg ikke gøre sådan noget med 10% studie. Det er nok enten eller. Der er ikke nogen fag, der kan vælges fra osv. for det hele kører tværfagligt og i projektform. Men jeg må se, hvad der kan lade sig gøre.

kitty skriver:

Jeg har termin den dag jeg skal forsvare min bachelor-opgave. Altså går jeg først på barsel efter terminen. Jeg har planer om at tage så meget barsel som muligt. Måske tager farmand en måned, når jeg er begyndt på arbejde igen. Men det er endnu ikke planlagt. Jeg ser det som en gave, at kunne gå hjemme med mit barn..

Det gør jeg bestemt også, men med en passende balance ift. også at ha andet i sit liv og se andre mennesker

thilde-tusindfryd skriver:

Ja, det kan godt være, at man måske er nødt til at have flere planer og så se tiden an

Problemet for mig er, at det også handler om planlægning ift. noget overflytning til et andet sted osv. - det er en længere og kompliceret historie - så det kræver noget planlægning. Men det kan godt være, at det realistisk set ikke kan lade sig gøre, at planlægge så nøje.

Ja måske skal du bare tage det lidt som det kommer, hvis det viser sig at du har overskud til at starte med studiet allerede til september, så gør det, går det ikke kan du altid hoppe tilbage på barselsvognen igen. Og hvis du efter du har født kan mærke at det bare er helt udelukket at starte til september, så vent til februar. Jeg har også svært ved ikke at have det fast besluttet, da jeg normalt altid har planer jeg følger nøje, men tror bare man er nød til at lægge det lidt på hylden i forhold til moderskabet, og taget det som det kommer. Der kan jo ske så meget uforudset. Jeg har det godt med at have to planer i forhold til barslen, og så tager jeg den der passer bedst i forhold til vores situation.

thilde-tusindfryd skriver:

Det syns jeg nu ikke, du har helt ret i. Jeg HÅBER på, at det måske kan lade sig gøre at vende tilbage til mit studie d. 1/9, men jeg er fuldt ud klar over, at der kan være mange faktorer, der gør det umuligt. Og derfor ville jeg bare høre, hvordan andre har gjort det og hvad deres erfaringer er.

Jeg har nemlig også hørt en del kvinder sige, at så slemt synes de nu ikke det var med det første halve år, som så mange jo ellers maler fanden på væggen om. Det er nok meget forskelligt, hvordan man oplever det.

Men derfor var det jo alligevel interessant at høre, hvad andre har gjort.

Jeg tror det er meget forskelligt. Nogle børn har meget temperament fra begyndelsen og kan ikke bare sådan lige efterlades tre timer i barnevognen eller hos mormor. Andre sover rigtig meget, og synes det er hyggeligt bare at ligge og kigge lidt på en uro. Det kan man jo simpelthen ikke vide før barnet er der.

Jeg havde utroligt svært ved at finde en balance i starten, fordi det faktisk ikke var ret krævende at passe Johanna, og jeg på en måde havde alt for meget tid. Samtidig havde jeg slet ikke det mentale overskud til at være på, som normalt, fordi mit hoved var fuldstændig fyldt med baby. Jeg var ikke særlig glad for at være hjemme på barsel fordi jeg kedede mig, og dagene var så uendeligt lange, men samtidig tog det tre timer at blive klar til at gå en tur i byen med barnevognen, så det orkede jeg heller ikke rigtigt. Det var et enormt underligt limbo, men JEG ville ikke have haft mental kapacitet til at klare et fuldtidsstudium, selvom jeg strengt taget havde masser af tid.

thilde-tusindfryd skriver:

Det gør jeg bestemt også, men med en passende balance ift. også at ha andet i sit liv og se andre mennesker

Det synes jeg heller ikke jeg skrev noget om, at jeg ikke værdsatte og tiltænkte plads til

jeg gik på barsel i uge 32. jeg er i en privathjemmepleje.
men var meget syg og til sidst kunne jeg ikke gå pga bækkenløsning. så blev sygemelt i uge 19